01/14/19

Anbefaling af gode bøger for 7-14 årige

Ikke sponsoreret, men link er affiliate og nogle af bøgerne er modtaget til anmeldelse.

Denne vinter har jeg og mine unger fået læst usædvanligt meget, fordi vi har lavet en masse gode rutiner med at skiftes til at læse højt for hinanden på andre tidspunkter end ved sengetid. Den ene af børnene skal øve sin læsning, så vi læser lige så snart vi kommer hjem, af en bog der er sjov nok til at hun kan hænge i.

En af de andre har et aktivt socialliv, og har brug for at vi klemmer noget fordybelsestid ind, hvor vi putter i et hjørne, en seng eller badekarret og læser en bog  – gerne en hun har læst før, så hun med sikkerhed ved at den er god.

Den tredje af dem vil bare gerne høre noget megaspændende, og vi har læst bøger sammen som vi næsten ikke har kunnet slippe. Indimellem laver vi kedelige pligter (folder vasketøj fx) mens vi læser i vores spændende bog, hvilket kan forsvare at vi bruger så meget tid på den.

Her er anbefalinger af de bedste bøger vi har læst i hver kategori:

Bøger, der er sjove nok til at børn der skal træne læsning gider:

En træhuse på 13 etager er første del af en serie, om drengene Andy og Terry der bygger den vildeste hule i et træ, mens de skriver bøger om det. Der er sjove tegninger, en crazy handling og masser at tale om og grine af. Jeg tænker målgruppen er skøre børn i alle aldre. Den er god til både højtlæsning og selvlæsning. Min og barnets tildeling af stjerner: 4/5 stjerner.

Girlpower er korte kapitler, om 50 forskellige stærke, nulevende, kvinder. Der er noget indbydende ugebladsagtigt over layoutet, og mellempigerne læste den med stor interesse. De giver den 4/5 stjerner.

Bog, der hurtigt får favoritstatus hos børn der kan lide velkendte ting:

Krølle og Puha og den belgiske sliksamling er en af de bøger mindstebarnet har fået læst flere gange (hendes andre favoritter er bøgerne om “Mira” og “Hundemand-serien). Denne her kilder hendes humoristiske sans: om en nuttet pingvin, der viser sig at være ond, og overtager magten på skolen, og børnene Krølle og Puha der forsøger at opklare hvem der bestjal slikmutter.Hun giver bogen 4/5 stjerner – min vurdering ville nok ligge en stjerne under, men det er nok mest fordi jeg snart er træt af at genlæse den;) Bind 2 i serien er på trapperne, og står øverst på ønskesedlen.

Bøger til børn der kan lide virkeligt spændende, komplicerede fortællinger:
Jernprøven er bind 1 i en serie på 5, der alle er udkommet og oversat til dansk – så bare gå i gang!

Selv om der er mange sjove scener, gode personer og teenagebekymringer, er den også ret mørk og uhyggelig, så målgruppen er nok mindst 11 år samt teenagere/voksne.

Callum Hunts mor blev dræbt i en krig mellem magikere da han var baby, og hans far hader derfor alt der er magisk. Da Callum bliver udvalgt til at søge ind på Magisterium – magikerskolen – er målet derfor at dumpe. Dette sker selvfølgelig ikke, og snart er han i oplæring hos Mester Rufus, sammen med to andre børn.

Umiddelbart minder bogen en del om Harry Potter: børn trænes i magi på hemmeligt sted, som resten af vores almindelige verden ikke kender til, men den føles på ingen måde som en kopi. Magisterium er et magisk, spændende og dystert sted, og hele grundhistorien om krigene mellem gode magere og “Fjenden”(der kan forvandle magere til kaosramte zombiedræbermaskiner), er pirrende. Vi er netop startet på bind to, og synes det er vanvittigt spændende, begge to!

5/5 stjerner, både fra den 12 årige og hendes mor

09/8/18

Lørdagslæsning: tre gode bøger, til 8 årige

(bøger er anmeldereksemplarer og indlæg indeholder reklamelinks)

Gode bøger til 8 årige.

Min 8 årige mindstepige elsker at få læst højt, og vi gør det hver eneste aften, hvor hun læser en lille bog  højt for mig (vi er stadig glade for pixibøger) og jeg læser et kapitel for hende. Her er anmeldelser af de bøger vi senest har læst:
“Find Holger” har jeg aldrig selv læst meget, da jeg er elendig til at finde noget i finde-bøger generelt. Mine børn har derimod alle været glade for genren – mindstebarnet mest af alt, og hun er virkeligt glad for den her!
Denne bog er på en eller anden måde ikke oplagt til højtlæsning: man finder figurerne ved hjælp af sådan en smart papdims man stikker ind i siderne, så man kan se små udsnit af billedet, og det gør det svært at være to der leder. Til gengæld er den åbenbart helt fantastisk at sidde med selv, og jeg har ikke overblik over hvor mange gange hun har læst den, men gætter på at det har været 2-3 gange om dagen lige siden hun fik den – det er altså ret meget!

Hun har læst i den mens hun spiste morgenmad, når hun kom hjem fra skole, og om aftenen, og foreløbigt er hun ikke træt af den, trods to ugers gentagne læsninger. Det har jeg ikke oplevet i den grad før.
Mit umiddelbare gæt er at “Find Holger”-læsere er i 5-8 års alderen, men lige denne, med det smarte findesystem, appellerer nok også til ældre børn.
Barnet giver den 5/5 stjerner, og siger det er fordi den er “sjov og svær”. Jeg har ikke selv læst den, så jeg kan ikke give den karakterer, men ved at jeg da synes den har været pengene værd her!

“De forbyttede tissemænd” er en fjollet historie, hvor en dreng og en pige får forbyttet deres kønsdele i en mærkelig maskine, og skal finde en måde at få dem byttet tilbage. Jeg syntes selve historien var lidt plat, men barnet lo højt og hjerteligt hver gang ordet “tissemand” blev nævnt, og syntes den var “sygt spændende”. Vi var begge enige om at tegningerne, af dygtige Lars Gabel, var virkeligt gode og passede godt til historien. Målgruppen er nok børn i 7-10 års alderen.
Vurdering: 4/5

“En lort med tusind ben” er skrevet af samme forfatter som “De forbyttede tissemænd”, Morten Durr. Den er også sjov og hurtig og actionpræget, og har en del klamhed indover. Mit barn synes den er “skrevet til drenge”, og selv om jeg ikke synes man skal putte køns-labels på bøger, så er det en bog jeg kan forestille mig er skrevet til børn der ikke læser meget normalt – dette kunne være drenge. Der fungerer den sikkert ret godt. Lort, chilisovs og kampsport er der ihvertfald ikke for lidt af, og actionniveauet er højt, men vi blev ikke helt fanget af den.

vurdering: 3/5