Om det der kærlighed, del 12
Nå, sidste fredagsføljeton handlede om, hvordan vi købte et lille, gammelt hus, der trængte til lidt håndværkerkærlighed.
“Lidt” håndværkerkærlighed, viste sig at være meget…
Og da hverken Ninjaman eller mig selv, ved hvad der er op og ned på en hammer, måtte vi låne penge til alle de småting der viste sig at skulle fikses – og pludselig var lille-hus-vi-lige-akkurat-havde-råd-til, blevet virkeligt dyrt…
Vi løb selv rundt og flåede cerutstinkende tapet af og kørte muggent murværk på genbrugsplads, men der var også ting og sager der skulle fikses rigtigt – blandt andet nye vinduer i hele hytten.
Endelig, efter et halvt år, kunne vi flytte ind. De nye vinduer gjorde stuen lys og luftig – det blev vi enige om ikke var så hyggeligt, så vi malede alle vægge mørkebrune, for at få et mere hyggeligt look.
(Vi fortrød det nærmest med det samme – men var 6 år om at få taget os sammen til hvid maling).
Men de brune vægge var desværre ikke det eneste brune, fandt vi ud af efter nogle uger…
Vi havde kendt hinanden tre års tid, og var stadig på det der forelsketheds-stadie, hvor man helst ikke vil lade den anden vide, at man rent faktisk går på toilettet og den slags. Det foregik yderst diskret.
Så den morgen, hvor jeg gik ned i vaskekælderen – og blev mødt af en hæslig stank – var lidt af en omvæltning.
To ugers samlede afføring og toiletpapir, lå elegant spredt ud over hele gulvet.
Jeg kastede op da jeg prøvede at fjerne det, så Ninjaman, der havde højere kvalmegrænse, brugte en halv dag på at indfange lorte og smide dem i et dybt hul i haven.
Illusionen om at være så feminin at jeg aldrig sked, bristede lidt der….
Hveranden uge i fire måneder gentog lorteshowet sig, til Ninjamans fantastiske far kom og hjalp os med at grave nogle rør frem og fikse dem.
Livet i det lille hus blev noget rarere uden truslen om brun kælder hængende over hovedet hele tiden – men så fik jeg en ny grund til kvalme…
(fortsættes)
