børnehumor | Superheltemor

Jeg synes børnestavning er noget af det sødeste, og fylder jævnligt min telefon med fotos af sjove skoleopgaver og andet jeg finder.

Den herunder er en filmanmeldelse af Erik Clausens “Den store badedag”, som hang på mine børns skole.

Det er ikke så meget stavningen der kilder min humor, men dens ærlighed: til spørgsmålet om vedkommende kunne lide filmen er der bare et rungende “NEJ!!”, efterfulgt af begrundelsen:” den var klam, og man skider normalt ikke på gulvet”

Opgaven nedenfor fandt jeg i en papirkurv. En boganmeldelse, hvor skribentens resume’ kortfattet er at: “den handler om kønsdele på kroppen”.

Jeg ved ikke hvilken bog det er en anmeldelse af, men jeg kan godt lide udspecificeringen af “kønsdele på kroppen” – som om der også fandtes bøger om kønsdele, der ikke sad på kroppen!

På Vesterbro gik jeg forbi noget kridt-graffiti.
“Tis” og “lort” stod der på de to første fliser. og så kom den her:

Nedenstående tekstbid er fra en lang stil, hvor hovedpersonen lider af sygdommen “pælsalagi” og derfor ikke må få et kæledyr. Elsker stavemåden!

For nogle år siden gav en af mellempigerne mig den fine lykønskning herunder i fødselsdagsgave.

Der er ikke ødslet med vokalerne, men meningen er ret tydelig:”tillykke med fødselsdagen”

Smsen nedenfor havde jeg næsten glemt.

Den er nogle år gammel.

Jeg skrev en SMS til mine piger, og spurgte hvad jeg skulle købe til fredagsslik. Det tog mig relativt lang tid at afkode hvad de mente, selv om den faktisk er ret logisk.

Kan I gætte hvad der står?

Mine tre store piger er til forskellige halloweenfester her til aften, og jeg kom træt hjem fra kursus, og blev mødt af et glædesstrålende mindstebarn, der havde ventet spændt på, at vi skulle klæde os ud og rasle…

At blive sminket og gå rundt på mørke villaveje var ikke engang med på min top 20, over ting-jeg-drømmer-om-at-foretage-mig-en-lørdag-aften”, men jeg kunne ikke stå for hendes jubel, og endte med både at sige ja til at gå med hende, OG til at vi begge to blev sminkede som zombier.

Det gik egentlig fint.
Hun dansede lykkeligt foran mig, i sin nye zombie-prinsesse-kjole, med sommerfugle i maven og jævnlige begejstringshvin, og jeg gik med hende op til alle døre, men gemte mig lidt væk fra døren når folk åbnede, så hun kunne få opmærksomheden alene.
Lige ind til hun ringede på hos en venlig ældre dame, der bemærkede min lurende zombieskikkelse i buskadset, og vinkede mig hen til sig, med et:”du skal da ikke være så genert, lille ven, værsgo!” og overrakte mig to karameller, som jeg befippet tog imod, uden at nævne at jeg ikke er et barn, men en lavstammet 40 årig…

Ved næste dør overvejede jeg at køre barnetricket videre – fristende muligheder for slikhoarding, men endte med bare at gemme mig endnu bedre.

Dette viste sig at være en god beslutning, da den fem årige lidt efter stolt informerede mig om at hun havde slået en prut inden døren blev åbnet, for:”også at lugte af zombie!”

Hvor imponeret jeg end var over den dedikerede 4D zombieskabelse, var jeg dog også lettet over ikke at have været en del af den.

Især fordi zombielugten hang ved usædvanligt længe, og vidnede om imponerende giftighed…