03/14/15

Om aldersforskel

Ninjaman er på arbejdsweekend,så jeg var alene med fire pigebørn i dag, og mærkede tydeligt hvor stor forskel der er på dem i alder nu.

Virker ikke som så længe siden, at de allesammen var nogle små børnehavetrunter, der bare skulle have hjælp til at få tørret næser eller numser, og alle blev lykkelige, hvis jeg gad hjælpe med at bygge en playmobillandsby, eller smøre glimmer på en tegning, men lige pludselig har de fået meget forskellige behov.

Den ældste skulle til gallafest for 7-9 klasserne, og skulle have hjælp til at lægge en diskret makeup og øve sig i at danse i høje hæle; den næstældste havde besøg af veninde,og ville efterfølgende have råd til hvordan man tacklede fnidder i venindegruppen; den næstyngste ville have at jeg hørte på at hun læste højt for mig; og den lille ville gerne øve sig på at cykle, og bagefter skulle vi læse en bog om hvordan kroppen fungerede.

Da den fire årige nåede til den side med kønsdele i anatomi-bog, forklarede jeg pædagogisk, at det, som de i bogen kalder en “pung”, er det samme som vi kalder nosser. Eller klunker. Eller…
Og her stoppede hun mig, med et nedladende blik, og sætningen:”mor… Stop dig selv! Du er pinlig!”

Og pludselig virkede springet ikke så forfærdeligt stort, for den sætning har jeg bestemt hørt før – fra mundene af de ældre søstre…