“What? Allerede et nyt føljetonafsnit!” tænker I sikkert.
Og jo, den er god nok: det er kun fire måneder siden jeg sidst smed et afsnit på bloggen, men der er allerede et nyt klar.
Håber ikke tempoet er for hæsblæsende?

De gamle afsnit kan læses her: føljeton om kærlighed, del 1-23.
————————
Føljeton del 24
Nå.
Føljetonen er nu nået frem til foråret 2006, hvor vi havde satset alle sparepengene på en drøm om egen butik, men var blevet overraskede af en snigerbaby på vej.

Vi talte op og ned af stolper om hvad vi skulle gøre med butikken: skulle vi lukke den, sælge den, satse på den – eller hvad?
Jeg stemte for at lukke den, for jeg kunne ikke overskue at have tre bittesmå børn, og en usikker virksomhed, men Ninjaman var dødtræt af sit job, og havde lyst til at se hvad det kunne blive til, så vi blev enige om at forfølge den drøm.

Han stod i butikken fuldtid, og jeg trillede ofte barnevogn og vores to børn derhen og holdt ham med selskab.
Så sad de i baglokalet og spillede computer eller stod i døren og forsøgte at lokke kunder ind.

Det var lidt hyggeligt og spændende, sådan at have butik – selv om det også var lidt skræmmende, med alt det der med økonomi, som ingen af os var eksperter i.

Min mave voksede ufatteligt hurtigt – muligvis fordi det ikke var så længe siden jeg sidst havde været gravid – og allerede i tredje måned var det tydeligt at jeg var gravid igen.

Jeg måtte fortælle min arbejdsplads, at jeg ville vende ret gravid tilbage fra barsel: min barsel sluttede faktisk kun en måned inden min næste barsel – men de tog det pænt.

Jeg endte med at tage selvbetalt ferie den måned, fordi vi stadig ikke havde fået institutionsplads til snart-mellembarnet.
Det virkede uoverskueligt for hendes far, at have hende med i butikken hver dag, nu hvor nyhedens interesse var dalet, og hun hele tiden forsøgte at stikke af fra butikken, så hun kunne komme hen og glo længselsfuldt ind af hegnet til en børnehave længere nede af gaden. Så jeg holdt mig hjemme, hele den lange, utroligt varme, sommer, med en aktiv 16 måneders baby piskende om benene, og en krop der var tung og træt af at være gravid.

Jeg var så træt, at gåturen hen til børnehaven med den ældste på 4 år, virkede som et stort projekt, så hun endte med at få verdens længste sommerferie, og de to søstre hyggede sig gevaldigt sammen i haven, mens jeg lå på et tæppe og svedte, og rugede på deres lillesøster.

De var enormt hjælpsomme, og blev ret professionelle kartoffelskrællere, støvsugere og tøj-sammenlæggere den sommer.

Vi havde ikke vidst køn på de to andre, men i fødselsdagsgave fik jeg en 3D scanning, og så vores lille næstenfærdige pige ligge og sutte tommelfinger.

Jeg var vel i 30. uge der, men det var først da jeg så hende, at det endelig gik op for mig at det var rigtigt – at der VAR et rigtigt menneske derinde, der kom ud lige om lidt!

Der havde simpelthen været så meget, med job og butik og børn og fysisk ubehag, at jeg først forstod det og glædede mig over det der.

Jeg tror Ninjaman havde det på samme måde.
Vi var så lettede over at hun så fin og flot ud. Vi var også imponerede over vores egen evne til at skabe mirakler sammen – og så endda helt uden at have gjort os umage,

Der var så mange ting der var uoverskuelige lige i den periode, men vi reddede den igennem, ved at gen-forelske os helt vildt i hinanden.
Jeg var stor som en hval – han var træt og arbejdede hårdt – der var to små børn der hele tiden krævede os – og den bedste måde at deale med al det, var åbenbart at bruge hvert eneste ledige øjeblik på at kysse i krogene.

Den varme juli, blev afløst af en brandvarm august, og vi ventede med stigende utålmodighed på den lille dame, der burde have vist sin ankomst sidst på måneden.
Kunne hun ikke bare komme, så vi kunne forme vores nye familie, med hende i den?

(fortsættes….)

Related posts:

Om det der kærlighed, del 15 Om det der kærlighed, del 21 Om det der kærlighed del 23 – en føljeton Om det der kærlighed – en føljeton, del 2