11/10/20

Anbefalinger af lidt af hvert, November

Her lidt blandede ting som jeg synes fortjener en anbefaling:

At lave bagedyst med sine børn

Hvis man har store børn, der er nogenlunde velbevandrede i et køkken, er det en fantastisk aktivitet at lave madlavningskonkurrencer: der går mindst en dag med planlægning og indkøb, og endnu en dag med madlavning. Dage hvor de ikke stener skærm og skændes mindre end vanligt – og så kan det endda spises. Whats not to like?

Mine tre teenagere, samt bonusbarnet på 19, brugte en hel weekend på at fortolke Kaj-kager, mens mindstebarnet, Ninjaman og jeg var begejstrede dommere.

Det blev til naturlige kajkager – med mokka og brownie – kajkagebabyer – med vanilje og mazarin – og den blodige fortolkning af Kaj til tandlæge, med ribs og lyserød flødeskum.

Klistermærkeøjne

En af børnene fandt en pose med klistermærkeøjne, og lige siden bliver man jævnligt mødt af stirrende grøntsager, møbler og hundenumser herhjemme.

Hver gang der høres fnisen, ved man at noget nyt har fået øjne, og det er ret sjovt at finde ud af hvad.


 

Børnestavning

Tog et foto af dette skilt på et toilet ved indskolingen. Børnestavning er altså genialt!

 

07/6/20

Boganbefalinger – hvad skal dine børn læse i ferien

Stakken med bøger til sommerhuslæsning er altid mit vigtigste fokuspunkt inden ferien. Der er absolut intet hyggeligere end når hele familien sidder fordybet i bøger sammen, men det kræver altså også at det er de helt rigtige fængende bøger der pakkes.

Her en inspirationsliste over børn/teenager/ungdomsbøger der er læst og kan anbefales, til jer der også står og skal finde gode bøger:

Anbefalelsesværdige bøger til piger 8-12 år:

Bøgerne her kan selvfølgelig også læses af drenge, men hovedpersonerne er piger på 10-13 år, og de handler om genkendelige situationer med veninder, familie m.m.

Det er den genre der fanger min ti årige absolut allermest for tiden, og der er skrevet nogle helt vildt fine bøger i genren, som også giver anledning til at åbne snakke om hendes hverdag når vi læser dem sammen.

“Veninder for altid”

Foreløbigt har vi læst de første fem bind i serien om veninderne Tammy, Ji, Ane og Jose og de er overraskende gode. Det er en oplagt højtlæsningsbog, for emnerne handler om ting der skal afkodes og snakkes om: hvorfor føler hun sig udenfor hee? Hvordan ville man selv gøre? Har du oplevet noget der gjorde dig ked sf det på samme måde? Pigerne i serien er ca 11- 12 år, og man skiftes til at høre dele af historien fra forskellige synsvinkler, om emner som at føle sig udenfor, drenge, søskendejalousi, generthed og meget andet, men med pigernes venskab som det bærende element.
Kan varmt anbefales! Barnet siger 5/5 stjerner.

Kan bl.a. købes HER (adlink)

“Myntes dagbog 1, 2 og 3”

Vi har før anbefalet den første bog om Mynte , og siden er der kommet hele to fremragende nye bøger i serien. I bind 2: “Livet er en fest”, synes Mynte hun er blevet for tyk, og kærligt, humoristisk og underholdende behandler den selvværd og teenageusikkerhed.

I den helt nye Mynte 3: “genial, lineal, stativ, stakit, kys” er det den første forelskelse og følelsen af at være dårlig til ting der er fokus. Myntes bedste veninde Zosia er god til det hele, og Mynte føler sig som en fiasko når tallene i matematikopgaven ikke vil makke ret. Hendes forældre hyrer en matematik-mentor, den pæne Matthias, der giver hende sommerfugle i maven. Det er den helt rigtige blanding af sjov og alvor, humor og nærvær der er brugt i beskrivelsen af Mynte og hendes problemer, og min datter ELSKER de bøger! Da bog 3 kom i postkassen, med en personlig hilsen fra forfatteren, var hun grædefærdig af glæde og gik direkte ind og læste den hele selv.

Heldigvis tåler de bøger mange genlæsninger, så jeg fik lov at være med anden gang hun læste den – og jeg forstår til fulde hendes begejstring!  5/5 stjerner fra os begge og en kæmpeanbefaling – jeg tror ikke der findes et barn i målgruppen der ikke vil falde pladask for Mynte!

Bøger til børn, der ikke gider læse om veninder

Hvis man ikke er til at fordybe sig i fiktion, så er denne her virkeligt fascinerende og fangede begge mine yngste børn:

“Manden der fik sin hjerne skåret i skiver”


Den beskriver 50 vanvittige videnskabelige eksperimenter og forsøg på både dyr og mennesker, og er fascinerende, klam og ret WTF-agtig (Mindstebarnets ord). Der er forsøg på at lave tis om til guld, forskning i prutter og meget mere. Nogle af forsøgene blev vi enige om var ret triste (dyremishandling), men den er stadig fascinerende og holdes i en let tone, der er til at forstå.

4/5 stjerner. Kan købes HER (adlink)

“Blodkongens datter”

Et interessant samarbejde mellem Nationalmuseet og forfatteren, om at fortælle Danmarkshistorie, pakket ind i et nutidigt plot. Det er godt tænkt! Den er spændende og humoristisk – men jeg endte med at måtte læse den alene, for min højtlæsningsmakker nægtede pure at høre historien. Jeg synes den er fin, ideen er god og tegningerne af Bodil Bang Heinemeier løfter den endnu højere op. Jeg endte med at forære den videre til en 12 årig dreng, der var helt vildt begejstret. Han siger 4/5 stjerner – min vurdering ligger lidt lavere, men er nok også skæmmet af at jeg ikke læste den med et barn.
Har man børn der skal motiveres til museumsbesøg eller elsker historie er den et godt valg. Den kan bl.a. købes HER (adlink)

Spænding til teenagere
Min ældste pige er langsomt ved at læse sig igennem mine klassiske romaner på hylderne, og det er rigtigt hyggeligt at se hendes glæde over Harper Lee og Isabelle Allende, men mellempigerne skal have noget der rigtigt fænger for at gide læse. Den ene går efter noget med spænding og eventyr, den anden efter noget mere realistisk, men indimellem kan de finde bøger de begge kan lide. Denne her er virkeligt fængende:

“Den sorte enkes by”

Bogen er første bind i en dystopisk fremtidstrilogi om den kønsadskilte og krigshærgede by Viduana. Her lever mænd og kvinder helt adskilt, under streng kontrol og med hårde straffe. Forelskelse er på alle måder helt forbudt.

Man følger på skift tre unge mennesker: Clara, Silas og Emma. Clara er blevet 18 år, og skal til at indgå i byens strikse forplantningsprogram, hvor kvinderne skal føde nye borgere frem til de ikke kan mere. Silas har visioner om en bedre fremtid, men den slags drømme er farlige. Og Emma har en stor hemmelighed, som kan betyde liv og død for hende.
Det er spændende, gennemført og godt tænkt. Der er en del vold og noget sex i, så jeg vil tro at aldersgruppen er 15 og op. Jeg blev nysgerrig og læste den også selv og syntes den var rigtigt underholdende. 4/5 stjerner

Kan bl.a. købes her (adlink)

———-

Af bøger vi har pakket og forventer kan læses i sommerhus, kan nævnes:

Riverdale” – tænker at en bog bygget på en netflixserie må kunne fange en netflixhungrende teenager, fanget i wifi-frit sommerhus?

Da fremtiden blev stjålet” – lyder som en virkeligt sjov højtlæsningsbog, hvor de store sikkert ikke har noget imod at sidde og tegne i stuen mens de hører halvt med.

Den nye bog i Mira-serien – mindstebarn har spændt fulgt med i nedtællingen på Miras Instagram, og har glæææædet sig! Kun med stor opbydning af viljestyrke har hun kunnet holde sig fra at smuglæse før sommerhus. De bøger kan anbefales præcist lige så hårdt og grundt som Mynte-serien.

”Amulet-bøgerne” – de tre første bind, ud af planlagte ni, er udkommet. Vi har gemt bind tre til ferien, og glæder os. Fantastisk tegnet graphic novel, med spænding og rørende øjeblikke. Stor anbefaling, fra 9 år, men også helt velegnet til teenagere. Og voksne.

11/13/17

Om kærestetid, film og bogmesse

Det har været en god weekend. Lige som den slags burde være: et åndehul, i en travl hverdag. Normalt laver jeg lektier til mit studie, skriver blogindlæg, roman, eller forbereder arbejde i weekenden, men denne weekend har fået lov til at stå velsignet tom for ego-arbejde, og det har været tiltrængt.

Fredag blev tilbragt i midten af en bunke børn foran fjernsynet. Lørdag tilbød samme gruppe børn at passe sig selv og hinanden, så deres far og jeg kunne gå lidt ud sammen og bruge de gavekort på mad og biograf vi fik til vores fest – og deres mormor kom uplanlagt forbi og passede med, så vi kunne tillade os at være væk endnu længere. Vi nåede både at spise sushi, og se en utroligt god film i biffen: “Mens vi lever”. Vi havde ikke hørt meget om filmen, men valgte den udelukkende fordi min venindes søster har en af hovedrollerne – og vi var helt ødelagte over hvor god den var. En masse fortællinger der flettes sammen, til man til sidst forstår hvorfor personerne handler som de gør. Dybt rørende, og en historie der har siddet bagerst i mit hoved lige siden. Kan varmt anbefales!

E9A68C2C-8D83-46FF-B6F3-0EC122D853BB

Søndag var jeg på bogforum, hvor jeg hang ud med en af mine yndlingsvenner, der også skulle fortælle om sin bog derude. Hørte lidt interviews, shoppede et par billige bog-julegaver, og nød stemningen.

Jeg syntes jeg havde spurgt alle mine børn inden om de ville med på bogmesse, og fået nej, men et af dem var meget skuffet over at jeg var kørt uden hende, og smsede mig lidende. Med dårlig samvittighed købte jeg hende en trøstebog: min egen barndomsfavorit “Heksene” af Roald Dahl. Jeg var kæmpefan af Roald Dahl som barn, og tror jeg har læst denne her uhyggelige sag mindst 20 gange – og med danske John Kenn Mortensens nye illustrationer, er den steget flere niveauer i uhygge!

Barnet havde til gengæld lavet mig en yndig tegning, mens jeg var væk:

8D282F78-2189-4E4C-925B-013333A6A7F8

Hvor vred hun var over at være blevet glemt, tør jeg kun gisne om – men bogen formildede hende så meget, at også søndag aften blev tilbragt i en hyggelig børneklump, nu med højtlæsning.

06/20/17

Børnebogs-anbefaling: “Hundemand”

De fleste af Jer bliver glad for bog-indlæg, og da jeg alligevel læser meget og ELSKER at få andre til at læse noget jeg har været vild med, har jeg tænkt mig at skrive den slags lidt oftere.

Mine to yngste døtre er også utroligt glade for bøger, så indimellem vil en af dem gæsteblogge lidt, og anbefale nye yndlingsbøger.

Første unge bog-blogger er min yngste pige, der vil anbefale sin nye yndlingsbog:  “Hundemand”.

IMG_1297

L, lige fyldt 7 år: “Hundemand er bare SÅ sjov!!

Den handler om at der var et menneske og en hund. Den anden havde noget dårligt med hovedet og den ene var bare en hund. Så gjorde de sådan at de tog hundens hoved og syede det sammen med mennesket. Han startede med at være en politihund og en politi, men så blev han til hundemand.

Det er altså godt fundet på!

Skurken hedder Pjevs, og han er meget klog. Pjevs er en kat.

Hundemand redder dagen, fordi at Pjevs opfandt sådan en farlig støvsuger. Der er også hotdogs der bliver onde. Det er det skæggeste!

Det er en af de bedste bøger jeg har læst i mit liv, og det er sådan en tegnefilmsbog. En tegneserie, hedder det jo!

Det er ham der også har skrevet “Kaptajan underhyler” og den er virkeligt sjov også. Jeg har også set “Kaptajn underhyler” filmen og den er VIRKELIGT sjov! Jeg ville give den 5000 stjerner.

Jeg synes man skal læse “Hundemand”! Den er for alle der er fyldt fem år, synes jeg. Også voksne. Fordi den sådan handler om noget med at fange forbrydere og den slags. Det kan voksne også godt lide.

Bag i bogen er der noget om hvordan man selv tegner det. Jeg har tegnet mange tegninger efter dem, men jeg ved ikke hvor de er allesammen.

IMG_1283

Det skæggeste er, at der også er hvordan man tegner Pjevs når han er usynlig! Hahaha! Det er virkeligt sjovt. Så er der bare hvidt. Jeg har vist det til ALLE jeg kender!

Jeg har læst bogen måske fire gange. Altså, ikke helt selv, men jeg har fået den læst højt. Jeg skal læse den igen i ferien! Jeg tror faktisk jeg vil tegne Hundemand igen om lidt”

IMG_1280

Titel: “Hundemand”

Forfatter: Dav Pilkey

Forlag:Carlsen

udgivet: 2017

sideantal: 231

link er affiliate og bogen et anmeldereksemplar. Den store begejstring er barnets egen.

06/6/17

Om interessante forsvarsmetoder

Jeg har jo blogget flere gange, om hvor underlødig og sjofel børnelitteratur kan være.

Men de uskyldige små kan åbenbart også selv, måtte jeg for nyligt konstatere, da jeg så over skulderen, på omhyggeligt tegnende 8 årig.

Barnet var ved at fremstille en håndbog i drager, og det er imponerende hvad den slags dyr har af varierende former for selvforsvar….:

image

08/21/14

Om Pippi – en sjofel børnebog mere

Som supplement til indlægget om sjofle børnebøger, sendte Lisbeth mig et foto af en børnebog, hun spottede i Tallin:
pik

Jeg har heldigvis aldrig mødt en sukkende pik – forestiller mig at sådan en må være et trælst bekendtskab, der sukker ynkeligt, hvis dens snedige planer ikke lykkedes.

“nej tak, du kan ikke byde mig på en drink.”
“suuuuuuukkkkkk…..” lyder det, inde fra bukserne.

Nå. Hvis man kan løfte en hest, kan man vel også sige hold kæft, til en sukkende pik.
Godt gået, Pippi!