Om mors dag og støvsugning
Egentlig har jeg det fuldstændigt lige som hende her, når det kommer til mors dag.
Heldigvis har mine børn valgt at ignorere dette, og har til min store glæde fejret mig alligevel.
Jaja – det er vel bare en dag blomsterhandlerne har fundet på, for at suge vores surt tjente penge til sig – men jeg er for svag en sjæl, til ikke at nyde hvordan mine unger har glæææææædet sig til mors dag hele sidste uge, og i hemmelighed har købt små gaver på loppemarked og tegnet fine tegninger til mig.
Hele dagen i går, var de mine lydige – men glade – små slaver, der hjalp mig med at plante frø på kryds og tværs i den rodede have, og endda støvsugede hele huset.
Det der med støvsugning, er ikke noget der sker ofte herhjemme…
Dengang ældstebarnet var 3-4 år, og elskede prinsesse-eventyr af hele sit hjerte, blev der støvsuget ofte.
Hendes yndlingsleg, var at iklæde sig prinsessekjole og paryk, og med lidende udtryk og mange suk, støvsugede hun så.
Min rolle var, at være den onde stedmoder, og med jævne mellemrum se op fra min avis, og sige til hende at det ikke var rent nok endnu.
En genial leg!
Men så døde vores støvsuger pludselig, og fordi vi er nogle fattige røvhuller, har vi i tre år måttet nøjes med en oldgammel, larmende maskine, som vi arvede fra nogle venner.
Det værste ved den, var at den stank så voldsomt af våd hund, at vi som regel hellere har villet vade rundt i krummerne, end at tænde monsteret, og få den grimme lugt ind i stuen.
Nu har vi fået en ny, og da mellempigerne ivrigt svingede den lydsvage støvsuger, kunne jeg egentlig godt se det afstressende i, at sidde på en stol, med øl og fodbad, og se dem knokle.
Fantastisk.
Tror jeg må til at læse Askepot højt for mindstebarnet, og håbe hun kan blive smittet af storesøsters trang til at gøre rent, med lidende suk.
Føler mig allerede helt afstresset ved tanken…
