Om hunde og gamle damer
I ti år, har vi hele tiden haft mindst et barn under 3 år i huset, og selv om det selvfølgelig kan være hårdt i perioder, er der også noget enormt dejligt over, at et lille menneske har så meget brug for en, gerne vil sidde og nusse, og bliver så lykkelig når man kommer hjem.
Vi er helt færdige med at lave babyer, men nyder alligevel mindstebarnets “babyhed”, og er lidt vemodige ved tanken om, at hun, lige om lidt, er lige så langlemmet, selvstændig og sej som sine søstre, når nu det er så hyggeligt også at have en tyk lille kælen semi-baby.
De store piger har det på samme måde med hende, de kan tale meget om hvor kært hun taler, eller sidde og falde i svime over billeder af hende som nyfødt.
Derfor, er vi begyndt at tale om at få en hund, om et års tid.
Bare sådan en tyk lille en, der gider at nusse, og bliver lykkelig, når man kommer hjem…
Ældstebarnet vil altså stadig hellere have en lillesøster mere, for hun synes det er megaklamt, at hunde slikker sig selv i røven – men de andre er ret hooked, og vi har brugt en del tid på at læse om alle mulige hunderacer.
I søndags havde frk fantastisk sovet hos en veninde, jeg hentede hende i Valby, og vi gik rundt til en byfest der, og nød lidt alenetid.
En lille gammel dame, kom gående forbi os, med en grim lille hund, og da de var forbi, sagde den 7 årige – med tindrende øjne:”åh, så du ikke lige hvor nuttet hun var?”
Jeg mumlede noget om, at det ikke lige var min type hund, men blev rettet:”mor, jeg mente da ikke hunden – jeg mente den gamle dame! Jeg synes bare gamle mennesker kan se SÅ nuttede ud, nogle gange. Sådan med langsomme ben og søde rynker!”
Så nu venter jeg bare på, at hun begynder at plage om anskaffelse af en gammel dame…
Måske kan vi kombinere alles ønsker, og få en hund, der lignede en gammel baby?
