alenetur | Superheltemor

Her en lille hilsen fra Madrid, hvor mindsteungen og jeg tilbringer en seks dages alene-ferie.

Det er altså sjovt at hive et barn ud fra flokken, og være sammen med dem på tomandshånd, hvor det bliver endnu mere tydeligt hvor forskellige individer de allesammen er.

Hende her er sejere end jeg troede: altså, jeg kender jo hendes grundtræk, men hun er alligevel mere udadvendt, modig og udholdende end jeg vidste. Hun smider om sig med spanske gloser til tjenere og andet, kaster sig glad ud i leg og samtale med to amerikanske børn i poolen – der er hendes ældre søstre mere forsigtige. Hun behøver tilsyneladende ikke søvn, og er lige så glad pludrende på en bar klokken 23, som når hun vågner op og går i gang med dagen klokken 09. Vi har helt fået omstillet os til spansk rytme, med sene aftener, men uden at forstå konceptet siesta.

Vi har gået i gennemsnit 25.000 skridt om dagen i sommervarmen, for barnet er stædigt og gider ikke bakse rundt med metro og busser, så selv om vi bor 2-3 kilometer uden for centrum, går vi alle steder.

Nå, men jeg havde lovet jer et indlæg med tips til hvad man skal se i Madrid – problemet er så bare, at her har været 37-45 grader varmt siden vi kom, og vi derfor ikke rigtigt har afprøvet alle jeres tips eller set alt det vi ville, endnu. Vi har gået meget, og set meget, men har også været udmattede af varmen, og har ikke overskuet at gå omveje for at finde alle de ting vi var blevet anbefalet – forsøger at lægge en stram plan, så vi når lidt de sidste dage.

Til gengæld har jeg lært lidt af hvert omkring pakning af kufferter, og de tips deler jeg gerne:

Ting der er rigtigt gode at pakke, til sommervarm ferie:

Masser af solcreme! God, dyr, solcreme, i rigelige mængder.

Steder det er dårligt at pakke solcremen:

Når kufferten viser sig at være tungere end den må være, og man så står og panik-ompakker i lufthavnen, og putter tunge ting i håndbagagen, er det IKKE solcremen man skal flytte. Det blev jo konfiskeret, for pokker da også… Siger lidt om hvor sjældent jeg rejser, når jeg glemmer det der med at man ikke må have store mængder væske i håndbagagen.

Ting man bliver virkeligt rørt over at de mellemste storesøstre har brugt deres lommepenge på at købe i rejsegave til lillesøster:

En kæmpestor, oppustelig spækhugger, som hun kunne lege med i den pool hotellet havde på taget.

Ting man virkeligt godt kunne have undværet at tage med i kufferten – der så måske endda ville have været let nok til at solcremen måtte have blevet der:

En kæmpestor oppustelig spækhugger. Når poolen viste sig at være en meter dyb, og med plads til kun 12 personer af gangen….

Ting man godt kunne have pakket mindre af:

1. Børnetøj. Når man rejser midt i udsalgsperiode, med et barn der har fået 300 kroner med i gave af sin far, går der alligevel shoppeholic i den. Hun havde ellers svoret at hun ikke gad gå i butikker, men bare tanken om at have noget de andre ikke har, fik en side frem i hende jeg heller ikke kendte, og hun fik forvandlet pengene til et væld af smart tøj.

2. Voksenbøger. Som om man får tid til at læse fire bøger, når det barn man er alene med, åbenbart ikke behøver søvn, og hellere vil sidde på barer til midnat, end sove så jeg kan læse.

Ting man godt kunne have pakket mere af:

Børnebøger. Når man ikke nødvendigvis gider spille spil eller hoppe i vandet hvert eneste sekund, er højtlæsning et godt alternativ. Vi havde fire børnebøger med, og har allerede næsten læst dem alle.

Nå, jeg vil forsøge at lokke barn til en lur nu, så vi kan være oppe til midnat igen. Det er fandme hyggeligt, med aftenlivet. Hvad laver I andre nu?

Denne uge har været ekstra hektisk, med skiftevis gode, triste, travle og drøje dage, der har budt på så forskellige ting som møder, sygt barn hjemme, cirkus, begravelse, og børnefødselsdag.

Fredag blev en af mine bedste veninders fantastisk dejlige mor begravet, og jeg var stadigt grådlabil da vi dagen efter blev invaderet af 12 glade fødselsdagsgæster til en vild omgang næstenteenage-fejring. Da sidste begejstrede barn gik klokken 21 kollapsede jeg i sofaen, og vågnede op til en helt utroligt stille solskinssøndag. Kæft det var tiltrængt!

Som de ikke-kyndige haveejere vi er, flåede vi lidt ukrudt op med løs hånd i en times tid, og syntes så vi havde fortjent ikke at lave mere den dag. Mellempigerne smuttede i svømmehallen, Ninjaman snuppede en lur, ældstebarnet lagde sidste hånd på noget lektier, og mindstebarnet og jeg besluttede os for at gå en tur, og måske lede efter nye løbesko til hende.

Jeg har sagt det før, men det overrasker mig lige meget hver gang: der er altså noget fuldstændigt tankerensende vidunderligt over den måde mindre børn bare kan knevre på, når man har dem på tomandshånd! Hele ugens hektiskhed blev stille og roligt blæst ud af mit hoved, mens jeg gik der i solen, med hendes lille hånd i min.

Barn: “Mor, det er rigtigt at tigre og katte ligesom er i familie, ikke? Og ulve og hunde? Men hvad så med elefanter og sommerfugle?”

Mor:” øh nej, hvorfor tænker du at elefanter og sommerfugle er i familie?”

Barn:” jamen de har jo begge to snabel og noget der ligner sådan nogle runde vinger på siden. Men det er rigtigt at elefanter er MEGET større. De vejer sådan noget med 140 kilometer. ”

Mor:” elefanter er ihvertfald tunge, det har du ret i.”

Barn:” Jeg tror der skal mere end fire af min onkel til at løfte en elefant, og han er ellers den stærkeste i verden, er det ikke rigtigt? Og høj. Han er virkeligt høj. Vi er ikke høje, men det er også fordi dig og far kommer fra nogle andre lande, ikke? Jylland, eller hvad det nu er det hedder.”

Projekt finde-løbesko løb ind i problemer, da hun først forelskede sig i et par der kostede mere end der står på vores konto til resten af måneden. Vi endte derfor i H&M, hvor hun fandt sko, der var så billige, at hun også kunne få et helt sæt tøj, med T-shirt, bukser og solbriller, til under det halve af hvad de første sko havde kostet. Når man er barn nummer fire, der arver tøj fra både søstre, kusine og nabo, får man aldrig lov til at vælge noget selv, så hun var tindrende lykkelig, da hun kort efter stod og poserede i et selvvalgt mintgrønt sæt, dækket af de sommerfugle vi lige havde talt om.

Det virkede forkert bare at gå hjem, når nu en af os var så velklædt og iøvrigt stadig havde masser at fortælle mig om, så vi delte en børnemenu på sticks og sushi, hvor hun lænede sig tilbage i sin stol, med vaskekluden til håndaftørring draperet over øjnene, og sukkede: ” det her er altså livet!” som en anden lille verdensmand.