03/21/16

Om hvornår man ved det er ægte kærlighed

Mens min søster og min fætter på skift passer børneflok, nyder Ninjaman og jeg Berlin i fulde drag; går ture, spiser masser af god mad, sover længe og taler om alt det vi normalt ikke har tid til i hverdagen.

Føler os snart oplagte og klar til Ninjaens næste runde skanninger og operationer.

Det er fantastisk – og Berlin er fantastisk!

I dag gik vi forbi en smart butik, hvor en modefotograf tog fotos af pænt udklædte kærestepar.

Vi havde følgende samtale, der for mig cementerede hvorfor vi er så gode til at være kærester – nu på nittende år.

Ninja:” Der er vist ikke taget rigtige fotos af kun os to sammen, siden vi fik børn. Kunne det ikke være sjovt? Sådan et “bare-kom-an-kræft-foto”?”

Mig:” kun hvis vi kan være klædt meget fjollet ud.”

Ninja:”selvfølgelig!”

Mig:” vi skal ligne et pladecover fra 80erne! Ingen af os må smile, okay?”

Ninjaman:” Hvad med at ligne postapokalyptiske zombie-jægere?  Er det ikke mere os – og i god tråd til den samtale vi har haft hele morgenen, hvor du planlagde hvem der skulle med på A-holdet, når zombierne kommer?”

Se det er altså ægte kærlighed!

mms_20160108_192804

Og her er billederne – der blev en blanding af zombie-jægere /pladecover.

Fotografen tænkte muligvis at vi var skøre.

Hun har muligvis ret.

DSC_0005

DSC_0004

 

 

12/19/15

Om når Gud bringer ud

Min fem årige, begejstret til sine søstre i går eftermiddags:”jeg har set Gud!!”

Religiøse åbenbaringer er sjældne begivenheder herhjemme, så der blev ganske, ganske stille.

“Er det ikke rigtigt mor? Du sagde selv det var Gud, ikke?”

Egentlig kunne jeg ikke erindre at vi på nogen måde havde haft samtaler med religiøst indhold den dag – jeg havde personligt gemt mig bag en bog siden jeg kom hjem fra arbejde – men hun fortsatte:” det var Gud der kom med den der kurv med pølser, som du fik i gave, ikke?”

Aha! Jeg er temmelig sikker på, at jeg sagde det var et bud, og ikke Gud – men findes der en Gud, giver det totalt god mening at han kommer med øl og pølser.
DSC_0176
Spørgsmål om religion optager hende meget for tiden og hun spørger nysgerrigt om alt muligt.
For nogle måneder siden oplyste hun os andre om, at: “Samra fra børnehaven har en Gud der hedder det samme som Anemones far!”

Nu har jeg ikke selv talt om tro med Samra, men uden at lyde alt for skråsikker, vil jeg vove den påstand at det nok ikke helt er “Allan” hendes Gud hedder….

(Kurven, bragt med bragt velsignet bud, vandt vi iøvrigt hos Østfronten)

10/4/15

Om upassende måder at fejre sin fødselsdag på

Forleden skrev jeg om hvordan min telefons klamme ordbog, sendte skræmmende sms til kollega.

Yayoi Kusamas navn er åbenbart noget telefoner vælger at kløjs i – således fik jeg følgende sms tilbage fra min søster, da jeg ønskede hende tillykke med fødselsdag i fredags:
IMG_20151004_122931
Interessant måde at fejre sig selv på.

I fredags var jeg selv til personalefest, med den tåkrummende kombination buffet/bowling.

Jeg bowler lige så dårligt som jeg synger, og trængte gevaldigt til at tænke på noget andet end min Ninjamans forestående operation, så brugte derfor aftenen på at drikke væsentligt flere fadøl end jeg burde have gjort.

Buffet/kusse har jeg aldrig oplevet, men jeg tænker det kunne slå buffet/bowling i akavethed?
Lige akkurat.

Kids-world.dk – En Verden af Børnetøj
Fri Fragt og 14 dages Fuld Returret

12/15/14

Om at snuse julemanden i skridtet

Jeg kan ikke huske om jeg har blogget om det her før, men jeg kom lige i tanke om historien, så nu får i den altså alligevel. Det er faktisk et rigtigt nyttigt tip!

En weekend, da mit næstyngste var fire, var vi i et indkøbscenter, hvor en julemand gik rundt og delte slikkepinde ud.
Mine unger stod lidt og diskuterede om hvorvidt det nu var den rigtige ægte julemand, eller bare en der gav ham en hånd og var klædt ud: året før havde den julemand der besøgte os nemlig lignet deres onkel, Vildmarksdrengen, mistænkeligt meget.

Nå, men da julemanden kom forbi os, slog den næstyngste (der altid har været lidt reserveret) kærligt armene om ham, krammede hans ben og modtog glædestrålende sin slikkepind, fra den undrende julemand.

Da han var væk, smilede hun stolt og sagde:”det VAR den ægte!”
Mig: “hvordan ved du det – og hvorfor i alverden krammede du ham?”

Barn :”jeg krammede ham ikke – jeg snuste bare til hans numse, for at lugte om den lugtede af rensdyr, for så ved jeg om han har redet på et – og den lugtede vildt meget af rensdyr, så det VAR ham!”

Så hvis nu julemanden skulle finde på, at forsøge at tiltvinge sig adgang til jeres hjem juleaften, og I bliver i tvivl om det nu også ER den rigtige julemand, eller bare en klam copycat – kan I hermed kopiere denne idiotsikre metode til at finde ud af det: nærmer nogen i rødt tøj sig en skorsten – så stop dem, og snus dem i skridtet!

20141123-145805.jpg

06/6/13

Om tisse-gramsning

Jeg har en stigende mistanke om, at min telefons ordbog har nogle seriøst kinky tanker, som den forsøger at udleve gennem mig…

En uskyldig fødselsdagshilsen til min ældste veninde, blev således forvandlet til en lummer urinsex-anmodning:

20130606-174035.jpg

Det meste af dagen har jeg forsøgt at huske hvornår og hvorfor jeg har skrevet en SMS, der indeholdt ordet “morgenurin”, siden ordbogen åbenbart troede det var det jeg ville skrive igen.

06/5/13

Om hvad der i virkeligheden gemmer sig i shitty-kitty

Jeg bloggede for nyligt om mine børn, der gav mig mareridt en nat, ved at udbrede sig om, hvordan hello kittys mund er syet sammen, og hendes sløjfe er sømmet fast i hendes hoved.

Det fik en læser, Marie, til at maile mig et foto hun har taget i Barcelona, med overskriften “søvnløse nætter garanteres”.

20130605-114952.jpg
Jeg synes det er sjovt.
Hendes mund er syet sammen, hun spiser is gennem næsen, hendes sløjfe er sømmet fast i hovedet – og der bor en sur lille spansk mand inden i hende.
Scary Stuff!
…………
Edit: løvinden mener at kræet hedder “hola shitty” i den spanske variant. Jeg er tilbøjelig til at give hende ret i det.
…….
Edit del 2: det mindede mig om en episode for en del år siden, hvor jeg passede en lille dreng.
Mig: “se: det der er ham der er inde i Bamse, fra bamse og kylling!”
Dreng(tænksomt):”hvem er det så der er inde i Bubber?”

05/27/13

Om fotoalbums

Jeg kommer fra en familie der altid har taget en trilliard fotos, og som barn syntes jeg det var vildt hyggeligt at sidde med fx min mormor, og se fotos fra hendes barndom.

Jeg tager også mange fotos – men det der med at få dem klistret i albums går ikke superstærkt…
De seneste år er jeg begyndt at få fotos fremstillet direkte i albums, men jeg har stadig to skotøjsæsker fyldt med udprintede fotos, der skal klistres ind – årh, for et hade-job…

Jeg er nu nået til sommeren 2005, i min sporadiske indklistring.

Jeg har før skrevet om vores bryllupsfotos, med indbygget udstrækkende jogger i baggrunden:

20130527-125930.jpg
Jeg synes det er dejligt at pågældende jogger er så flittig i sine udstrækninger, og derfor ikke får unødige smerter; men jeg kan ikke se på bryllupsfotosene uden at fnise over hende.
Det ser altså ret sjovt ud, hvordan Ninjaen og jeg står helt stift og poserer, og hun okser rundt i forskellige stillinger i baggrunden.

Nå, men nu har jeg fundet en billedserie der slår dem, fra sommeren 2005.

“årh mand, hvor var du en nuttet baby – kom og se!” råbte jeg glad til min 8 årige, og viste hende en hel stribe billeder, hvor hun sidder i bæreslyngen, med hæklet hue på, og beundrer nogle lemurer i en zoo.

“De er herreklamme! Dem putter du ikke i!” proklamerede hun fornærmet, og undrende så jeg billederne nærmere efter, og forstod hendes indsigelse : en lemur, der øjensynligt har indtaget et solidt måltid dagen efter, bruger 7 billeder på at producere en gigantisk bunke afføring strække ud…

20130527-130700.jpg
Jeg skåner jer for de klammeste af billederne – selv om babyen er mere nuttet på dem.
Selv tak.

Hvad er det sjoveste du har fundet i baggrunden på et foto du har taget?

04/20/13

Om kød med øjne

Jeg blev vegetar da jeg var 13-14 år.

Om det var fordi det var “synd for dyrene”; en god undskyldning til ikke at smage på ting, når man er kræsen; eller fordi jeg lavede en pagt med en veninde der også blev det, står hen i det uvisse.
Formentlig en kombination.

Min veninde var vegetar ind til hendes mor serverede stegt flæsk første gang – jeg holdt stædigt ved, til jeg blev gravid første gang, og pludselig tog mig selv i at kigge længselsfuldt efter bøffer.

Jeg tænkte min krop havde brug for det, for jeg var på ingen måde en sund vegetar, med hjemmelavede linsefrikadeller og nøje udvalgte tofu-produkter – i mine teenageår ernærede jeg mig hovedsageligt på en diæt af smøger, cola light, hvidt brød og vitaminpiller.
Ikke underligt at jeg er væsentligt lavere end mine forældre og søstre…

Jeg har spist kød med stor fornøjelse de sidste 11 år, og troede at vegetartankerne var lagt bag mig for evigt – ind til jeg bladrede i en tilbudsavis her til morgen, og fik øjenkontakt med en hel kotelet-familie:

20130420-093138.jpg
Bestemt ikke nogen man kan spise, uden at tænke på om det nu er mor-koteletten eller den uskyldige baby man har fat i…
Den stoisk smilende kyllingefilet er heller ikke fordrende for appetitten:

20130420-093314.jpg
Det grædende grill-kød ødelægger det endnu mere:

20130420-093359.jpg
Men det allerværste, er kødstykkerne, med stumper af øjne:

20130420-093442.jpg
Man er ikke i tvivl om, at det her gullasch engang har haft ansigter…

Jeg mistede totalt koncentrationen over hvad jeg skulle skrive på indkøbssedlen, og bandede det barn væk, der med kuglepen havde gjort mig til glødende vegetar igen – ind til jeg så siderne med sprut og chokolade.

20130420-093703.jpg
Som jeg stadig havde lyst til at indtage – ansigter eller ej.

Pyha.
Så kan jeg vel også spise en grædende kotelet.

10/14/11

Om kælenavne, af den sære slags

Da jeg var barn, irriterede det mig altid når mine forældre og bedsteforældre byttede om på mit og min søsters navne.
Altså – hvor svært kunne det lige være??

Vores navne minder ikke om hinanden, der er 4 år mellem os, og vi lignede ikke hinanden fysisk, det burde vel være muligt at huske hvilket navn hørte til hvem?
Den tanke holdt også da jeg fik min første datter, og gav hende det fineste navn vi kunne finde på.
Jeg kunne aldrig finde på at glemme at det var hende der havde det navn – uanset hvor mange børn jeg fik, tænkte jeg.
Og så blev jeg klogere…

Er du gal, hvor bytter jeg rundt på de navne hele tiden, og ender tit med at kalde det barn jeg vil have til noget for samtlige søstres navne, før jeg når det rette, og Ninjaman gør det samme.
Når vi færdes i trafikken på gå-ben, er det et problem at blive forvirret med deres navne, for det nytter ikke at bede den store fornuftige pige om at holde fast i klapvognen over vejen, hvis jeg egentlig mente hendes to fjollede søstre.
Så efterhånden er det blevet til, at jeg bare kalder dem noget mærkeligt allesammen, og så lystrer de, mens de glade skynder sig at vælge hvilket navn de vil have.
Det må lyde mærkeligt i andre menneskers ører, hvis de ser mig stå ved lyskryds med superpigerne, og pludselig udslynge kommando som:”Gnalle, Balde og Nusse: hold lige ved barnevognen!” eller:”Dingo, Fedtøre og Gniskefjæs, der bliver grønt nu!”
Og så pigerne der skynder sig at sige:”Helle for at være Fedtøre!”, og så griner de hele vejen hjem, over midlertidigt at være omdøbt til noget fjantet.
Det skal lige siges, at jeg faktisk godt kan huske deres navne – det meste af tiden.
Det er i de hurtige kommando-situationer det går galt – og her er “mærkelig-navns-finten” et godt trick.

For et par år siden, ringede min far på min fødselsdag, og sang:”i dag er det Josephines fødselsdag”.
Jeg blev rigtigt rørt over at han huskede mig, og også over at han sang – tør slet ikke tænke på hvor rørt jeg var blevet, hvis jeg rent faktisk hed Josephine…

Jeg delagtiggjorde ham i hvor meget nemmere det var, hvis han bare kaldte mig og mine tre søstre for kælenavne, og muligvis har han taget den til sig, for forleden skrev han:”Hej Delle-fjæs!” på min facebook-væg. Fedt…

05/21/11

Om diller-kunst

Jaja, jeg ved godt det her er en lidt lummer blog for tiden – lad os sige at store bededagsferie hermed er udnævnt til Store lummer-ferie og så bare give den gas.
I ligestillingens navn, synes jeg nemlig der blev talt alt for meget om kussetryk i går – og alt for lidt om den mandlige pendant: penis-origami (altså:diller-foldning).
Sidste år var jeg – stor og højgravid – med min fætter inde og se “puppetry of the penis” i København.

To fyre, kun i ført slængkapper, formede forbløffende kunstværker ud af deres pikke, og viste dem stolt op på storskærm.
Jeg grinede så meget jeg næsten fødte .

I går spiste jeg hjemme hos en veninde, og hun havde simpelthen bogen om penis-origami stående, med anvisninger til hvordan man selv “foldede”.
Det er en halvgammel bog, der derfor er fyldt med kraftigt behårede klunker, men stadig utroligt nyttig.
Her vises “hamburgeren”, hvor klunkerne elegant formes til brød.
Smukt, ikke?
Jeg må klart få fat på den her bog til ninjaman, vil glæde mig til at se liveopførsler af fx “loch Ness uhyret”, “den sultne fugleunge”, og ” eiffeltårnet”. Og så kan han vel skrive det på sit cv, til næste gang han skal søge job, som særlig kompetence?
“god til at have overblik, handlekraftig, imødekommende og utroligt dygtig til at forme “windsurferen” af mit nossehud”.
Ps: håber ikke jeg stødte nogen med fotoet – men der står i bogen at ingen penisser blev skadet under dette nummer, så bare rolig…