Om feriekriller
De sidste 16 år i træk har vi lånt et sommerhus i Jylland, i sommerferien.
Det sted er indbegrebet af ferie, og jeg kan mærke hvordan pulsen falder, så snart vi kører af færgen, og ser den velkendte udsigt, med hav og bølgende marker.
Alligevel savner jeg dengang før vi fik børn, hvor vi rejste ud i det blå, hver eneste gang vi havde skrabet penge nok sammen til en sidste-øjebliks-flybillet-med-uspecificeret-hotel, et eller andet sted i Europa.
Elsker gentagelser – men længes også efter at opleve noget nyt.
Pigerne har det på samme måde, og har i flere år sukket længselsfuldt, når deres venner endnu engang rejste til Thailand/Kreta/Mexico, og har fantaseret om selv at komme på ferie et varmt sted.(Den eneste ferie vi har været på, var da vi besøgte min moster i Nuuk, for 3 år siden – og det var enestående, men knapt så tropisk!)
Men i år skal til Spanien – første og sandsynligvis eneste rejse med fire børn (har været på deltid indtil for nyligt, og skal til at afdrage på hus næste år, så skal de have et barndomsminde om at rejse sammen, skal det være nu;))
Da vi jo er totalt nybegyndere i at rejse med børn, og derfor med stor sandsynlighed ville ende med at sidde og se skræmte ud på et hotelværelse, uden at vide hvad der er realistisk at foretage sig med børn i et fremmed land, virkede det som en virkelig god ide’ at alliere sig med et rejsebureau der gad planlægge noget der var fedt for alle.
Vi valgte derfor et lillebitte rejsebureau, der har specialiseret sig i at arrangere rejser for børnefamilier, hvor der ikke går alt for meget bamseklub, og svensktalende guider i det (den slags fik vi nemlig særdeles meget pip af, på den første og eneste chartertur vi har været på, for 9 år siden).
Vi kender nogen der har rejst med dem før, og det lød virkeligt tiltalende at man rejser med 8-9 andre familier med jævnaldrende børn, så ens egne unger har andre at lege med, og man selv har tid til at læse bøger og se på at de hygger sig.
Nu ligger der 6 spritnye rødbedefarvede pas på spisebordet, kufferterne ER pakkede, min fætter kommer og passer hus og hamster, vi har gennemgået ruten fra lufthavn til landsted en milliard gange(4 timers kørsel), pigerne har talt sekunderne til vi rejser i ugevis, og vi burde have styr på det hele – alligevel skiftes Ninjaen og jeg til at smug-panikke, og have mareridt om at vi ikke kan finde vej.
Vi har begge to rejst ret meget – da jeg var 17 rejste jeg fx alene til Australien, med 4000 kr på lommen, 7 par underhylere, to kjoler og en stor fjollet hat, og endte med at rejse rundt i et år – men det at tage en nem lille, næsten færdigplanlagt tur, virker lidt skræmmende på os begge to, fordi vi nu også har ansvar for fire spændte unger.
Meget fjollet.
Nå. Nogen der kan anbefale noget fantastisk at se, i Bilbao og omegn?
Nogen souvenirs man skal have med fra Spanien?
Eller kan i lære mig nogle nyttige spanske fraser?
Det eneste jeg kan sige på spansk, er at Picasso ikke er tyrefægter, og at det er Fernandos fødselsdag. Ved ikke helt hvor nyttigt det er?
