02/28/18

Om ophobet omsorg

Efter min mand havde været syg, plagede jeg i en kortere periode om at få et barn mere. Der var noget ved det at have stået på kanten; forestillet mig at jeg kunne miste ham; der gav mig en stor trang til at have så meget som muligt af ham. Tage sikkerhedskopier.

(og ja: jeg kan godt selv høre det lyder fjollet…)

Han havde absolut ikke samme trang, og affejede hurtigt efternøler-forslag med alle de fornuftige argumenter: vores alder, økonomi, plads, antallet af allerede producerede børn, og glæden ved den frihed vi har fået.

Omsorgskvoten var opbrugt, mente han. Det hævder han stadig hårdnakket, men på det seneste har jeg tvivlet på om det er 100% sandt. Han pylrer fx om Winston, den bælgøjede hund, i en grad hvor børnene har klaget over, at han siger både goddag og farvel til hunden først, og med dobbelt så meget inderlighed som til dem. Han kan være for træt til at spille kalaha med håbefuldt barn, for kort efter at piske rundt og smide med gummidyr efter hunden.

Her til morges gik han lige det skridt videre, der fik mig til at overveje om det ikke havde været mere på sin plads med påtvungen efternøler: Winston kom glad ind og vækkede mig efter deres morgengåtur i 10 graders frost, og jeg bemærkede undrende at hans pels slet ikke føltes kold.

“Tjo…” indrømmede manden-der-ellers-officielt-havde-opbrugt-omsorgskvoten “ Det er nok fordi jeg varmede hans lille jakke på radiatoren i god tid inden turen, så den bedre kunne holde ham varm…”

Som også beskrevet tidligere, smelter jeg en lille smule over den slags, og var det ikke fordi jeg er blevet yderligere knapt 3 år ældre siden jeg sidst plagede, ville efternølertanken muligvis være kommet på banen igen efter det.

Godt både min fætter og søster får nuttede babyer i år, som vi kan få lidt omsorgsafløb på – så det ikke behøver ende med verdens mest forkælede hund.

07/4/17

Om motionscoaching

Sommerhusliv indeholder almindeligvis væsentligt større mængder alkohol og sukker end hverdagslivet gør.

Følgen af dette er også at jeg plejer at komme et par kilo tungere hjem end præ-ferie, trods ambitioner om at dyrke daglig yoga og prøve at spise mere salat.

Her kommer min nye ven, Winston, så meget handy ind.

Hvis man bare møder ham, tænker man måske at han bare er en (temmeligt grim) bælgøjet hund, uden de store erfaringer med vægttabs-coaching – men der tager man fejl.

Godt nok har han allerede saboteret alle mine forsøg på morgenyoga, ved selv at være en lidt for ihærdig deltager: det er umuligt at lave hundestrækket, med en hund der kravler ind under en imens og laver et ditto-stræk, mens han også lige slapper godt af i lukkemusklen….

Dybe vejrtrækninger er ikke en mulighed, og det går noget ud over hvor elegant man ser ud, hvor dybt man lige gider gå i stillingerne, eller hvor længe man orker blive ved.

I bilen, på vej mod Mols, så jeg mig flere gange sentimentalt over skulderen på fire spændte piger og en snorkede hund, og forestillede mig hvor smadderhyggeligt det blev at have en hund med på alle gåture.

Jeg tog fejl: al den duft fra hjorte, grævlinge, mus, køer og alt andet landligt, driver ham fuldstændigt vanvittig, og vi bliver trukket rundt af ti kilos ivrig gryntehund i snor.

Og så er der hans absolutte glansnummer, der virkeligt cementerer hans fremtidige karriere som vægttabskonsulent: stikke-af-finten.

I løbet af de sidste tre dage, er det foreløbigt lykkedes ham at stikke af fra huset hele fire gange, i fuldt firspring, og uden at se sig over skulderen.

Jeg har seriøst løbet mere på tre dage, end jeg samlet har gjort de sidste ti år! Der er intet mere motiverende for løbemotion, end synet af en lille sort/hvid røv der gungrer afsted mod landevejen og den visse død.

Den lille skid har endda haft overskudsagtigt tid til at stoppe og snuse til blomster eller tisse lidt, mens jeg har halset efter ham og først har fået nedlagt ham efter op til to kilometers hæsblæsende løb.

Så nu har jeg fået min egen personlige coach, der presser mig til at løbe hurtigere og længere end nogen anden ville have kunnet, da jeg åbenbart er helteagtig nok til kun at gide løbe, hvis det er for at redde nogens liv.

Alligevel håber jeg at hegnet vi har sat op, og strikse regler for hvordan man åbner hoveddøren kommer til at decimere døds-hunde-løb. Så lever jeg gerne med at prisen bliver lidt ekstra ferie-kilo med hjem…

04/18/17

Om påskeferiedovnerier

Årh det var svært at trække sig selv på arbejde i morges, forlade ny lille hund alene hjemme for første gang, og smide trætte piger i skole.

Selv om jeg faktisk har nogle gode arbejdsopgaver i dag, som jeg har glæder mig til, så savner jeg allerede ungerne og deres pæne far, og kunne godt lige have snuppet et par dages ferie mere.

Jeg er muligvis også en lille smule noia over hvad Winston kan finde på, når han er alene hjemme. Han så godt nok sådan her ud da jeg gik hjemmefra, men jeg ved ikke om det bare er et pokerfjæs, der dækker over planlagt ballade – eller ustyrlig ensomhed? Han snorksover normalt det meste af formiddagen og kan underholde sig selv ret godt ved at stå ved havedøren og mumle-gø diskret ud af mundvigen når der kommer katte forbi, så jeg burde nok stoppe med at pylre…

Det har været en usædvanligt rolig påskeferie i år. Normalt plejer vi at få spundet os selv ind i så mange (hyggelige) aftaler i påskeferien, at vi aldrig rigtigt rammer følelsen af zen, men i år har vi lavet dovent lidt. Vi spiste med venner to gange; afholdt den store, legendariske familie-påskeægstrille-tamtam og har passet børnenes ene kusine tre dage, men ellers har det været de roligste dage længe, hvor vi bare har gået ture med hund, læst, dovnet og spillet brætspil. (Brætspilsanbefalings-indlæg og boganbefalinger coming up!)

Vi har også set ekstremt mange film, og nørdet Star wars, til mindstebarnets lille fanhjertes store glæde.

Hun tegnede bl.a denne her, af familien Skywalker, og jeg er vild med hvor ufarlig og langhalset Darth Vader ser ud – kælenavnet “Darthie” tager unægteligt også noget af ondskaben.

En af de stille dage tog vi på Arken med de tre mindste og kusinen – både fordi det er en overraskende billig ting at foretage sig med en større børneflok, og for at lade hunden prøve at være alene hjemme et par timer. Det kom han så ikke til at være alligevel, da lektielæsende ældstebarn forbarmede sig over ham – men han fik da prøvet at tro han var alene hjemme lidt tid, og virkede ikke traumatiseret.

Pigerne var meget fascinerede både af udstillingen med lys, og af “Gys – er den levende?” udstillingen, med uhyggeligt naturtro skulpturer af bl.a. en fem meter lang nyfødt baby. Meget tankevækkende og anbefalelsesværdig!

Nu må hverdagsdelen af tirsdagen godt gå hurtigt, så jeg kan komme hjem og klappe ham den dellede lille Winston-hund og kysse på den del af min familie der ikke har hundemadsånde!

04/6/17

Om ikke at kunne huske navne

Min seks årige mindstepige har altid elsket fester, gæster og gang i den, og bliver ovenud begejstret når man fortæller hende at vi skal være sammen med andre mennesker. De fleste af vores venner har børn på vores mellempigers alder, men det generer hende ikke spor at være den lille, og fedter sig glad ind på de store børns aktiviteter.

Når man er lille og leger med nogle der er større, bliver alt hvad de siger og gør spændende, og hun suger detaljer og oplysninger til sig om alle de store børn. Jeg vil tro hun ved yndlingsfarver, livretter, navne på bedstevenner og alt muligt andet detaljeret om hvert eneste af vores venners børn efterhånden – også selv om de er flere år ældre end hende.

Deres forældre er derimod knapt så spændende for hende, og hun skal ofte lede længe efter noget så lidt kompliceret, som navne på voksne hun har kendt hele sit liv.

Hun er særligt begejstret når vi skal hænge ud med Maren og Allan, der har næsten lige så mange pigebørn som os, og roder mindst lige så meget som vi gør. Børnene hygger sig altid enormt i flok, mens de opsætter det ene fjollede teaterstykke efter det andet, og mindstebarnet er kæmpefan af alle deres børn – mens de voksne er sekundære.

For noget tid siden gav Maren mig en nederdel med hjem til mindstebarnet, som hendes unger var vokset fra. Hun blev rigtigt glad da jeg sagde den var fra Maren og tog den straks på. Mens hun spejlede sig, spurgte hun mig tænksomt:” Maren – hvem er det nu det er? Er det hunden?”

Noget overrasket over at hun troede hunden havde foræret hende tøj, skar jeg ud i pap hvem der er hvem i den familie, og jeg troede det var ved at sidde fast efterhånden.

Det gjorde det så ikke, opdagede jeg forleden, hvor hun begejstret peger på en af Marens tegninger bag i Politiken og siger:” Hey! Det er din ven der har tegnet den der! Hende der… Allan, eller hvad det nu er hun hedder!”

03/26/17

Om søndagstanker og sommerfugle

Denne uge har været ekstra hektisk, med skiftevis gode, triste, travle og drøje dage, der har budt på så forskellige ting som møder, sygt barn hjemme, cirkus, begravelse, og børnefødselsdag.

Fredag blev en af mine bedste veninders fantastisk dejlige mor begravet, og jeg var stadigt grådlabil da vi dagen efter blev invaderet af 12 glade fødselsdagsgæster til en vild omgang næstenteenage-fejring. Da sidste begejstrede barn gik klokken 21 kollapsede jeg i sofaen, og vågnede op til en helt utroligt stille solskinssøndag. Kæft det var tiltrængt!

Som de ikke-kyndige haveejere vi er, flåede vi lidt ukrudt op med løs hånd i en times tid, og syntes så vi havde fortjent ikke at lave mere den dag. Mellempigerne smuttede i svømmehallen, Ninjaman snuppede en lur, ældstebarnet lagde sidste hånd på noget lektier, og mindstebarnet og jeg besluttede os for at gå en tur, og måske lede efter nye løbesko til hende.

Jeg har sagt det før, men det overrasker mig lige meget hver gang: der er altså noget fuldstændigt tankerensende vidunderligt over den måde mindre børn bare kan knevre på, når man har dem på tomandshånd! Hele ugens hektiskhed blev stille og roligt blæst ud af mit hoved, mens jeg gik der i solen, med hendes lille hånd i min.

Barn: “Mor, det er rigtigt at tigre og katte ligesom er i familie, ikke? Og ulve og hunde? Men hvad så med elefanter og sommerfugle?”

Mor:” øh nej, hvorfor tænker du at elefanter og sommerfugle er i familie?”

Barn:” jamen de har jo begge to snabel og noget der ligner sådan nogle runde vinger på siden. Men det er rigtigt at elefanter er MEGET større. De vejer sådan noget med 140 kilometer. ”

Mor:” elefanter er ihvertfald tunge, det har du ret i.”

Barn:” Jeg tror der skal mere end fire af min onkel til at løfte en elefant, og han er ellers den stærkeste i verden, er det ikke rigtigt? Og høj. Han er virkeligt høj. Vi er ikke høje, men det er også fordi dig og far kommer fra nogle andre lande, ikke? Jylland, eller hvad det nu er det hedder.”

Projekt finde-løbesko løb ind i problemer, da hun først forelskede sig i et par der kostede mere end der står på vores konto til resten af måneden. Vi endte derfor i H&M, hvor hun fandt sko, der var så billige, at hun også kunne få et helt sæt tøj, med T-shirt, bukser og solbriller, til under det halve af hvad de første sko havde kostet. Når man er barn nummer fire, der arver tøj fra både søstre, kusine og nabo, får man aldrig lov til at vælge noget selv, så hun var tindrende lykkelig, da hun kort efter stod og poserede i et selvvalgt mintgrønt sæt, dækket af de sommerfugle vi lige havde talt om.

Det virkede forkert bare at gå hjem, når nu en af os var så velklædt og iøvrigt stadig havde masser at fortælle mig om, så vi delte en børnemenu på sticks og sushi, hvor hun lænede sig tilbage i sin stol, med vaskekluden til håndaftørring draperet over øjnene, og sukkede: ” det her er altså livet!” som en anden lille verdensmand.

Og det er det altså. Sådan en uventet dag med tid til bare at være sammen opvejer alle de dage hvor der er for travlt til det hele.

10/23/16

Om efterårs-åndehuller

Efterårsferien i år var tiltrængt og den har heldigvis levet op til forventningerne, hygge og afslapningsmæssigt,

Vores økonomi er ret vissen for tiden, så den Tivoli-tur pigerne havde håbet på, og den tur til Jylland vi voksne havde fantaseret om, blev udskiftet med billigere, men mindst lige så fantastiske, alternativer.

Vi har været til fødselsdage to gange og til middag en gang; har været i sommerhus tre dage; og resten af tiden har vi dalret rundt, gået ture og sovet længe.

En af dagene havde alle fire piger en ven hver på besøg, hvilket var en seriøst sjov dag, med knald på. Det virkede næsten som om vi har for få børn til hverdag, når det er så nemt med 8 unger, kom jeg til at påstå. Den fornuftige Ninjaman stemte dog imod at udvide børneflok med 100% permanent…

Torsdag gik vi den længste tur i København i solskinnet; delte to superlækre portioner fish n’ chips på papirøen; fik talt, både med unger og hinanden, og tog billeder af pæn by.

Fredag morgen kørte vi til Nyord, ved Møn, og besøgte min søde fætter og hans lige så søde kone, i et lånt sommerhus.
Kæft – der er fedt!!
Smuk natur, dyreliv, og ild i pejsen.
Vi gik en utroligt lang tur, bevæbnet med kikkerter og gummistøvler da vi kom, og pigerne hvinede af fryd da de så rådyr og harer helt tæt på.

Idyllen blev kortvarige brudt, da den rare onkel reagerede meget bogstaveligt på mindstebarnets bøn om at snøre hendes støvler:

Jeps. De er bundet sammen. Hun trillede grinende rundt, og opskræmte store flokke af vildgæs i processen, og bar kun kortvarigt nag.

Aftenerne er gået med brætspil og hygge, og i går med en regnvåd tur til smukke Møns klint og 994 trappetrin. Mine slatne skinnebensmuskler skriger stadig efter trappetrins-torturen – heldigvis var udsigten det værd!

Hverdagen kommer til at ramme som lidt af en lussing i morgen, når vækkeuret ringer klokken 06 – men det har været helt utroligt dejligt at forsvinde ind i feriemagien i en hel, vidunderlig uge.

12/30/15

Om gode ting og ferie

Hvis jeg skal være helt, helt ærlig, glædede jeg mig ikke 100% til juleferien,før den startede.

En mand, der var trist over at være blevet syg, se anderledes ud og ikke kunne det samme med sin krop som før, og nogle døtre, der har reageret på al den ophobede sorg og frygt, med søvnløshed og raserianfald hele den sidste måned, virkede som en umulig opgave at holde humøret oppe på, når jeg selv også føler mig i knæ – og to ugers nonstop familietid lød umiddelbart klaustrofobisk…

Lillejuleaften var vi til familierådgivning hos kræftens bekæmpelse, og det lettede os allesammen – vi ville ønske vi havde haft overskud til at gøre det noget før!
Bagefter var vi på rigshospitalet og få prøvesvar: der er hverken kræft i kind eller skulder, og knuderne skyldes andre ting.
At pigerne var med til begge samtaler, fjernede tydeligt en masse bekymringer, og det var nogle trygge glade børn, der ryddede kantinen for pastasalat efterfølgende.

Senere på dagen inviterede min fætter Ninjaman med i biffen, og på cocktailbarer med sine venner, og her indtraf dagens tredje humørændrende julemirakel: en eller anden fuld dame bagte heftigt på Ninjaman – præcis som der altid er nogen der gør, når dette lækre stykke mandfolk forlader matriklen.

Normalt bliver jeg irriteret, og en anelse jaloux, når andre bager på min mand – han genfortæller fx ofte, og med glæde, hvordan jeg engang forsøgte at brække en pågående piges næse, for at redde hans ære (hvilket jeg selv ikke er alt for stolt af) – men det her var noget andet.

Stive-Lis på cocktailbaren, bemærkede nemlig hverken hans manglende tænder, hængende læbe, slappe skulder eller tynde, arrede ben: hun bagte på ham som om han var en helt normal, utroligt pæn, fyr, i byen med sine venner.
Og det var lige det han trængte til: at føle sig normal igen, efter tre måneder i nedturs-sygdoms-land.

Tak til dig, Stive-Lis!
(…men hvis du er glad for faconen på din næse, stopper du dig selv en anden gang…)

Juleaften tilbragte vi hos min moster i Hillerød, med min fætter på min mors side, og min kusine på min fars.

Sindssygt hyggelig aften, med den helt rigtige dosering af opstemthed og ro.

Juletræet var smukt, maden sublim, selskabet fantastisk – eneste minus må være min mosters grønlandske tupilak-samling, der hænger ud på en hylde lige over toilettet,og stirrer ondt på ens balder,når man sidder der:

Ellers er juledagene stille gået, med hyggelige ting.
Vi har haft gæster, til mad og drinks og hygge, hele to gange, og resten af tiden har vi spillet “Spyfall”: et virkeligt sjovt spil, hvor man skal lyve for hinanden, som Ninjaman fik i julegave.

Mellempigernes bedste gaver, var bløde badekåber, som de stort set har boet i siden de fik dem.

Jeg har flere gange taget mig selv i, at sidde og nulre næstyngstebarnets bløde badekåbeører, som om hun var en lille hund.

Min bedste gave var enten denne her fantastiske, hjemmelavede keramikpingvin:

Eller bogen:”lad ulvene komme”, som jeg slugte på en enkelt dag, mens jeg lyttede til børnenes leg.

Så al min gruen for lang ferie blev totalt blæst væk, af gode svar, samtaler og stive damer, og tiden måtte sådan set godt stå stille her de sidste dage af året, hvor her er rart at være.

2015 har været en bitch af et år, og 2016 bliver nok også en del præget af sygdom og eftertanker – men nu er vi anderledes ladet op, og klar til at byde det velkommen alligevel.

Godt nytår til jer alle, og tusind tak fordi i læser med, kommenterer og giver god energi!

10/6/15

Om at spise – og rigtigt meget om sygdom

Engang havde jeg en lang samtale med nogle venner, om hvor smart det kunne være, hvis man kunne gøre ting på forhånd: sætte sig på toilettet i fire timer i træk dagen inden man skulle på Roskilde festival, og derved helt spare toiletbesøg på hele festivalen – eller sove en hel uge, hvor man alligevel var sløj, og så have 54 timers vågenhed til gode, man kunne bruge på et sjovere tidspunkt.

De sidste par uger har vi spist forud.
Drænet vores opsparing, og spenderet den på lige det vi – og særligt min Ninjaman – har haft lyst til.
Spist og spist, som forsøg på at tænke på noget andet.

Den dag lægerne på Rigshospitalet sagde at de troede det kunne være kræft han havde i kæben, gik vi på cafe’ og spiste burgere.

Den dag de sagde at det var kræft – fibrosarkom – og at hans halve underkæbe skulle amputeres og erstattes med stål, skinnebensknogle og væv, spiste vi bøffer.

Om aftenen lavede vi brunch til aftensmad, til børnenes udelte glæde, og fortate dem det bagefter. Vi spiste is, mens vi trøstede dem…

Weekenden efter spiste vi kyllingespyd over bål, og hjemmelavede tærter i en skov, til familiefest.

Min moster inviterede på running sushi dagen inden vi skulle til møde og aftale tid til operation – og vi 7 mennesker delte imponerende 102 tallerkener sushi.

Den dag vi fik dato på operation, spiste vi bøffer igen.

I weekenden har vi lavet livretter: tarteletter med høns i asparges, og bøffer (aner man et mønster?) med bearnaise.

I går var Ninjaman og jeg på hospitalet hele dagen, hvor han var til røntgen, fotos, blodprøver og et hav af samtaler med en masse forskellige mennesker.
Han fik tildelt en seng ved vinduet, med udsigt til pik-legepladsen.

Pigerne var blevet hentet af familie, der lovede at fodre dem af, så vi gik på indisk restaurant, hvor vi vendte dagens mange samtaler, og informationer om risici og gener ved operation – og skiftevis lavede morbide jokes om seje wrestler-navne han kunne få, med ny stålkæbe, og smågræd ned i vores butterchicken…
Det sidste rigtige måltid mad han kommer til at spise, i månedsvis – og så sad vi der og oversaltede den med tårer.

Vi kyssede farvel foran rigshospitalet. Mange gange.

Han skulle op og tage hospitalstøj på, og jeg skulle hjem og putte vores piger, der havde sms’et mig bekymret en milliard gange, og gerne ville have mig hjem.
Jeg havde lige meget lyst til at være begge steder…

Jeg måtte holde bilen ind til siden et sted på Frederiksberg, og tude færdig.

Kom hjem, puttede børn, talte med min fætter, kollapsede i en bunke børn, der alle fire lå i min seng, eller på madras op af.

Skrev godnat med min Ninja.
Skrev godmorgen da vi vågnede, inden de kørte ham på operationsgangen.

De opererer på ham endnu, og er først færdig i aften.
Jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre af mig selv.
Har ikke lyst til at se nogen mennesker.
Tog ud på hospitalet og gik rundt.
Tog hjem igen og tog et langt bad.
Henter børn om lidt.

Alt det som mad har fyldt den sidste tid – med præ-operations opfedning og “lad-os-bare-du-kommer-ikke-til-at-spise-længe”-undskyldninger – og i dag har jeg ikke haft lyst til andet, end en håndfuld slik jeg har stjålet fra mine børn.
De burde lære at gemme den slags bedre…

06/3/15

Om fem årige babyer

I aften, kl. 23.35, er det fem år siden mindstebarnet kom til verden, hjemme på gulvet i stuen.
Fem år!!

Vi synes alle fem stadigvæk at hun er en nuttet lille baby, og både forældre og storesøstre slæber hende gerne, når hendes små buttede ben bliver trætte på gåture, og hvis hun gør noget, der får en af os til at hæve stemmen, så behøver hun bare bæve lidt med underlæben, før vi allesammen står klar og trøster.

Heldigvis har hun en personlighed der kan bære al den forkælelse: hun er empatisk, hjælpsom, glad, har en sort, sort humor, og er utroligt beskeden.
Således er hendes eneste rigtige ønsker til dagen en fridag – og en pruttepude.

Så det får hun.
Ninjaman og jeg har begge taget fri, og har lovet hende en tur i svømmehallen.

Ældstebarnet er i Tyskland på lejrtur, men mellempigerne henter vi tidligt fra skole, og så tager vi sandsynligvis i Frederiksberg have med madkurv, og leger det er ferie.

Synes det er vildt så meget børn ændrer sig, på så få år. Her er fødselsdagsungen som nyfødt, 1 år, 3 år(med tårer i øjnene af rørelse over fine plastiksmykker), og nu, som fem årig.

Nå, nu må jeg hellere komme i gang med dagen. Der er en glad fødselsdagspige der skal vækkes, med smilehuller, der skal kysses!

03/5/15

Om kommende ferier

Vi har, som også før beskrevet, ikke råd til at rejse udenlands med alle fire unger (jeg arbejder deltid indtil mindstebarn er mindst 4-5 år, for at vi kan få det til at hænge sammen med at hente osv); og har derfor valgt at de får en aleneferie med en af os forældre, når de er 7-8 år.

Jeg var i London med den ældste, og deres far var sidste år ude at rejse med den næstældste – til eksotiske Billund…

Der var intet land i verden hun hellere ville se end lalandia og Legoland, så der tilbragte de fire dage…
Mindstebarnet, der nu er fire, vil allerhelst til Eldorado , som hun har set en film om – men da vi forsøgte at forklare hende, at det ikke findes, sagde hun, at så ville hun også til Lalandia!

Deres far havde nok forestillet sig noget lidt mere eksotisk: havde glædet sig til at vise dem markederne i London, Gaudis bygninger i Barcelona, kanalerne i Venedig – ja, alt andet end blegbugede mennesker i lidt for småt badetøj, men da hovedformålet med ferien er at børnene føler sig hørt og set, og får alenetid med en forælder, bøjer vi os selvfølgelig.

Det er nemt for mig at sige, når nu jeg er den heldige der skal rejse udenlands,og netop har printet flybilletter til Paris, ud til mig og min 8 årige kagemester.
Vi rejser fem dage i påsken, og har lejet en centralt beliggende privat lejlighed igennem www.airbnb.com (kender i til koncept? Det virker noget så smart og billigt!)

Hun er et barn der godt kan lide at sætte sig ind i ting, så den sidste måned har vi brugt på at læse os igennem guidebøger om Paris, og øve små franske sætninger – hun mukker lidt over, at jeg ikke kan nå at lære hende flydende fransk inden vi tager afsted, men er også ret stolt over i det mindste at kunne sige “tak” og “goddag”.
Min moster forærede hende denne her guidebog for børn:

Den er meget nemmere at gå til, end de andre bøger vi har læst, med billeder og malende beskrivelser af steder og butikker.
Til barnets glæde, og min buttede røvs skræk, er der stor fokus på konditorier, bagerier og slikbutikker, og hun har nu planlagt ruter vi skal gå de forskellige dage, som vil føre os forbi mindst en kagebutik pr dag…

Nu har jeg det personligt sådan, at jeg kan modstå alt – bortset fra fristelser – og jeg kommer nok til at dumpe ned i kagefælden med et brag….
Overvejer lidt, om jeg mon skal bestille et ekstra flysæde til min røv på hjemturen?

Superheltemor

Bogblog

Tag Archives: familie

Om ophobet omsorg

Om motionscoaching

Om påskeferiedovnerier

Om ikke at kunne huske navne

Om søndagstanker og sommerfugle

Om efterårs-åndehuller

Om gode ting og ferie

Om at spise – og rigtigt meget om sygdom

Om fem årige babyer

Om kommende ferier

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts: