11/29/20

Om ikke at være værdig til plads på eget zombie-elitehold


Søndag morgen. Jeg blev vækket 05, af et mareridt jeg har forsøgt at genskabe i mit billedbehandlingsprogram ovenfor.
Jeps, good old zombie-mareridt, min sædvanlige nemesis. Tilført en heroisk kæmpende mindsteunge.

Man kunne tro det var de menneskeædende monstre i sig selv der var det værste ved zombiemareridt, og grunden til at jeg ikke kan falde i søvn igen. Det er det ikke – det er irritationen over hvor irrationelt jeg opførte mig i drømmen der holder mig vågen.
De sidste mange år har Ninjaman lidt for ofte påpeget hvor nyttesløs jeg selv ville være på et zombieoverlevelsesteam, med evnen til at sige “hvad sagde jeg?” som eneste unikke egenskab og helt uden hurtighed, kampevner eller andre særlige talenter. Efter mit natlige møde med zombierne må jeg erkende at mine overlevelsesevner er om muligt ringere end troet.

Se selv:

– I drømmen var min langtidsoverlevelsesplan at pakke et telt. Ikke en rustning, ikke mad, men et telt. “Det kan tåle minusgrader!” sagde jeg til børnene, da de stillede spørgsmålstegn ved om det var bedste valg.
– Jeg skjulte for Ninjaman at jeg og ungerne var ved at gøre os klar til at flygte fra zombiehorderne, fordi jeg “ikke ville gøre ham bekymret”.

– Jeg fravalgte at tage min yndlingskjole med som den ene af det to kjoler jeg pakkede, fordi jeg ikke ville risikere at den gik i stykker?

– Jeg roste min næstyngste for at have pakket “dejligt meget legetøj og spil, så vi ikke kom til at kede os!”

Og så fulgte ellers en amatøragtig gang flugt, hvor jeg og pigerne konstant mistede kufferten med teltet og det meget legetøj i bunker af blade og skulle lede efter den; valgte at sige ja tak til husly hos fremmede folk der helt tydeligt viste tegn på at være ved at blive forvandlede til zombier, og gjorde et unødvendigt langt stop på et dyrskue vi passerede for at se på nuttede griseunger. (Hvor i alverden kom den trang fra? Jeg har aldrig været i nærheden af et dyrskue i virkeligheden, og tvivler på at jeg ville prioritere at stoppe på et under en zombieapokalypse).

Nå, men det er så grunden til at jeg nu har ligget søvnløs i nogle timer. Måske I kan bruge mine erfaringer til at planlægge hvordan i ikke skal gøre når zombierne kommer?

01/10/20

Om juleferie og ingenting

Min næstyngste gav min søster en hjemmelavet glimmerpenis til juletræet i værtindegave juleaften:

Min søsters baby er for lille til at have lavet gaver til nogen, men gav til gengæld hele familien opkastsyge i hele den efterfølgende ferie. Meget generøst!

Vuggestuebørn er giftige – godt de er så nuttede, at man tilgiver dem smittefare… Jeg plejer at kunne surfe elegant udenom sygdom, men ikke denne gang, og det er først nu, snart to uger efter at jeg begynder at føle mig ovenpå igen. Derfor blogstilhed – jeg skal lige ind i en skriverutine igen.

Nytårsaften var så festlig, at jeg stadig kunne mærke det da jeg kørte på arbejde den anden januar. En af de mange glæder ved at blive ældre er at tømmermænd er noget der kan minde en om festlige aftener i dagevis efter – og uanset hvad, var det fedt at have en aften med fest i, efter stilstand og bræk.

Nå, men min hjerne er som sagt stadig delvist ferielandet, så ingen pointe eller rød tråd herfra lige nu.

Til gengæld kan jeg imponere med dette kunstværk som jeg fandt på en væg på et toilet i dag –  bare lige for at blive i lidt diller-tema:

Jeg er meget imponeret over placeringen af nosser, og tænker det er tegnet af en person der ikke selv er i besiddelse af et sådant vedhæng.

11/11/19

Om orme

Den sidste måned har vi udkæmpet en hård kamp mod mel-møl. Altså – sådan nogle små flagrende sataner, der er kommet ind i huset i fx en pose mel, og nu flakser rundt i skabet, laver spind i poser med nødder og mel, og værst af alt: har små kravlende larve-unger der kryber hen over loftet i køkkenet. Vi har smidt ud, puttet ting i bøtter, støvsuget som gale, og langsomt er der ved at komme færre og færre af de ækle kryb.

På det tidspunkt hvor det var værst, startede vi morgenen med at støvsuge 10-12 kravlende larver ned fra loftet, og samme antal når vi kom hjem fra arbejde.

Mindstebarnet iagttog mig undrende mens jeg gjorde det en dag, og stillede et spørgsmål der gav mig lidt for livagtige billeder i hovedet:” Kan man fjerne alle orme med en støvsuger? Også børneorm?”

Kan alt for levende forestille mig scenarier, hvor man støvsuger børnenumser – og krydser fingre for at det ikke er noget vi får raget til os.

Det mindede mig iøvrigt om dette skilt, som jeg så på et fritidshjem for mange år siden og selvfølgelig måtte fotografere:

10/21/19

Om ting der har undret mig i oktober

Ting jeg har undret mig over den sidste tid:

1. Hvem malede hunden?

Fandt Winston sovende i sin kurv, en morgen hvor jeg mødte senere end resten af familien. Nogen havde malet en dekorativ lyserød kant mellem det sorte og det hvide i hans nakke – alle børn benægter hårdnakket kendskab til udåden. Undrer mig meget over at jeg slet ikke kan aflæse deres pokerfjæs. Har endda overvejet om han har gjort det selv?

2. Uglers fødder

Det her billede er for syret! Jeg har altid tænkt at fugle havde korte ben, men at ugler gemmer på ben længere end mine er superskræmmende.

3. Navne på kager

Det mest mindeværdige fra vores lille tur til Helgenæs i efterårsferien, var opdagelsen af at franske snegle hedder “øretæver” der. Som om man tør gå ind i en bager og bede om at få en øretæve? Delte det på Instagram, og blev her yderligere oplyst om at samme kage hedder grammofonplade i Korsør og lokumsbræt på Bornholm. Får mig til at holde endnu mere af den sukrede lille sag.

4. Ting børn tager fotos af

Gik aftentur ved stranden i sommerhus, medbringende tre børn der tog fotos af lidt af hvert. Kunne forstå hvis det var lysene ovre i Århus der var smukke at fotografere, men nej: nærbilleder af sand og vand er åbenbart hit-motiver i mørket.

5. Frøer

Ældstebarnet er ved at male et billede, der skal forestille et grønt område med skøre frøer på. Foreløbigt har hun bare baggrunden klar, den ser sådan ud:

I sin research efter gode frøer at tegne efter, har hun fundet en overvældende mængde af fotos af frøer der sidder på bænke:

Jeg anede ikke de kunne det, og har været helt færdig af grin over flere af dem.

06/10/19

Om listige løsninger

Da jeg gik i anden klasse, og løste opgaven:”skriv et digt om vejret”, fik jeg en reprimande af min lærer for udførelsen.

Alle de andre havde skrevet sider fulde af detaljerede beskrivelser af solskin, blomster og skyer – min var begrænset til en enkelt sætning:”udenfor er det dejligt vejr, så hvorfor sidde og digte her?”

Det var ret akavet at opleve sin egen genialitet falde til jorden i en sky af pinlig tavshed, og det er nok derfor at jeg stadig husker det så tydeligt.

Æblet falder ikke langt fra stamme, opdagede jeg forleden hvor min næstyngste fortalte om en engelsk stil, hun netop havde afleveret.

”Den skulle være på mindst 300 ord, men jeg kunne ikke finde på noget, så til sidst skrev jeg, at han faldt over en sten, og sagde:”ouch, ouch, ouch, ouch, ouch, ouch, ouch, ouch, ouch, ouch, ouch, ouch, ouch, ouch, ouch” – og så ramte jeg præcis 300 ord!” erklærede hun tilfreds “ og min lærer synes sikkert det er sjovt!”

Det tænker jeg også han gør – han har heldigvis meget humor.

Et billede der passer til har jeg ikke – men her er et pladecover jeg fandt i en genbrugsbutik, og har haft det lidt for sjovt over siden. Det vækker SÅ mange spørgsmål: “hvis det her var det bedste foto, hvordan så de kasserede sådan ud?”, “skal han tisse?”, “HAR han tisset?”, “hvor festlig er musikken lavet af en festlig fyr som ham?”, “tænkte han selv:”yes, der var den! Det er præcis det udtryk jeg gerne vil have på min plade!”

Hvad tænker I?

03/25/19

Om at tage mærkelige fotos – en top 6 liste

Jeg har før lavet lister med random ting om mig selv, men formår ikke at skrive de elegante lister som modebloggerne skriver, med små kære særheder – mine særheder er altid mere sådan… sære.

Jeg har før skrevet en om at sidde fast i ting og en om hvor klodset jer er. Denne gang havde jeg, igen, tænkt kig at forsøge med bare at skrive en random liste, men er endt i noget tema: “mærkelige ting jeg tager billeder af”. Normalt hvis folk viser fotos på deres mobil, vil de ikke have man bladrer videre – måske fordi der ligger pinlige selfies, nøgenbilleder eller andet inkriminerende. På min mobil ligger der bare overraskende mange underlige fotos, der peger hen mod at jeg har lidt af en sær fotofetish.

Topliste over mærkelige fotos jeg tager:

1. Mine børn påstår hårdnakket at en af de mest fremtrædende træk ved mig er hvor pinlig jeg er. Selv tænker jeg det ikke som decideret pinlighed, men mere som et udtryk for at jeg har et afslappet forhold til egen værdighed. Har fx ikke den der blufærdighedsstopklods, der forhindrer mig i at sende tisse-selfies til folk. Skræmte kollega med dette toilet-fie, og fik enslydende:”stop dig selv!” sms’er fra alle fire børn, da jeg fra Sverige sendte dem et undrende “hvorfor-spejle-i-loftet-tisseselfie”.
2. Jeg ser ansigter i ting hele tiden. Biler med sure øjne, søvnige huse, overraskede stikkontakter. Tager også fotos af dem hele tiden – som jeg efter noget tid sletter igen, for hvem kan jeg egentlig nogensinde vise dem til? På en eller anden måde ikke den fedeste icebreaker til en fest at sige:”nå, vil du se en masse fotos jeg har taget af stikkontakter der ligner ansigter?”

Det her tog jeg i går:
Venlig type, ikke?

3. Resten af familien tager et ton af fotos af hunden når han ser nuttet ud. Der falder jeg mere i mobbe-fælden, og kan se på min telefon at jeg primært har fotos af ham hvor han ligger virkeligt dumt og sover, eller som dokumentation for de mange vanvittige stillinger han finder det nødvendigt at indtage når han skider. Her er således et flot billede af hvordan han vælger at tømme tarmen i en slags yogastilling, hvor han står på forpoter.


Altså: selve udførelsen er flot og elegant, men hvorvidt det er den mest praktiske måde at udføre den slags på vil jeg gerne stille spørgsmålstegn ved. Umiddelbart er det ikke en stilling jeg kan anbefale til lignende aktiviteter.

4.Bøger, der kan lyde sjofle. Der er mange børnebøger der kan læses ganske forkert fx.

5. Slåfejl og autocorrect. Er selv ofte lidt på hurtig på sms, og dår enten sendt dem til de forkerte, eller overser min kække autocorrect.
Sidst sendte jeg denne til min mand:

Har skrevet om flere sms-fejl her.

6. Skilte. Dem med stavefejl eller mystiske meninger.

Som jeg skrev om for nyligt, kan jeg snildt underholde mig selv en hel dag med den slags.

Nå, er neg den eneste? Hvad tager i fotos af?

01/28/19

Om at være en modvillig shopper, der ihærdigt opsøger morskab i skilte

Min mand og 75 % af min børneflok elsker at glo i butikker, og kunne gøre det i timer. Jeg har en enkelt veninde jeg virkeligt godt kan lide at se på kjoler med (måske fordi det oftest efterfølges af hvidvin), en anden veninde der er sjov at glo på gaver med (måske fordi det oftest efterfølges af rødvin), og jeg kan tilbringe uanede mængder tid i boghandlere, men ellers er det vindue hvor i jeg orker glo på butikker, meget lille. Jeg kan oparbejde cirka en halv times afdæmpet entusiasme når ungerne skal have nyt tøj, når der skal handles ind eller hvis der skal findes noget i Matas, men alt med skoindkøb eller telefoner slukker min vilje til at leve betragteligt.

I lørdags skulle jeg på biblioteket og hente nogle bestilte bøger, og selv om jeg godt vidste at min mand og pigerne skulle i centeret for at købe et par sko til den mindste, lave en ny nøgle, og tale om et eller andet kedeligt i en mobilbutik, kom jeg alligevel til at sige ja til at få et lift af dem.

De var stadig langt fra færdige med deres ærinder, og trallede lallegladt rundt og lod sig begejstre over kedelige ting i Telia, og bagefter prøvede barnet alle de sko der overhovedet fandtes i verden. Det hjalp kun lidt at min mand galant bar min bibliotekspose og konstant gav mig komplimenter – han ved at der skal hårde skyts til, for at jeg ikke får center-nedsmeltninger.

Til gengæld kunne jeg, ganske alene, oparbejde en vis mængde morskab over absurd apostrof på et skilt:


De andre ignorerede høfligt mit selvsving over det:”haha! Den apostrof får det til at ligne at det er et udsagsnord i bydeform! Hvad tror i det betyder at tulipanere? Det lyder ikke særligt rart, vel? Kan man mon blive tulipaneret, eller er det bare noget man gør?”

Jeg var lige så alene om at komme op og køre over de smart markedsførte “sunde snacks”: poserne med gløgg mix. Intet siger Rødovre, som en pose sprut-grøntsager i madpakken,vel?

Heldigvis forbarmede næstyngstebarnet sig over min desperate trang til at finde sjov i skilte – eller bare i et eller andet – at hun udpegede denne pakke såler i låsesmeden med et:”se mor, det er sådan noget du synes er sjovt! “ og det var det.

Intet produkt kræver et emballagebillede der emmer af nært forestående sex, mere end et par såler. Frækt.


Er jeg den eneste der synes den slags er sjovt? Send mig endelig fotos, hvis I ser den slags.

01/23/19

Om at være ret meget 2010

“Ai mor, du er simpelthen bare SÅ 2010!” himmeløjnede min yngste af mig da jeg nynnede en eller anden umchi-umchi dansesang, der var mere end to år gammel.

Jeg vidste ikke engang at det var noget man kunne være? Eller at 2010 var så længe siden at man ligefrem kunne bruge det som betegnelse for noget oldnordisk og kikset.

Nå, men apropos 2010, sad jeg og så de mange #tenyearchallenges på instagram, og til sidst fandt jeg og mellempigerne 2009- fotoalbummet frem, for at gyse over hvor meget jeg mon selv havde forandret mig på ti år.

“Der er ikke et eneste foto af mig?” måtte jeg undrende konstatere, efter at have bladret igennem side efter side af fotos med mine, rørende nuttede og bittesmå, tre ældstebørn. Indrømmet: det ER mig der tager flest fotos herhjemme, men at jeg ligefrem havde undgået kameralinsen i et helt år var imponerende. Også selv om de tre udgjorde helt passende og meget fine motiver.

“Hey se! Der er da et billede af dig på bagsiden!” råbte pigerne, og sørme så:

Hvis det her var hvad 2009 bød på rent udseendemæssigt, er jeg glad nok for at blive kaldt “totalt 2010”, for det kan da kun være bedre. Iøvrigt ligner jeg ret meget mig selv – dog er hår mindre gult nu, og tænder mere.

11/28/18

Om fødselsdatoer

“Mor, kan du ikke lige skrive at det er rigtigt nok jeg har fødselsdag på mandag? Min veninde sidder her og tror ikke på det, så skriv lige min fødselsdato!” skrev efterskoleungen på messenger i går.

En fornuftig mor kunne have:

1. Bedt hende vise sygesikringskort som bevis

2. Skrevet det ønskede

Jeg skrev dette:


Fulgte det op med billeddokumentation:

Hun syntes det var virkeligt sjovt. Heldigvis er mine unger ret hærdede i sarkasmens ædle kunst.