Om det der kærlighed – del 7
Føljeton del 7.
Ninjaman slog op med kæresten alligevel.
Han var ikke nogens nu. Jeg var skræmt over hvor glad det gjorde mig – også selv om jeg stadig selv var optaget og pinte mig selv med dårlig samvittighed over hvor tarveligt det var af mig at forelske mig i en anden. Det var virkeligt ikke sådan jeg havde lyst til at have det..
Som ugerne gik, blev det sværere og sværere at lade hinanden være.
Han havde jo sagt at han var forelsket i mig, og selv om jeg ikke vidste om jeg overhovedet turde springe ud i sådan noget som det her, hvor jeg havde så lidt kontrol over mine følelser, så tænkte jeg ikke på andet end ham, og gjorde alt hvad jeg kunne for at være tæt på ham, på alle mulige platoniske måder.
Vi kunne tale om alt, som jeg aldrig før havde oplevet jeg kunne med et andet menneske. Vi lavede stadig alle opgaver og gruppearbejde sammen, og til fredagsbar og fester sad vi så tæt, at det var svært at forestille sig at vi “bare var venner”.
Det her foto er fra en vilkårlig fest det efterår.
Bemærk kropssproget – kan man gætte vi er forelskede? Vi var gode til at holde det hemmeligt, ikke?
(og nej – jeg ved ikke hvorfor han har fjerboa på, eller jeg forsøger at lave kaninører på mig selv…)
Vi kyssede første gang til en fest.
Jeg fortrød helt vildt, og vi blev enige om ikke at gentage det, før jeg havde taget en beslutning om hvad jeg turde eller ikke turde.
Jeg havde haft en turbulent teenagetid, hvor var flyttet hjemmefra som 15 år og havde rejst alene til Australien i et år da jeg var 17, og det føltes livsnødvendigt for mig at høre til et sted. Hele min familie var vilde med min daværende kæreste, vi havde samme venskabskreds, og vi havde været sammen i fem år.
Det føltes fuldstændigt uoverstigeligt at satse at miste alle jeg kendte, for noget der var så intenst, og som jeg kunne brænde mig på. Men Ninjaman fyldte alle mine tanker konstant, og åndeligt var jeg utro mere eller mindre alle timer i døgnet.
(fortsættes)
