04/11/23

Lidt om virkeligheden – og et farvel og tak til blog

Den skarpe læser, har nok for længst bemærket at bloggen ikke længere opdateres.

Hvis man gerne vil læse boganmeldelser, foregår den del nu på Instagram, under navnet hverdagsbog. Hvis man hellere bare vil følge lidt med i bidder fra mit virkelige liv, er det også på Instagram, hvor jeg hedder hverdag. Det er ikke så personligt mere: superpigerne er blevet store og de sidste år er der sket en del ting der er for private, at udbrede mig alt for meget om – både på mine og deres vegne. Men der er stadig små bidder kurateret hverdagsliv og en hel del om min fladnæsede hund.

Tak til alle jer der har læst med herinde i rigtigt mange år, tak for alle jeres kommentarer, sjove historier, hep og støtte. Det har været en rigtigt fed oplevelse at skrive på den måde, til folk der tager imod det, som I har gjort.

Hvis I savner at læse noget jeg har skrevet, udkommer min debutroman til sommer, og kan forudbestilles nu. Yay!

Det her er et reklamelink til bog og ide og det her er reklamelink til Saxo.

Håber nogle af jer gider læse – og ikke hader den!

kram og solskin til jer

08/20/20

Om indbrud og tider hvor det er knapt så fedt at være typen der laver “sjove” grimasser på fotos

Vores planlagte afslappende sommerhusferie, blev noget formørket af et indbrud hjemme i vores hus mens vi var væk. En af de store af vores piger var alene hjemme med en veninde, og vågnede op til et hus der var blevet ribbet for smykker om natten.
Vanvittigt ubehageligt for de stakkels piger –  der dog heldigvis havde min fætter og hans kone tæt ved som hjalp dem med politi og trøst – men tanken om at nogen har været i huset mens de sov er så væmmelig at ingen af os kan holde ud at tænke på det.
Det er klart det værste ved det, selv om vi også alle fem har fået stjålet smykker der rent faktisk betød noget for os.

Forsikringsselskabet ville gerne have at vi fandt så mange fotos som muligt af smykkerne, og til at begynde med var det ret øv-agtigt at blive mindet om hvad der var mistet, men det endte med at være det eneste lidt sjove ved det.
Det er primært mig der tager fotos herhjemme så der var fotos nok af børnene med deres smykker på, men af mig var udvalget mere sparsomt, og jeg var nødt til at vedhæfte alle fotos vi fandt af mig. Alle. Også dem hvor jeg virkeligt ligner en idiot.
Jeg ved ikke hvad forsikringsgutten tænkte da han åbnede dette – mit gamle buskortfoto, der var det eneste foto af de øreringe:

Hvis det så bare havde været det eneste fjollede foto kunne det måske være noget han ikke havde studset over, men jeg havde fået stjålet alle smykker jeg nogensinde har ejet og ser åbenbart jævnligt dum ud på fotos. Min favorit var dette med overskæg på – eneste foto af de nye øreringe jeg fik i afskedsgave af mine ekskolleger før sommerferien:


“Fuck, du er pinlig!” Grinede ungerne, da de så vores samlede liste, hvor alle mine dummefotos jævnligt lyste op:

Nå, i det mindste har jeg gjort det festligere at være forsikringsassurandør.

11/14/16

Om fuglearme, og andre sangtekster

Et af mine absolutte favoritindlæg fra bloggens arkiver, er dette, om misforståede sangtekster.

Hold OP, hvor har jeg læst det mange gange, og grinet højt af kommentarfeltet!

Her forleden morgen kom mine mellempiger med en ny til samlingen, med en samtale der lød sådan her:

Barn 1:” Mor! Hvad betyder “bird-arms”?”
Mig:” øh,fuglearme?”
Barn 2:” jeg sagde det jo!”
Barn 1:” men det giver jo ikke mening?”

Barn 2 (lettere bedrevidende):”Det er noget man kalder en metafor. Altså: hvis fuglearme ikke findes, så går han rundt uden noget der findes.”

Mig:”Hvad diskuterer I?”

Børn:” Denne her Lukas Graham sang, hvor han synger “moving along with my birdarms”! Hvorfor har han fuglearme? Og hvad betyder det?”
img_0549
De spillede sangen for mig, og jeg kunne også kun høre “birdarms”. Så googlede vi det, og opdagede at det var “burden” han sang, og ikke “birdarms”.

Det giver også bedre mening – men det andet er sjovere!

Er der nogle af jer der har nogle gode misforståelser?  så del endelig, det er sjovt at læse!

 

Edit: jeg bliver nødt til lige at linke til dette indlæg, med den bedste misforståede sangtekst nogensinde. Vi synger den stadig sådan juleaften.

10/29/16

Gamle blogindlæg, oktober

Arkiverne fra de sidste fem års oktobre (Oktobere? Hvordan bøjer man måneder?) rummer ret blandede indlæg.

Jeg startede bloggen i November 2010, så de første oktober-indlæg er fra oktober 2011.  Dengang var jeg nybegynder som bilist, og præsterede både at gå i panik over sædevarme og næsten brække min hånd mod et nedrullet bilvindue.
Ville ønske at jeg kunne sige at jeg var en bedre bilist, her fem år senere – men jeg er fortsat en god samling forsigtige neuroser bag et rat.

I oktober 2012 var jeg sentimental over kun at have en enkelt to årig, og savnede de to årige varianter af hendes ældre søstre.
img_0464

I Oktober 2013 holdt jeg blog-pause.

I oktober 2014 var vi i fuldt sving med at bygge til på vores lillebitte hus.

Her to år efter, er alt næsten på plads, og fordi vi i så mange år boede tæt klumpet sammen på lidt plads, er det at have svimlende 140 kvadratmeter at rode på fortsat uvant luksuriøst!

Oktober 2015 handlede kun om sygdom… Den sommer begyndte lægerne at undersøge en mystisk bule på min mands gumme, der – uden at han havde mærket noget – havde “spist” hans kæbeknogle og tandrødder. I September konstaterede de at det var en sjælden form for kræft, og i starten af Oktober fik han fjernet halvdelen af underkæben, med knogler, væv og tænder, og bygget en ny af reservedele fra skinnebenet.
Det var nogle frygtelige måneder, og bloggen svømmede i mine bange indlæg: her noget om ventetid og biopsi , noget jeg skrev mens jeg ventede under operationen , og lige efter.
Jeg bliver helt dårlig over at læse det igen selv – men også lettet over, at vi nu er kommet det videre.
Det værste er (forhåbentligt) bag os.

Sygdom fylder i perioder stadig meget, men vi kom igennem Oktober 2015, og det burde få det meste andet til at virke nemt.

04/12/15

Om interessant anatomi del 2

Vi var på eksperimentarium i dag, fordi vi havde fået fribilletter til at se den nye særudstilling “puls“.

Børnene havde glædet sig i flere uger, og det var også virkeligt sjovt: vi kæmpede i hold, i forskellige baner, hvor man bl.a skulle danse et badeværelse rent, og lege “jorden er giftig” i et kæmpestort køkken, mens man slukkede så mange lysende lamper som muligt, på tid.
image
Kan varmt anbefales, som familieaktivitet!
Der er så stor aldersforskel på vores ældste og yngste barn at de sjældent synes det samme er sjovt, men her hyggede de sig helt vildt, og det gjorde vi voksne også. Virkeligt underholdende og gennemarbejdet!

Mindstebarnet var også meget fascineret af den faste udstilling, og mens de store løb rundt  og prøvede ting på kryds og tværs, fordybede hun sig i alt det der handlede om kroppen.

Hun har længe interesseret sig for hvordan kroppen virker,  og var både henne og se på en mand der dissekerede et øje, og fik sin egen hjerne skannet, flere gange i træk.

En model af en mennesketorso, hvor organerne kunne tages ud, vakte også stor glæde og hun brugte meget, meget, meget lang tid på at forsøge at placere organer ordentligt.

Til sidst kedede hendes ældste søster, der holdt øje med hende, sig så meget, at hun begyndte at udspørge hende om hun vidste hvad de forskellige dele hed og hvad de blev brugt til.

Hun svarede lidt tøvende på de første spørgsmål, men da hun blev spurgt om tarmene – der var blevet placeret det rette sted – var hun helt skråsikker:”DET ved jeg!! Det er tissekonens hjerne! Så den ved hvornår den skal tisse!”

Continue reading

12/30/14

Om julen, der blev erobret af mongoler

Der er særdeles stille på min blog her i ferien – vil gerne skyde skylden for dette, på familien Khan og de mongolske horder.

Vi har ikke skullet meget denne jul – havde holdt kalenderen fri, fordi vi troede den nye tilbygning ville være klar til at flytte ind i, men det er den så ikke, og vi har i stedet slummet den i nattøj hele ugen.

Børnene har boltret sig i de store tomme rum, og bygget enorme playmobil-byer eller lavet cirkus og danseshows – og deres far og jeg har benyttet hver eneste sekund, hvor de var optaget af leg, til at snige os til at suge afsnit, af netflix nye serie om Marco polo til os.

20141230-132912.jpg
Nej, dette er overhovedet ikke et sponsoreret indlæg: Ninjaman og jeg er begge bidt af en gal mongol (lyder iøvrigt mærkeligt?), og bliver særdeles begejstrede, når der kommer nye film eller romaner om Djengis Khan.
Der er rigtigt langt imellem gode af slagsen, men det er “Marco polo” serien, og vi er alt for opslugte af den, og ville ønske børnene sov lidt tidligere og mere, for den er også så blodig, at vi ikke ser den, hvis de er i rummet…

Serien handler iøvrigt ikke om Djengis, men om hans barnebarn Kublai, der overtog Khanatet.

Rigtigt spændende, og man kan sagtens leve med, at den ikke er 100% historisk korrekt (bl.a er det aldrig helt bevist om Marco Polo i virkeligheden havde så stærk en forbindelse til khanen, som han kom hjem til Venedig og påstod).

Ninjaman læser stort set aldrig bøger, og jeg læser hele tiden – men vi har begge læst Conn Igguldens serie om Djengis Khan to gange, og brugt lidt for meget tid på at diskutere erobringstaktikker og hvor grimt sådan en jurte må have lugtet, af gæret fåremælk, harsk fårefedt og uvaskede krigere.
Boglink er affiliate

20141230-134111.jpg
Jeg har foræret bøgerne flere gange, til både min far, og flere af mine venner, og de har vakt begejstring.

Jeg har flere gange tænkt på blog-indlæg jeg gerne ville skrive i løbet af ferien:
har nogle gode boganbefalinger, noget om fornærmelser, føljeton-fortsættelse (gamle afsnit kan læses her), visdomsord fra fireårige, noget om indretning, lidt om pinligheder, en update på min far og kræft, og noget om når sure børn tager deres pinlige forældre på fersk gerning i at have sex.

De indlæg må i altså vente lidt på, for jeg fortsætter nattøj-og-serie-stilen ferien ud – kun afbrudt af nytårsaften i morgen, hvor vi skal være sammen med nogle venner, der muligvis synes det er fesent, hvis vi sidder og ser serie hele aftenen.
De har tre søde piger og en glad hund, og vores piger glæder sig også helt vildt til at feste med dem.

Godt nytår til jer alle!

08/19/14

Om sjofle børnebøger – igen

Jeg har flere gange blogget forarget om sjofel børnelitteratur
fx om den lumre “Bamse og gokkeletten – en følebog”:

20140819-102007.jpg
Forsiden viser en storsvedende kylling – og bogen sluttes med den skumle sætning:”gok gok, nu kommer jeg!”.

I samme ferie findes iøvrigt en bog med titlen:”Bamses suttebog”…

Så var der bogen om “grisen med den sorte penis”:

20140819-103957.jpg
Og den om de øhm… anatomi-interesserede køer:

20140819-104546.jpg
Men ak – listen over sjofel børnelitteratur udvides løbende, og her er to nye, skræmmende eksempler:

En opmærksom læser mailede mig for noget tid siden et billede af denne bog, som jeg formoder må være en selvhjælpsbog, til smådrenge der har været uheldige, da de blev tildelt en vis legemsdel.
Bemærk det freudianske islæt i billedet, hvor hunden fører sig frem med sin lange “haveslange”:

20140819-105010.jpg
Jeg har aldrig rigtigt læst noget med mumitroldene – til dels fordi jeg synes de ser lidt kedelige ud, men også fordi jeg i mange år bar nag over den mumi-julekalender DR sendte da jeg var 4 år, hvor et stakkels egern frøs ihjel.

Havde traumer over det i årevis, og har aldrig rigtigt fået lyst til at beskæftige mig mere med mumi der efter.

Men måske tog jeg fejl, med hensyn til hvor kedelige mumi er, for i går sendte en veninde mig dette foruroligende billede:

20140819-105138.jpg
“nu er det tid til en kanetur, hu-hej hvor det går!” tænker mumi-far, der ser noget presset ud, over det han lige om lidt skal foretage sig med hele to blegfede trunter.
Stakkels mand!
——-
Edit: der er faktisk en tilføjelse til mumi-historien, blev jeg lige gjort opmærksom på:

20140819-122150.jpg
Så nu blev det endnu mere kinky:

20140819-122258.jpg

05/5/14

Om tarvelige venner

Så er det jo blevet Maj, og endnu engang er nogle sagesløse dyreunger blevet udsat for pigernes tusser:

20140501-182845.jpg
Jeg griner stadig højt hver gang jeg går forbi den, og forestiller mig en speakerstemme, der siger ting som: “Tage havde længe vidst, at Brian ikke var en lige så loyal ven, som han selv var – men det her var alligevel dråben!
Heldigt at Tage netop havde investeret i en stor dunk benzin og en æske tændstikker – og at han vidste hvor Brian gemte sit lager af kål og bønner….”

04/25/14

Om romantiske locations

Når man har været kærester i over 16 år – som jeg har med min Ninjaman – går der almindeligvis længere mellem kys, end da man var helt nyforelskede.

Ikke fordi jeg er mindre vild med ham end dengang, men der er jo børn om benene på os konstant!

Vores kobberbryllups-fejring blev planlagt af pigerne(brunch, de selv havde lavet; en tur i biffen og se en børnefilm; og nachos på en cafe’ – hyggeligt, ja, men det der med at sidde og kysse, overværet af 4 par forventningsfulde øjne virkede malplaceret.

Det lægger også en dæmper på ethvert langt kys, når man har et forkælet mindstebarn (der ikke er vant til at nogen udveksler kærtegn uden at hun er i centrum) – så hver gang vi står og kysser, kommer hun spænende og borer sit lille hoved ind mellem os og råber:”OP, OP!”

Men de sidste par måneder, er vi blevet vildt gode til at finde snedige steder i huset, så vi kan kysse i fred.

Hvorfor?
Jamen, jeg har fået nyt job, og kan komme hjem med kys-inspirerende billeder som dette:

20140425-130525.jpg
Eller dette:

20140425-130551.jpg
Ja det ser mærkeligt ud, men der er en forklaring: mit nye arbejde, er det samme sted som vi mødte hinanden!

Så det sted i kantinen, er præcis der han sad, da jeg så ham første gang – og toilettet har været skueplads for lidet romantiske udskejelser i sin tid…

Så de sidste to måneder, har vi levet højt på gammel romantik, nye kys – og sære fotos.

04/6/14

Om tømmermænd og en boganbefaling

Synes det der hverdag tager meget tid – nyt fuldtidsjob og fire unger, er nok noget der kræver lidt tilvænning, før det kan balanceres rigtigt – men jeg havde glædet mig over ikke at have planer i dag, og tænkt at der sikkert blev tid til at skrive lidt.

Men så var jeg i byen med mine gamle kolleger i går – og kom i seng kl 05…

Den beslutning ødelagde alle planer om at foretage mig andet, end at ligge helt stille og drikke vand, mens børnene legede hen over mit livløse legeme.
Skal helt sikkert aldrig drikke alkohol igen!

Men da hovedpinen og kvalmen fortog sig, hyggede min trætte krop sig egentlig ok, med at ligge og læse i sofaen, mens Ninjaen tappert ordnede huslige pligter og børnene legede – (næsten) uden at skændes.

Så et langt og spændende blogindlæg bliver det altså ikke til i dag – til gengæld er jeg nødt til at lokke nogle af jer til at læse denne bog, som jeg blev færdig med i dag:”Projekt Rosie”.
Jeg går normalt uden om bøger der ser for romantisk-agtige ud – synes den slags er kedeligt og forudsigeligt – men bibliotekaren talte så varmt for den, at jeg lånte den.

Måske er det bare fordi jeg kører på begrænset hjernekapacitet i dag – men jeg syntes den var virkeligt underholdende!

Den handler om Don, der er professor i genetik.
Han er også autist, og bogen er set fra hans rationelle, firkantede synsvinkel.
Alt Dons tid er nøje tilrettelagt, han har systemer for alting, husker fantastisk, og kan erhverve sig nye færdigheder på ingen tid – fx lærer han at mikse drinks og danse på få dage.

Men med de sociale færdigheder kniber det en hel del…

Don vil gerne giftes, og udformer et 16 siders langt spørgeskema for at finde den perfekte kone.
Så møder han Rosie, der har brug for hans hjælp til at finde sin biologiske far.
Rosie passer på ingen måde til skemaet, og får rodet godt rundt i Dons sirlige systemer og ordnede hverdag.

Det lyder lidt forudsigeligt, og lidt for karikeret
Noget af det ER også sådan (og lidt for oplagt til at lave en nuttet film over), men i det store og hele er det god underholdning, og en sjov fortællestemme.
Synes klart i skal læse den – og skrive til mig hvad i synes!

20140406-204234.jpg