Om det der kærlighed, del 34
Føljetonen er nået til vinter 09/10, hvor jeg ventede fjerde baby.
Vi afviklede butikken, med en solid gæld. Ninjaman, der havde stået i egen butik de sidste 4 år, virkede åbenbart som et dårligt kort når han søgte job inden for sin uddannelse. Der gik fire måneder før han blev fastansat, og da han ikke havde været i fagforening, var det med yderligere opbygning af gæld i den periode. Men egentlig føltes det ikke så slemt som det lyder: vi var optimistiske, og det var en stor lettelse ikke længere at bekymre sig over om butik kunne løbe rundt eller ej, eller have det store ansvar hængende over hovedet, som vi havde haft de sidste 8 år.
Misdannelsesscanningen ved juletid viste en sund og fin baby, som sygeplejersken var 90% sikker på var en dreng. Vi ryddede vores butiks restlager for ikke-blomstret babytøj, og jeg brugte hele juleferien på at vænne mig til tanken om at få en dreng. Ikke at jeg som sådan havde en præference til kønnet – det kunne være sjovt at få en dreng også – men jeg følte mig på en måde sært snydt ved tanken om ikke at genopleve hvordan det havde været da mine tre andre piger var små babyer, og trods det at de allerede ved scanningen i uge 13 havde sagt ordet “dreng”, forestillede jeg mig stadig at det var en pige.
Vi fik en 3D kønsscanning foræret i julegave, bare for at kunne se vores lille dreng rigtigt.
…Og her var der så bare ikke en dreng længere, men en pige – til storesøstrenes udelte glæde: de syntes det var sejt at skulle være fire piger.
Alle yndlingspigenavne havde vi jo brugt, og drengenavnet havde vi næsten på plads: han skulle have heddet Bjørn, så vi gik i hård tænkeboks omkring pigenavne, og det endte med at Ninjaman bare sagde: “I må godt vælge – bare det er navnet på en blomst, så jeg kan få det tatoveret!”
Lidt mærkeligt krav, men pigerne og jeg fandt et rigtigt fint blomsternavn til hende – det øverst til venstre. De andre tatoveringer er for de tre store:
I januar 2010 fødte min søster en stor smuk pige, og jeg var så heldig at få lov til at være med til fødslen. En smuk og intens oplevelse, som dog også skræmte mig noget: min forrige fødsel havde været en voldsom oplevelse, som efterfølgende havde givet mig nogle måneder med angst og utryghed indeni. Den del var jeg for længst ovre, men tanken om at risikere en tilsvarende ubehagelig fødsel, var ikke god.
Jeg var fortsat mest tryg ved en hjemmefødsel, men det skulle være med garanti for en jordemoder der havde styr på det, og kunne håndtere, hvis jeg endnu engang skulle få et barn der lå skævt.
Jeg blev sygemeldt med for mange plukveer før tid, og havde alt for meget tid til at bekymre mig, men også tid til at tænke over hvad jeg kunne gøre for ikke at havne i samme situation som sidst, og nåede frem til at vi måtte låne nogle penge til en privat jordemoder.. Det var mange penge, og virkede måske dumt at tage et lån mere, oveni alt efterbutiks-gælden, men følelsen af at være bange sidst jeg fødte ville jeg betale hvad som helst for at slippe for.
Det er nogle fantastiske jordemødre der arbejder der, og jeg glædede mig hurtigt til at skulle føde igen, og var ikke længere bange.
Istedet brugte jeg det mentale overskud til at have de små børnehave-mellempiger hjemme rigtigt meget, og genfinde brugte varianter af alt det babygrej jeg havde solgt på nettet.
Terminsdatoen var 23 maj, men der kom ikke nogen baby den dag.
(fortsættes)
