04/18/20

Om kræft og operationer

Herhjemme er det altid mig der bliver spurgt om ting der kræver paratviden eller almen hukommelse, og Ninjaman der bliver spurgt om alt der skal læres fysisk. Han kommer fra en lille by, hvor det eneste man kunne lave var at gå til ting, og han har gået til ALT og bliver utroligt hurtig god til ting. Alt fra hård fysisk sport, til dans, musikinstrumenter og kunsthåndværk er han naturligt god til. Her i Corona-lockdown har han og mellempigerne fx syet en masse tøj til sig selv, med stor ildhu og talent.
Og med sport er det næsten endnu vildere hvad han kan opnå når han sætter sig for det – jeg har aldrig kendt nogen der kunne træne en sixpack frem så effektivt og har så stor styr på sin krop.

Det var derfor ikke overraskende da lægerne på hospitalet, til et kræfttjek, opdagede at hans fantastiske krop har gjort noget så effektivt som at gro en solid beskyttende knogle på hans hals, rundt om en kunstig blodåre de have lagt derop under den første operation.

Ser det ikke vildt ud?

Det er “tappen” længst inde mod halsen på billedet der er ny og også lægerne var ret imponerede over hans krops formidable helingsevner. Cykelkæden er den der holder den nye del af kæben sammen med den gamle.

Vi har lavet mange jokes med hvor superheltesejt det er, men den generer efterhånden meget, og nu skal den væk. På tirsdag.
Det lyder ikke som om det bliver så voldsom en omgang, men alligevel har tanken om det trykket os begge rigtigt meget de sidste uger. Det hjælper heller ikke ligefrem at have haft en hel måned hjemme med tid til bekymring, og så falder operationen sammen med lige at være startet på arbejde igen begge to. Med halve hjerner, der tænker på operation.

Siden han blev diagnosticeret med kræft for 4 år siden, er han blevet opereret 11 gange. Selve kræften forsvandt lykkeligvis ved de første operationer, men det tager tid at få rekonstrueret det hele når man fjerner en halv kæbe og bygger en ny af væv og knogler fra skinnebenet. Det har været en hård omgang. Selvfølgelig mest for ham der fysisk har ondt, men også psykisk for os alle. Det er skræmmende og frustrerende at se til fra sidelinjen når en man elsker har så ondt og man ikke kan sige eller gøre noget der hjælper. Den sidste operation han fik, af en bøjet tå, viste sig at være så smertefuld efterfølgende at det velkendte sorte hul af frygt blev noget vi alle kunne mærke. Selv om han fysisk blev sig selv i løbet af nogle måneder, så havde han efterfølgende en meget lang periode med nedsat overskud til at være sammen med andre. Tanken om den omgang trykker nu hvor han står foran operation nummer 12.

Så disse tre sidste dage inden skal bare fyldes ud med positive ting. Vi laver bål, drikker cocktails, og lærer børnene poker.

Gik en lang tur i dag, og købte sushi vi ikke rigtigt havde råd til, og spiste det på en tom legeplads. Vi har lavet yoga. Pigerne bager kager. Der er planlagt banko og hjemmebiograf senere. Og dagen i morgen skal også fyldes ud med alt der distraherer.

For dette her er forhåbentlig og formentligt den sidste operation han behøver at skulle igennem, og det handler bare om at træde vande så hårdt vi kan, så vi kan holde hovederne ovenvande denne gang.

Det skal nok gå godt.
Og når vi engang må være sammen med mange mennesker igen, skal det festes væk. Helt væk, hvor vi ikke længere fryser i skyggen af den sygdom der engang var.

05/22/19

Om at have dekadente planer, for børnefri tid

De tre mindste piger er på lejrture med skolen denne uge, og ældsteungen er på efterskole, så for første gang i 17 1/2 år er vi helt uden børn i mere end et døgn. Vildt!

Altså – jeg kan generelt virkeligt godt lide mine børns selskab og føler mig allergladest i situationer hvor alle fire er hjemme; ingen er sure på hinanden og jeg kan sidde og lytte til deres sniksnak, men sådan er det alligevel ikke hele tiden, og jeg har savnet tid med deres lækre far længe.

Ingen der skændes; skal skyndes på om morgenen; mindes om madpakker/pligter/aftaler; puttes eller bespises på faste tidspunkter; og ingen opvasker der skal tømmes 9000 gange om dagen, fordi de -ellers meget miljøbevidste – små skiderikker, tager et nyt glas for hver tår vand de drikker – al den frihed er jo fuldstændigt berusende!

”Hvad skal i dog lave med fire hele dage alene?” Spurgte en veninde mig misundeligt i torsdags, og jeg kunne ikke komme i tanke om en liste på mere end to ting:

1. Spise aftensmad på et andet tidspunkt end 17.30

2. Knalde, uden at låse soveværelsesdøren.

Egentlig ikke verdenshistoriens mest kontroversielle liste over vilde ting man kan foretage sig, men vi er jo heller ikke i træning med at planlægge kærestetid.

Punkt 1 på listen – den om at spise aftensmad på et andet tidspunkt end 17.30 – var egentlig tænkt som noget med at vente til klokken 20, nu der ikke sad sultne børn og ventede. Teknisk set kunne punktet også opfyldes ved at spise aftensmad klokken 16, som vi kom til at gøre efter en virkeligt lang gåtur i går, hvor vi kom forbi en koreansk restaurant der duftede godt. Udover de to punkter på listen, har vi skejet ud og gjort en masse ting vi ikke plejer med børnene i huset: drukket cola til morgenmad, set voldelige film tidligt på eftermiddagen og spist takeaway i sofaen. Thug life!

Tiden har været fyldt så godt ud med arbejde og vilde planer, at jeg ikke har savnet ungerne før i dag, hvor jeg kom hjem tre timer før Ninjaman, og kun havde hunden som selskab. Hunden ved at pigerne plejer at komme hjem nogenlunde samtidig med mig, og trippede i pendulfart klynkende og fisene frem og tilbage fra hundekurv til havedør, hvor han forgæves spejdede efter dem.

Jeg er for tiden i fuld gang med en masse spændende skriverier, og havde tænkt mig at bruge alenetid effektivt, men frustreret hund endte med at sætte sig og stirre hårdt på mig, og tage al koncentration.

Folk der ikke kender mig særligt godt, plejer at sige at jeg er meget udadvendt. I virkeligheden er jeg det modsatte: jeg trives bedst med folk jeg kender eller eget selskab, men skjuler det ofte ved at fylde stilhed ud med speedsnak, af varierende kvalitet. Også i busser og den slags.

Når den sædvanlige lyd af storsnakkende børn byttes ud med tavst stirrede hund, aktiveres mit smalltalk-forsvar åbenbart også, så da Ninjaman endelig kom hjem tog han mig i at forsøge at stable en samtale på benene med hund, med den klassiske samtalestarter for hunde:”Katte… så nederen, ikke?” Hårdt presset af grinende mand, kunne jeg godt huske at jeg nok havde smalltalket på hunden noget tid, uden rigtigt at have opdaget hvor bøvet det er at sidde og fyre spørgsmål efter dyr.

Nå, men de kommer hjem fredag, så vi skal lige have lavet nogle flere vilde alene-hjemme-uden-opsyn-ting. Sikkert noget med at spise aftensmad klokken 15 eller gå en tur på et helt crazy tidspunkt. Det bliver vildt.

Og det eneste svar jeg fik på smalltalk med hund, var iøvrigt at han stadig synes den nye kurv er ALT for lille:

Slet intet plads til en hel hund, i den mikroskopiske kurv. Stakkel…

(…og hvis nogle af jer skulle ligge inde med forslag til dateagtig ting man kan lave i dag, efter 19 hvor jeg har fri, så sig endelig til! )

11/19/18

Om det der kærlighed, del 31

Her fortsættelsen på den store føljeton, om vores liv de sidste 21 år.
Her et foto af pigerne, fra en udklædningsfest det år. Jeg har mistet mange af mine fotos fra de år, så det passer ikke helt til:

August/september 2009 var præget af både håb og mismod.

Det havde ellers lige kørt så godt altsammen, men nu hvor banken havde lukket kassekreditten til vores butik, og vi havde taget lån i huset for at betale regninger, var det ikke særligt sjovt. Drømmen var at nogen ville købe det hele, og gerne ansætte Ninjaman som erfaren butiksbestyrer, men vi havde opsagt butikslokalerne og indstillede os på at vi havde et halvt år til at få solgt ud og lukket ned. Forhåbentligt uden alt for stort tab, men det så ikke lovende ud.

Jeg var ked af det, og uendeligt træt, men forsøgte fortsat at geare mig selv op til at få det bedste ud af min gode nye arbejdsplads, og var fx med i en hyggelig madklub, hvor man lavede mad sammen en gang om måneden.

En sen eftermiddag i starten af Oktober, stod jeg i Netto og købte vin ind til madklubben samme aften. Jeg havde bare lyst til at køre hjem og sove, selv om dagen egentlig ikke havde været hård.

Ved kassen hang der nogle graviditetstests, og pludselig ramte tanken mig: “så træt her plejer jeg kun at være når jeg er gravid”

En pakke tests røg i kurven sammen med rødvinen. Mens jeg cyklede tilbage til arbejdet, prøvede jeg at regne på om der overhovedet var en risiko for at jeg var gravid. Nåede frem til at det kondom der var gået i stykker havde været på et sikkert sted i min cyklus, men tanken ville ikke rigtigt slippe. Mens forretterne var i ovnen sneg jeg mig ud på badeværelset med pakken med tests.

De var bragende positive. Alle fire.

Min første tanke var: ”pis – jeg har lige givet alt babytøjet og tingene til en genbrugsbutik!”

Min næste tanke var mere noget med:”fuckfuckfuckfuck!”.

Jeg ringede til Ninjaman, der stadig var på arbejde i vores butik.

“Den der sparkedragt jeg sagde var pæn i butikken – har du solgt dem allesammen? Ellers tror jeg vi får brug for at gemme en selv…” sagde jeg, klodset.

Vi havde slet ikke talt om at jeg kunne være gravid, ingen af os havde tænkt tanken, og jeg var ikke engang gået over tid, men han fattede det alligevel med det samme.

”Vi har klaret så meget sammen, mon ikke vi klarer en bonusbaby?” var hans respons, efter en skræmmende lang stilhed.

(Fortsættes)

12/27/17

Om det der kærlighed del 29 – en føljeton

På utallige opfordringer, tager jeg mig nu endelig sammen til at fortsætte den lange føljeton om hvordan Ninjaman og jeg mødte hinanden, blev kærester og fik en masse unger.

Gamle afsnit kan læses her.

Sidste afsnit jeg skrev handlede om januar 2007; hvor vi blev gift for anden gang, og havde tre små piger på ca 4 måneder, 22 måneder og 5 år; mig der havde haft et par angstanfald efter en ubehagelig fødsel og en masse pres; og en absolut faldefærdig økonomi (grundet vaklende forsøg på at starte en butik op; midt i uventet barsel).

———

Resten af 2007 handlede om at rejse sig og blive stående. Det gik faktisk overraskende godt.

For hver eneste dag der gik, blev ting nemmere. Ninjaman stod i vores butik, og trivedes med det. Han var god til det, havde mange stamkunder, og gradvist begyndte den at kunne tjene sig selv ind. For at få butikken på ret køl vendte vi hver eneste mønt mange gange, men børn er taknemmelige nok for arvetøj, suppe og ture på legepladser og det føltes ikke så stramt som det reelt var.

Jeg jonglerede børneflok herhjemme; hjalp ham med netbutikdelen; og nød at vores gamle venner endelig var begyndt at få børn, så jeg kunne lave en slags mødregruppe med veninder og familiemedlemmer og deres jævnaldrende babyer. Der var altid gæster, på den afslappede måde.

Det her er med garanti pisseøretæveindebydende at skrive, men hvor meget jeg end vrider min hjerne, kan jeg kun huske det år som positivt og noget af det hyggeligste i mit liv.

Vi havde ingen der gad babysitte, masser af logistik med middagslur og grødkogning, ingen penge, alt for mange lortebleer, og hede fantasier om at sove bare syv timer i træk, men grundlæggende var det helt vildt hyggeligt med tre glade, legende småbørn.

Ingen af os er rengøringsfreaks, så nedprioritering af oprydning frigav en masse tid til at være i al det hyggelige i stedet, og vi overlevede fint at bo i et lille hus, hvor alle flader var dækket af legetøj, unger og larm..

Når Ninjaman kom hjem fra butikken og fandt os andre liggende i en hule under bordet og læse historier, kravlede han bare ind til os og læste med; og kom han hjem til en koncert på rasleinstrumenter joinede han bandet. Vi gad godt det her sammen, og det løfte om at fokusere på det positive, som vi gav hinanden da vi blev gift, virkede..

Jeg startede på arbejde igen efter jul, da mindstebarnet var 15 måneder gammel – her krakelerede idyllen noget, i de barske sammenstød med hverdagslogistikken…

To vuggestuebørn, et lille skolebarn og en mand der var selvstændig; og derfor aldrig kunne hente dem, eller tage fri når de blev syge, skulle til tandlæge eller andet – det hang ikke helt sammen. Jeg var nødt til at gå ned i arbejdstid og sad istedet og skrev om aftenen, for at tjene bare en smule ekstra.

Og sådan gik 2008: stram logistik og endnu strammere økonomi, men stadigvæk et godt år, hvor vi allesammen foretog os ting vi kunne lide og havde meget tid sammen.

(fortsættes. Beklager der ikke er en cliffhangerslutning, men det var nogle rolige år. Heldigvis;))

11/13/17

Om kærestetid, film og bogmesse

Det har været en god weekend. Lige som den slags burde være: et åndehul, i en travl hverdag. Normalt laver jeg lektier til mit studie, skriver blogindlæg, roman, eller forbereder arbejde i weekenden, men denne weekend har fået lov til at stå velsignet tom for ego-arbejde, og det har været tiltrængt.

Fredag blev tilbragt i midten af en bunke børn foran fjernsynet. Lørdag tilbød samme gruppe børn at passe sig selv og hinanden, så deres far og jeg kunne gå lidt ud sammen og bruge de gavekort på mad og biograf vi fik til vores fest – og deres mormor kom uplanlagt forbi og passede med, så vi kunne tillade os at være væk endnu længere. Vi nåede både at spise sushi, og se en utroligt god film i biffen: “Mens vi lever”. Vi havde ikke hørt meget om filmen, men valgte den udelukkende fordi min venindes søster har en af hovedrollerne – og vi var helt ødelagte over hvor god den var. En masse fortællinger der flettes sammen, til man til sidst forstår hvorfor personerne handler som de gør. Dybt rørende, og en historie der har siddet bagerst i mit hoved lige siden. Kan varmt anbefales!

Søndag var jeg på bogforum, hvor jeg hang ud med en af mine yndlingsvenner, der også skulle fortælle om sin bog derude. Hørte lidt interviews, shoppede et par billige bog-julegaver, og nød stemningen.

Jeg syntes jeg havde spurgt alle mine børn inden om de ville med på bogmesse, og fået nej, men et af dem var meget skuffet over at jeg var kørt uden hende, og smsede mig lidende. Med dårlig samvittighed købte jeg hende en trøstebog: min egen barndomsfavorit “Heksene” af Roald Dahl. Jeg var kæmpefan af Roald Dahl som barn, og tror jeg har læst denne her uhyggelige sag mindst 20 gange – og med danske John Kenn Mortensens nye illustrationer, er den steget flere niveauer i uhygge!

Barnet havde til gengæld lavet mig en yndig tegning, mens jeg var væk:

Hvor vred hun var over at være blevet glemt, tør jeg kun gisne om – men bogen formildede hende så meget, at også søndag aften blev tilbragt i en hyggelig børneklump, nu med højtlæsning.

09/12/17

Om regn, kærlighed og fest

Flere af Jer har spurgt ind til fest, så her kommer lidt om det. Det er uden skarpe pointer eller noget, men bare et hyggesludre-indlæg – nu er I advaret! 😉

Hele sidste uge gik al fritid med forberedelser af vores kombinerede fejring af 20 års kærlighed/Ninjamans kræftfrihed.

Jeg har ikke tal på hvor mange gange vi rundede Netto efter ting vi havde glemt at købe, eller hvor absurde ting det blev nødvendige at anskaffe (fx varmeblæsere til teltet, og 35 kilo færdige isterninger), og vi vågnede begge to flere gange gispende op, med mareridt om at vi var blevet nødt til at aflyse pga tyfoner/manglende gæster/brændt mad – den fest var altså VIGTIG at få holdt!

De sidste to år, fyldt med hospitaler, operationer, lægesamtaler, søvnløse nætter, tårer og krampagtig klamren sig til alle de lyse stunder, der dukkede op som små øer midt i det hele, fortjente at blive festet væk – og det blev de!

Pigerne var et ret awesome oppyntningsteam – velvilligt assisteret af naboens ivrige kat:

Det blev virkeligt hyggeligt, og med den flotteste bar jeg nogensinde har set:

Indretningstip, fra nykåret, selvudnævnt festpyntindkøbs-guru (mig):

Selve bardisken, er en ikea-kommode, fundet til storskrald. Vi fjernede alle skuffer, bortset fra de nederste, der kunne bruges til at have glas og sugerør klar i; olierede toppen, og gaffaede hullaskørter rundt om. Det fungerede forrygende! Pynten var hjemmelavet, eller ebay-indkøbt.

Da gæsterne kom regnede det voldsomt… Den glødende-kul løber druknede; ingen kunne høre hvad hinanden sagde inde i teltet; og man skøjtede rundt i mudder når man skulle ind i huset – men folk ankom med det bedste humør og samme trang som os, til at være med til at feste al det grimme væk igen, og regnen blev hurtigt glemt. Det er en fed oplevelse, at sætte mennesker man holder af sammen med andre mennesker man holder af, og se hvordan de klikker.

Det hjalp selvfølgelig også at have velekviperet bar, og laminerede drinksopskrifter liggende klar, så gæsterne kunne amatør-bartende gode drinks til hinanden:

Maden var god og rigelig – tak til Jer for opskrifter! Lavede både kager og salater efter jeres tips, men fik desværre ikke taget fotos af kagerne – der ellers var gode. Ninjaman og naboen grillede kød og natmads-hotdogs, og vores yndlingssnackfirma “No crap” havde sponsoreret en hel kasse karamelpopcorn, fordi jeg engang anbefalede dem. De faldt i særdeles god jord, og vi fik smittet en masse andre med vores begejstring for dem – tak!

Både Ninjaman og jeg havde tænkt på at vi ville holde en tale, og fortælle vores venner hvor meget de betød for os, og hvor taknemmelige vi var for al det de havde gjort for os, mens og efter han var syg, men vi havde ikke nået at skrive noget ned. Hans forsøg på improviseret tale blev til den mest rørende gang tavshed, da følelserne overvældende ham. Mit forsøg på at supplere ham, blev rodet og akavet – men jeg ved, at folk forstod hvad det var vi ville have sagt.

Min søster holdt en smuk tale; mine to ældste venner og vores søde nye svoger havde lavet hver deres quiz, og ellers blev der drukket og danset og snakket til klokken 04 om morgenen. Det var den suverænt bedste fest vi nogensinde har holdt, med kram og kærlighed, dans og drinks!

Det tog hele søndagen at rydde op, og græsplænen ligner Roskilde-festivalen, men det var hvert sekunds oprydning hver, og vi gik smilende rundt imens, glade for at kende så mange dejlige mennesker.

09/4/17

Om elegant planlagte fester, vs den slags vi holder

På lørdag, d. 9-9, er det to år siden at Ninjaman fik sin cancerdiagnose – men det er også præcis 20 år siden vi mødte hinanden, og for at slette alle de dårlige minder knyttet til den dato har vi tænkt os at feste det væk. Sådan en slags 20-års-kærlighed/fuck-cancer kombi.

Vi har inviteret 40 venner; øvet os i at lave drinks; sat venner på opgaven med at lave dansevenlige playlister; nasset os til at låne naboens festtelt; og planlagt at bruge en måneds madbudget, på dyr der kan grilles.

Efter lang tids debatteren, nåede vi frem til at “trope-tema” ville opveje for eventuelt gråt efterårsvejr, og få en havefest til at virke lunere. Ældstebarnet – der har en veludviklet æstetisk sans – tilbød at være pynt-planlægger, og talte om naturfarver, og smagfuldt anrettede blomster.

Hvad hun ikke havde kalkuleret med var:

1. Hendes yngre søskendes intense trang til at fremstille pynt

2. Hendes mors amok-shopping på ebay, efter alt der var plastik, flamingo, ananas og blomster.

Hun opsagde sin selvvalgte stilling i protest, da de første pakker tacky flamingo-sugerør ankom i posten, og bunkerne med hjemmelavet pynt begyndte at hobe sig op på lillesøstrenes værelser.

Uden en tjekket over-pynte-planlægger har pynteindkøb virkeligt taget overhånd. Oprindeligt forestillede jeg mig at der kunne komme til at se lidt sådan her ud:

Men med de rå mængder oppustelige flamingoer og palmetræer jeg har fået købt, er det nok usandsynligt at vi når op på en standard der er bare tilnærmelsesvis så classy…

Til gengæld har alle fire piger håndmalet nogle awesome drinksbilleder, som jeg skal have lamineret, med opskrifter på bagsiden, så alle kan gå op og amatør-bartende. (I den generøst pyntede hoolahoola-bar).

Det bedste af det hele er dog skiltet til over baren, malet af den stortegnende, absurdtænkende ti årige.

Skiltet i sig selv ser ret tjekket ud, men detaljegraden er foruroligende.

Her et “A”, med resterne af en fest, og en aktiv graffitimaler:

Og her et “L”, med trampolinhoppende mennesker:

Min favorit: et “C”, med katte der fester virkeligt hårdt. Bemærk den der knækker sig ud over kanten.

Og den mere mystiske: et “T”, der åbenbart handler om Trump. Der bygger en lille mur…. Det barn formår altid at twiste ting lige en tand ekstra, ud i det ganske absurde!

Så ja: der er riiiiigeligt styr på pynt. Og vi glæder os fuldstændigt vanvittigt meget, til at feste alle de grimme ting helt væk igen, og fejre kærligheden, med alle de mennesker der betyder noget.

Er der nogle af Jer der ligger inde på nemme, billige, gode opskrifter på salater, kager eller lignende? Så smid dem endelig i min retning! Vi arbejder begge to sindssygt meget hele ugen, så det skal være noget vi kan nå at indkøbe til og lave lørdag inden festen – mens ungerne voldpynter telt.

05/18/17

Om tyve år sammen

Den 9-9 er det præcist 20 år siden jeg mødte min lækre Ninjaman.

(Hele historien kan læses i den – foreløbigt – 28 afsnit lange føljeton).

20 år!! Vi har været sammen i næsten lige så lang tid som vi havde levet før vi mødte hinanden.
Egentlig blev vi først kærester et halvt års tid efter den dato, men da vi begge har følelsen af at vi nærmest væltede ned i en stor forelskelse fra allerførste blik, har det været den dato vi har forsøgt at fejre.

Men den niende september er også den dag hvor lægerne for to år siden første gang begyndte at tale om at de troede det kunne være kræft Ninjaman havde… Det halvandet år der fulgte har været urimeligt hårdt. Efter den store operation, hvor han fik amputeret en halv underkæbe, og sat et stykke skinnebensknogle med tilhørende væv, blodårer og muskler op i stedet, blev han siden opereret flere gange, for at lave nye gummer, tænder m.m.

Han har været så sej, men det har eddermaneme også været barskt, og det er forfærdeligt at være med på sidelinien og ikke kunne tage bare lidt af smerten fra ham undervejs. Vi er ovre alt det med operationer nu, så nu stikker frygten kun sit lede ansigt frem hvert halve år, når han bliver scannet for at se om det er kommet igen. Lige nu venter vi igen på scanningssvar, hvilket puster til al min søvnløshed og Zombie-mareridt – og vi har lyst til at tænke på noget andet.

Det virker så forkert at vores fine niende september er blevet smudset til med det fedtede cancerfinger-aftryk, og vi har talt om at vi burde stjæle dagen tilbage. Lave os en ny mærkedag oveni.

Feste det væk.

Da vi blev gift første gang var jeg højgravid, og vi havde hverken overskud eller økonomi til at fejre noget som helst, så det blev en stille, privat ting på rådhuset et par dage efter vores fire års møde-hinanden-dag. Vi blev surprisegift ved vores tredje barns barnedåb, en tilfældig januarsøndag, fem år senere. Mest fordi ting var lidt sorte på det tidspunkt, og vi havde brug for at fejre noget af det der stadig var smukt og fint. Der var mange gæster, og det var en god dag, men føltes stadig mest som babys dag og ikke helt vores. Blev heller ikke så vildt.

Det er måske lidt grådigt stadig at føle man har en stor kærlighedsfest til gode, når man allerede har giftet sig to gange med hinanden – men det føles lidt sådan.

Er det fjollet?

Jeg har ikke stor erfaring med festplanlægning. Før vi fik børn holdt vi tit fester, men det var mest noget med at invitere på gryderet og så tog folk selv bajere med.

Kan man holde en kombineret den-vilde-bryllupsfest-vi-aldrig-fik-holdt/fuck-cancer fest, for ca. 50 mennesker i en have, sådan lidt uformelt, og ikke alt for dyrt, og få det til at slette det grimme?

20 år – lyder det ikke ret vildt?

01/6/17

Om en aften ude

Vi var inviteret til arrangementet, så indlæg skal mærkes med sponsoreret -men det er ikke et betalt indlæg, og jeg skriver kun om det fordi vi oprigtigt syntes det var fedt.;)

I takt med at børneflokken herhjemme er blevet ældre, er mængden af forældrealenetid også blevet mere sparsom.

De kan både holde til at være længe oppe; kan se med på meget af det vi ser i fjernsynet; og er hyggeligt selskab, så her i ferien har vi været sammen alle seks, hele tiden. Det har været helt vildt hyggeligt at være så meget sammen, men vi har også savnet det at have noget tid til at tale med hinanden og være kæresteagtige.

Da vi blev inviteret til åbningsmiddag på “Enigma” – der er det nye, ambitiøst anlagte Post og telemuseum – sagde vi begejstret ja, og glædede os til voksensamtaler, der ikke blev afbrudt af børn der ville vise teater, kramme eller fortælle os ting.

Min fætter tilbød straks at komme og stå for det store affodre-putte-hjælpe-med-lektier-show herhjemme, og spændte drog vi til Østerbro, hvor museet er ved at indrette sig i det store smukke gamle posthus på Øster Alle’.

Claus Meyer driver kantinen, der er indrettet med langborde, lækker mad i store gryder midt på bordet, og en stemning der giver en lyst til at tale med folk man ikke har mødt før. Vi var endda så heldige at opdage at nogle af vores bedste venner var inviteret til festen også, så vi fik både talt med folk vi kendte og ikke kendte, og det var lige det vi havde trængt til længe.

Maden var virkeligt lækker. “Jeg ved ikke om jeg har drømt om de der lækre svinekæber vi fik i går, men det var ihvertfald det allerførste jeg tænkte på da jeg vågnede!” Sukkede Ninjaman i morges, og jeg må indrømme at de også har strejfet mine tanker mange gange i dag!

Da vores piger var små, var postmuseet i Købmagergade et af vores yndlingssteder. Gratis, fed, indendørs legeplads, og et museum med mange ting man måtte prøve. Det ideelle udflugtsmål for familier med mange børn og få penge! Selve museumsdelen er ikke helt færdig endnu, men det kommer, og det lyder til at blive mindst lige så fedt som før. Det gode ved det nye “Enigma” er at der også er plads til voksne, med foredrag, events, fællesspisning og en rigtigt god stemning. Det er helt sikkert ikke sidste gang vi kommer på besøg, og næste gang tager vi pigerne med.

Der er åbningsfest hele weekenden, med foredrag, mad og børneaktiviteter, hvis I er nysgerrige. Programmet for weekenden kan ses Her.

03/7/16

Om brudepiger – et mandagstip

Min fantastiske fætter skal giftes med sin dejlige kæreste til August,hvilket vi allesammen er lidt oppe at køre over allerede.
Der er ingen fester så fine, som dem hvor man fejrer at folk man elsker siger ja til kærligheden!
Ninjaman er allerede ved at gå i panik over hvad han skal have på, og fantaserer om at kunne nå at spare op til et nyt jakkesæt, og jeg er begyndt at overveje hvad den rette dosering af mobning/kærlighed er, i den tale jeg vil holde.
Men ingen er mere oppe at køre over det, end børnene – der alle fire skal være brudepiger.

Mine to ældste var brudepiger, da vi blev Surprise-gift, ved barn tre’s barnedåb, men de to yngste har altid været lidt misundelige over ikke at have været en del af det.

Bemærk detaljen med at de to små brudepiger ikke holder hånd, men den højtidelige ældste, fører sin betuttede yngre søster med sig, med et solidt greb om håndleddet.

Selv om de alle fire glæder sig usigeligt, både til festen, til de fine kjoler og til den højtidelige vielse, er den der glæder sig allerallermest den fem årige, der her gerne vil give gode tips til hvordan man skal være brudepiger.

Sådan bliver man en god brudepige – et mandagstip.

“Når man skal være brudepiger skal man smide med blomster.
Man må IKKE tyre, og man må IKKE smide efter øjnene!
Jeg vil smide dem sådan på gulvet, for min onkel har nogle gange meget snavsede sko, og så kan man ikke se hans fødder så meget.
Vi så engang en god film da det var fredag, og der var der en dreng der var prins, og hans tjenere smed blomster på gulvet hele tiden, som han gik på. Jeg tror det er sådan lidt det samme.
Jeg skal have mig en kurv med blomster i, og den skal være blå. Eller hvid. Eller en anden farve.

Man skal have kjoler på, men ikke slør.
Det er kun til den der skal blive giftet… Altså – damen – mænd ser fjollede ud med slør.
Men man kan have sådan en cirkel af blomster om hovedet. Det vil jeg have.

Jeg synes jeg skal gå allerforrest, for jeg er den mindste, og så kan man se over mit hoved.
Bare man kan se min onkels kæreste, for hun er så pæn. Og hun har pænt hår og er sød.Jeg glæder mig rigtigt, rigtigt, rigtigt meget, men nogle gange ved jeg ikke om jeg tør alligevel. For måske så gør jeg noget forkert.

Jeg ved ikke hvad jeg skal have på. Jeg har en ret pæn kjole, med sådan nogle knapper i ryggen. Måske skal vi have de samme kjoler på. Det bestemmer dem der skal giftes. Så synes jeg de skal være blå, for det passer også til dem der er store.

Man må ikke sige bandeord når man er brudepige. Heller ikke selv om der er nogen der skubber.
Bagefter fester man. Jeg har aldrig været med til en bryllupsfest og jeg glæder mig SYGT meget!

Jeg skal også finde på en flot gave til dem. Måske en tegning, eller noget der er mere sejt.”

Jeg håber tippet kan bruges, af kommende brudepigeaspiranter?
Hvis man mangler tip til hvordan man holder et bryllup, klogede min dengang 6 årige næstældste sig her, i et tip om hvordan man holder et godt bryllup

Superheltemor

Bogblog

Tag Archives: Kærestetid

Om kræft og operationer

Om at have dekadente planer, for børnefri tid

Om det der kærlighed, del 31

Om det der kærlighed del 29 – en føljeton

Om kærestetid, film og bogmesse

Om regn, kærlighed og fest

Om elegant planlagte fester, vs den slags vi holder

Om tyve år sammen

Om en aften ude

Om brudepiger – et mandagstip

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts: