02/21/20

Om svimmelhed og festplanlægning

Forleden nat lå jeg endnu engang og bekymrede mig om ting, mens jeg vendte og drejede mig i sengen – søvnløshed er en af mine spidskompetencer. Pludselig snurrede min seng mange gange rundt, og det blev den ved med at gøre hele natten.

Om morgenen sygemeldte jeg mig, da jeg ikke kunne tage strømpebukser på uden at dejse om, og ringede til min ørelæge-moster, der mindede mig om at det er noget jeg har haft før. Løsrevne øresten, der rutcher rundt og fucker med balanceevnen.

Sidst jeg havde det, dinglede jeg rundt med det i ti dage før jeg kunne få en tid hos ørelæge der kunne fikse det – man fikser det ved at dreje hovedet på bestemte måder og holde det, mens det hele svimler rundt. Denne gang sendte ørelægen mig links til øvelserne på YouTube, og hvis bare jeg ikke laver alt for pludselige bevægelser, har jeg det helt fint allerede.
Eneste minus er dog min mands irriterende “have en skrue løs”-onkel humor jokes, men da jeg er afhængig af hans hjælp til at udføre øvelserne, har jeg endnu ikke kvalt ham for det.

Om tre uger holder vi en stor fest for den næstældste, der fylder 15. Sådan en slags konfirmations-erstatning. Jeg burde forberede en hel masse, men kan ikke så længe det svimler. Det eneste der er ved at være helt styr på, er bordkortene som vi har lavet i ler:


Barnet vil gerne have hjemmelavet koreansk mad til festen, men da vi ikke ved om alle kan lide det, ville jeg supplere med nogle thailandske kokosretter. Er der tilfældigvis nogle af jer der ved om den slags kan laves nu og fryses? Eller har gode opskrifter? Så bare smid dem efter mig, kunne virkeligt godt bruge noget inspiration!

06/17/19

Om tømmermænd og festdrømme

Den ting jeg ærgrer mig mest over ved at blive ældre, er tømmermændene. Shit, altså: hvis man troede den slags er slemme når man er i tyverne, kan man virkeligt se frem til at være i fyrrerne!

Det er nu mandag; jeg skal på arbejde om et par timer – og har teknisk set stadig tømmermænd fra fest i lørdags. Bare lige sådan et nydeligt strejf af kvalme, iblandet ømme dansetæer, og trang til at æde et eller andet voldsomt fedtet.

Dagen i går gik ellers med at ligge i fosterstilling på en madras i skyggen, mens jeg lyttede til mindstebarnet og nabopigens leg, og på skift fik lov til at ligge og kramme på mellempigerne. Det er ikke den dårligste måde at have tømmermænd på, men det ville nu have klædt mig at være oprejst, bare lidt.

Jeg har fødselsdag på fredag, men kommer ikke til at holde noget festligt, grundet andre arrangementer: 40 års skolejubilæum på de mindstes skole; afslutning på efterskolen og en middag. Weekenden efter rejser mindstebarnet og jeg til Madrid, på aleneferie, så der bliver det heller ikke. Og selv om min lever nok er voldsomt begejstret for at der ikke skal festes mere lige foreløbigt, så ærgrer det mig.

Det var vores søde naboers kobberbryllup vi fejrede i lørdags, og HOLD nu op – det var sjovt! Og helt vildt gennemført, med 1920er-tema, ca 50 udklædte gæster, og gode drinks (kvalmelyd).

Der var både et guld og glitterpyntet telt, med gamle møbler og ting, champagnetårn og cocktailbar, og så et hemmeligt telt med smugkro, hvor fadølsanlægget var gemt i en halmballe, og man drak “moonshine” af syltetøjsglas.

Helt genialt, og meget stemningsskabende – og det giver mig virkeligt lyst til at holde noget stort. Næste år! Og med et tema, der kan være med til at give stemning. Den slags tager sikkert også et helt år at udtænke og fremstille pynt til, så det er nok fint at vente et år.

Er der nogen af Jer, der har gode forslag til hvilke festtemaer der er sjove, og nemme at få folk med på? Så vil jeg rigtigt gerne høre!

 

06/20/18

Om bølger af gode ting

Efter et forår med ufatteligt mange tidskrævende bolde i luften, er det helt surrealistisk pludselig at have luft igen.

Dette skoleår har jeg taget en komprimeret linjefagsuddannelse som billedkunstlærer, samtidigt med at jeg arbejdede fuldtid som det. Jeg er ikke uddannet lærer, så det har været udfordrende, men også megasjovt at blive klogere. De sidste måneder har været særdeles intense, med job, mand der var sengeliggende i 2 1/2 måned efter operation, unger, moduleksamen, eksamensopgaveskrivning og fremstilling af malerier til udstilling. Vi har levet af shawarma og frostmad; månedens madbudget er teknisk set helt i knæ som følge der af; og jeg har næsten glemt hvordan mine børn rigtigt ser ud – men, hey: jeg bestod sgu! Endda med særdeles meget ros og et virkeligt stort 12-tal!

Jeg panikkede så voldsomt over eksamen weekenden inden, men så trådte hele min familie til, som en dyne af støtte: søde Ninjaman hjalp med at skrive overskrifter til min udstilling, med sin fine skråskrift; ældstebarnet (der maler 100% bedre end mig) gav råd og vejledning til den samlede helhed på udstillingen; næstyngstebarnet hjalp med redigering og udprint af fotos; jeg malede og malede, og alle pigerne var exceptionelt hjælpsomme med alt praktisk.

Det blev skideflot, udstillingen, og da jeg efter ni timers finpudsning og opsætning i eksamenslokalet kørte hjem for at sove, var det med en ret god fornemmelse. Jeg er ikke sådan en 12-tals type, og har aldrig fået gode karakterer i andet end skriftlig dansk, så at selve eksamen gik så flyvende var en stor overraskelse – jeg har ikke rigtigt fattet det helt endnu.

” Det her skal vi fejre! Måske i morgen – jeg er smadret nu.” Erklærede jeg fra sofaens dyb da jeg kom hjem.

“Ja – hvis ikke du havde sagt ja til at holde 13 års fødselsdag i morgen…” sagde Ninjaen, og jeg forstod helt seriøst ikke hvad han talte om. “13 års fødselsdag. Her. Med 20 teenagebørn, mexicansk mad, og festtelt.”

Hvis jeg er stresset siger jeg ja til ting. Det virker nemmere i situationen, og man behøver ikke bruge tid og energi på at forklare et nej. Mine børn ved det godt: tre af dem udnytter det højest til at få en ekstra is, men den fjerde er anderledes mere ambitiøs.

“Du har også sagt ja til at de måtte sove her…”

Hahaha – jeg må lære at sige nej, selv stresset!

Nå, men det gik egentlig ok med alle de teenagere. Fnisen og høj musik, men de var søde og hjælpsomme, og fødselsdagsbarnet var ekstatisk over at have så mange gæster i et helt døgn. Så det var egentlig ok at have sagt så kækt ja til det hele.

Samme morgen fik hendes lillesøster på 11 en mail fra Ribena, om at hendes tegning til deres jubilæumskonkurrence havde vundet – og ikke nok med at hun får æren af at have sin tegning på deres flasker til efteråret, hun får også lov til at invitere hele familien til Legoland i to døgn i ferien. Det har pigerne drømt om SÅ længe, men hver sommer har budgettet været for knebent til det, så pigerne var hysterisk glade. Vi har været der en enkelt gang, da de var så små her, i plaskregn:

Tak til alle Jer der stemte på hende og heppede!

Vores naboer gad heldigvis godt fejre min eksamen/næstmindstebarnets tegnekonkurrence lørdag, så da vi havde ryddet op efter teenagefest, grillede vi i deres have og endte med at stå og danse helt teenage-agtigt selv.

Og søndagen gik med at prøve at kompensere for mangelfuld opmærksomhed den sidste tid: om dagen var jeg i zoo med mindstebarnet, og om aftenen til koncert med Ældstebarnet. Det er simpelthen så fedt at have en 16 1/2 årig, og jeg er vild med at hun også gider sådan nogle små skæve indiekoncerter. Denne gang så vi “Angus & Julia Stone”.

Nu mangler jeg bare at finde alenetid med mellempigerne og deres pæne far, så har jeg snart fået lappet hullerne fra mentalt fravær!

Skal nok skrive et lidt mere rød-tråds-agtigt indlæg snart – skal lige i gang igen!

09/12/17

Om regn, kærlighed og fest

Flere af Jer har spurgt ind til fest, så her kommer lidt om det. Det er uden skarpe pointer eller noget, men bare et hyggesludre-indlæg – nu er I advaret! 😉

Hele sidste uge gik al fritid med forberedelser af vores kombinerede fejring af 20 års kærlighed/Ninjamans kræftfrihed.

Jeg har ikke tal på hvor mange gange vi rundede Netto efter ting vi havde glemt at købe, eller hvor absurde ting det blev nødvendige at anskaffe (fx varmeblæsere til teltet, og 35 kilo færdige isterninger), og vi vågnede begge to flere gange gispende op, med mareridt om at vi var blevet nødt til at aflyse pga tyfoner/manglende gæster/brændt mad – den fest var altså VIGTIG at få holdt!

De sidste to år, fyldt med hospitaler, operationer, lægesamtaler, søvnløse nætter, tårer og krampagtig klamren sig til alle de lyse stunder, der dukkede op som små øer midt i det hele, fortjente at blive festet væk – og det blev de!

Pigerne var et ret awesome oppyntningsteam – velvilligt assisteret af naboens ivrige kat:

D82202E3-5F41-4C9F-8ACF-5A9A9ECB237E

Det blev virkeligt hyggeligt, og med den flotteste bar jeg nogensinde har set:

IMG_4502

Indretningstip, fra nykåret, selvudnævnt festpyntindkøbs-guru (mig):

Selve bardisken, er en ikea-kommode, fundet til storskrald. Vi fjernede alle skuffer, bortset fra de nederste, der kunne bruges til at have glas og sugerør klar i; olierede toppen, og gaffaede hullaskørter rundt om. Det fungerede forrygende! Pynten var hjemmelavet, eller ebay-indkøbt. 

IMG_4515

Da gæsterne kom regnede det voldsomt… Den glødende-kul løber druknede; ingen kunne høre hvad hinanden sagde inde i teltet; og man skøjtede rundt i mudder når man skulle ind i huset – men folk ankom med det bedste humør og samme trang som os, til at være med til at feste al det grimme væk igen, og regnen blev hurtigt glemt. Det er en fed oplevelse, at sætte mennesker man holder af sammen med andre mennesker man holder af, og se hvordan de klikker.

Det hjalp selvfølgelig også at have velekviperet bar, og laminerede drinksopskrifter liggende klar, så gæsterne kunne amatør-bartende gode drinks til hinanden:

IMG_1467

Maden var god og rigelig – tak til Jer for opskrifter! Lavede både kager og salater efter jeres tips, men fik desværre ikke taget fotos af kagerne – der ellers var gode. Ninjaman og naboen grillede kød og natmads-hotdogs, og vores yndlingssnackfirma “No crap” havde sponsoreret en hel kasse karamelpopcorn, fordi jeg engang anbefalede dem. De faldt i særdeles god jord, og vi fik smittet en masse andre med vores begejstring for dem – tak!

C7E1A48A-4A37-4687-AF9D-6615B23366F0

Både Ninjaman og jeg havde tænkt på at vi ville holde en tale, og fortælle vores venner hvor meget de betød for os, og hvor taknemmelige vi var for al det de havde gjort for os, mens og efter han var syg, men vi havde ikke nået at skrive noget ned. Hans forsøg på improviseret tale blev til den mest rørende gang tavshed, da følelserne overvældende ham. Mit forsøg på at supplere ham, blev rodet og akavet – men jeg ved, at folk forstod hvad det var vi ville have sagt.

IMG_5661

Min søster holdt en smuk tale; mine to ældste venner og vores søde nye svoger havde lavet hver deres quiz, og ellers blev der drukket og danset og snakket til klokken 04 om morgenen. Det var den suverænt bedste fest vi nogensinde har holdt, med kram og kærlighed, dans og drinks!

Det tog hele søndagen at rydde op, og græsplænen ligner Roskilde-festivalen, men det var hvert sekunds oprydning hver, og vi gik smilende rundt imens, glade for at kende så mange dejlige mennesker.

33832E88-E904-46B8-966C-F30661F3FE1B230A30B2-1CC4-46DD-9E85-5ED7E12F66B9

09/4/17

Om elegant planlagte fester, vs den slags vi holder

På lørdag, d. 9-9, er det to år siden at Ninjaman fik sin cancerdiagnose – men det er også præcis 20 år siden vi mødte hinanden, og for at slette alle de dårlige minder knyttet til den dato har vi tænkt os at feste det væk. Sådan en slags 20-års-kærlighed/fuck-cancer kombi.

Vi har inviteret 40 venner; øvet os i at lave drinks; sat venner på opgaven med at lave dansevenlige playlister; nasset os til at låne naboens festtelt; og planlagt at bruge en måneds madbudget, på dyr der kan grilles.

Efter lang tids debatteren, nåede vi frem til at “trope-tema” ville opveje for eventuelt gråt efterårsvejr, og få en havefest til at virke lunere. Ældstebarnet – der har en veludviklet æstetisk sans – tilbød at være pynt-planlægger, og talte om naturfarver, og smagfuldt anrettede blomster.

Hvad hun ikke havde kalkuleret med var:

1. Hendes yngre søskendes intense trang til at fremstille pynt

2. Hendes mors amok-shopping på ebay, efter alt der var plastik, flamingo, ananas og blomster.

Hun opsagde sin selvvalgte stilling i protest, da de første pakker tacky flamingo-sugerør ankom i posten, og bunkerne med hjemmelavet pynt begyndte at hobe sig op på lillesøstrenes værelser.

IMG_1429

Uden en tjekket over-pynte-planlægger har pynteindkøb virkeligt taget overhånd. Oprindeligt forestillede jeg mig at der kunne komme til at se lidt sådan her ud:

D0C5032E-4C9B-4188-9EA0-BDA9E83FFF44

Men med de rå mængder oppustelige flamingoer og palmetræer jeg har fået købt, er det nok usandsynligt at vi når op på en standard der er bare tilnærmelsesvis så classy…

IMG_1422

Til gengæld har alle fire piger håndmalet nogle awesome drinksbilleder, som jeg skal have lamineret, med opskrifter på bagsiden, så alle kan gå op og amatør-bartende. (I den generøst pyntede hoolahoola-bar).

IMG_1423

Det bedste af det hele er dog skiltet til over baren, malet af den stortegnende, absurdtænkende ti årige.

IMG_1424

Skiltet i sig selv ser ret tjekket ud, men detaljegraden er foruroligende.

Her et “A”, med resterne af en fest, og en aktiv graffitimaler:

IMG_1427

Og her et “L”, med trampolinhoppende mennesker:

IMG_1428

Min favorit: et “C”, med katte der fester virkeligt hårdt. Bemærk den der knækker sig ud over kanten.

IMG_1426

Og den mere mystiske: et “T”, der åbenbart handler om Trump. Der bygger en lille mur…. Det barn formår altid at twiste ting lige en tand ekstra, ud i det ganske absurde!

IMG_1425

Så ja: der er riiiiigeligt styr på pynt. Og vi glæder os fuldstændigt vanvittigt meget, til at feste alle de grimme ting helt væk igen, og fejre kærligheden, med alle de mennesker der betyder noget.

Er der nogle af Jer der ligger inde på nemme, billige, gode opskrifter på salater, kager eller lignende? Så smid dem endelig i min retning! Vi arbejder begge to sindssygt meget hele ugen, så det skal være noget vi kan nå at indkøbe til og lave lørdag inden festen – mens ungerne voldpynter telt.

05/18/17

Om tyve år sammen

Den 9-9 er det præcist 20 år siden jeg mødte min lækre Ninjaman.

(Hele historien kan læses i den – foreløbigt – 28 afsnit lange føljeton).

20 år!! Vi har været sammen i næsten lige så lang tid som vi havde levet før vi mødte hinanden.
Egentlig blev vi først kærester et halvt års tid efter den dato, men da vi begge har følelsen af at vi nærmest væltede ned i en stor forelskelse fra allerførste blik, har det været den dato vi har forsøgt at fejre.

Men den niende september er også den dag hvor lægerne for to år siden første gang begyndte at tale om at de troede det kunne være kræft Ninjaman havde… Det halvandet år der fulgte har været urimeligt hårdt. Efter den store operation, hvor han fik amputeret en halv underkæbe, og sat et stykke skinnebensknogle med tilhørende væv, blodårer og muskler op i stedet, blev han siden opereret flere gange, for at lave nye gummer, tænder m.m.

Han har været så sej, men det har eddermaneme også været barskt, og det er forfærdeligt at være med på sidelinien og ikke kunne tage bare lidt af smerten fra ham undervejs. Vi er ovre alt det med operationer nu, så nu stikker frygten kun sit lede ansigt frem hvert halve år, når han bliver scannet for at se om det er kommet igen. Lige nu venter vi igen på scanningssvar, hvilket puster til al min søvnløshed og Zombie-mareridt – og vi har lyst til at tænke på noget andet.

Det virker så forkert at vores fine niende september er blevet smudset til med det fedtede cancerfinger-aftryk, og vi har talt om at vi burde stjæle dagen tilbage. Lave os en ny mærkedag oveni.

Feste det væk.

Da vi blev gift første gang var jeg højgravid, og vi havde hverken overskud eller økonomi til at fejre noget som helst, så det blev en stille, privat ting på rådhuset et par dage efter vores fire års møde-hinanden-dag. Vi blev surprisegift ved vores tredje barns barnedåb, en tilfældig januarsøndag, fem år senere. Mest fordi ting var lidt sorte på det tidspunkt, og vi havde brug for at fejre noget af det der stadig var smukt og fint. Der var mange gæster, og det var en god dag, men føltes stadig mest som babys dag og ikke helt vores. Blev heller ikke så vildt.

Det er måske lidt grådigt stadig at føle man har en stor kærlighedsfest til gode, når man allerede har giftet sig to gange med hinanden – men det føles lidt sådan.

Er det fjollet?

Jeg har ikke stor erfaring med festplanlægning. Før vi fik børn holdt vi tit fester, men det var mest noget med at invitere på gryderet og så tog folk selv bajere med.

Kan man holde en kombineret den-vilde-bryllupsfest-vi-aldrig-fik-holdt/fuck-cancer fest, for ca. 50 mennesker i en have, sådan lidt uformelt, og ikke alt for dyrt, og få det til at slette det grimme?

IMG_0772

20 år – lyder det ikke ret vildt?

06/21/15

Om aftagende talenter

Det er min fødselsdag i dag: svimlende 40 år.
Kan stadig ikke helt forstå at det virkelig er mig der er blevet så gammel – føler mig mere som eksempelvis en lidt slidt 28 årig, det meste af tiden.

For to år siden skrev jeg dette her blogindlæg , om hvordan jeg som barn, følte at jeg blev en lille smule mere talentfuld og fabelagtig, for hver ny fødselsdag jeg rundede.
Dette er absolut ikke tilfældet når man fylder 40, kan jeg nu konstatere…

Jeg fejrede mig selv for fuld skrue i går og i nat, med alle de mennesker jeg holder mest af; 19 børn der jublede rundt og legede; kagebord; chili con carne; de smukkeste taler(fra min mor, min søster, min fætter og min ældste ven, Pelle), flag; dans og musik; drinks og havelamper.
Og flere drinks…

Som aftenen skred frem, observerede jeg hvordan de nye talenter udeblev – og ikke nok med det: ting jeg plejede at være ret god til, blev jeg gradvist dårligere og dårligere til.
Særligt efter midnat, da den høje alder trådte officielt i kraft.
– jeg blev mærkbart dårligere til at tale rent. Snøvlede sært i lange ord, som ellers er mit varemærke.
– blev mere usikker på benene
– dårligere til at danse
– dårligere til ikke at være pinlig
og da jeg vågnede i morges, var jeg markant ringere til at rejse mig op, og til at tænke sammenhængende tanker.

Jeg aner en klar sammenhæng, mellem fremskreden alder, og den pludselige forringelse af talenter!
tumblr_ni8zixiSDD1rpc4xao1_500

06/19/14

Om at blive gammel – og fest og gaver

Jeg har aldrig rigtigt været god til det der med at blive ældre.
Får altid lidt krise over hvor hurtigt tiden går, og mine sortseer-tendenser får en ekstra skrue opad i dagene op til min fødselsdag.

I år har jeg forsøgt at distrahere mig selv, ved at invitere til fest.

Forestillede mig noget havefest, med drinks til de voksne, lege til børnene, chili con carne, bål og kager – og ALLE jeg kendte skulle med!

Havde fejlvurderet hvor mange venner jeg egentlig har – og hvor mange unger de har – så da de første 26 mennesker havde sagt ja, måtte jeg (med dårlig samvittighed) helt fravælge at invitere de mennesker jeg endnu ikke havde nået at spørge – for der blev jeg ramt af lidt realitetssans, ved tanken om at vejret måske ikke var til havefest, og vores stue seriøst ikke er stor…

Det er på lørdag – altså om to dage.
Og vejrudsigten siger koldt og regn…

Skal nu forsøge at presse borde nok ind i vores lille stue, til at vi kan sidde der.
Det bliver lidt ligesom tetris, og jeg ved endnu ikke om det overhovedet er muligt.

Nødplan til børneunderholdning må være film i sove værelset til de 5 mindste; fri leg på børneværelset til de 5 mellemste; og hemmelig klub ude i haveskuret til de tre store…

Og nødplanen til voksenunderholdning, må være at sidde ufatteligt tæt.
Og drikke nok drinks til at det ikke er så akavet.

Det er mange år siden jeg sidst holdt noget stort – både ninajamans 40 års fødselsdag og vores kobberbryllup blev forbigået i tavshed – så det kom helt bag på mig at blive spurgt om gaveønsker.

Det eneste jeg virkelig ønsker mig, er godt vejr.
Og alternativt: en mindre røv, og mere tid.
Men det er så svært at pakke ind.
Nogen af jer der kan hjælpe med gaveønske-ideer?

06/17/12

Om børn med sakse, og forældre med tømmermænd

Vi var til fest i går, Ninjaman og jeg, hos Maren.
Det var fantastisk at være til voksenfest – helt uden børn – og vi ræsede ud af døren, det sekund min rare mor trådte ind af vores dør, og overtog ulvetime, fire sultne unger og det helt store putte-maraton.

Jamen det var sjovt! Fik talt en masse med nogle søde mennesker jeg ikke kendte, og lidt for lidt med nogle jeg kendte, fik danset en lillebitte smule med min lækre mand, og drukket mere end det var klogt at gøre, når man ved at ingen kom og tog sig af børnene næste morgen…

Var dog fornuftige nok til at gå en smule tidligere end vi havde lyst til, så vækkede min mor, der lå og sov med mindstebarnet draperet hen over sig og en af de andres hånd i sin, kl 03.30, og sendte hende hjem.

Dagen i dag har vi været trælte, fraværende og gnavne forældre.
De tre store har svælget i dvd-film, popcorn og is på værelset, da de lynhurtigt fandt ud af at vi var friske på at gøre alt for at få lidt ro, til de ømme hoveder…

Mindstebarnet har hængt ud med os, hendes mentalt fraværende forældre, og selv om hun har siddet lige mellem os i sofaen, er det lykkedes hende både at hente en stor saks og klippe sin undertrøje i stykker(mens hun havde den på), og tegne med gul tusch på den, en pude og mine arme…
Vi opdagede ingenting, før hun også forsøgte med lidt kreativ klipning af Ninjamans bukser.

20120617-153102.jpg