Om utaknemmelig adfærd
Min næstældste har valgt at kaste en stor del af sit samlede arsenal af kærlighed, på sin hamster, Teddy.
Teddys største talenter består i, at løbe rigtigt hurtigt og larmende rundt i sit bur, og hans mest markante træk er en rodet nullermandsfrisure, og et par usædvanligt store nosser.
Alligevel synes hun, at han er verdens ottende vidunder, og da han for nyligt fyldte et år, talte hun sine sparepenge omhyggeligt flere gange, og gik op og købte ham en såkaldt “hamsterhængekøje”: en hule af nylon, der kan hænge i burets loft, og kostede den svimlende sum af 65 kroner, som hun har brugt måneder på at spare sammen.
Teddys første reaktion, var at stikke sin hovne lille næse op af sin selvbyggede rede, og derefter rulle over på den anden side og sove videre, til den glade donors store skuffelse – hun havde forestillet sig at han ville kaste sig taknemmeligt over den dyre hængekøje.
I flere dage har han fuldstændigt ignoreret hængekøjen, men da jeg kom tidligt hjem i dag, bemærkede jeg, at han klatrede rundt og undersøgte den nøje.
Jeg krydsede fingre for at Teddys ejer nu ville blive glad, når hun så sin dyrt indkøbte investering blive taget i brug – men ak: to sekunder efter havde hængekøjen fået gnavet alle snore over, og lå i bunden af buret, hvor jeg er ret sikker på, at jeg så Teddy pisse på den, med et triumferende blik i sine små perleøjne.
Det er lidt op af bakke, at få gengældt kærlighed fra kæledyr, synes jeg.
Måske burde hun have anet det, allerede dengang han slikkede på hendes fingre, med sin nosse-ånde?
