05/23/16

Om fejring af seks årige, operation og gode dage

“Det har været den bedste dag i hele mit liv!” sukkede min næsten 6 årige da jeg kyssede hende godnat i går aftes, og fik flere ugers bekymringer til at føles som om det var det værd.

Vi fejrede hendes kommende fødselsdag i går, med 17 børnehavevenner.

Alle bekymringerne over hvordan vi skulle få plads til så mange mennesker indendøre, blev gjort til skamme af det fantastiske vejr; alle mine bekymringer om hvordan jeg skulle underholde sådan en flok blev blæst væk af mit fantastiske planlægningsteam (bestående af mellempigerne og deres bedste ven); og alle bekymringerne om vi mon måtte aflyse i sidste øjeblik hvis Ninjaman fik operationstid akut, var heldigvis også unødvendige.
Overlægen ringede søndag morgen, lige inden gæsterne kom, og fortalte at de ville operere torsdag, og det er en kænpelettelse at vide dato, efter så lang tids venten. Nu skal den næste måned med smerter bare gå hurtigt!

IMG_20160522_092255

Mit fødselsdagsplanlægningsteam har brugt to måneder på at øve og planlægge skattejagt, ud fra denne fabelagtige og billige bog – komplet med skattekort, koder og en god historie.
Kan klart anbefale den bog.

(link er affiliate, og bogen modtaget i gave, men den er helt ægte superinspirerende til ambitiøse planlæggere!)
DSC_0037
Bagefter lavede de cirkusforestilling for de benovede små, poppede popcorn og lavede candyfloss, og det var en begejstret flok børnehavebørn der vinkede farvel klokken 15, og overlod os til en anseelig oprydning, efterfulgt af hyggelig aftensmad og generøse mængder hvidvin, med vores omsorgsfulde naboer.

At midtpunktet for al den festivitas siger at det var den bedste dag i sit liv, fylder mig med taknemmelighed, for jeg ved at den næste måned efter operation bliver op af bakke igen.
Dage som denne burde kunne lægges på flasker og hives frem igen på de barske dage – jeg ville klart købe en hel kasse!

03/5/16

Om lægeaspiranter

En sød sygeplejerske forærede mit mindstebarn nogle forskellige lægesager, da vi for nyligt var ude på hospitalet til tjek af Ninjamans sår.
Ikke noget særligt (en brækskål, lidt gazebind og tape, en plastikpincet, et tomt pilleglas og nogle gummihandsker) men bare det at tingene kommer fra et ægte hospital, og blev overrakt hende af en ægte sygeplejerske, giver tingene en nærmest mytisk status – som hun formår at videreformidle.

I fredags havde hun “lægesættet” med i børnehave til legetøjsdag, og da jeg hentede hende, var hun verdens gladeste barn.

“Er du klar over, at jeg har haft den bedste dag i mit liv?” sukkede hun lykkeligt, fra barnestolen bag på min cykel “alle ville bare lege med mig! De voksne måtte lave to hele sedler som børnene kunne skrive sig på, så de kunne få lov til at komme ind i dukkekrogen, og blive undersøgt af mig og mine venner!”

Der bliver også leget læge her hjemme, hvilket er en leg jeg godt gide lege, for der kan jeg få lov til at ligge stille og lytte til de interessante diagnoser fem årige kan komme på.

Mindstebarnet og hendes jævnaldrende kusine, hev mig derfor straks ind på briksen sidst de legede sammen.

Først blev jeg beordret til at ligge på gulvet, så de kunne hente mig i ambulance.

Mig (svag stemme): ” åh fru ambulancefører, hvad er der sket med mig”

Kusine:”du er faret vild – OG du har brækket noget. Men bare rolig: vi følger dig hjem, når vi har skåret i dig!”

Således beroliget blev jeg ført over til en madras, hvor doktor Elsa og doktor Aurora ivrigt diskuterende gav sig til at udslynge diagnoser.
Jeg havde en hel kilometer feber – hvilket efter sigende skulle være farligt meget. Der udover var der ingen grænser for hvor mange knogler i min krop der havde brug for behandlingen kniv/pincet/forbinding, eller hvor mange små glas vand jeg var nødt til at drikke.

“Så. Nu er du rask.” Erklærede doktor Elsa. ” så mangler du bare tatoveringerne. Ja, vi tatoverer altid dem der har været syge, sådan at vi kan huske at vi har brækket deres ben på plads igen. Frem med armene. Det her kommer til at gøre VIRKELIGT ondt!”
image
Heldigvis fulgte de mig pænt hjem bagefter, så jeg ikke længere led under at være faret vild. Så sad jeg der, med mine tatoverede arme, og overvejede hvor betryggende det egentlig var, med læger der har så ringe korttidshukommelse, at de er nødt til at tatovere folk for at huske…