04/26/21

Boganmeldelse:”Slugt” af Christina Englund

Bog modtaget som anmeldereksemplar fra forlag. Anmeldelsen er særdeles oprigtig.

Francesca Woodman var en anerkendt ung fotograf, der tog sit eget liv som blot 22 årig i 1981. Jeg kendte godt til nogle hendes fotografier – smukke sort/hvide kompositioner, taget i et faldefærdigt og støvet rum, med dele af hendes egne nøgne krop i fokus – men ellers vidste jeg ikke meget om hende.
Bogen her er ikke en biografi, men en fiktiv roman baseret på de to sidste år af Francesca Woodmans liv, og set fra hendes synspunkt.
Det er blændende smukt skrevet, meget intenst og gribende, og efter at have læst sidste side havde jeg en følelse af vitterligt at have været helt inde i sjælen på denne bemærkelsesværdige unge kvinde.
Woodman voksede op som barn af to anerkendte kunstnere – en mor der var en berømt keramiker og en far der malede – omgivet af forældrenes kunstnervenner, og med et narrativ om at det er vigtigt at ville noget med sin kunst, tænke nyskabende og lade sig opsluge.
Allerede som ganske ung teenager får hun anerkendelse for sine fotografier, men selvværdet føler ikke med og tanken om at være god nok, original nok – i det hele taget nok – forfølger hende konstant, selv om inspireret opslugthed af indimellem kan holde de mørke tanker nede.
Det er en meget, meget smuk roman Christina Englund har skrevet, med en utroligt sans for hvad der har rørt sig helt inde i det inderste af en kunstnerisk sjæl, og hvis man interesserer sig bare en lille smule for kunst, er denne bog en meget stor læseoplevelse

Min vurdering: 4/5 stjerner ⭐️⭐️⭐️⭐️

04/5/21

Boganmeldelse: Natalia Ginzburg “Familie leksikon”

Anmeldereksemplar.
Natalia Ginzburgs erindringsroman udkom i hjemlandet Italien i 1963, og er netop nyoversat til dansk. Natalias opvækst i Torino under fascismen i 30erne/40’erne, i en antifascistisk, jødisk familie med fire ældre søskende, en kolerisk og stædig far og en letbevægelig mor, burde være spændende læsning.
Sproget er godt, måden hun bruger faste catchfrases til at male tydelige billeder af familiemedlemmerne er forbilledlig, og jeg startede med at være ovenud begejstret.

Forfatterens far, Giuseppe Levi, har mange stålsatte meninger om hvad som helst, og strøer om sig med skældsord og stædighed, og jeg morede mig meget over kontrasten mellem ham og hustruen Lydia, og glædede mig til at historien gik rigtigt i gang, nu hvor personerne var blevet præsenteret.


Men det skete ikke helt: flere bipersoner, blev præsenteret på samme finurlige måde, med et par catchfrases og beskrivelse af et par anekdoter, og sådan blev det ved: en lang række af personer, snak og anekdoter.
Halvvejs gennem bogen måtte jeg tvinge mig selv til at få læst den færdig – trods humor, godt sprog og præcise iagttagelser kedede jeg mig bravt og følte at jeg sad og læste en stak løse skitser til noget der kunne have været en roman. Alt for mange bipersoner, alt for mange samtaler, alt for lidt fremdrift i historien.
Forfatteren ville oprindeligt bare have skrevet et essay om sin familie, og i den form ville materialet her have været fremragende. I romanform synes jeg at alt det geniale drukner og bliver forvirrende og distancerende. Jeg vil gerne læse andet skrevet af samme forfatter, men denne fungerede ikke for mig. 3/5 stjerner ⭐️⭐️⭐️

01/29/21

Om ting at tude over

Jeg tudede mig – så diskret som muligt – gennem gårsdagens pressemøde. Ikke så meget over den forventede forlængelse af restriktioner – som jeg godt forstår og er enig i – men over ordene om, hvad særligt børnene og de unge går glip af i deres liv lige nu. Det ramte mig lige i tudecenteret at tænke på hvor stoisk de egentlig bærer alle de aflyste studieture, konfirmationer, skoleballer, terminsprøver, legeaftaler, fødselsdagsfejringer og alt det andet.
Da jeg var 14-16 år var de ting jeg bekymrede mig om noget med at være kommet til at kysse med de forkerte eller drikke for meget – mine 14-16 årige mellempigers bekymringer går på om de er kommet til at komme fysisk for tæt på andre eller glemme at have mundbind i tasken til togturen. Og alle de store ting de allerede har oplevet aflyst, og dem de frygter at gå glip af.

Alt det frie ungdomsliv de kunne have oplevet lige nu hvor de er ved at blive store nok til det, har et år med restriktioner effektivt stoppet. Og jeg synes det er både umådeligt trist og umådeligt imponerende at have en generation helt unge mennesker på tærsklen til selvstændighed, der beredvilligt bytter alt det vilde og dumme, kærestesorgerne og tømmermændene, ud med afstand og ansvarlighed.

Og det kom jeg til at græde over.

Jeg håber det snart lysner, og at denne her pandemi ikke bare fortsætter med en ny mutation. (Eller med zombier).

I det hele taget er jeg nok lidt grådlabil for tiden. Fik lidt svedige øjne over hvor gode alle fire piger var til at hjælpe hinanden med matematikopgaver i går: to af de store der tålmodigt lærte den mindste at dividere, den ældste der hjalp den næstældste med brøker, og den næstældste der hjalp næstyngsten med et eller andet jeg ikke forstod overhovedet. Tålmodigt og anerkendende.

Selv brugte jeg den tid de knoklede med matematik på at rydde op i mine bøger, og besluttede mig for at genoplive forårets coronabibliotek. Det skab jeg brugte sidst var dog regnet i stykker, så jeg satte et forsigtigt opslag op i grundejerforeningens Facebook-gruppe om nogen havde et lille brugt skab jeg måtte få – og blev blæst bagover af positive tilkendegivelser. I løbet af ingen tid havde en fremmed mand tilbudt at bygge et skab der passede til formålet, og tre andre fremmede mennesker havde tilbudt ham byggematerialer, mens hele grundejerforeningen heppede og talte om hvor hyggeligt det blev at have et fælles bibliotek foran mit hus.

Og i dag kom ham biblioteksbyggeren forbi og målte op, og jeg måtte tude igen da han var gået, af rørelse over hvor fint det er når mennesker hjælper hinanden.

Sådan kommer biblioteket til at se ud:


Det skal nok blive godt igen, altsammen. Det er bare om at fokusere på de ting der er gode, midt i det mørke.

I morgen skal jeg se min venindes hundehvalpe, og jeg tænker det må hjælpe gevaldigt på trangen til at tude at fylde sine hænder med nuttede hvalpe.

 

10/12/20

Om efterårsferie med 25% af børneflokken

“Ai, men skal jeg så kun snakke med HUNDEN?” var yngstebarnets forargede reaktion, da hun hørte at den længe ventede efterårstur til Ebeltoft, ikke ville komme til at involvere resten af søsterflokken.
De tre teenagere var blevet inviteret til så mange ting med venner at de slet ikke kunne afgive fem dage til at hænge ud foran brændeovnen i et lille sommerhus med deres kedelige forældre, og efter en del afgivelse af højtidelige løfter om ikke at lave alkoholrelaterede aktiviteter, fik de lov til at blive hjemme.

De store er vokset op i en tæt klump, hvor alting er foregået i flok, og har altid med kyshånd taget imod enhver mulighed for at få alenetid med forældre –  men mindstebarnet har det ikke helt på samme måde. Netop fordi de andre tre har fulgtes nogenlunde ad i alder og interesser har hun altid haft lidt nemmere adgang til voksentid. Søsteropmærksomhed suger hun derimod til sig, og at skulle undvære den var en tanke der lige skulle lægge sig.

Nu er vi her så – og det er på alle måder federe end både hun og vi voksne havde forestillet os.
Lyset er mildt, luften er frisk, og selv om vi alle tre i perioder savner de andre unger og synes det er underligt de mangler, så er der også noget ret fedt i ikke at være så mange der skal blive enige om hvad vi skal lave/lytte til i bilen/spise/spille og det føles helt utroligt ferie-agtigt.

Vi sover alle tre i en klump foran den buldrende pejs – der er eneste varmekilde i det lille sommerhus. Når vi går i seng er her saunaagtigt varmt og vi ligger og damper under hver vores tynde lagen, og når ilden dør ud hen på natten, tager vi klaprende af kulde tykt nattøj på og kravler tættere på hinanden. Det er en del af charmen.

Hunden synes godt nok at vandet på stranden er næsten lige så skræmmende som støvsugeren, men udnytter at senge og sofaer ikke er helt lige så forbudt område som hjemme. Lige nu ligger han og snorker højt op af et skærmkiggende barn, mens han indimellem sukker lykkeligt:

Så det er her vi er nu. Og det er megahyggeligt – men jeg håber nu at de store kan lokkes med næste gang, for det føles stadig mest rigtigt at være en stor flok.

05/19/20

Om at lave tegnefilms-middage

Med fem børn i huset (ældstebarnets kæreste bor her meget af tiden), er der masser af samlet kreativitet tilstede, og er mens resten af verden har været lukket ned, har børneflokken været gode til at finde på virkeligt sjove aktiviteter.

Det absolut fedeste vi lavede – muligvis også det sjoveste vi nogensinde har lavet sammen – var en madkonkurrence, med tegnefilmstema.

Konceptet var: vi delte os i tre hold, og trak lod om hvem der stod for forret, hovedret og dessert, og så havde vi en uges tid til i smug at planlægge, lave pynt og købe ind. Ingen hold vidste hvad de andre lavede, og man måtte først komme ind i stuen når alt var parat og klart.

Her er resultaterne:

Forret: Græskarsuppe med brød

Hold 1, bestående af mellempigerne på 13 og 15 år, havde ryddet en genbrugsbutik og deres lillesøsters legetøjskasser for pynt, og dækket et bord som den gale hattemager i “Alice i eventyrland” ville være blevet imponeret over:

Spillekort, bøger, blomster, og håndklippet konfetti formet som hjerter, ruder, klør og spar spredt ud over bordet.


De havde lavet græskarsuppe, med kokos, appelsin og ingefær, og serverede den fra en kaffekande fundet i genbrugsbiksen og boller formet som spar og klør.


Hovedret: Bento-bokse

Ninjaman, mindstebarn og jeg stod for hovedretten, og besluttede ret hurtigt at vi ville lave noget fra børnenes japanske yndlingsfilm “Min nabo Totoro”. Egentlig ville vi have lavet sådan nogle bento-boks madpakker der skulle ligne nogle de spiser i filmen, men da fire ud af fem børn er vegetarer fandt vi det for besværligt at genskabe den fisk der skulle med for at den skulle ligne.

Bordet var ikke særligt imponerende dækket – vi forsøgte at lave en slags skov i den ene ende af bordet, og resten skulle så ligne en kantine, med mad serveret i madkasser:

Det sorte på bordet er støvalfer, som mindstebarnet lavede af pompoms.

Ninjaman var det kreative geni bag bentoboksenes udformning, hvor han lavede en Totoro af sorte og hvide ris i hver boks, og så fyldte vi boksene op med japansk omelet og individuelle favoritter af grøntsager:

Dessert: vafler. marengs, is og varm kakao

De to 18 årige havde brugt timevis på håndlavet pynt til deres vildt gennemførte sump fra”Shrek”: skilte med tegninger af Shrek, stykker af træ til lys og blomster, håndtegnede mini-Shreks der badede i alles kakaoglas og en vild dessert:

Virkeligt vildt! De havde bagt chokoladevafler (fordi æslet elsker vafler), formet grønne marengsører til ispynt og lavet løgringe i hvid chokolade som pynt (Shrek spiser rå løg).

Er det ikke sejt? Derudover havde jeg lavet en quiz om tegneserierne på nettet – hvis i vil spille den, kan den findes her .

Vi overvejer at gøre det igen, men måske bare med et enkelt hold pr gang, der laver en ret fra en film, inklusiv pynt, og så ser vi filmen sammen bagefter. Ninjaman og jeg tænkte først straks “Godfather 1”, men den er nok lidt voldsom at se for de yngste, så nu er vi gået i tænkeboks for at finde en god, ikke for uhyggelig, film vi kan lave mad efter. Har i forslag?

09/16/19

Om lidt af hvert, siden sidst

Nå, men det der med ikke at få blogget, skulle egentlig ikke have varet så længe.Det er fordi jeg det sidste års tid har skrevet på et bog-manus, og begyndte at kunne se en ende på det. Jeg formanede mig selv at jeg ikke måtte skrive på noget som helst andet, før der var kommet en slutning på – men den var så bare tre uger undervejs.

Ikke at den er færdig, bevares, den skal lige gennemskrives et par gange mere, og jeg er også nødt til at få nogle ekstra øjne på den (gys!), for at se om den egentlig giver mening for andre end mig selv, men den har begyndelse-midte-slutning, og kunne godt gå for at være et færdigt projekt.

Så skal jeg bare lige vænnes til at kanalisere ord ud i bloggen igen, på regelmæssig basis.

Siden sidst har jeg – udover det med at skrive bog færdig:

– Fejret at min næstyngste nu er både teenager af alder og sind. Hun ønskede sig noget så enkelt, som en fridag alene med begge forældre, hvor vi ikke lavede meget andet end en lang gåtur på strøget, indkøb af et par bukser til hende, og take away nudler spist på en bænk. Megahyggeligt, og jeg er så glad for at have børn der synes så simple ting er lykken. Så nuttet så hun iøvrigt ud for ikke særligt længe siden – og hun er sådan set stadig virkeligt nuttet at se på, men det tør jeg helt sikkert ikke sige til hende:

– Fejret en af mine bedste veninders polterabend, med “kvinde kend din krop” tema, der indebar diverse kropsrelaterede aktiviteter, sang og sommerhusovernatning. Ubetaleligt sjovt, og mine piger og jeg havde brugt uger på at fremstille pynt: glitter-blodige tampaxguirlander, brystvaser og den slags. Meget classy.

– fejret samme venindes bryllup – med en mand, der også er en af mine venner, ved en fantastisk havefest. Eneste minus er at jeg seriøst ikke kan tåle at drikke særligt meget med alderen, og var bimlende fuld og pinlig i løbet af ca tre sekunder. Til gengæld havde jeg glæde af tømmermænd i dagevis efter…

– glemt Ninjamans og min bryllupsdag i går. 18 år. Han tog i IKEA med mellempigerne, fordi den yngste skulle købe tøjstativ for fødselsdagspenge, og jeg sad hjemme i sofaen og kæmpede med bogmanus, og snerrede hver gang de to andre sødt spurgte mig om ting. Om aftenen kom vi i tanke om dagen – den står trods alt tatoveret på hans arm og min kusine havde en tillykke-med-bryllupsdag-om-lidt-blomst med til os da hun kom til fødselsdagsfejring af 13 årig, så det er meget godt gået at glemme det. Vi fejrede med takeaway i sofaen, sammen med ungerne, mens vi så et eller andet om musik. En af børnene spurgte om det var fordi vi var ligeglade at vi glemte det, men vi blev enige om at det er det modsatte: at vi hører så meget sammen og er så rigtige for hinanden, at en tilfældig dato ikke er så vigtig, midt i alt det der er vores liv.

”Årh, couple-goals!” udbrød den ældste, men sidst hun sagde det, var da hun tog sin far i at fjerne et skæghår fra min hage med en pincet, så jeg er i tvivl om hvor meget ironi der var i det?

– været på biblioteket en gang om ugen, med mindstebarn der lige pludselig er blevet fuldstændigt besat af at læse selv, og læser mindst en bog om dagen. “Årh kom nu… må jeg ikke bare læse en side mere?” plager hun hver aften, og jeg har lidt svært ved ikke at blive overtalt. Læseglæde, for pokker – det er jo det vigtigste! Jeg smelter helt over hendes nuttethed, når hun kommer slæbene med stakke hun selv har fundet på biblioteket. Hun læser en del forskelligt, men er særligt glad for bøgerne i Alvildas stjerneserie, hvis i skulle have læseglade børn på samme niveau. De er korte, ikke for svære, og har flotte tegninger:

– jublet af glæde, sammen med selvsamme læseglade barn, der blev ringet op om at hun havde vundet en præmie på biblioteket for at skrive en boganmeldelse. Og en præmie som jeg selv særdeles godt gad vinde: lov til at rive bøger ned fra hylderne i en “Bog og ide”, og beholde alle de bøger hun kan nå at samle på fem minutter. Er det ikke vildt?

07/3/19

Hilsen fra Madrid – og tips til pakning af kufferter

Her en lille hilsen fra Madrid, hvor mindsteungen og jeg tilbringer en seks dages alene-ferie.

Det er altså sjovt at hive et barn ud fra flokken, og være sammen med dem på tomandshånd, hvor det bliver endnu mere tydeligt hvor forskellige individer de allesammen er.

Hende her er sejere end jeg troede: altså, jeg kender jo hendes grundtræk, men hun er alligevel mere udadvendt, modig og udholdende end jeg vidste. Hun smider om sig med spanske gloser til tjenere og andet, kaster sig glad ud i leg og samtale med to amerikanske børn i poolen – der er hendes ældre søstre mere forsigtige. Hun behøver tilsyneladende ikke søvn, og er lige så glad pludrende på en bar klokken 23, som når hun vågner op og går i gang med dagen klokken 09. Vi har helt fået omstillet os til spansk rytme, med sene aftener, men uden at forstå konceptet siesta.

Vi har gået i gennemsnit 25.000 skridt om dagen i sommervarmen, for barnet er stædigt og gider ikke bakse rundt med metro og busser, så selv om vi bor 2-3 kilometer uden for centrum, går vi alle steder.

Nå, men jeg havde lovet jer et indlæg med tips til hvad man skal se i Madrid – problemet er så bare, at her har været 37-45 grader varmt siden vi kom, og vi derfor ikke rigtigt har afprøvet alle jeres tips eller set alt det vi ville, endnu. Vi har gået meget, og set meget, men har også været udmattede af varmen, og har ikke overskuet at gå omveje for at finde alle de ting vi var blevet anbefalet – forsøger at lægge en stram plan, så vi når lidt de sidste dage.

Til gengæld har jeg lært lidt af hvert omkring pakning af kufferter, og de tips deler jeg gerne:

Ting der er rigtigt gode at pakke, til sommervarm ferie:

Masser af solcreme! God, dyr, solcreme, i rigelige mængder.

Steder det er dårligt at pakke solcremen:

Når kufferten viser sig at være tungere end den må være, og man så står og panik-ompakker i lufthavnen, og putter tunge ting i håndbagagen, er det IKKE solcremen man skal flytte. Det blev jo konfiskeret, for pokker da også… Siger lidt om hvor sjældent jeg rejser, når jeg glemmer det der med at man ikke må have store mængder væske i håndbagagen.

Ting man bliver virkeligt rørt over at de mellemste storesøstre har brugt deres lommepenge på at købe i rejsegave til lillesøster:

En kæmpestor, oppustelig spækhugger, som hun kunne lege med i den pool hotellet havde på taget.

Ting man virkeligt godt kunne have undværet at tage med i kufferten – der så måske endda ville have været let nok til at solcremen måtte have blevet der:

En kæmpestor oppustelig spækhugger. Når poolen viste sig at være en meter dyb, og med plads til kun 12 personer af gangen….


Ting man godt kunne have pakket mindre af:

1. Børnetøj. Når man rejser midt i udsalgsperiode, med et barn der har fået 300 kroner med i gave af sin far, går der alligevel shoppeholic i den. Hun havde ellers svoret at hun ikke gad gå i butikker, men bare tanken om at have noget de andre ikke har, fik en side frem i hende jeg heller ikke kendte, og hun fik forvandlet pengene til et væld af smart tøj.

2. Voksenbøger. Som om man får tid til at læse fire bøger, når det barn man er alene med, åbenbart ikke behøver søvn, og hellere vil sidde på barer til midnat, end sove så jeg kan læse.

Ting man godt kunne have pakket mere af:

Børnebøger. Når man ikke nødvendigvis gider spille spil eller hoppe i vandet hvert eneste sekund, er højtlæsning et godt alternativ. Vi havde fire børnebøger med, og har allerede næsten læst dem alle.

Nå, jeg vil forsøge at lokke barn til en lur nu, så vi kan være oppe til midnat igen. Det er fandme hyggeligt, med aftenlivet. Hvad laver I andre nu?

06/17/19

Om tømmermænd og festdrømme

Den ting jeg ærgrer mig mest over ved at blive ældre, er tømmermændene. Shit, altså: hvis man troede den slags er slemme når man er i tyverne, kan man virkeligt se frem til at være i fyrrerne!

Det er nu mandag; jeg skal på arbejde om et par timer – og har teknisk set stadig tømmermænd fra fest i lørdags. Bare lige sådan et nydeligt strejf af kvalme, iblandet ømme dansetæer, og trang til at æde et eller andet voldsomt fedtet.

Dagen i går gik ellers med at ligge i fosterstilling på en madras i skyggen, mens jeg lyttede til mindstebarnet og nabopigens leg, og på skift fik lov til at ligge og kramme på mellempigerne. Det er ikke den dårligste måde at have tømmermænd på, men det ville nu have klædt mig at være oprejst, bare lidt.

Jeg har fødselsdag på fredag, men kommer ikke til at holde noget festligt, grundet andre arrangementer: 40 års skolejubilæum på de mindstes skole; afslutning på efterskolen og en middag. Weekenden efter rejser mindstebarnet og jeg til Madrid, på aleneferie, så der bliver det heller ikke. Og selv om min lever nok er voldsomt begejstret for at der ikke skal festes mere lige foreløbigt, så ærgrer det mig.

Det var vores søde naboers kobberbryllup vi fejrede i lørdags, og HOLD nu op – det var sjovt! Og helt vildt gennemført, med 1920er-tema, ca 50 udklædte gæster, og gode drinks (kvalmelyd).

Der var både et guld og glitterpyntet telt, med gamle møbler og ting, champagnetårn og cocktailbar, og så et hemmeligt telt med smugkro, hvor fadølsanlægget var gemt i en halmballe, og man drak “moonshine” af syltetøjsglas.

Helt genialt, og meget stemningsskabende – og det giver mig virkeligt lyst til at holde noget stort. Næste år! Og med et tema, der kan være med til at give stemning. Den slags tager sikkert også et helt år at udtænke og fremstille pynt til, så det er nok fint at vente et år.

Er der nogen af Jer, der har gode forslag til hvilke festtemaer der er sjove, og nemme at få folk med på? Så vil jeg rigtigt gerne høre!

 

10/30/18

Om alternativ middagsunderholdning

Dengang vi havde små babyer herhjemme, havde en af dem en dårlig timing med hensyn til blefyldning. Hver gang vi satte os ved aftenbordet, blev middagen akkompagneret af lyden af baby, der tronende i højstol for bordenden, omhyggeligt og prustende fyldte sin ble.

Muligvis en af de mindst ønskværdige dinner-shows.

I søndags var jeg til fødselsdagsbrunch hos min søde nabo, og her forsøgte deres kat at overgå skide-show.

Vi har verdens sødeste naboer, som vi har boet ved siden af i 13-14 år. Deres søn ligger mellem vores to ældste i alder, og deres datter mellem de to yngste, og de har altid leget rigtigt meget sammen. Særligt min yngste og deres pige, der kan bruge hele weekender på at bygge Playmobil-landsbyer op.

Vi sætter allesammen pris på god mad og drinks, og når børnene nu også er glade for hinanden og gerne vil hænge ud i lang tid, så bliver det tit nogle festlige aftener. Om sommeren sidder vi så meget i hinandens haver og drikker os småsnaldrede, at vi har sat en låge i hækken, så det er hurtigere lige at smutte frem og tilbage:


Nå, men det var den der brunch vi kom fra: jeg var inviteret til brunch med alle hendes veninder, og maden var fuldstændigt perfekt. Champagne og lækkerier, flot pyntet bord, og ti festklædte damer.


Da det på et tidspunkt ringede på døren jokede nogen (læs:mig) med at det måtte være den bestilte dværg-stripper, men en sådan var der (desværre) ikke bestilt.
Men så er det jo godt, at de har en kat der forstår at tage underholdningskasketten på, for kort efter bankede kattepoter på vinduet ind til spisestuen, akkompagneret af miaven, og så gik showet ellers i gang: den havde fanget en blåmejse, og var vanvittigt stolt af sig selv.
Selv var jeg så heldig at sidde helt på første parket, med frit udsyn til alle de jongleringsøvelser man nu engang kan lave med en død fugl. Det er mange, kan jeg hilse og sige…

Den stakkels fugl blev kastet op i luften; grebet mellem forpoter, og slynget hårdt ned i fliserne; krammet hårdt af rygliggende kat; jongleret fra pote til pote; smidt højt op igen; og smadret ud over fliserne – og sådan blev det ved, fascinerende, men ulækkert, længe.

Heldigvis gik den væk for at æde fuglen. Medbringende noget af min appetit.

Underholdningsværdien i katte-jonglering er en del højere end i ble-fyldning, men rammer nok cirka lige højt på ulækkerskalaen.

Hvad er det skumleste dinner-show I har oplevet?

01/10/18

Om læserarrangementer, “Nilens jord”; makeup tips og en strøtanke om at mødes

Reklame, i form af links og omtale af event, men indlægget handler primært om noget med at mødes;)

For noget tid siden var jeg til et utroligt fedt arrangement på “Madklubben”, inviteret af Nilens jord. Vildt god mad, ny viden om hudpleje, konkurrencer og den fedeste gavepose nogensinde.

Jeg er kæmpefan af både Nilens jord og Madklubben, så jeg vidste godt det ville blive en fed aften. Men det der virkeligt fik den aften til at virke som noget helt særligt, var selskabet! Ikke nok med at flere af mine yndlingsbloggere var der: vi havde alle taget en ukendt læser med som date.

Inden jeg mødtes med min date, Cecilia, var jeg ret nervøs. Tanken om at hun vidste en masse om mig fra bloggen, uden at jeg kendte hende, og  måske forestillede sig at jeg var sødere, sjovere eller klogere end jeg er, og ville blive synligt skuffet, blev ved med at dukke op.

Sådan føltes det slet ikke – tværtimod var det virkeligt sjovt at være på date med en, der allerede “kendte” mig, og vidste hvad vi havde til fælles, så vi lynhurtigt kunne tale om bøger, unger, rejser og andet, uden at skulle igennem en masse høflighedshalløj for at finde fælles interessepunkter. Det var en god, sjov oplevelse, og jeg kunne mærke at den følelse havde alle andre til stede også med deres “dates”.

Der blev grinet og snakket, og delt tips om “Nilens jord”; og det var sådan en aften man ønskede aldrig sluttede, og lige siden ha rjeg haft lyst til at stable noget lignende på benene.

Jeg har været længe om at få skrevet dette indlæg, primært fordi jeg har gået og rumsteret lidt med tanken om at lave noget der minder om det. Jeg blogger ikke for at tjene penge, men fordi jeg synes det er spændende at formulere mig på skrift og hyggeligt at have så præcise optegnelser over tid der går. Derudover elsker jeg at få feedback og kommentarer, og de af Jer der kommenterer ofte, føler jeg næsten at jeg kender, uden at have mødt jer.

Jeg ved virkeligt ikke om det kun er mig selv der syntes det lyder sjovt. Altså – det er jo ikke fordi jeg selv er superspændende selskab, men jeg tror at I der læser med er det, og det føles som en god ide’ at lave noget der ikke kun er indspist bloggeragtigt, men faktisk vedrører noget af det vigtigste for en blog: læserne.

Konceptet har jeg ikke en skid styr på, men måske behøver det ikke være så fancy? Telt i haven, måske sammenskudsgilde? Eller slå mig sammen med nogle andre bloggere, der også syntes det ville være hyggeligt at åbne op for en læserfest? Evt få nogle firmaer til at sponsorere nogle præmier eller lignende? Eller hvad siger I: er det her en god, eller en underlig ide,?

—————

Her er iøvrigt links til mine absolutte favoritprodukter fra Nilens jord. Linksene er sådan nogle reklamelinks, der betyder at jeg får nogle få procenter hvis nogen køber gennem dem, men anbefalingerne er altså 100% oprigtige: jeg er megafan af Nilens jord; bruger ikke andet, og synes virkeligt de her ting er gode!

Til afrensning er Micellar rensevand genialt. Den fjerner nemt makeup på både hud og øjne, og fugter tilmed.
Nilens jords Volume mascara er suverænt den bedste mascara jeg nogensinde har ejet. Ingen parfume og parabener, og så giver den flotte, tykke vipper. Se selv, det her er mit ene øje, uden andet makeup end mascara. Mine øjenvipper er tynde og blege, men den får dem til at se ret vilde ud:

Når det skal være lidt festligt, er jeg glad for at bruge denne her highlighter. Den påføres på de steder man gerne vil fremhæve, fx øverst på kindben og lige under øjenbrynet, og det ser overraskende festligt og strålende ud, uden at virke sminket.

Jeg bruger blusheren her hver eneste dag. En plet på hver kind der tværes ud, og så ser jeg frisk ud. Vildt smart med “læbestiftfunktionen”, der gør den nem at bruge, og uden risiko for unaturlige streger: den ser altid helt naturlig ud. Har købt en magen til, til min teenagepige.

Second skin serum er noget så smart som en kombineret plejede serum, og en foundation. Tyndtflydende, trænger nemt ind og føles lækkert på huden. Den holder jeg aldrig op med at bruge!


Kan også købes i Nilens Jords egen fine webshop: