Om at sidde fast i ting
Det er ikke så længe siden, at jeg skrev om dengang jeg sad fast i en elevator – ikke et af mit livs stolteste øjeblikke – men i det mindste ikke selvforskyldt.
I lørdags, sad jeg så fast i min sofa…Og det var min egen skyld.
Jeg er ved at læse en serie absolut underlødige, men svært underholdende, fantasybøger, om en kvinde der bliver suget ind i en parallelverden, får job som gudinde og bliver gift med en kentaur. Masser af blod, vold, dæmoner og den slags – men ikke noget jeg sidder og læser offentligt, der foregiver jeg nemlig helst at jeg kun læser tunge og seriøse ting.
Uh, bogsnob!
Nå, men jeg var altså færdig med bind to, og desperat efter at finde bind 3, men den var bare væk.
Forsøgte at starte på en ny bog – om en fyr der smugler stoffer i indien – og den virkede god, men jeg kunne ikke helt opgive tanken om hvad der mon skete med de der dæmoner…
Jeg endte med at bestikke pigerne: tegnede hvordan jeg huskede forsiden og udloddede en dusør på 10 kroner, til den der fandt den.
Frk Fantastisk fandt den efter lang tids søgning, kilet ned bag sofaen.
Ude af mig selv af spænding, stak jeg armen ned bag sofaen – jo, jeg kunne lige akkurat nå den, med spændte fingerspidser.
Jeg trak armen til mig – og sad fast.
En eller anden albueknogle bremsede enhver videre bevægelse og rotation af arm. Jeg sad seriøst fast.
Mellempigerne forsøgt at hive i min arm, men den sad fast.
Ældstepigen havde så travlt med at grine, at hun ikke rigtigt var i stand til at hjælpe. Men hun fik da taget et foto, thank you very much, møgbarn…
Jeg forsøgte at rokke sofaen væk fra væggen, men jeg sad jo oven på den med al min vægt, og den rykkede sig ikke en tomme.
Superbaby kravlede op i sofaen, og smed en bog mere derned, og bed mig i skulderen. Ingen af delene hjalp noget.
Hulk blev træt af at hive i min arm, og gik op på toilettet, og brølede efter få sekunder:”Jeg er fææææærdiiiig!”.
Jeg ved ikke lige hvem hun havde forestillet sig skulle tørre hende, nu hvor jeg havde en hel sofa limet fast til min arm, men hun blev ihvertfald ved med at råbe, og det fik også superbaby til at papegøje efter, så hun stod kilet op af mig og imiterede:”iiiiiiiiiiggg!” ind i mit øre, med skinger røst.
Til sidst fik Krea-girl ondt af hende, og gik op og stillede sig i døren og coachede hende igennem at tørre sig selv, med sætninger som:”NEJ du skal IKKE vise mig papiret, jeg tror godt på dig når du siger der er mere, tør så igen!”
Til sidst måtte jeg kapitulere, og få Frk fantastisk til at hente min telefon, så jeg kunne ringe efter Ninjaman. Jeg nåede lige at få forklaret ham problemet, og så fik jeg lirket armen helt over i hjørnet af sofaen og hevet den fri. Godt rød og øm – lige som mit ego blev, da jeg hørte Ninjaman og naboen grine ondt af mine eskapader i telefonen.
Jeg lagde telefonen, Superbaby tog den – og smed den ned bag sofaen. Men denne gang var jeg klog nok til ikke at stikke armen ned efter den igen!
