02/24/19

Postkort fra hunden 9 – “orange is the new black and white”

Her et nyt postkort, fra Winston til efterskoleungen, hvor han holder hende orienteret om hvordan hendes værelse har det i hendes fravær.
“Hej S.

Ja, det gik ikke rigtigt med min rockervirksomhed i længden… Både jeg og flere af mine medsammensvorne blev snuppet, og nu afsoner jeg med fodlænke på dit værelse. Sammen med nogle af gutterne. Du får muligvis svært ved at genkende dit værelse igen, for der er kommet tremmer for væggene og blevet sat senge op til os allesammen.

Måske ikke lige den form for indretning du tænkte, da du sagde du snart gerne ville flytte rundt på møblerne, men hey: i det mindste er det anderledes!

Jeg får smuglet hundekiks ind af en hemmelig kontakt, men ellers er det stramt at sidde fængslet. Til gengæld begynder jeg at føle mig som en ny og forbedret hund, og jeg lover at det er sidste gang jeg har sat min pote på den forkerte side af loven.

med angrende hilsener fra Winston, fange nummer 1782.”

01/8/19

Postkort fra hunden 8 – rockerhunden

Her er postkort fra Winston til efterskoleungen, i føljetonen om hvad der sker med ham og hendes værelse, mens hun er væk:

“Hva så, S.

Ja, det gik jo strygende med min virksomhed, og jeg havde flair for at være direktør. Men så skete der forskellige ting og sager, og min sekretær, Jonna, endte med at tage skraldet, og sidder nu i fængsel. Det skal vi ikke bore for meget i…

Jeg har heldigvis fundet en masse nye, gode forretningsforbindelser, og er på en måde stadig en slags direktør: jeg er nu præsident i rockerklubben “MC hunnis”. Du kan nok ikke kende dit værelse når du kommer hjem igen, for vi bruger det til at reparere motorcykler i nu, og der hænger plakater med saftige tæver på alle væggene.

Meget af tiden bruger jeg på at gå rundt i min læderjakke og se hård ud, samtidig med at MC hunnis sidder på al hashhandel på Vestegnen. Sindssygt nemme penge! Jeg er ikke helt god til det med at køre motorcykel selv endnu, men  jeg er ved at lære at tatovere, og som tak for lån af dit værelse, laver jeg gerne en gratis tatovering på dig. Mens du sover. Sådan lidt surprise-agtigt. Måske af et poteaftryk?

Ses.

Winston aka flænsefjæs”

 

 

10/1/18

Postkort fra hunden 5 – bloggerhunden

Her er en ny del, i føljetonen af postkort som Winston sender til efterskoleungen:

Hej bloggen!
Mine eksperimenter med min seksualitet havde den sideeffekt at jeg fik en utroligt lækker stil. Folk stoppede mig hele tiden og spurgte hvor jeg havde købt mit tøj, så jeg besluttede mig for at blive fuldtidsblogger.
Her ser du mig i en nederdel fra Gucci (sponsoreret), Ray Ban solbriller (reklamegave), og opturs lækre sko fra skoringen(reklamelink).
Jeg har gravet lidt i dit værelse og installeret en pool, som jeg kan drikke aperol spritz ved, på min bloggerflamingo.
Det er meget hårdt at være blogger, med alle de events jeg skal til, og alle de mails om reklamegaver jeg hele tiden skal svare på.
Jeg har taget lidt på af alle de gratis pindemadder, macarons og champagne, men jeg starter snart et tystys hemmeligt træningsprojekt, og skriver en bog om det. “Fra hvalpefedt, til hundeliv” skal den hedde. Jeg kan ikke løfte sløret for mere, selv om jeg godt ved I er ved at dø af nysgerrighed, men det er altså grunden til at jeg ikke får svaret på alle kommentarer på bloggen for tiden.
Love you guys! kh Winnies blog