Om det der kærlighed del 23 – en føljeton
Der er flere af jer, der har efterlyst flere afsnit af føljetonen, om hvordan jeg mødte min Ninjaman, og fik en hel masse børn.
Fortsættelse følger hermed:
2006 begyndte godt.
Jeg havde stadig barselsorlov, med min glade 10 måneders baby, og når hun skulle sove til middag, trillede jeg barnevognen over til de butikslokaler vi havde lejet, og brugte tiden mens hun sov, på at male vægge og samle reoler,
Jeg havde haft varelager i soveværelset og drevet netbutik hjemmefra, og vi glædede os alle til at få adskilt arbejde og privat, og få lidt mere plads og tid.
Planen var at vi skulle stå i butikken et par dage om ugen hver, og så begge arbejde ved siden af, ind til den kørte godt.
Så tingene så egentlig lyse og fornuftige ud – eneste lille irritationsmoment, var at jeg havde tabt min kobberspiral, i julen, og skulle op og scannes, for at se om jeg havde fået cyster igen, og om det var dem der havde skubbet den ud.
Det bekymrede jeg mig en del over – syntes også det nev lidt i maven, på samme måde som dengang jeg havde cyster, og frygtede at scanningen viste det.
Scanningen viste ikke cyster.
Den viste en lille spunk, med blinkende hjerte: jeg var 8-9 uger henne!
Noget af en overraskelse – det var ikke et barn mere vi stod og manglede – men det tog ikke mange øjeblikke for os at blive enige om, at det ikke kunne være anderledes.
Jeg bekymrede mig en del: hvordan ville vores økonomi blive, hvis Ninjaman sagde sit job op og blev den der stod fast for butik – planen om at skiftes til det, holdt jo ikke, hvis jeg var på barsel?
Hvor klemte ville børnene blive?
Var det ikke noget med at sådan nogle pseudotvillinger skændtes meget og som voksne ikke gad se hinanden(denne tese var baseret på en enkelt veninde, der altid har hadet sin et år yngre søste, men tanken skræmte mig, og jeg var bange for om den slags var almindelige med tæt aldersforskel)?
Ninjaman tog det mere afslappet:”det skal nok gå! Og vi er to om det!”
Da jeg var svær at berolige, malede han dette her maleri til mig (efter en tegning i en bog af Jacob Martin Strid), og af en eller anden grund fik det mig til at føle at det hele nok skulle gå…
:
Det hænger i køkkenet, og jeg kan stadig blive helt varm inden i når jeg ser det.
Når ting siden hen har været skræmmende og vi har skullet tage store beslutninger om noget, har jeg ofte set på det lille billede, og forsøgt at tænke:”hvis det ikke går – så pyt! – for vi har stadig hinanden!”
