Om når sarkasme rammer en selv
Jeg har en dårlig vane, med at bruge sarkasme i overmål.
Forsøger at holde det lidt nede, af frygt for at smitte mine børn med spydig humor, men det tager tit overhånd alligevel.
Her i fredags skulle Ninjaman på arbejde til 21, jeg skulle til arbejdsfest kl 18 og teenagebarnet til grillfest, og det havde været helt umuligt at skaffe en børnepasser.
Jeg var klar på at droppe min fest,men mellempigerne forsikrede mig om at de sagtens kunne lave mad og passe mindstebarnet til deres far kom hjem, og til sidst gav jeg mig.
Det var en hyggelig fest jeg var til, med burgere og cocktails på “Cocks og cows” tagterrasse i indre by(kan anbefales!), men jeg havde hele tiden tankerne på børnene alene hjemme, og ringede til sidst pylremors-agtigt til dem.
Den seks årige tog telefonen, og vi havde en samtale som følger:
Mig:”Hvad laver I?”
Barn:”ser Disney sjov!”
Mig:” Godt at høre I ikke har brændt huset ned eller noget!”
Barn:”hvad? Jo det har vi. Huset er helt brændt, så vi ser disney sjov hos naboen. Vi ses mor!”
Og så knaldede hun på.
Helt paf overvejede jeg at ringe op igen, men mine nærmestsiddende kolleger morede sig gevaldigt over mig, der havde produceret mit eget lille ironi-monster, der nu havde vendt sig imod sin skaber.
