09/16/20

Boganmeldelser, september 2020

Bøger er anmeldereksemplarer, links er adlinks, anmeldelser er oprigtige.

For tiden føles det som om det eneste fritids-agtige jeg laver, er at læse. Arbejdet fylder lidt for meget for tiden, så det er spændende bøger der skal til for at distrahere.

Her lidt anbefalinger/anmeldelser af spændende bøger jeg har læst på det sidste – links er adlinks og nogle af bøgerne er anmeldereksemplarer, men min mening er lige så oprigtig som den plejer at være:

”Sanatoriet” af Anne-Sophie Lunding-Sørensen

Romanen foregår i 1929, hvor den unge psykiater Hannah Neumann ankommer til sanatoriet “Sølyst”, hvor flere kvindelige patienter har begået selvmord de seneste måneder. Sanatoriets leder, doktor Berg, har ikke meget til overs for hverken kvindelige læger eller nymodens påfund som psykiatri, men han er presset nok til at ansætte Hannah. Det er en spændende fortælling, men allermest fascinerende er faktisk det tydelige tidsbillede, hvor homoseksualitet –  og kvinders seksualitet i det hele taget – opfattes som depraveret og sygelig, og det er sl for nemt at fratage kvinder al myndighed og indlægge dem.

En god, fængende roman.

Min vurdering: 4/5 stjerner

Forlag: Politikens forlag

“Sanatoriet”  udkommer d. 22-9

“Datterens Fortælling” af Armando Lucas Correa

Min far er den vildeste anden verdenskrigs ekspert, og hans entusiasme har smittet en del af på mig. Hvor han er optaget af at nærlæse om slag og strategier, er jeg mest til at læse om de menneskelige fortællinger. Denne bog havde jeg hørt meget godt om, og mine forhåbninger var at den var god på samme måde som “De heldige” som jeg før har anmeldt positivt.
Desværre blev jeg noget skuffet. Bogen starter spændende ud, med beskrivelsen af et sødt jødisk ægtepar og deres to små døtre i Berlin. Nazisterne fængsler faderen, og brænder moderens boghandel, og i desperation sender hun det ene barn til Argentina og flygter til sydfrankrig med det andet. Og så er det at jeg begynder at blive utålmodig som læser, der hele tiden forventer at få lov til at følge det barn der sendes væk også, men fokus bliver hos det barn hun har hos sig. Flere gange tog jeg mig selv i at måtte følge videre med bipersonerne, se historien fra deres synsvinkel også – faderen, det andet barn, moderen, præsten, kokkepigen – hvem som helst af de personer der kommer forbi og viser en flig af en historie der er fascinerende, men det sker ikke. Pigens historie er ikke uspændende, overhovedet ikke, men alligevel giver det en flad fornemmelse og det er langt fra den bedste roman jeg har læst om perioden.

Min vurdering: 3/5 stjerner

Forlag: hr. Ferdinand

Datterens fortælling” udkom d. 6-8/2020

“Cilkas rejse” af Heather Morris

Hvis man skal læse noget anden verdenskrigs relateret er “tatovøren fra Auschwitz” et meget bedre, men også barskere, bud. Samme forfatter er netop udkommet med “Cilkas rejse”, der markedsføres som en fortsættelse, men godt kan læses alene. I “tatovøren” er Cilka en biperson: en smuk ung jødisk pige, der tvinges til at være en højtstående nazists “kæreste” og får særlige privilegier til gengæld for de jævnlige voldtægter. I denne roman er krigen netop slut og Auschwitz befriet. Cilka bliver dog ikke sat fri, men dømmes på uretfærdig vis for samarbejde med fjenden og sendes 15 år i russisk arbejdslejr, nord for polarcirklen. Her er forholdene næsten lige så usle, og overgreb, sult og farligt arbejde er en del af hverdagen. Cilka er en bemærkelsværdige person. Viljestærk, empatisk, og med en stærk vilje til at overleve, trods alt hun har været igennem.

Hvis man kan holde til at læse noget rigtigt barskt, er denne bog på alle måder anbefalelsesværdig.

Min vurdering: 4/5 stjerner

Forlag: Aronsen

Cilkas rejse” udkom 20-6/2020

 

“Mørkt bedrag” af Colleen Hoover

Bestsellerforfatteren Verity Crawford ligger ubevægelig i sin seng efter en ulykke, og den unge forfatter Lowen hyres til at skrive videre på hendes romanserie. Lowen finder et chokerende privat dokument i Veritys skuffer, og samtidigt bliver hun mere og mere tiltrukket af Veritys sørgende mand.

Persontegningen er ikke overvældende imponerende, og historien er lidt langt ude – men den er altså virkeligt spændende alligevel, og en bog man ikke lige får lagt fra sig.

Min vurdering:4/5 stjerner

Forlag:Lindhardt og Ringhof

Mørkt bedrag” udkom 11-6/2020

12/19/19

Boganbefalinger – giv bøger i julegave

Jeg har  ligget herhjemme i fire uger og gloet, efter fodoperation. De første dage var jeg så groggy at jeg kun kunne høre lydbøger, men siden har jeg fået taget revanche og både læst en masse, samt læst med de fleste af mine døtre på skift. Derfor føler jeg mig godt klædt på til at anbefale firkantede julegaver, til hvem I nu måtte være på gaver med i år.

Links er affiliate, indlæg er ikke sponsoreret

Bogen til din ni årige niece

Stinestregens fabelagtige Myntes dagbog købte min ni årige selv på bogforum, og hendes jævnaldrende kusine får en magen til i julegave. Sjældent har jeg hørt det barn fnise så meget, som mens hun har læst den højt for mig! Simpelthen de fedeste små tegninger, og en historie der går rent ind hos målgruppen piger 9-12 år.

5/5 stjerner her fra, og en julegave der vil vække glæde hos læseglade børn med humor.

Bogen til din 11 årige nevø

“Amulet” er en serie på ni bøger – foreløbigt er de to første udkommet på dansk. Det er en graphic novel, med de flotteste, dramatiske illustrationer, der kan lokke selv børn der ikke læser godt til at læse. Børnene Emily og Navin mister deres far i en ulykke i starten af bogen – det er sørgeligt og dramatisk, og var lige ved at få min ni årige medlæser skræmt væk – men hun holdt heldigvis fast. Børnene flytter til et øde hus med deres mor, der bortføres til en fantasiverden af et monster, og de må rejse efter hende. Det er en vild bog, med en dragende, rørende, spændende historie, der virkeligt holder en fanget. Jeg tænker målgruppen er ret bred – både min ni årige og min 13 årige kunne lide den – og så er den rigtigt god til børn der har brug for en rigtigt spændende bog, før de gider læse.

5/5 stjerner herfra også

Bogen til din musikglade onkel

Jeg har egentlig ikke det store forhold til Elton John, men mens jeg lå og havde ondt, hørte jeg denne på lydbog. Den oplæst af skuespilleren der spiller Elton John i filmen, og det giver den lige et ekstra touch, men uanset hvordan man læser den, så er det en vanvittigt fascinerende bog! Og sjov!

Han er simpelthen den mest fascinerende blanding af totalt diva og usikkert, sårbart menneske, og han fortæller sin historie med saft og kraft, namedropping og sladder, pralen og selvhad, ærlighed og selvironi. Jeg forstår ikke at filmen om ham blev så relativt tam, når grundmaterialet er så fascinerende.

4/5 stjerner og en varm anbefaling til alle der kan lide Elton John bare en lillebitte smule – efter endt læsning kan man lide ham meget!

Bogen til din læsevante søster, der er svær at imponere med bøger:


Jeg plejer ikke at anmelde Marens bøger, da jeg tænker flere af Jer ved hun er min ven, og det derfor virker kunstigt. Men efter at have læst hele min stash af nye bøger igennem, manglede jeg desperat noget og hev “En lykkelig slutning” ned fra hylden. Igen. Det er seks uger siden jeg læste den sidst, jeg har både hørt om den undervejs i skriveprocessen, og læst halvfærdigt manus – alligevel endte jeg med at blive så opslugt af den endnu engang, at jeg læste den på en dag.
Det er en absolut fremragende bog! Fascinerende, humoristisk, morbid og bizar, og med en historie man med garanti aldrig har læst magen til før. Fortælleren, Nicolas, er en ensom mand med en hemmelig brist: han tænder seksuelt på døde, og vil ikke give efter for driften, som han skammer sig over. Gennem ham oprulles hele slægtens historie, hvor alle har været bedemænd og har haft mere eller mindre mystiske tilbøjeligheder. Elegant flettes spændende fakta ind om hvordan døden, overtro og begravelser er blevet håndteret gennem historien, og et solidt billede af København gennem de sidste 150 år bygges levende op.

5/5 stjerner, og en oplagt gaveidé til alle der holder af en virkeligt god historie. Jeg har allerede købt to styk til julegaver!

Bogen til din kloge kusine:

Hanya Yanagiharas bog “Et lille liv” var jeg meget vild med, og mine forventninger til “Folket i træerne” var derfor tårnhøje. De blev til dels indfriet, men jeg syntes at bogens opbygning – den er skrevet som om hovedpersonen har beskrevet sine oplevelser og hans assistent har samlet det og tilføjet et væld af fodnoter – forstyrrede min læsning. Meget af tiden følte jeg at jeg læste en lang artikel i et National Geographic.

Historien er ellers virkeligt spændende, og både væmmelig og fascinerende. Hovedpersonen, Norton Perina, tager på en ekspedition til mikronesien, i søgen efter en stamme med folk der bliver utroligt gamle, ved at spise noget særligt skildpaddekød. Han er baseret på en virkelig person, nobelpristageren Dr. Daniel Carleton Gajdusek, der som bogens Perina, også bliver anklaget for seksuelt misbrug af de utroligt mange børn han adopterer med sig hjem, men meget af det videnskabelige og antropologiske er ren fiktion – omend utroligt overbevisende bygget op. Det er en grum historie, med en usympatisk hovedperson, men mange spændende forklaringer, og kan man leve med måden den er bygget op, er historien interessant. Jeg har lånt den ud til en klog veninde, der var helt på røven over hvor god hun syntes den var – selv giver jeg den dog kun 3/5 stjerner.

Bogen til din bror, der arbejder med mennesker og helst læser faglitteratur:

“Ro – mindfullness for børn og unge” er en gennemarbejdet og brugbar bog, med fakta om stress, opmærksomhed, nærvær og ro, og hele 75 gode øvelser i mindfullness man kan lave med egne børn eller børn i en gruppe. Den er godt opbygget og skrevet, og jeg har brugt den herhjemme med mine egne stressede teenagepiger, der synes øvelserne har været både hyggelige og afslappende.

4/5 stjerner