Om absurd børnefjernsyn
I går da vi kom hjem, stod der en kæmpepakke på dørtrinet, med et mystisk brev vedhæftet:
(jeg har stadig ikke fundet ud af hvem pakken er fra – men tak, hvis det er nogen der læser med her!)
Pigerne flænsede papiret af, og hvinede af begejstring over kasketter, bamser og punge, med motiv af en tegneseriedreng, som jeg ikke kunne mindes at have set før:
Det er så Finn, oplyste de mig: den ene hovedperson fra en tegnefilm der hedder “adventuretime”, som de åbenbart havde set så meget på netflix, at de kunne bruge al tiden mens vi spiste aftensmad, på at komme med sære citater fra den.
“Hey, nøgne knægt! Vil du have nogle gratis dæmonhjerter?” gnækkede de, og brød sammen i latterkramper, mens jeg så uforstående på.
Ninjaman er altid til møde tirsdag aften, så jeg var alene med børn, og følte mig udenfor hele aftenen, der fortsatte med fremstilling af papsværd til Finn, og citater i båndsløjfe.
Her til morgen stod jeg i børnehaven og ville aflevere den fire årige, der begyndte at græde og sige hun havde kvalme og ondt i maven, og vi vendte cyklen og kørte hjem i sofaen, hvor hun klynkede sig til te og fjernsyn.
Så vi begyndte at se “adventuretime”, nu hvor jeg var blevet nysgerrig på hvad det var.
Det er noget af det mest absurde jeg har set længe – dem der finder på historierne må kunne trække LSD-forbrug fra i skat – men det er også virkeligt sjovt.
Barnet faldt i søvn på min mave, halvvejs gennem første afsnit, men jeg har foreløbigt set fire afsnit, og har googlet mig frem til at Natasha Allegri, skaberen af de sære personer (der udover drengen Finn, bl.a også tæller prinsesse Sukkermås, den bebrillede, formskiftende hund Jake og en meget egoistisk vampyrpige), har en tegnet tumblr/blog her.
Måtte fnise upassende og barnligt længe over de bare balder her, og synes også denne her kærlighedshistorie, med anonym kæreste, er virkeligt morsom:
