Om at finde sin far
Supertumling er endelig begyndt så småt at tale, og arbejder for tiden meget med at rubricere ting – spørger fx interesseret:”vov?”, hver gang man ser en hund, for lige at tjecke om det stadig er en hund, selv om den er stor eller plettet.
Hun forsøger at gøre det samme med mennesker, hvor hun deler folk op i køn – der findes umiddelbart tre køn: “far”, “mor” og “baby”.
Fair nok, man skal jo starte et sted.
Hun er ret god til det, og kan kalde både tudsegamle damer og ti årige piger for “mor”, når hun fastslår at de er hunkøn.
Men…
Jeg får alligevel lidt røde ører i netto-køen, når ungen peger på alt af hankøn, og med håbefuld stemme spørger:”far?”…
Får trang til at forsikre dem om, at hun altså godt ved hvem hendes far er,og at jeg slet ikke er så løs på tråden, som jeg måske ser ud.
