12/16/20

Om at snuble i uheld

De sidste uger har de fleste hårde hvidevarer i huset simultant valgt at afgå ved døden, efter 20 års trofast tjeneste. Da vaskemaskinen som den første stillede træskoene regnede vi på det og blev enige om at vi faktisk havde råd til at gå ud og købe en helt ny, istedet for en brugt.
Det føltes ret voksent, men da ovnen døde ugen efter og toilettet begyndte at sprutte vand ud over gulvet hver gang man trak ud, virkede det som en elendig beslutning at have braget hele opsparingen af på en smart vaskemaskine. Det spiste lige januar måneds budget også. Heldigvis er ungernes julegaver købt allerede, men alle voksenjulegaver er grundigt sløjfet og jeg er barnlig nok til at ærgre mig lidt.

”Det er som om uheldige ting altid rammer os i bølger af tre” konstaterede Ninjaen “men heldigvis plejer der også at komme nogle gode ting bagefter!”
En stor del af grunden til at jeg er glad for at være gift med ham, er hans evne til at se optimistisk, også på sure ting. Selv ser jeg som bekendt tegn på nært forestående zombieapokalypser i alle former for uheld, så det er rart at blive hevet tilbage af noget positivt.

Desværre har bølge-af-tre-sure-ting ikke holdt stik denne gang, men flerdoblet sig. Således kom mellempigerne hjem med togbøder, fordi vi havde misforstået hvordan deres nye månedskort virker og de ikke vidste de skulle have tjekket ind. Mandag i sidste uge toppede jeg ulykkesbølgen ved at lave et spektakulært styrt på ladcyklen på vej til arbejde, hvilket brækkede noget inde i min håndrod. Skadestuelægen antydede at jeg var lidt af et fjols at jeg var taget på arbejde en hel dag inden jeg tog på skadestuen, men jeg troede altså bare den var forstuvet.

Gipshånd lugter efterhånden grundigt af ost, der er laaaangt på arbejde med busser, jeg skal minde mig selv om at man ikke kan synge med på musikken i høretelefoner i bus – men der er heldigvis også lyspunkter.

Mindstebarnet har set det som sin fornemmeste pligt at sørge for mit hår bliver vasket hveranden dag, hvilket er superhyggeligt og ret luksuriøst. Det bringer totalt minder om de mange timer jeg har leget skønhedssalon med hendes storesøster, mens hun selv forsøgte at sabotere det.

Efter utallige aflysninger af alle former for forsøg på at se mennesker, lykkedes det endelig at mødes med en veninde på en bænk på Frederiksberg alle og drikke rødvin og snakke i timevis. Har været helt høj over at blive fyldt op af samvær lige siden.

Det er jul om lidt, og fordi vi jo netop er så meget på røven, er der rift om at sidde og lave julegaver selv. Hver aften er der mindst to børn der sidder og nørkler med et eller andet ved bordet, mens vi hører “Harry Potter” på lydbog. Det er begrænset hvad jeg kan lave med en hånd, men jeg får tegnet lidt og nyder følelsen af at komme ned i gear. Det er på en måde mere julet end det plejer at være – også selv om selve juleaften selvfølgelig hænger lidt i en tynd corona-tråd af uvished.

Krydser fingre (på ikke-brækket hånd) for at uheldsbølgen er overstået herhjemme – og for at hele coronatruslen snart slipper sit tag i resten af verden.

Håber I holder jer raske og glade ude i jeres hverdagsbobler.

12/16/16

Om voksen indretningssans

Jeg hentede et af mine børn efter en legeaftale, i et rent og nydeligt hus, hvor jeg blev budt på kaffe, i yndige Flora Danica kopper, med hjemmelavede kiks på matchende tallerkener til, af en meget venlig mor.

Vel returneret til eget kaotiske hus, så jeg sukkende ud over bunkerne af papirer, tegninger, sokker, aviser, bøger og brikker til spil; umage kopper og skårede tallerkener, og sagde til min mand:” det er som om nogle mennesker bare er mere voksne end os… Altså – det der med at bo tjekket, den sans har vi bare ikke. Selv toiletbørsten, tandkruset og sæbebeholderen på badeværelset matchede. Hvordan kan man have fantasi nok, til også at sørge for tjekket badeværelsesudstyr??”

Et barn overhørte mig, og smilede hemmelighedsfuldt.

Dagen efter fik jeg en pakke fra hende, indeholdende denne flotte fyr:

“Du sagde til far, at I ikke har smarte ting på badeværelset, ikke? Ham her er ret smart, for man kan ligesom have vat inde i ham, og tage det ud af munden, ikke? ”

Jeg er lidt i tvivl om hvorvidt vat-man gør min indretning væsentligt mere voksen – men jeg overvejer stadig at invitere tjekket mor her hjem, så jeg lige kan flashe denne badeværelsesdims som hun med garanti ikke har.

Den hedder iøvrigt Allan.

02/28/16

Om at bære ting og om at glæde sig

Da Ninjaman var allermest syg, og jeg lå om natten og følte mig magtesløs/havde ondt af ham/bekymrede mig over hvordan børnene skulle klare det/bekymrede mig over fremtiden/logistikken/forløbet, mailede jeg ind imellem til mine veninder, bare for at føle mig lidt mindre alene.
En veninde svarede mig med det her foto, og skrev:”det her fik mig til at tænke på dig. Du er den lille lastbil”.

Sådan føltes det ganske rigtigt også rigtigt længe, men hvis jeg i perioder har været nødt til at yde mere end mit hoved egentlig magter, har jeg også en tendens til at gøre dette her unødvendigt længe efter:

Altså ikke for at se travl ud, men bare fordi jeg vænner mig til højt beredskabsniveau, og ikke rigtigt kan fatte at det værste er ovre, så jeg kan lægge tunen/slappe lidt af igen.

Januar har været lidt tung at komme igennem, for beskeden fra hospitalet er, at Ninjaman nok skal opereres om, for det knoglestykke de har forsøgt at bygge ny kæbe af, er for langt og for tyndt, så det kunne blive nødvendigt at snitte ham op i hoften og kæben, og transplantere knogle der op.

Men dette kan først gøres fra april, hvor han er helet nok fra sidst.
Nå ja – og de kom iøvrigt til at ødelægge hans højre skulder under operation, og regner ikke med at den bliver normal nogensinde…

Så blev det heldigvis vinterferie, og det hjalp helt vildt ikke at skulle noget særligt.
Vi var på malekursus sammen med ungerne en enkelt dag i ferien, og egentlig var energien slet ikke til det – men det endte med at være en rigtigt god måde at hive sig ud af kommende-operations-bekymringer, og lave noget fælles.

Vores stue så, ind til i går, sådan her ud, med halvfærdige lærreder, der ventede på at jeg slog søm i ledige kroge, hvor de nu hænger og venter på at blive færdige. De kommer formentligt til at vente længe:

Men ferien var også andet end malerier – bl.a brugte nogle af børnene noget af tiden, på at opføre sig sådan her:

Og bagefter sige undskyld med ovenstående tegning…
Ninjaman og jeg udnyttede børnenes nye besættelse af at spille Playstation sammen, til at gå nogle lange ture imens, og tale om alt det vi bekymrer os over, og hvad der kunne hjælpe.

Vi nåede frem til, at vi trængte til at komme væk sammen – uden børn – inden nye operationer og sygdom.

Sidst vi var på aleneferie, var i januar 2001, hvor vi besøgte nogle af mine venner i London. Vi har haft ganske få enkeltnætter med børnepasning siden da, men har aldrig været rigtigt væk fra dem.

Min søster har tilbudt at passe unger, og vi har købt billetter, til kærestetur til Berlin, i fire hele dage!

Skal bo på fornemt hotel, lige i midten af byen, så Ninjaen kan gå hjem og hvile sig, hvis det bliver for hårdt for ham at gå meget.

Glæder os helt ustyrligt!

Det skubber altså lige bekymringerne lidt væk, at have noget at glæde sig til – og der er under tre uger til vi skal afsted!

Er der nogen af jer der er berlin-eksperter, og kan anbefale gode guidebøger, restauranter, butikker eller andet? Vi ved absolut ingenting om Berlin.

10/2/15

Om anti-vegetar-propaganda

Jeg var vegetar fra jeg var barn, og indtil jeg selv fik børn, men spiser nu kød med stor fornøjelse – måske lige undtaget når pigerne tegner ansigter på kød i tilbudsaviserne , og derved minder mig om, at det engang har været levende.

Efter at jeg i en periode havde en veganer-kollega, der havde alt for travlt med konstant at blande sig i og kommentere på andres madvaner, sad jeg med min (voksne) fætter, og talte om hvordan det ville være, hvis man var lige så glødende vegetar-modstander, som nogle vegetarer var kød-spise-modstandere.

De mest glødende modstandere af vegetarianisme (vegetarisme?) må vel være dem det går ud over: grøntsagerne!

Så vi påbegyndte fremstillingen af en lille anti-vegetar-demonstration i ler, som jeg netop snublede over fotos af:

Har fneset en del over dem, og tænkt vi måtte fremstille lidt flere.