11/20/18

Postkort fra hunden 7 – forretningshunden

Winston skriver fortsat postkort til efterskoleungen, selv om de ikke bliver sendt til hende (det er åbenbart pinligt at modtage som post, så hun får det som mail).
I sidste uge forsøgte han sig som Mommyblogger, i denne er han forretningshund.

Kære S, min velærværdige forretningspartner.

Ja, det gik jo desværre ikke helt som planlagt med min mommybloggerkarriere. Faktisk slet ikke: mine hvalpe blev tvangsfjernet. Der var simpelthen ikke timer nok i døgnet til at opfylde alle deres grådige behov, og dit værelse flød over med bleer og vasketøj og madrester. Trist, ja, men så har jeg istedet begravet mig i arbejde, og det går rigtigt godt med den del!

Jeg har startet en større virksomhed hvor jeg lejer ting ud. Man kan leje alt, fra dit tøj til en helikopter, så på en måde er du en del af virksomheden, da jeg lejer mange af dine ting ud.

Jeg har flyttet en del rundt på dit værelse, for at få det mere kontoragtigt. Og så har jeg fået en privatsekretær, Jonna. Hun er meget effektiv og forretningsagtig, og god til at dække over at det måske ikke er alt vi laver der er helt inden for lovens rammer.

Hov, ups, det var ikke meningen at afsløre det… men bare rolig, der er styr på det. Du skal slet, slet ikke bekymre dig. Det meste af virksomheden er legit nok, og resten fejer Jonna ind under gulvtæppet.

de bedste hilsner

direktør Winston

08/16/18

Postkort fra hunden del 1: “Emo-hunden”

For at distrahere os selv fra at savne ældstebarnet, der er på efterskole, bruger næstmindstebarnet og jeg ufatteligt meget tid på at billedmanipulere fotos af hunden, og sende dem til hende. Her er det første:

Kære S.

Wow, livet er mørkt og trist for tiden. Siden jeg jo overtog dit værelse, har det taget lidt overhånd med hvilken identitet jeg skal have. Altså: en hund, der har sit helt eget værelse, er jo ligesom nødt til også at have sin helt egen stil, og det har jeg grublet meget over. Faktisk har jeg grublet så meget, at jeg er blevet ganske deprimeret. Der er ingen der rigtigt forstår mig, lissom.

Jeg begyndte at gå i sort tøj, for at matche mine dystre tanker, og blev også piercet lidt i fjæset. Den i øjenbrynet gjorde sygt nas! Jeg har  groet mit pandehår, så jeg kan skule verdensfjernt ud på folk, og er begyndt at gå med eyeliner.

Nå, men for en depressiv og følsom emo-hund som mig, er der ikke andet valg end at male væggene på værelset sorte. Det kan godt være du synes hvide er smart, men nu er dit værelse altså sort. Det matcher godt til de sorte stearinlys, i hvis skær jeg sidder og skriver digte om vampyrer.

Fucking sad, du forstår mig bare ikke lissom. Jeg har ikke overskud til at skrive mere nu, livet overvælder mig…

emo-hilsner fra dit værelses nye ejer, Winston Shadowheart

08/14/18

Om forlænget efterferieblues og efterskoleunger

Det er muligt, at jeg skrev et indlæg, om hvordan jeg hurtigt ville blogge mig ud af efter-ferie-blues, med en perlerække af kække og positive indlæg – men der havde jeg ikke nået at gennemtænke, det der med at Ældstebarnet skulle på efterskole….

Da jeg skrev indlægget, var hun en ranglet, kreativ, selvstændig 16 årig, og jeg glædede mig på hendes vegne, over at vi havde fået lov til at låne penge til at sende hende afsted.

Et par dage efter forekom det mig at hun var skrumpet en smule, og det begyndte at føles lidt underligt at sende sådan et lille skolebarn afsted, helt alene. Dog ikke helt så slemt som det gjorde da hun, yderligere et par dage efter, ikke var meget større end et børnehavebarn, med tynde små fletninger og en lille hånd, med smilehuller på knoerne, der nemt kunne gemme sig i min.

Da vi i søndags, tømmermændsramte og i søvnunderskud efter fest, kørte dette nuttede mikromenneske til efterskolen, måtte jeg kæmpe gevaldigt for ikke at hulketude ynkeligt ned i hendes krøller:
(På alle måder heldigt at hun ikke skulle starte en uge senere, for så ville jeg nok have skullet føde hende på efterskolens trappe…)

Inderst inde ved jeg jo godt at hun er rigeligt stor til at fylde de sko; klog og fin og sej som hun er – skal bare lige vænne mig til forsmagen på at mine unger flytter hjemmefra.

Så ja: jeg savner hende. Også en smule mere end det strengt taget er nødvendigt at savne hende, i betragtning af at hun kommer hjem de fleste weekender.

Men så har jeg jo stadig 75% af børneflokken og deres grimme hundelillebror herhjemme til distraktion.

”Hunden skal IKKE op på mit værelse, nogensinde!” Var en af de sidste beskeder fra den afrejsende.

“Vi indretter dit værelse til ham, komplet med billeder af katte på væggene, hundemad på gulvet og fri adgang til din seng” replicerede hendes mest sarkastiske søster tørt, og hermed blev distraktionside’ nummer et født: postkort fra hunden.

Hele aftenen brugte jeg på at sidde og manipulere billeder af hunden, sammen med næstmindstebarnet, mens vi opfandt tekst til postkort, som vi spammer efterskoleungen med det næste år. Omdrejningspunktet er naturligvis hvad hunden vil gøre ved hendes værelse, nu han har overtaget det.

Første del af “postkort fra hunden” kommer på bloggen snart. Glæd jer!