12/16/20

Om at snuble i uheld

De sidste uger har de fleste hårde hvidevarer i huset simultant valgt at afgå ved døden, efter 20 års trofast tjeneste. Da vaskemaskinen som den første stillede træskoene regnede vi på det og blev enige om at vi faktisk havde råd til at gå ud og købe en helt ny, istedet for en brugt.
Det føltes ret voksent, men da ovnen døde ugen efter og toilettet begyndte at sprutte vand ud over gulvet hver gang man trak ud, virkede det som en elendig beslutning at have braget hele opsparingen af på en smart vaskemaskine. Det spiste lige januar måneds budget også. Heldigvis er ungernes julegaver købt allerede, men alle voksenjulegaver er grundigt sløjfet og jeg er barnlig nok til at ærgre mig lidt.

”Det er som om uheldige ting altid rammer os i bølger af tre” konstaterede Ninjaen “men heldigvis plejer der også at komme nogle gode ting bagefter!”
En stor del af grunden til at jeg er glad for at være gift med ham, er hans evne til at se optimistisk, også på sure ting. Selv ser jeg som bekendt tegn på nært forestående zombieapokalypser i alle former for uheld, så det er rart at blive hevet tilbage af noget positivt.

Desværre har bølge-af-tre-sure-ting ikke holdt stik denne gang, men flerdoblet sig. Således kom mellempigerne hjem med togbøder, fordi vi havde misforstået hvordan deres nye månedskort virker og de ikke vidste de skulle have tjekket ind. Mandag i sidste uge toppede jeg ulykkesbølgen ved at lave et spektakulært styrt på ladcyklen på vej til arbejde, hvilket brækkede noget inde i min håndrod. Skadestuelægen antydede at jeg var lidt af et fjols at jeg var taget på arbejde en hel dag inden jeg tog på skadestuen, men jeg troede altså bare den var forstuvet.

Gipshånd lugter efterhånden grundigt af ost, der er laaaangt på arbejde med busser, jeg skal minde mig selv om at man ikke kan synge med på musikken i høretelefoner i bus – men der er heldigvis også lyspunkter.

Mindstebarnet har set det som sin fornemmeste pligt at sørge for mit hår bliver vasket hveranden dag, hvilket er superhyggeligt og ret luksuriøst. Det bringer totalt minder om de mange timer jeg har leget skønhedssalon med hendes storesøster, mens hun selv forsøgte at sabotere det.

Efter utallige aflysninger af alle former for forsøg på at se mennesker, lykkedes det endelig at mødes med en veninde på en bænk på Frederiksberg alle og drikke rødvin og snakke i timevis. Har været helt høj over at blive fyldt op af samvær lige siden.

Det er jul om lidt, og fordi vi jo netop er så meget på røven, er der rift om at sidde og lave julegaver selv. Hver aften er der mindst to børn der sidder og nørkler med et eller andet ved bordet, mens vi hører “Harry Potter” på lydbog. Det er begrænset hvad jeg kan lave med en hånd, men jeg får tegnet lidt og nyder følelsen af at komme ned i gear. Det er på en måde mere julet end det plejer at være – også selv om selve juleaften selvfølgelig hænger lidt i en tynd corona-tråd af uvished.

Krydser fingre (på ikke-brækket hånd) for at uheldsbølgen er overstået herhjemme – og for at hele coronatruslen snart slipper sit tag i resten af verden.

Håber I holder jer raske og glade ude i jeres hverdagsbobler.

04/23/19

Om soloer, på ikke-solovenlige genstande

Ugen før påske, havde mine tre yngste pigers skole tema-uger, i anledning af skolens 40 års jubilæum. Børnene kunne vælge sig på forskellige emner, på tværs af klasser, hvor de arbejdede med de fem årtier skolen har eksisteret.

Næstyngstebarnet, der er usædvanligt god i et køkken, meldte sig på mad-tema, og kreerede 70’er frikadeller, 80’er forårsruller, 90’er pastasalat, 00’er sushi og 10’er vegetarversioner af ovenstående, samt malede billeder af mad.

Hun havde en forrygende uge, men ingen kan blive så begejstret over ting som mindstebarnet, der er kommet hoppende af glæde hjem fra skole hver dag, mens hun begejstret udbredte sig om sit musikværksted, hvor de så musikvideoer og lærte at spille fem numre helt selv.

Hun har altid været glad for musik – hendes første sætning var således titlen på en sang, på engelsk – og hun er lykkelig for at gå på en skole med gode musiklærere, og mulighed for at vælge musikvalgfag ofte.

Jeg må indrømme at man godt kan blive lidt træt i ørerne af at høre de samme takter fra “hands up” (70’er sangen) og “hvor skal vi sove i nat”(80’er sangen) blive øvet på hendes lille keyboard herhjemme, men det blev ganske opvejet af hendes konsekvente ombytning af ordene “kokasse” og “koklokke”, som hun skulle spille i 90’er Spice Girls nummeret.

”Jeg er SÅ god til at spille kokasse! Helt rytmisk! Og ved du hvad? Måske skal jeg endda have en kokasse-solo! Er det ikke sejt?”

Hendes søstre og jeg – og heldigvis også hende selv – har skreget af grin hver gang hun har brugt ordet forkert, men alligevel er hun kommet til at bytte rundt på det dagligt. Dagens bedste underholdning, hver gang.

Der er noget virkeligt fascinerende, ved tanken om et barn der trommer en hård solo, i en kokasse med en pind. Den koncert ville jeg faktisk gerne se!

03/19/19

Om det der kærlighed, del 33

Sidst jeg skrev på føljetonen, var vi nået til efteråret 2009.

Sommeren 2009 – før vi vidste at jeg ville blive gravid og vi ville være nødt til at lukke firma ned med tab – havde vi besluttet os for at indføre en ny tradition i vores familie: en alenebarnsferie når børnene blev ca 7 år . (Har skrevet mere om det bl.a her.)

En efterårsferie i London for den 7 årige Ældstepige sammen med mig var allerede betalt, og selv om jeg var monster-træt meget af tiden, og var kommet til at bestille nogle tåbelige flybilletter (hvor vi fløj om natten begge gange – man skal lige tænke sig lidt om, inden man sætter hak ud for de allerbilligste flybilletter, åbenbart!), så skulle vi altså afsted.

Vi fortalte børnene om den kommende baby lige inden, så den store kunne forstå det, hvis jeg var lidt ekstra flad på turen.

De to store lod til at synes det var en hyggelig ting med kommende lillesøster/bror, men den yngste, på 3 år, gav sig surt til at gemme sine yndlingsting væk, så “babyen ikke smadrede dem”. Efter at have set scanningsbilledet af “Reje” hjalp det dog på hendes humør, og hun begyndte at finde ting hun glædede sig til at lære den.

At have involveret børnene i graviditeten før uge 12 fortrød jeg bittert, da jeg få dage efter, sad på toilettet i Heathrow lufthavn, og opdagede en del blod i mine trusser. Jeg havde lyst til at græde; lyst til at få fat på flybilletter direkte hjem igen; jeg var ked af det og bange for om en spontan abort kunne være farlig. Men klokken var sent om natten, og jeg havde en træt syv årig med mig, som jeg skulle have gelejdet med hen på hotel.

Først da hun sov, sneg jeg mig ud og tudede i telefonen til Ninjaman, der lovede at ringe til min gynækolog og høre hvad jeg skulle gøre. Han ringede tilbage med besked næste dag, om at sådan gik det nogle gange, og jeg skulle ikke bekymre mig unødigt, men komme til tjek når vi kom hjem.

Næste dag var jeg på naturhistorisk museum med min tindrende glade pige, og hendes glæde, puffede mine bekymringer lidt til side. Jeg kunne mærke en klump i halsen i en udstilling om fosterets udvikling, men det meste af tiden kunne jeg skubbe tanken om det væk.

Det var dejligt at have tid alene med min store pige, der havde delt mig med lillesøster-duoen så længe, og at se London gennem hendes øjne. Hun lagde mærke til alt det der var anderledes og “udenlands-agtigt”, og tog ivrigt fotos af alt fra postkasser og telefonbokse, til chokoladebutikker og metrostationer. Hun var også overraskende god til at gå langt, og på andendagen fik vi gået mindst ti kilometer, nærmest uden pauser. Da vi stoppede for at spise, gik jeg på toilettet for at skifte bind, og opdagede at blødningen var ved at stoppe. Jeg kunne mærke et lille håb for at “Reje” stadig fandtes, og de næste dage føltes lysere.

Belæsset med gaver til lillesøstre, og pandabamser og Big ben nøgleringe til globetrotteren selv, vendte vi hjem efter fem virkeligt fine dage sammen.

Her var mit fokus bare at blive undersøgt hurtigst muligt af gynækologen, og jeg sov nærmest ikke dagen før.

En lillebitte sparkende fod viste sig på skærmen – og vi græd af lettelse over at den endda sad fast på en hel og fin lille babyskikkelse.

En dreng, var hende der scannede ret så sikker på. Man kunne tage fejl når foster kun var 13-14 uger gammel, sagde hun selv, men der var altså noget der virkeligt lignede en tissemand. Forklaring på blødning kunne hun ikke give præcist – men alt så fint ud.

Vi fattede ikke vores held. Tanken om at sørge over at have spontanaborteret et barn, når andre jeg kendte havde svært ved at blive gravide med første barn, og jeg allerede havde tre fine børn, virkede alt for ensom.

“Projekt uplanlagt bonusbaby” var noget vi nu inderligt glædede os over, følte os heldige over, og det hærdede os nok til at kunne fortælle omgangskredsen omkring det – og leve med, at de spontane tillykker ikke sad løst på folk.

Der er vigtigere ting ved at få børn end perfekt timing, og det her var faktisk lige som det skulle være.

(fortsættes)

06/20/18

Om bølger af gode ting

Efter et forår med ufatteligt mange tidskrævende bolde i luften, er det helt surrealistisk pludselig at have luft igen.

Dette skoleår har jeg taget en komprimeret linjefagsuddannelse som billedkunstlærer, samtidigt med at jeg arbejdede fuldtid som det. Jeg er ikke uddannet lærer, så det har været udfordrende, men også megasjovt at blive klogere. De sidste måneder har været særdeles intense, med job, mand der var sengeliggende i 2 1/2 måned efter operation, unger, moduleksamen, eksamensopgaveskrivning og fremstilling af malerier til udstilling. Vi har levet af shawarma og frostmad; månedens madbudget er teknisk set helt i knæ som følge der af; og jeg har næsten glemt hvordan mine børn rigtigt ser ud – men, hey: jeg bestod sgu! Endda med særdeles meget ros og et virkeligt stort 12-tal!

Jeg panikkede så voldsomt over eksamen weekenden inden, men så trådte hele min familie til, som en dyne af støtte: søde Ninjaman hjalp med at skrive overskrifter til min udstilling, med sin fine skråskrift; ældstebarnet (der maler 100% bedre end mig) gav råd og vejledning til den samlede helhed på udstillingen; næstyngstebarnet hjalp med redigering og udprint af fotos; jeg malede og malede, og alle pigerne var exceptionelt hjælpsomme med alt praktisk.

Det blev skideflot, udstillingen, og da jeg efter ni timers finpudsning og opsætning i eksamenslokalet kørte hjem for at sove, var det med en ret god fornemmelse. Jeg er ikke sådan en 12-tals type, og har aldrig fået gode karakterer i andet end skriftlig dansk, så at selve eksamen gik så flyvende var en stor overraskelse – jeg har ikke rigtigt fattet det helt endnu.

” Det her skal vi fejre! Måske i morgen – jeg er smadret nu.” Erklærede jeg fra sofaens dyb da jeg kom hjem.

“Ja – hvis ikke du havde sagt ja til at holde 13 års fødselsdag i morgen…” sagde Ninjaen, og jeg forstod helt seriøst ikke hvad han talte om. “13 års fødselsdag. Her. Med 20 teenagebørn, mexicansk mad, og festtelt.”

Hvis jeg er stresset siger jeg ja til ting. Det virker nemmere i situationen, og man behøver ikke bruge tid og energi på at forklare et nej. Mine børn ved det godt: tre af dem udnytter det højest til at få en ekstra is, men den fjerde er anderledes mere ambitiøs.

“Du har også sagt ja til at de måtte sove her…”

Hahaha – jeg må lære at sige nej, selv stresset!

Nå, men det gik egentlig ok med alle de teenagere. Fnisen og høj musik, men de var søde og hjælpsomme, og fødselsdagsbarnet var ekstatisk over at have så mange gæster i et helt døgn. Så det var egentlig ok at have sagt så kækt ja til det hele.

Samme morgen fik hendes lillesøster på 11 en mail fra Ribena, om at hendes tegning til deres jubilæumskonkurrence havde vundet – og ikke nok med at hun får æren af at have sin tegning på deres flasker til efteråret, hun får også lov til at invitere hele familien til Legoland i to døgn i ferien. Det har pigerne drømt om SÅ længe, men hver sommer har budgettet været for knebent til det, så pigerne var hysterisk glade. Vi har været der en enkelt gang, da de var så små her, i plaskregn:

Tak til alle Jer der stemte på hende og heppede!

Vores naboer gad heldigvis godt fejre min eksamen/næstmindstebarnets tegnekonkurrence lørdag, så da vi havde ryddet op efter teenagefest, grillede vi i deres have og endte med at stå og danse helt teenage-agtigt selv.

Og søndagen gik med at prøve at kompensere for mangelfuld opmærksomhed den sidste tid: om dagen var jeg i zoo med mindstebarnet, og om aftenen til koncert med Ældstebarnet. Det er simpelthen så fedt at have en 16 1/2 årig, og jeg er vild med at hun også gider sådan nogle små skæve indiekoncerter. Denne gang så vi “Angus & Julia Stone”.

Nu mangler jeg bare at finde alenetid med mellempigerne og deres pæne far, så har jeg snart fået lappet hullerne fra mentalt fravær!

Skal nok skrive et lidt mere rød-tråds-agtigt indlæg snart – skal lige i gang igen!

04/24/18

Om større børn og indretning

Nå, er der nogen der kan huske dengang vores hus var lillebitte, og jeg bloggede om hvordan pigerne delte værelse og vi alle seks sov i samme værelse, for at de skulle have mere plads på værelset?

(Og ja – der er særligt ryddet op på billederne, resten af tiden lignede det en eksploderet legetøjsbutik…)

Det kan jeg knapt nok huske selv. Det er tre år siden vi fik tilbygning, og pigerne fik egne værelser. De to mindste deler et rum, adskilt af en høj bogreol, men det er stadig deres eget.

De første år mærkede vi ikke meget til al den ekstra plads. Vi var vant til at klumpe os sammen på lidt plads, og det blev vi ved med. De fine nye værelser blev mest brugt når de havde legekammerater hjemme, og ellers sad de i stuen, som de plejede. Om natten sov de tre yngste i den tredobbelte køjeseng i gangen foran vores nye soveværelse.

Det sidste år har det gradvist ændret sig, og de er begyndt både at sove på egne værelser og bruge tid der. Det er både rart og vemodigt…

Det er rart at få lidt ro til at læse i stuen, og rart at de begynder, at føle de har noget der er deres eget – men det er lidt vemodigt at de bliver så større, og tiden med hulebyggende småbørn under spisebordet er endegyldigt forbi.

For nogle måneder siden, brugte vi tid på at ordne deres værelser helt færdige, helt efter deres hoveder. Jeg har før lovet jer tilbygningbilleder, men da vi altid roder minimum lidt, og iøvrigt indretter mest med storskraldsfund, har jeg været lidt tilbageholdende med indlæg om indretning. Her er dog alligevel lidt om pigernes værelser, til de af jer der synes den slags er sjovt!

Næstældstebarnets teenageværelse, med billeder af venner på skråvæggene, og hemmelige kroge til iPad-dyrkning og vennehygge. Lige for tiden har hun gang i et projekt med at male paller, som hun kan lave om til en sofakrog, og lime nogle fliser sammen til bord. Jeg har ikke overblik over om det bliver fedt, men det mener hun selv det gør!

Næstyngstebarnets værelse, med store samlinger af mærkeligt tegneserie-merchandise, egne fjollede tegninger og læsehjørne. Hun har fundet skrivebordet til storskrald, og vil male det lysere.

Mindstebarnets pyntede værelse, med gulvplads til Playmobil-lege. Hun ønsker sig en seng, så hun også kan begynde at sove på eget værelse.

Ældstebarnets værelse må jeg ikke fotodokumentere, men det kunne næsten lige så godt være en rigtigt lille lejlighed, med planter, spisebord og kunstnerisk indretning.

De fylder huset ud, med deres forskellige personligheder (og brugte sokker, søskendeintriger og almen rod) og det bliver virkeligt underligt når de engang flytter hjemmefra.

Min ældste pige skal på efterskole fra august, en kreativ efterskole. Det ser helt utroligt fedt ud, og både Ninjaman og jeg er grønne af misundelse over ikke selv at have fået sådan en mulighed da vi var 16.

Jeg tror det bliver så godt for hende, også selv om hun kommer til at savne sit eget rum herhjemme. Jeg har lovet at passe godt på hendes ting, og glæder mig en lillebitte smule til at måtte indtage hendes fine værelse som skrivekrog i hverdagene – men det bliver også mærkeligt at få en smagsprøve på hvor det her familieliv stille og roligt sniger sig hen, med piger der gradvist opholder sig mere på værelser, og til sidst andre steder end hjemme. Det bliver stille.

Når pigerne bliver voksne, kommer vi til at have plads til både atelier, bibliotek og walk in closet. Sådan frådse i plads. Ninjaman mener dog det er mere realistisk bare at holde rum så bare og åbne som muligt, så der er plads til at børnene og deres familier og venner kan komme til store søndagsmiddage, mafioso-style.

Fornemmer lidt at der alligevel nok ikke bliver så stille som frygtet?

03/27/18

Om feriesysler

Efter nogle intense uger, der mundede ud i en eksamen i fredags, har jeg foreløbigt startet påskeferien med at være helt tom oven i hovedet. Har læst slammede romaner og gloet op i luften, ude af stand til at tænke synderligt intelligente tanker.

Mine to store teenagepiger har siddet nedsumpet med snuderne i skærme, sandsynligvis også i forsøg på at nulstille travle hjerner, og mindstebarnet har haft et væld af legeaftaler, bare for at få leget hverdagstravlheden ud af kroppen.

Men så er der mit næstmindstebarn: barnet der tænker lige 10 % skørere end os andre, slapper også af anderledes end andre.

I går syede hun noget så fuldkommen absurd som et par overalls til hunden. Komplet med blomsterprydet lomme; han kan opbevare snacks i:
Det med at opbevare sine snacks i en lomme på ryggen, tog han ikke pænt: de lugtede simpelthen for godt, og måtte udleveres til ham, efter han febrilsk havde prøvet at nå dem, men ellers trippede han glad rundt i nye bukser.

Deruder har hun tegnet et væld af absurde tegninger og små historier. Min foreløbige favorit er denne her, hvor en gruppe katte øver sig på knivkast og bueskydning mod hunde, uden at ænse hvor ofte de kommer til at ramme sig selv:
Der er stadig en uges ferie tilbage, og jeg er spændt på hvad hun mere finder på.

02/28/18

Om ophobet omsorg

Efter min mand havde været syg, plagede jeg i en kortere periode om at få et barn mere. Der var noget ved det at have stået på kanten; forestillet mig at jeg kunne miste ham; der gav mig en stor trang til at have så meget som muligt af ham. Tage sikkerhedskopier.

(og ja: jeg kan godt selv høre det lyder fjollet…)

Han havde absolut ikke samme trang, og affejede hurtigt efternøler-forslag med alle de fornuftige argumenter: vores alder, økonomi, plads, antallet af allerede producerede børn, og glæden ved den frihed vi har fået.

Omsorgskvoten var opbrugt, mente han. Det hævder han stadig hårdnakket, men på det seneste har jeg tvivlet på om det er 100% sandt. Han pylrer fx om Winston, den bælgøjede hund, i en grad hvor børnene har klaget over, at han siger både goddag og farvel til hunden først, og med dobbelt så meget inderlighed som til dem. Han kan være for træt til at spille kalaha med håbefuldt barn, for kort efter at piske rundt og smide med gummidyr efter hunden.

Her til morges gik han lige det skridt videre, der fik mig til at overveje om det ikke havde været mere på sin plads med påtvungen efternøler: Winston kom glad ind og vækkede mig efter deres morgengåtur i 10 graders frost, og jeg bemærkede undrende at hans pels slet ikke føltes kold.

“Tjo…” indrømmede manden-der-ellers-officielt-havde-opbrugt-omsorgskvoten “ Det er nok fordi jeg varmede hans lille jakke på radiatoren i god tid inden turen, så den bedre kunne holde ham varm…”

Som også beskrevet tidligere, smelter jeg en lille smule over den slags, og var det ikke fordi jeg er blevet yderligere knapt 3 år ældre siden jeg sidst plagede, ville efternølertanken muligvis være kommet på banen igen efter det.

Godt både min fætter og søster får nuttede babyer i år, som vi kan få lidt omsorgsafløb på – så det ikke behøver ende med verdens mest forkælede hund.

04/6/17

Om ikke at kunne huske navne

Min seks årige mindstepige har altid elsket fester, gæster og gang i den, og bliver ovenud begejstret når man fortæller hende at vi skal være sammen med andre mennesker. De fleste af vores venner har børn på vores mellempigers alder, men det generer hende ikke spor at være den lille, og fedter sig glad ind på de store børns aktiviteter.

Når man er lille og leger med nogle der er større, bliver alt hvad de siger og gør spændende, og hun suger detaljer og oplysninger til sig om alle de store børn. Jeg vil tro hun ved yndlingsfarver, livretter, navne på bedstevenner og alt muligt andet detaljeret om hvert eneste af vores venners børn efterhånden – også selv om de er flere år ældre end hende.

Deres forældre er derimod knapt så spændende for hende, og hun skal ofte lede længe efter noget så lidt kompliceret, som navne på voksne hun har kendt hele sit liv.

Hun er særligt begejstret når vi skal hænge ud med Maren og Allan, der har næsten lige så mange pigebørn som os, og roder mindst lige så meget som vi gør. Børnene hygger sig altid enormt i flok, mens de opsætter det ene fjollede teaterstykke efter det andet, og mindstebarnet er kæmpefan af alle deres børn – mens de voksne er sekundære.

For noget tid siden gav Maren mig en nederdel med hjem til mindstebarnet, som hendes unger var vokset fra. Hun blev rigtigt glad da jeg sagde den var fra Maren og tog den straks på. Mens hun spejlede sig, spurgte hun mig tænksomt:” Maren – hvem er det nu det er? Er det hunden?”

Noget overrasket over at hun troede hunden havde foræret hende tøj, skar jeg ud i pap hvem der er hvem i den familie, og jeg troede det var ved at sidde fast efterhånden.

Det gjorde det så ikke, opdagede jeg forleden, hvor hun begejstret peger på en af Marens tegninger bag i Politiken og siger:” Hey! Det er din ven der har tegnet den der! Hende der… Allan, eller hvad det nu er hun hedder!”

01/3/17

Om ikke at være klar til hverdagen

Mit vækkeur ringer klokken 06 i morgen tidlig, hvilket på nuværende tidspunkt virker fuldstændigt uretfærdigt og som noget jeg slet ikke havde set komme.

De der to ugers juleferie er gået alt for hurtigt, og jeg er slet ikke feriefærdig endnu.

Første feriedag startede med en omgang Rigshospitalet, hvor Ninjaman endelig, efter 14 måneder med utallige operationer, gennemgik den sidste lille del, hvor han fik sat nye tænder på. Bagefter fulgte en samtale med læger der fortalte at også denne scanning viste at al kræft var væk. Helt fantastisk rart at høre dem sige det!

Det er en voldsom oplevelse, at få revet tæppet væk under al der er trygt og godt, når så alvorlig sygdom dumper ned midt i hverdagen. Der er en lille rest bange i os alle seks, der nok aldrig forsvinder, og som vi skal lære at putte et sted hen hvor den ikke spiser os. Om natten vågner jeg stadig indimellem og skal virkeligt balancere mine tanker, for ikke at snuble helt ned i al det bange igen. Jeg er ikke den eneste af os der har det sådan – men det bliver bedre, og det at der ikke venter flere operationer og der er et halvt år til næste scanning, får det hele til at føles mere afsluttet.

Så vi gik ind i ferien med mere ro i hovederne end længe, og den har været lige som den skulle være, ferien – omend måske lige 3-4 uger for kort.

Juleaften holdt vi hos os. Tolv mennesker, hyggeligt selskab, tre millioner gaver (note til mig selv: det er ikke nødvendigt at pakke tyggegummi og andre småting ind til børn, når de også fremstiller et hav af gaver til hinanden), fantastisk mad og et juletræ der er så pænt (og dyrt!!!), at jeg ikke nænner smider det ud. Det står stadig og blokerer halvvejs for tv-kigning, men det ryger først ud når nålene ryger af.

Jeg har læst fem bøger i ferien; har gennemskrevet hele tre kapitler på min bog; spist to tons marcipan; vi har haft tid til at se størstedelen af vores venner og familie; og har sovet længe hver morgen.

Selv julebag nåede vi. Havde været mere imponeret over mig selv, hvis mine vanillekranse var bare en anelse mere kransede i det:

Mine planer om at nå at blogge al det jeg ikke når i travl hverdag blev således ikke til noget – men resten nåede jeg!

Vores mest ferieagtige feriedag, var ultimativt den første januar, hvor vi overnattede hos nogl af vores co-dovne yndlingsvenner, og alle fire voksne lå foran tv’et i en stor intervalsovende bunke og stenede næsten to sæsoner af en komedieserie, med pizzaer i hænderne.

Den ultimativt bedste start på året – ville ønske jeg måtte starte min første arbejdsdag efter ferien lige så langsomt i morgen.

Er det mon dårlig stil at slæbe sin dyne med på job?

11/14/16

Om fuglearme, og andre sangtekster

Et af mine absolutte favoritindlæg fra bloggens arkiver, er dette, om misforståede sangtekster.

Hold OP, hvor har jeg læst det mange gange, og grinet højt af kommentarfeltet!

Her forleden morgen kom mine mellempiger med en ny til samlingen, med en samtale der lød sådan her:

Barn 1:” Mor! Hvad betyder “bird-arms”?”
Mig:” øh,fuglearme?”
Barn 2:” jeg sagde det jo!”
Barn 1:” men det giver jo ikke mening?”

Barn 2 (lettere bedrevidende):”Det er noget man kalder en metafor. Altså: hvis fuglearme ikke findes, så går han rundt uden noget der findes.”

Mig:”Hvad diskuterer I?”

Børn:” Denne her Lukas Graham sang, hvor han synger “moving along with my birdarms”! Hvorfor har han fuglearme? Og hvad betyder det?”

De spillede sangen for mig, og jeg kunne også kun høre “birdarms”. Så googlede vi det, og opdagede at det var “burden” han sang, og ikke “birdarms”.

Det giver også bedre mening – men det andet er sjovere!

Er der nogle af jer der har nogle gode misforståelser? så del endelig, det er sjovt at læse!

Edit: jeg bliver nødt til lige at linke til dette indlæg, med den bedste misforståede sangtekst nogensinde. Vi synger den stadig sådan juleaften.

Superheltemor

Bogblog

Tag Archives: børn

Om at snuble i uheld

Om soloer, på ikke-solovenlige genstande

Om det der kærlighed, del 33

Om bølger af gode ting

Om større børn og indretning

Om feriesysler

Om ophobet omsorg

Om ikke at kunne huske navne

Om ikke at være klar til hverdagen

Om fuglearme, og andre sangtekster

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts: