Om Suede-koncert, forkortet kærestetid og fotos man åbenbart ikke må vise til andre
Da vi mødte hinanden, for 1800 år siden, var der ikke meget musik jeg og min Ninjaman kunne blive enige om var fedt.
Han hørte enten meget larmende heavy, eller meget larmende hiphop, og min favoritmusik har altid været noget med en fyr med en guitar, og nogle tekster, der fortæller en historie – men vi opdagede dog en fælles kærlighed for britpop.
Skulle man filmatisere vores liv, ville det derfor primært være Suede, der skulle være lydsporet til vores første 3-4 år som kærester, for det kunne vi blive enige om at lytte/kysse/danse til.
Da bandet annoncerede koncert i DR koncerthus, blev vi ganske nostalgiske, og fik i en hast arrangeret børnepasning og købt billetter.
Efter arbejde mandag skyndte vi os at gøre os lækre, for børnene skulle passes fra klokken 16, og vi skulle både på restaurant, og ud og drikke drinks, og lege vi var unge og vilde (altså – ihvertfald unge og vilde lige frem til efter koncert, hvor vi skulle med metro hjem).
Men ak – børnepasser var forsinket og skrev kl 16 at det blev lidt senere, klokken 17 om vi ikke kunne spise med børnene, og klokken 18, at hun tidligst ville nå det til 19 – og det endte med at vi måtte bede naboer holde øje med børn til hun kom, og selv løbe ud i bilen.
Så ingen restaurant eller drinks, og det var svært ikke at være en smule skuffede, mens vi delte en cola i foyeren, og tog selfies, hvor vi forsøgte at lave “blue Steel” poseringer.
Men så startede koncerten, og – ligesom alle de andre 40 årige i salen – blev vi øjeblikkeligt 20 år yngre, mens vi skrålede med på, at vi var :” so youuuuung!”
Det var en suverænt god koncert, hvor forsangeren drønede rundt og sang blandt publikum, der aede hans hår og tøj, som om han var en stor kat (med en mikrofon).
Alle os halvgamle røvhuller, var helt oppe i det røde felt på begejstringsskalaen, og følte os ganske unge igen.
Da jeg efter koncerten gik på toilettet, kunne jeg i den blanke metaldør se genspejlet hvordan mine korte ben dinglede fra det absurd høje toilet, og fandt det ustyrligt morsomt, i min post-koncerts-eufori.
Så jeg tog et billede og sendte til min mand, der syntes det var lige så morsomt, og kunne fortælle at tissekummerne ligeledes var placeret så højt, at han havde været glad for at have sko med hæl på, for ellers havde han muligvis måttet lægge dilleren op på kanten for at nå.
(Desværre havde han ikke et billede til at underbygge den påstand)
Se, nu er det måske en mærkelig ting, at dele et billede hvor man tisser, på sin blog (med mindre, selvfølgelig, at det er en ganske særligt tisseblog man har), men jeg tænker, at I kan tage det – ihvertfald bedre end min kollega, som jeg havde følgende samtale med i morges:
Kollega:”haha, det er sjovt du er så lav, at du ikke kan nå skabet!”
(eller noget der minder om – morsomme konstateringer om min lavde er en fast bestanddel af mit arbejdsliv, hvor 80% af mine kolleger, er mænd på to meter – og jeg husker derfor ikke nødvendigvis detaljerne)
Mig:” ja hvis du synes det er sjovt, skal du se et billede hvor jeg sidder på toilettet!”
Kollega:”øh… Du spørger om jeg vil se dig sidde på toilettet? ”
Mig:” nej nej, mener det ikke skummelt: det er ret sjovt! Det er bare på et foto!”
Kollega: smiler nervøst, og forlader rummet.
Ud fra det, kan jeg konstatere at det ikke er alle billeder man kan dele med hvem som helst.
Godt jeg har en Ninja der forstår – og jer, som jeg benhårdt satser på ikke forlader rummet?
