Om en tvserie jeg glæder mig til
Jeg har altid haft en svaghed for postapokalyptiske romaner.
Selv om hele tankespindet om hvordan man selv ville gøre for at overleve og redde dem man elsker er vildt skræmmende, er det også morbidt fascinerende at læse om.
Margaret Atwood er en af mine yndlingsforfattere inden for genren: jeg har læst “Oryx og crake ” adskillige gange, og blev meget begejstret da jeg opdagede at der var kommet et bind 2:”year of the flood”, og sidste bind af trilogien kom sidst i august i år : “maddaddam”.
Bøgerne foregår i en ikke så fjern fremtid, hvor størstedelen af menneskeheden er døde af en menneskeskabt virus, og små menneskegrupper prøver at overleve, i en verden beboet af gensplejsede dyr – fx de intelligente og aggressive grise, grisonger, der har fået tilført menneskelig dna, for at man kunne bruge deres organer til transplantationer.
I første bog følger man primært Jimmy, der bor alene, sammen med en gruppe menneskelignende væsner “Crakerne”, som hans ven har skabt.
Crakerne er skabt som den ultimative version af mennesker: de behøver hverken boliger eller marker, de spiser ikke kød, de føler ikke had og jalousi, de er kun moderat intelligente og stræber ikke efter mere, men lever fredeligt og harmonisk.
Bind 2 følger Tobi, der før katastrofen var en del af sekten “guds gartnere”, og bind tre binder historierne sammen, med flashbacks og spændende baggrundshistorien.
Hvis man er bare den mindste smule til fremtidsdystopier, skal man under sig selv at læse Atwoods trilogi, der er utroligt gennemarbejdet, humoristisk, grum og realistisk.
Til min store glæde, læste jeg forleden at serien er ved at blive filmatiseret af HBO!
Læs selv her !
Jeg glæder mig usigeligt meget: lige siden jeg læste første bind i serien, har jeg haft lyst til at se alle hendes fantastiske skabninger og fantasier i en film – og i mine øjne, er en tvserie meget bedre egnet til at fortælle komplekse fortællinger, end en film på halvanden time vil være.
