11/7/19

Om det der kærlighed, del 37

Sidste afsnit føljeton handlede om en lynhurtig fødsel af baby nummer fire, ti dage over termin.

Hun blev født klokken 23.35 torsdag aften, og morgenen efter ringede de fra hospitalet og sagde at babys blodtype var rhesus positiv og da min er rhesus negativ skulle jeg komme ud til dem og få en indsprøjtning. Vi vækkede pigeflok, babyen blev beundret af storesøstre igen, vi afleverede børn i skole og børnehave, og kørte til Herlev hvor jeg fik indsprøjtningen. Den nyfødte sov trygt gennem det hele, så da vi kørte forbi Rødovre centeret på vejen hjem følte vi godt at vi kunne stoppe og købe en gave og handle ind, med babyen sovende i bæreslyngen.

”Den er da ikke mange uger gammel, hva?” Sagde kassedamen og nikkede mod bæreslyngen.

”Ni timer…” mumlede jeg, og følte mig lidt som en ravnemor, der løb ærinder med en helt nyfødt istedet for at ligge derhjemme og snuse til hende.

Så vi skyndte os hjem og snusede til baby resten af dagen, og blev enige om at det der med nyfødte var mindst lige så mageløst fjerde gang, som de foregående.

Mens vi snusede til hende og beundrede hende, talte vi om hvor længe vi havde været om at turde tage vores førstefødte med væk hjemmefra – stik modsat denne nyfødtes shoppetur. Ældstebarnet blev født en snedækket decembernat, og det tog mig hele tre ugers tilløb før jeg vovede mig ud i kulden med det lille pus. Helt skrækslagen ved tanken om at hun skulle blive for kold/sulten/bange/andet uforudset på vores lille udflugt. Jeg tudede da jeg skulle skifte hendes ble på et offentligt toilet første gang – helt overbevist om at hun ville blive traumatiseret og/eller dækket af bakterier,

Barn nummer tos første tur ud i verden gik til zoologisk museum da hun var to uger gammel – det havde hendes storesøster ønsket sig i storesøstergave. Barn tre var med til familiefest få dage gammel, og barn fire var åbenbart klar til shoppetur ti timer efter fødsel.

”Får vi barn fem føder du hende sikkert i køen til en ølbod på Roskilde festivalen, og tager hende direkte med hen til en metal-koncert!” jokede Ninjaman, og vi blev enige om at prøve at minde os selv om at være bare en smule mere zen.

Det viste sig at være ret nemt, når man får en sommerbaby. En madras i et skyggefulde hjørne af haven blev der vi tilbragte de næste par ugers dagtimer, med at beundre verdens roligste, nemmeste lille bebs – meget af tiden flankeret af de tre stolte storesøstre, der syntes babyen var det mest nuttede i verdenshistorien.

Den yngste storesøster – der på det tidspunkt var en særdeles hidsig tre årig, – blev slet ikke jaloux, som vi ellers havde frygtet.

“Det ligner hun er ved at puste dig op!” konstaterede hun ellers gnavent, da hun så babyen amme første gang, men så snart hun fattede at den lille ikke var en reel konkurrent, var det ren storesøsterglade og beundring fra hendes side også.

(Fortsættes)

07/6/18

Om nemme fødsler – og den slags som mennesker har

Den tasmanske djævel – altså det der grimme lille hundelignende dyr fra Australien – føder, efter kun tre ugers graviditet, 20-30 små unger. Ungerne er på størrelse med riskorn, så umiddelbart tænker jeg, at hun slipper billigt med både graviditet og fødsel.

De kravler endda selv hele vejen op ad hendes mave, og ned i en pung hvor de fire heldigste suger sig fast i en brystvorte, der svulmer op så de ikke kan komme af før de er store nok.

Hvilket er ærgeligt for resten af riskorne-bebserne, men rimeligt nemt for deres mor, der kan fortsætte ufortrødent med at se Netflix (eller hvad hun nu laver), trods det at hun er nybagt firlingemor.

Virkeligt smart design, som den der designede mennesker godt kunne have skelet lidt til! Der er virkeligt ikke særligt meget lynhurtig graviditet/behagelig størrelse barn/fødsel man knapt bemærker/ baby der nok selv skal sørge for at overleve, over en menneskefødsel.

Sådan gik samtalen på Hvidovre hospital sent fredag aften, hvor min søster, svoger og jeg sad og krydsede fingre for at hun snart skulle få veer, efter at være blevet forsøgt sat i gang med fødsel siden torsdag morgen.

Først lørdag eftermiddag skete der noget, med vandafgang og veer, og søndag morgen kom det mest fantastiske lille drengebarn til verden; vrælende, fedtet og noget af det fineste jeg nogensinde har set.

Jeg har ikke tænkt på særligt meget andet end den fødsel hele ugen. Dybt taknemmelig over at have fået lov til at være en del af noget så privat og rørende, men mest af alt: vanvittigt imponeret over hvor meget styrke og viljestyrke der skulle til, og hvor sejt hun kæmpede.

Det var ikke en nem omgang, med et barn der sad skævt, langsom fremgang, og nødvendigheden af mange ledninger, men hun arbejdede urkvinde-agtigt hårdt, og det var en bedrift af den slags man næsten burde have lov til at skrive på sit CV.

Og her tænker jeg så at den tasmanske djævel alligevel går glip af noget. Ihvertfald på moster-fronten.

Jeg er rimeligt sikker på at der ikke er imponerede tasmansk-djævel-mostre der går rundt og tænker nostalgisk tilbage på, hvordan ungerne selv sørgede for at blive født, mens deres mor spiste pommes fritter og spillede Wordfeud på mobilen. Et barselsbesøg, hvor de fire overlevende unger sødt gnasker mælk i sig, må også ødelægges lidt af det morbide i, at der ligger 20 sultedøde søskende i en klump omkring deres fødder. Det er måske praktisk at ungerne kan klare sig selv så meget, men når man er så nuttet som min nye nevø, er der intet man hellere vil, end at hjælpe ham med alt det han skal hjælpes med de næste mange år – og jeg glæder mig over det!

06/27/18

Om at være midtpunkt

Jeg er barnligt glad for at have fødselsdag, og sætter virkeligt pris på alle former for selskab og fejring.

I år var jeg hjemme med sløjt barn på selve min fødselsdag, men blev til gengæld fejret behørigt senere, af hele min familie: min moster, min kusine og min far, samt min fætter og søster, med deres unger og ægtefæller.

Da jeg heller ikke havde fået fejret overstået eksamen, synes jeg det var på sin plads at glemme alt om hullet budget, og købe sushi gennem sådan en deal-ting og producere tre lagkager. (Nej – der er ingen der bruger mig som finansiel rådgiver…)

Maden var rigelig, selskab hyggeligt og gaverne helt fantastiske:

– jeg skifter job efter ferien, og får meget længere til arbejde, så hele familien havde splejset til den fineste cykel jeg nogensinde har ejet, nemlig dette grønne vidunder:

Verdens største overraskelse, og langt større end de gaver vi normalt giver! Min gamle cykel er en 16 år gammel skrammelbunke, og det her er den vildeste forskel!

– Af min flotte Ninjaman, fik jeg disse vanvittigt fine øreringe, som jeg har ønsket mig længe. (Ad-link)

– Ældstebarnet gav en tegning og en kaktus, og de tre mindste en hjemmelavet gavekurv med snacks og badesalt og et kort hvor de lovede at vaske mit hår og varte mig op:

Kortet har de selv lavet, ved at klistre deres ansigter på et spillekort.

Man skulle tro at med al den kærlighed, gaver og festivitas ville jeg føle mig som det vildeste midtpunkt.

Dette var ikke helt tilfældet: min fætters baby er så hypnotisk nuttet, at jeg opgav at konkurrere om midtpunktsstatus ret hurtigt.

”De ligner hyæner om en død zebra” var der ellers en der forsmået mukkede, da de kurrende kusiner, flokkedes om det flæskelårede vidunder.

I virkeligheden deler jeg gerne midtpunktstatus med ham her. Det er fuldstændigt fantastisk med nye babymennesker i familien – og så endda noget så sjældent som en dreng! Om få uger gør min søster min fætter kunsten efter, og føder en dreng mere. Min næste fødselsdag er der derfor sikkert ingen der bemærker om jeg er der eller ej – men nøj, hvor jeg glæder mig alligevel!

06/18/15

Om det der kærlighed del 28, en føljeton

Nå, valget gider vi ikke tale om, så hellere lidt føljeton…

Undskyld jeg forlod føljetonen et sted hvor flere af jer syntes den var barsk læsning.
Det var på ingen måde et forsøg på at skræmme nybagte mødre, så nu skynder jeg mig videre med næste afsnit, så i kan se at det ender godt!

—–
Føljeton, del 28
Babyen skulle døbes, og vi havde sat dato, aftalt med præst, ansøgt om specielt navn, og sendt invitationer ud til 70 mennesker, der stort set alle kunne komme – men jeg havde intet overskud, vi havde absolut ingen penge, og jeg plagede om at vi aflyste det hele.

Men da jeg ringede til de første for at aflyse, tilbød de at tage mad med – og det gjorde alle andre gæster også!

Pludselig havde vi hjælp alle vegne fra: de jyske gæster hentede øl og sodavand i Tyskland; de københavnske tog allesammen forskellige madretter med,og alle ville hjælpe med at dække bord og rydde op, for de syntes det var vigtigt at vi fik fejret endnu et fantastisk barn i vores familie.

Det var så rørende at mærke al den opbakning, og en aften, ti dage inden dåbsfesten, havde Ninjaman og jeg en af den slags samtaler, der ændrer alt:

Vi blev enige om fremover at fokusere på det positive.

Ikke noget med at klynke over, at vi ikke havde mulighed for at tage på romantiske kæresteweekender eller ud at spise – vi måtte finde den romantik i hverdagen: flette fingre når børnene sov, forkæle hinanden med massage og hjemmelavet mad, huske at kysse og kramme, selv om der vrimlede med børn.

Være ligeglade med det skræmmende i at have en butik, der var ved at smadre vores økonomi, men minde os selv, og hinanden, om at det der betød noget var børnene og det vi havde sammen – og vi ville stadig have hinanden, selv om alt det andet gik galt.

Vi ville ikke brokke os over hinandens mindre fejl, eller lave millimeter-demokrati over hvem der lavede mest i huset, men glæde os over al det vi gjorde rigtigt.

Vi talte hele natten – også selv om et af børnene kom ind til os med feber, og fik lov til at sove i sofaen mellem os – og da morgenen kom, spurgte han mig om jeg ville gifte mig med ham. Igen.

Det virkede som den bedste måde at fejre al det vi havde at fejre på, så vi ringede til præsten, og spurgte om hun kunne klemme en surprise-vielse ind ved barnedåben, og fik et ja!

En af mine veninder vidste det, da hun ville hjælpe med at sætte hår, men ellers var der ingen af gæsterne der vidste noget.

Der var ikke et øje tørt, da vi gik op af gulvet til bryllupsmusik, med dåbsbarn i sin fars arme, og de to store piger gående foran os med blomster i hænderne.

Det blev den fineste fest.
Min veninde sang for os, Ninjaman og jeg holdt taler for hinanden, og min mor holdt tale for dåbsbarnet, og gav hende et lille hjerte i rav, som hun smukt sagde:”indfangede lyset fra de første morgenstråler, der lyste på hendes ansigt, den morgen hun blev født”.

Brudevals og afklipning af Ninjamans sokker, blev også klemt ind, under stor jubel.

Dåbsbarnet tog festen i stiv arm, og vi endte med at være mange der blev og festede; sang karaoke og drak øl.

Vores ældste, på dengang fem år, der normalt var et yderst genert barn, overraskede alle ved at stille sig og synge tv2’s “de første kærester på månen” foran alle, og det trak tårer hos de fleste.

Om det var vores beslutning om at tage tingene mere positivt der virkede ved jeg ikke, men i månederne der fulgte blev både mit og vores virksomheds overskud gradvist større, og alting virkede lysere.

Angsten, der i nogle måneder havde ædt alle mine tanker, forduftede gradvist, og jeg kunne nyde min dejlige mand og vores skønne unger, uden den skygge henover det hele.

(fortsættes)

06/10/15

Om det der kærlighed del 27, en føljeton

Efter sidste afsnit var der nogle af jer, der kommenterede at vi lød superhelte-agtige, for at kunne håndtere alle de småbitte børn – men det var vi ikke.

Vinteren 2006.
Babyen voksede som hun skulle – dejligt tyk var hun, og da de to storesøstre havde været exceptionelt små som babyer, var det dejligt at have sådan en stor basse.
De “store” trivedes i børnehave/vuggestue og deres far knoklede fortsat løs, for at redde vores butik og økonomi, så mit fokus var stadig bare børnene, og det lod heldigvis til at de trivedes.

Men så kom vinteren – og alt hvad den kan medføre af sygdomme og snotnæser, og de to institutionsbørn slæbte baciller i hobetal hjem til babyen, der mere eller mindre konstant var syg – ligesom de også skiftedes til at være.
Forkølelser, mellemørebetændelser, influenza – alt blev de ramt af på skift.

På ældstebarnets fem års fødselsdag, hvor vi netop havde købt sushi og skulle til at spise, dejsede mellembarnet pludselig om, helt varm.
Vi tog hendes temperatur: 41 grader!, og skyndte os at smide forvirret fødselsdagspige og hendes lækre måltid af hos mormor, og så kørte vi på hospitalet, hvor feberbarn blev indlagt, med dobbeltsidet lungebetændelse.

Hendes far blev og sov med hende, og jeg tog tung om hjertet hjem med babyen, og sad vågen hele natten.

Pludselig fyldte tankerne om fødslen også i mit hoved igen: jeg følte ikke det havde været en god fødsel, og jeg havde været så bange for at der skulle ske min baby noget, både under graviditeten og under fødslen, og følelsen af afmagt slog mig helt ud.

Uanset hvad jeg gjorde, kunne jeg ikke beskytte mine børn nok imod sygdomme og ulykker, og tankerne gav mig mit livs første angstanfald, alene om natten, med et sovende barn i favnen, et barn hos mormor, og et barn på hospitalet.

Næste dag besøgte jeg min lille pige på hospitalet, og da lægen hørte babyens hivende vejrtrækning, blev hun også indlagt, med rs-virus.

Vi var indlagt i over en uge – Ninjaman var nødt til at tage tilbage og passe butikken, for banken pustede ham meget i nakken over den skrantende økonomi, og ældstebarnet var nødt til at blive hos min mor, og jeg savnede dem begge helt forfærdeligt meget, og fik malet min hjerne helt ind i et hjørne af dystre tanker, mens jeg sad der med mine sløje små piger.

Da vi kom hjem igen, og hverdagen startede op, besøgte jeg en veninde på Østerbro med baby i barnevogn, men da jeg skulle hjem, virkede tanken om at have barnevognen med i toget pludselig helt uoverskueligt, (hvad nu hvis nogen faldt og landede oven i barnevognen og maste mit barn??).
Jeg fik et angstanfald mere, og endte med at gå hele vejen hjem, selv om det er en 10 kilometers tur, og sneen lå højt.

Jeg begyndte at undgå steder med mange mennesker, af angst for at få et angstanfald mere. I al dette kunne jeg slet ikke genkende mig selv: jeg var jo den, der altid kunne klare ting; den der bed tænderne sammen og handlede mig ud af problemerne – hvorfor brugte jeg al min tid på at forestille mig grimme ting der kunne ske med mine børn, og hvorfor var jeg bange hele tiden?

Jeg var tryggest når vi alle var samlet, men selv her sad frygten for at børnene kunne blive syge, eller banken kunne blive trætte af at vente på at vi fik vendt økonomien og istedet ville tage vores hus, og hvilede tungt over tankerne.

Min moster kendte en dygtig psykolog, der boede i gåafstand fra mig, og her sad jeg, med min baby i favnen, og tog hul på alle de ting, jeg bare havde skubbet bagerst i hovedet al for længe, og som nu havde været med til at slå knude på min hjerne.
Det hjalp – men langsomt.

(fortsættes)

01/13/15

Om det der kærlighed, del 25 – en føljeton

Tak fordi i tog så fint imod det føljeton-indlæg jeg endelig snøvlede mig sammen til at skrive – her følger allerede en fortsættelse.

——-
del 25 – fødsel af tredje barn.

Både den 4 årigeog den halvandet årige var født hjemme, og det skulle denne her baby efter planen også.

Desværre havde hun ikke spor travlt – terminsdagen sidst i august blev rundet, og septemberdagene gled forbi, uden det mindste tegn på baby…

Som hjemmefødende må man højst gå to uger over termin, så jeg var behørigt nervøs for at skulle føde på hospitalet, eller for at blive sat igang, som jordemoderen talte meget om.
11 dage over termin, var jeg ude og få en rundvisning på fødegangen, og en dato til igangsættelse, to dage efter.

Meget skræmmende tanke for os begge, hvis vi skulle bevæge os et fremmed, befolket sted hen, for at lave noget så privat som at få en baby – vi havde jo ikke erfaring med andet end hjemme.

Jeg kunne mærke at babyen lå skævt i maven – sådan havde hendes storesøster også ligget, og jeg kunne genkende fornemmelsen.

Tre gange de sidste tre uger, havde jeg haft nogle timer med småveer, der ikke blev til mere, hvilket også er tegn på et barn der ikke trænger helt ned i bækkenet.

Som sidste håb, inden igangsættelse, tog vi ud til en akupunktur, der også var uddannet jordemoder.
Hun undersøgte mig indvendigt – ikke en skid klar eller åben, trods alle de gange med snydeveer – så hun jog en masse nåle i mig.

Efter en time som nålepude undersøgte hun mig igen – nu 3 cm åben, rystende over hele kroppen, og med kvalme.
Yes!
Vi skyndte os hjem og gjorde klar til fødsel, men der gik et helt døgn før veerne kom.

Jeg var blevet snydt af veer før, så troede ikke rigtigt på dem – men sad i aftensolen i haven og øvede vejrtrækning, vi puttede de “store” piger, og gik tidligt i seng.
Hvert fjerde minut vågnede jeg ved en ve, men de varede kun 15 sekunder, så jeg faldt i søvn igen mellem dem.

Klokken 02 skete der noget med intensiteten: jeg vågnede ved en ve der næsten rev mig midtover, drønede ud på badeværelset og kastede op.

Ninjaen og jeg sneg os nedenunder, for ikke at vække børnene, og ringede til jordemoderen og min mor.

Veerne var slet ikke til at styre – jeg havde god styr på dem ved de to foregående fødsler – men det her var anderledes.
Babyens hoved trykkede på min lænd, på en måde så det føltes som om jeg fik stød.
Det hjalp lidt, hvis Ninjaman nærmest lavede en håndstand på knoerne på min lænd – men sateme stadig ikke særligt sjovt!

Midt i det hele, vågnede den halvandet årige , selv om jeg nærmest havde kvalt mig selv ved at bide i en pude, for ikke at larme.
Hun ville ikke sove mere, men ville gerne have en rugbrød og sidde lidt på mors hofte…

Ninjaman vækkede min højgravide søster, der kom i pyjamas og badekåbe, og tappert hentede barnet.

Døre klaprede, der blev pakket ting den lille skulle have med, instrukser om hvordan barnesædet virkede blev uddelt, Ninjaman baksede fødekarret ind i stuen, jordemoderen kom der også, og jeg var rasende og havde ondt – her havde jeg været bange for at føde på et hospital, hvor man kunne høre andre fødende og fremmede mennesker kom og gik, og så stod jeg alligevel her og fødte, i noget der mindede om Hovedbanegården i myldretid!

Men hurtigt kom der ro på, jordemoderen fik kaffe, stearinlysene blev tændt, jeg kom op i det varme vand, og holdt op med at være helt så sur.
(fortsættes – senere på ugen, promise!)

09/4/14

Om det der kærlighed del 23 – en føljeton

Der er flere af jer, der har efterlyst flere afsnit af føljetonen, om hvordan jeg mødte min Ninjaman, og fik en hel masse børn.

Fortsættelse følger hermed:

2006 begyndte godt.
Jeg havde stadig barselsorlov, med min glade 10 måneders baby, og når hun skulle sove til middag, trillede jeg barnevognen over til de butikslokaler vi havde lejet, og brugte tiden mens hun sov, på at male vægge og samle reoler,

Jeg havde haft varelager i soveværelset og drevet netbutik hjemmefra, og vi glædede os alle til at få adskilt arbejde og privat, og få lidt mere plads og tid.

Planen var at vi skulle stå i butikken et par dage om ugen hver, og så begge arbejde ved siden af, ind til den kørte godt.

Så tingene så egentlig lyse og fornuftige ud – eneste lille irritationsmoment, var at jeg havde tabt min kobberspiral, i julen, og skulle op og scannes, for at se om jeg havde fået cyster igen, og om det var dem der havde skubbet den ud.

Det bekymrede jeg mig en del over – syntes også det nev lidt i maven, på samme måde som dengang jeg havde cyster, og frygtede at scanningen viste det.

Scanningen viste ikke cyster.

Den viste en lille spunk, med blinkende hjerte: jeg var 8-9 uger henne!

Noget af en overraskelse – det var ikke et barn mere vi stod og manglede – men det tog ikke mange øjeblikke for os at blive enige om, at det ikke kunne være anderledes.

Jeg bekymrede mig en del: hvordan ville vores økonomi blive, hvis Ninjaman sagde sit job op og blev den der stod fast for butik – planen om at skiftes til det, holdt jo ikke, hvis jeg var på barsel?

Hvor klemte ville børnene blive?

Var det ikke noget med at sådan nogle pseudotvillinger skændtes meget og som voksne ikke gad se hinanden(denne tese var baseret på en enkelt veninde, der altid har hadet sin et år yngre søste, men tanken skræmte mig, og jeg var bange for om den slags var almindelige med tæt aldersforskel)?

Ninjaman tog det mere afslappet:”det skal nok gå! Og vi er to om det!”

Da jeg var svær at berolige, malede han dette her maleri til mig (efter en tegning i en bog af Jacob Martin Strid), og af en eller anden grund fik det mig til at føle at det hele nok skulle gå…
:

Det hænger i køkkenet, og jeg kan stadig blive helt varm inden i når jeg ser det.
Når ting siden hen har været skræmmende og vi har skullet tage store beslutninger om noget, har jeg ofte set på det lille billede, og forsøgt at tænke:”hvis det ikke går – så pyt! – for vi har stadig hinanden!”

03/8/13

Om det der kærlighed, del 21

Fortsættelse på føljetonen, om vores liv, kommer her.
(Jer der får kvalme af at læse om fødsler bør måske springe dette afsnit over – men jeg skal nok undlade at være for detaljeret.)
Frk fantastisks fødsel
For et uorganiseret menneske som mig, er ventetiden og uvisheden det værste ved sådan en fødsel.
Her anden gang jeg skulle føde, var vi nødt til dag for dag at finde en ny plan for hvem der skulle passe vores 3 årige datter imens :”hvis jeg føder i dag, kan hun være hos min veninde – men er det først i morgen kan hun ikke, for der har de bryllupsdag.
Føder jeg torsdag kan hun være hos min søster, men først fra kl 16.
Lørdag kan hun være hos en anden veninde om dagen, men om aftenen skal veninden spille koncert, så der må jeg have en anden.
Kan jeg mon nå at føde et helt barn mens storesøster er i vuggestue?
Hvis jeg føder om natten, skal vi så vække hende og få hende passet ude, eller bare håbe hun ikke vågner?”

Al den “hvad-nu-hvis-planlægning” var den kedeligste aktivitet nogensinde, og jeg ærgrede mig hver eneste aften, når endnu en velplanlagt dag var gået – uden at planerne havde været i brug.

Jeg googlede diverse råd for hvordan man satte fødsler i gang, og der var primært to råd der gik igen:
1:lange gåture
2:sex

Det første kunne jeg ikke lige se ske – der lå en halv meter sne, og jeg havde ikke spor lyst til at slæbe min tunge krop gennem snedriverne.

Det andet råd virkede lidt mere håndgribeligt, omend jeg vil gætte på at den stakkels Ninjaman godt kunne have ønsket sig mere elegant forspil, end en sur kone der hver eneste aften brokkede sig over at skulle “hvad-nu-hvis”-planlægge morgendagen, og krævede at han gjorde sin del, for at få den baby hurtigere ud…

Fredag d 18-2, var jeg gået 17 dage over den terminsdato jeg selv havde regnet ud at jeg måtte have, og 11 dage over den dato scanningen havde gættet på.

Jeg vågnede med småveer – og vi blev lige ivrige: børnehavebarnet blev hjemme fra tur, klar til at besøge vores venner; Ninjaen satte et badekar op inde i stuen, købte noget lækkert mad og gjorde det hyggeligt – og så stoppede de der veer igen.

Det er muligt at jeg fik sagt det var hans skyld:”jamen – det er da KLART at jeg ikke kan føde, når der ligesom er forventninger til mig om det!
Nu har du gjort alt for parat til det, så får jeg præstationsangst og kan ikke lave veer!” tudede jeg, og gik i bad.

Hele dagen ventede vi – gik tur, ryddede op, besøgte min mor, der beholdt vores datter natten over – det sekund vi gik ud af min mors havelåge, begyndte veerne, så voldsomt at jeg nærmest gik i knæ.

Det tog os en halv time at gå en 5 minutters strækning, fordi jeg måtte stoppe og puste, men vi var også euforiske over at der skete noget!

Jeg tog bad i mørke, og øvede mig i at trække vejret.
Følte jeg havde styr på det.

Da jeg kom ned I stuen, var det ikke sjovt længere.
Veerne føltes helt forkerte: korte, og som elektrisk stød, og jeg begyndte at mumle om kejsersnit som en mulighed.

Det her kunne jeg ikke overskue, det føltes helt vanvittigt, og Ninjaman måtte nærmest lave en håndstand på min lænd, for at veje lidt op for hvor ondt de gjorde.

Jordemoderen kom – hvor heldigt: det var min søde og kompetente konsultationsjordemoder der havde vagt, og hun fik med akupunktur, massage og rosende ord, vendt det barn der lå helt skævt inde i maven – som en såkaldt “stjernekigger”.

Måske var det fordi at smerterne fra da babyen lå skævt var så voldsomme- eller også var det bare fordi jeg var tryg – men jeg husker det, som at smerterne forsvandt der.
Det var stadig ubehageligt, men bestemt til at klare.

Jeg gik op i badekarret.
Det varme vand og vandets opdrift føltes fantastisk, og jeg ignorerede jordemoderens forsikringer om at jeg snart havde født – for det vidste jeg jo godt var løgn, det gjorde slet ikke ondt nok, så hun behøvede ikke berolige mig med løgnehistorier, for jeg kunne sagtens klare de der 5-6 timer mere sådan her.

Presseveerne startede, vandet gik og jeg satte mig i frierstilling i vandet, med Ninjaman siddende på gulvet bag mig – og Frk fantastisk startede sit liv, med selv at svømme ud af mig.

Jo, det gjorde hun: med et “plop” svuppede hun ud, og svømmede hen til jordemoderens hænder.
Det fineste øjeblik.

Jeg tog hende op til mig, og vi beundrede hende.

Den sødeste baby længe set.

Hun blev målt og vejet: en gennemsnitsbaby på 3500, født på lidt over 5 timer – første fødsel tog 25 timer, så havde ikke ventet det kunne være så nemt!

Vi spiste noget lækkert mad, sagde farvel til jordemoderen og min mor(der kom for at filme og hjælpe til, mens min søster passede vores store pige), og så gik vi op i seng, hvor vi lagde vores spritnye baby i midten, og aede hendes lange hår, til hun sov.

Og nu var vi en familie på 4.
(fortsætter)

02/24/12

Om det der kærlighed,del 14

Nu er det tid til endnu en omgang fredagsføljeton, til de af jer der er nysgerrige nok til at følge med tilbage i tiden.
(Gamle afsnit kan findes her.)

Nå, her stod vi så – unge, fattige, nyuddannede husejere, med en baby på vej.
Jeg opdagede hurtigt at jeg kunne holde morgenkvalme væk, hvis jeg sørgede for aldrig at være det mindste sulten – så jeg spiste hele tiden.

Ninjaman må have følt at han virkeligt havde trukket en nitte der, tænkte jeg, mens min krop forvandlede sig fra lille og tynd, til 20 kilo tungere, prustende og rund.

Der til kunne man så også lægge nogle seriøse humørsvingninger: jeg tudede ved tanken om at nogen forventede at jeg kunne finde ud af at føde et helt barn selv, jeg tudede over reklamer, jeg tudede over bøger, jeg tudede over nyheder, og jeg tudede over ting jeg forestillede mig at Ninjaman måske tænkte….

Væk var alt brovtende sejhed – jeg havde svært ved at genkende mig selv i al det tuderi, og oveni målte jeg mig en dag til at have de ikke så flatterende mål 100-100-100.
Jeg var nu en tudende bold….

Det kom derfor bag på mig at Ninjaman en dag, hvor jeg kom træt hjem fra arbejde, højtideligt rakte mig en tegning af en tatovering, som han syntes vi begge skulle få, som symbol på at vi var blevet gift.
Jeg tudede (naturligvis), rørt over at han godt gad blive gift med hormonkuglen – men fællestatovering var jeg altså ikke til.

Vi talte om fest – uhøjtideligt med alle venner overnattende i en spejderhytte eller sommerhus, bål på strand og et eller andet helstegt dyr – men faktum var at vi absolut ingen penge havde, så det blev droppet.

Et par måneder før babyankomst sneg vi os op på rådhuset, bare os to, udvekslede et par billige sølvringe, og sørgede for at Ninjaman fik mit efternavn.

Det var faktisk rigtigt fint og højtideligt.
En forbipasserende tog en masse fotos, hvor man på dem alle kan se en jogger strække ud, og vi bragede en måneds madbudget af, på at tage ud på et hotel på Amager, og leje et værelse på 22. etage, hvor vi sad hele natten i mørket og kiggede ud på byens lys, mens vi holdt i hånden og talte om alt det liv der ventede på os.
(Det er meget sandsynligt at jeg også tudede lidt.)
Ti uger senere blev vi forældre.

(fortsættes)

02/17/12

Om det der kærlighed del 13

Nå, vi må videre i fredagsføljetonen.
Vi havde jo købt et lille hus, og brugt nogle måneder på at skovle lort op i kælderen og bekymre os om vores økonomi.

Nu var der ro på, vi var fattige, men glade – og nød at have plads til at invitere gæster. Den fik ikke for lidt, med fester den vinter, og det var det hele værd, ikke at have underboere der klagede over støj!

Jeg kunne godt have fortsat med at leve sådan i nogle år – men Ninjaman blev ved med at bringe emnet børn på tale…
Jeg havde haft noget med underlivet som helt ung, og fået at vide det kunne blive svært at blive gravid – måske ville det tage nogle år, tænkte jeg – eller også kunne jeg slet ikke, og så var det jo godt at vide mens vi stadig var så unge, så vi kunne nå at adoptere eller noget.

Så jeg sagde ja til at vi kunne smide præventionen ud, og Ninjaman var en meget glad mand.
3 uger efter var jeg gravid…

Jeg var kun ansat i et vikariat, der stoppede samtidigt med at jeg skulle føde, så økonomisk ville det blive ekstremt hårdt – men vi kunne ikke rigtigt tænke på den slags nu, mens vi hoppede rundt af glæde med en klam tisfedtet test i hænderne.

Det er muligt at jeg gik lidt halvhjertet ind i det der projekt-baby, men så snart det var en realitet, syntes jeg det var vildt spændende – har altid elsket at starte nye projekter op, og det her projekt var da det mest fascinerende – tænk hvor vildt det var, at sådan en lille blanding af os var ved at vokse frem.

Jeg læste alt der kunne læses om graviditet og fødsel, og målte og fotograferede maven i et væk.

Her er jeg 12 uger henne, og jeg var så stolt af det foto, som jeg virkeligt følte viste hvor enorm maven allerede var…

Men nedenstående foto, taget nogle måneder efter, var jeg derimod mopset over længe – man tager altså IKKE fotos af gravide nedefra!

Nå, men dagene gik, i babyboblen, og vi var skiftevis euforisk spændte og meget skræmte over det der familieforøgelses-noget.
Og så friede han…
(fortsættes)

Superheltemor

Bogblog

Tag Archives: baby

Om det der kærlighed, del 37

Om nemme fødsler – og den slags som mennesker har

Om at være midtpunkt

Om det der kærlighed del 28, en føljeton

Om det der kærlighed del 27, en føljeton

Om det der kærlighed, del 25 – en føljeton

Om det der kærlighed del 23 – en føljeton

Om det der kærlighed, del 21

Om det der kærlighed,del 14

Om det der kærlighed del 13

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts: