05/26/15

Om slet skjult rod

Vi er ikke verdens største oprydningsfanatikere, men om 3 uger fylder jeg rundt, og har inviteret utroligt mange mennesker til havefest, og for at få plads (og fordi det ser pænere ud sådan), brugte vi hele lørdag på at sløjfe et stort bed i haven, og slæbe stauder og blomsterløg et andet sted hen.

Så da vi søndag skulle have gæster, havde ingen af os rigtigt energi til at rydde op indenfor, men der lignede virkeligt noget der var løgn, så vi aftalte med børnene at vi voksne ryddede lidt op nedenunder, mens de skulle støvsuge ovenpå, og rydde op, på hurtig-måden – altså den hvor man enten stabler rod på en nogenlunde pæn måde, eller dækker det til med et eller andet, så man ikke kan se det.

Gæsterne kom, solen skinnede, vi drak drinks i haven, og tanken om hvor semi-nydeligt huset var ryddet op, varmede.

Ind til jeg gik op ovenpå, og bemærkede pigernes oprydning af rodet på kommoden :

image

Sådan set en ok acceptabel oprydning, inden for hurtig-oprydningsgenren.

Bortset fra sedlen:

image

“Død mand, ikke røre!” står der.
Hvilket er smart, hvis man ikke vil have at gæster skal løfte dug, og se rodet – men knapt så smart, hvis man gerne vil foregive at man ikke er den slags familie, der dræber folk, og lader deres lig ligge ude i gangen…