08/9/15

Om børneshows – en advarsel

Jeg bringer hermed en advarsel:
i går var vi så heldige at blive inviteret med til “Flying superkids “ sidste forestilling i københavn – endda som feterede VIP-gæster, der fik en spændende rundvisning inden forestillingen, og fik set backstage, hvor artisterne sov og spiste.

Pigerne var meget spændte og glade, og levede al deres spænding ud på det fremragende legeområde, skabt af bl.a de engagerede mennesker bag “bObles”, inden forestillingen:
782015202734
Jeg fik endda taget et billede, der dokumenterede, at grunden til mindstebarnets vilde hoppeevner, er hendes imponerende samling af ekstra-ben:
IMG_20150808_150848

Selv havde jeg det lidt blandet, ved at skulle se en flok børn lave gymnastik i to hele timer.
Det lød ærligt talt ikke særligt interessant, og jeg mindedes med gru den, ligeledes to timer lange, børneballetforestilling vi så ved juletid, fordi tre af vores børn var med i få minutter, og frygtede at dette ville være lidt det samme – bare helt uden deltagelse af egne børn.

Men min frygt blev gjort til skamme da forestillingen startede, og min lille sidemakker lynhurtigt så sådan her ud:
IMG_20150808_202904
Krammende sine buttede kinder, i opslugt spænding.

Det var RIGTIGT godt, og på ingen måde kedeligt.
De der børn var så søde, glade og dygtige; og showet var varieret og sjovt, så selv om jeg normalt har en lav kedsomhedstærskel over for det meste gøgl, var jeg lige så godt underholdt som ungerne.
79201511161
Så nej: dette er ikke en advarsel imod “flying superkids” shows – dem vil jeg oprigtigt anbefale.
Men jeg er nødt til at advare kraftigt imod en bivirkning ved showet: det inspirerer!

Det er i skrivende stund 18 timer siden forestillingen sluttede, og hvis man trækker den tid fra hvor mine børn har sovet, har lydsporet de resterende 7-8 timer været en båndsløjfe af:”SE MIG!! Ligner jeg ikke en superkid? Tror du jeg kan komme med i forestillingen? Hva? Synes du det her der godt ud?? Se lige DET her så!!” efterfulgt af balance-poseringer på bobles, hoolahop ring shows, kolbøtter og vejrmøller – i varierende grader af talent.

Så lige nu er HELE mit liv forvandlet til en langt amatør-gymnastik-forestilling – hvilket får mig til at længes lidt efter de gode gamle dage, hvor børneballet kun varede to timer….

Og de tre mindste vil gå til springgymnastik.
Det bliver et langt år!

08/31/14

Om travlhed, bobles, og hyggesøndage

I dag havde bobles inviteret os alle seks med til noget produktlancering på en husbåd på Amager strand.
Pigerne er store fans af bobles, og var meget entusiastiske testere af både det nye tæppe, der indbyder til jorden-er-giftig, air-hockey og skøjteleg, og den helt utroligt fine nye gynge, der nu står allerøverst på ønskesedlen hos mine to yngste!

Der var også lækker mad, og den fineste udsigt over havnen, hvor ihærdige kajakroere padlede rundt i regnen.
Helt vildt hyggeligt, søde mennesker, og flotte ting.

20140831-182904.jpg

20140831-182934.jpg

20140831-183014.jpg
Da vi skulle hjem igen, havde regnen lukket det meste af Amager, så turen hjem – der normalt tager 20 minutter – tog halvanden time, men føltes meget, meget længere, med bilen proppet med børn, der hele tiden stak hinanden lammere/hylede over at have fået en lammer/brokkede sig over at en søster fyldte for meget/fyldte for meget/spurgte hvornår vi var der…

Da vi endelig nåede hjem, og tumlede sure og våde gennem regnen, trængte vi til noget der kunne hæve stemning igen – og her er opskriften på hvordan man redder en kedelig regnvejrssøndag, efter en lang biltur i surhed: pandekager, dyner, fodmassage og en film man allesammen gider se.
Vi fandt en ny version af “troldmanden fra oz”, på netflix, og den var absolut værd at se – bare et lille tip!
Der skal læses tekster højt, da den er på engelsk, men det er der også noget hyggeligt ved.

20140831-184117.jpg
Det var helt vildt rart at lave noget der var så stille sammen – synes det der liv kører hurtigt for tiden, og det føles lidt som at svæve ved siden af sit eget hoved.
Jeg falder skiftevis udmattet i søvn i sofaen kl 20, eller ligger og glor op i loftet til kl 03, med tankemylder.

Af en eller anden grund, er nyt skoleår startet op, med to forældremøder, tre klassefester og en arbejdslørdag, og vores kalender var i forvejen godt proppet med arbejdsmøder, fødseldage og pasning af andre dyr og børn.

Forhåbentligt er det bare de her første uger der er hårde at komme igennem efter en lang ferie – forhåbentligt bliver det nemmere lige om lidt?

Nå. En søndag med ro som i dag, kan faktisk få det hele til at føles lidt nemmere. Må skaffe nogle flere søndage!