09/13/20

Om det overraskende ved at skifte børn ud med teenagere

Min næstyngste datter – det lille, tykkindede, kageglade, nussevenlige, temperamentsfulde, heliumsstemmeførende minibarn – fyldte 14 år i fredags. Af en eller anden grund er det altid hendes fødselsdage der overrasker mig mest: at den ældste er størst og fylder høje år virker logisk nok, og at den næstældste stille og roligt lunter efter og også tillader sig at blive ældre og ældre kan jeg også vænne mig til – men at hendes pseudotvilling-lillesøster ræser efter og fylder præcist det samme kort tid efter, er altid et stort chok.

Jeg kan huske fra da alle fire børn var babyer, hvor overraskende det var at de i det ene øjeblik var helt spæde og bittesmå, og det næste kunne gå og havde meninger. Men det der med at være børn, der byggede huler, fik læst højt, satte krydser i legetøjskataloger ved ting de ønskede sig, tegnede tegninger, skændtes om hvem der var heltinden i tegnefilmen, opførte lange teaterstykker, og altid var mere end villige til at tilbringe al vågen fritid med at fylde mine øregange med sniksnak, varede uendeligt lang tid. Så lang tid at det føltes helt evigt.

Skiftet til at hele 75% af flokken nu er store teenagere – den ældste og hendes kæreste leder efter lejlighed, og mellempigerne interesserer sig ikke længere for det de gjorde før – føles chokerende brat.
Efter 18 års tid hvor jeg har vænnet mig til at blive blæst bagover af tsunamier af ord det øjeblik jeg trådte ind af døren herhjemme, er det virkeligt besynderligt hvor ofte jeg nu kommer hjem til et tomt hus, og kan åbne sms’er om hvem teenagerne og deres udadvendte lillesøster nu hænger ud med.
Den eneste tsunami der er tilbage, er hundens begejstrings-danse over at se mig. (Dem sætter jeg virkeligt også pris på, og overvejer stærkt at anskaffe mig tre hunde mere, bare for gamle minders skyld.)

Opmærksomhed fra hunde kan dog også være for meget:her til morgen vækkede hunden mig klokken 05.50, ved at banke sit tykke hoved ind i døren til gangen foran soveværelset indtil den gik op, og med kækt klikkende tånegle mod gulv ræse hen og lægge sig på gulvet – oven på min kjole fra dagen før – og starte den højeste gang snorken op.

Irriteret over at blive vækket, rejste jeg mig og kylede ham ind i stuen igen. I gangen foran soveværelset har vi for nyligt indrettet et “bibliotek“/læsekrog/gamerhjørne, der hvor den tredobbelte køjeseng fyldt med børn plejede at stå, og da jeg gik forbi opdagede jeg at sofaen der var fyldt med sovende teenagere. De havde selvstændigt malet vægge i går, og kunne ikke sove på egne værelser. Jeg måtte stoppe længe og glo på dem – også selv om jeg ved hvor “creepy” de ville have beskyldt mig for at være hvis de var vågnet og havde set mig stirre. Helt nuttede og sammenfiltrede, og en tidsmaskine tilbage til dengang man godt måtte sige de var nuttede, selv om de hørte på det.

Nu nøjedes jeg bare med at blive rørt over dem i smug, og tænke inden i mig selv at de stadig var ret nuttede.

04/10/19

Om at blive midaldrende, inklusive en udråbstegns-inficeret tur ned ad Memory Lane

”Ja, jeg behøver bare se på dit fødselsår her på sygesikringskortet, for at sige du behøver læsebriller!” Sagde den unge optiker kækt, da jeg trådte ind i hans butik, med en klage over at man var begyndt at lave varedeklarationer med så små bogstaver, at jeg umuligt kunne læse dem.

Følte mig ret gammel, mens han afprøvede butikkens samlede udvalg af briller på mit store ansigt, for at finde dem der klædte mig mindst dårligt.

“Går du mest i blå?” Nikkede han mod min blå kjole, hvilket jeg klart hørte som :“kvinder i din alder kan tit godt lide briller i friske farver!”.

Jeg undlod at vippe ham en, for den bemærkning jeg synes der lå mellem linjerne, og valgte en neutral brille, med 1,75 styrke. Bogstaver bliver mindre og mindre, mens jeg går her og venter på at brillerne er klar til afhentning…

Til hendes ros var lægen, der konkluderede at blodprøven viste at de manglende menstruationer var symptom på begyndende overgangsalder, i den helt anden ende af aldersdiskrimineringsskalaen: ”Ja, du er jo ret ung, så det er lidt tidligt, men tallene viser altså at du er godt på vej…” undskyldte hun, mens jeg bare solede mig i at blive opfattet som “ret ung” igen.

Jeg vil ikke sige at jeg er decideret i panik over at blive ældre. Mere bare… undrende. Befandt mig ret godt i alt det liv der hørte til at have småbørn, med en følelse af at det var evigt. Nu hvor jeg er ved at opdage at børnene rent faktisk vokser ud af den tid – og min efterskoleunge endda taler om sin barndom som noget der ER overstået; en overvejende positiv færdig pakke, som man kan plukke skiftevis nostalgiske/afstandstagende udsagn ud om – lader jeg mig forundre over hvordan min egen krop også ældes. Inde i mit hoved er eneste forskel på min krop nu, og før jeg fik børn som 26 årig, 7-8 ekstra kilo, og hvis jeg gad smide dem, ville ingen kunne se forskel på før og efter. (Måske derfor jeg konstant saboterer alle forsøg på kur, i en regn af Toblerone, efter en uge?)

Med børnene kan jeg se at deres personligheder også vokser, og passer godt til deres ranglede semi-teenagekroppe, hvor jeg egentlig bare er mig selv, og syntes jeg passede ok til min krop som den var, uden at behøve toppe den med hedeture eller læsebriller.

Tanken om at ens sind ikke ældes sad i mig, indtil jeg fandt en stak breve jeg selv sendte hjem, da jeg som 17 årig bumsede rundt med rygsæk i Australien i et år. Shit, hvor var jeg ung!

Den ungdommelige skråsikkerhed sidder i alle linjer, lige fra :”Gid jeg bare kunne komme direkte ind på den forbandede journalistuddannelse, og få den overstået, så jeg kan komme i gang med at leve mit liv!”, til:” jeg kan ikke forestille mig at blive bundet op af at få børn nogensinde” og “jeg havde jo fødselsdag d. 21-6, og er nu voksen, myndig og viis. Men egentlig er den eneste forskel på at være 17 og 18, at nu hvor jeg har lov at gå på pub, er der ikke længere nogen der gider spørge mig om ID mere!”

Jeg startede med at blive virkeligt træt af den 17 årige migs mange udråbstegn og fremtidsplaner, og var egentlig godt tilfreds med at være nået et andet sted hen. Indtil jeg begyndte at lægge mærke til alle de små grimme tegninger, og intense beskrivelser af nye ting. Her en lidelsesmættet bid, fra et job jeg tog på en pære/ferskenfarm, sammen med en franskmand og en englænder jeg rejste med:

Det var ikke bidden ovenfor, men en halv side lang beskrivelse af et jordbær, der fik mig til at savne evnen til at lade sig forundre.

Selv om indledningen:”Gæt hvad jeg spiser nu? Et selvplukket jordbær!!! I December! Er det ikke mageløst?” både indeholder lidt for mange udråbstegn, og et arkaisk tillægsord, så er der noget fint over den måde som unge mennesker er sansende på, som jeg tænkte at jeg havde mistet.

Lige indtil jeg i fredags, på arbejdet, gik under et blomstrende æbletræ, på vej fra møde til arbejdslokaler, og pludselig blev ramt af træets duft. Tænk: jeg er kynisk og halvgammel; synes jeg har oplevet lidt af hvert og kan gennemskue det meste – og alligevel havde jeg så fuldstændigt glemt at æbletræer dufter af noget. Jeg stoppede op og duftede, mens følelsen af, at jeg godt stadig ville kunne skrive en halv sides brev om duften af æbleblomster (muligvis endda inklusive lidt random udråbstegn og et ord som “mageløst”) hvis det skulle være.

Så kom bare an, alderdom. Min hukommelse er åbenbart også så slap i det, at jeg fra nu af vil blive overrasket og begejstret hvert eneste år, når jeg genopdager at æbleblomster har en duft

Æbleblomster dufter.
Det er ikke verdens dårligste overraskelse.

02/25/19

Om at lide i stilhed

Herhjemme er vi mere eller mindre fælles om allesammen at gøre ting forkert – der er ihvertfald altid mindst en person der er utilfreds med eller dømmende overfor en anden persons opførsel.

Selv er jeg umiddelbart den der vinder flest “cringe-points”, ved at sige eller gøre pinlige ting, og så er jeg ret doven. En af børnene er den der oftest bebrejdes for ikke at gide hjælpe til med noget; en anden bliver for hurtigt vred; en tredje glemmer aftaler; og deres far råber for højt af sin Xbox klokken 05 om morgenen, når han ikke kan sove – hvilket så vækker nogle af os andre. Så der er hele tiden mindst en af os der er muggen over noget mindst en af de andre gør forkert. Sådan er det nok i de fleste familier.

Den eneste der ikke bebrejdes for noget, er hunden. Bevares: han slår da indimellem nogle stueryddende prutter, som ingen rigtigt er fan af; og han trækker stadig meget i snoren når man går tur, men generelt er der bred enig om at han er svær at blive sur på.

Der er således ret lang line over for opførsel børnene ville lynche deres søstre for: den kjole den ene mellempige under ingen omstændigheder må låne af sin søster, må hunden fx gerne snuppe en lang lur på, bare fordi han ser sød ud når han sover. At sove på ting er hans spidskompetence – hvilket er ret heldigt, for alle børnene har en spidskompetence der hedder smid-alt-tøj-håndklæder-stofposer-hovedpuder-bamser-på-gulvet-når-du-har-brugt-det-og-undlad-at-samle-op, så der er altid friske forsyninger af nye spændende ting at tage en lur på.

Set i lyset af hvor glad han er for at sove på hvad som helst, burde vi ikke være blevet så spændte, da den kurv han fik med da vi købte ham gik i stykker. Men det blev vi: tanken om at finde den helt rigtige kurv til ham, og se hans taknemmelige fjæs over den, var lidt spændende og projekt “køb en kurv” blev en familiebegivenhed.

Han blev også overdrevent glad, og dansede rundt om os mens vi pakkede den ud – indtil det viste sig at den var mindre end den kurv han havde før.

Dybt suk, og han ignorerede den en uge, med deprimerede lure kun på sokker og andet smidt på gulv.

I weekenden krøb han til korset, men uden at kapitulere helt: demonstrativt lagde han sig i den igen og igen, på måder der tydeligt viste hvor mikroskopisk og forkert den kurv var. Suppleret med dybe suk, og bebrejdende blikke.

Se selv: alt, alt for lille. Stakkels lidende dyr…

01/24/19

Om at være mor til teenagere

Det meste af tiden er jeg rigtigt glad for at være mor til flokken herhjemme, med lige den alder de har, og synes de er søde, sjove og hjælpsomme generelt, men der ER ting der er drænende ved løsrivelsesprocesser når de bliver teenagere eller tæt ved.

Lige for tiden trækker selvmodsigelserne særligt tænder ud.

Sådan noget i stil med:

Brok over at vi roder så: “det er pinligt at have gæster hjemme”/samtidigt med at spor af brugt tøj, kopper, afklippede mærker og bøger drysses efter dem i stuen.

Brok over at vi ikke har økonomi til at man får samme mængde penge til tøj og cafe som vennerne/ samtidigt med at rejsekort, nøgler, mobiler og tasker drysses efter dem ude i den virkelige verden, og penge vi ikke har, skal bruges til at skaffe det hele igen.

Brok over at ens søster har lånt ens ekstrahandsker, fordi hun ikke kunne finde sine egne/ samtidigt med at mine bælter, tasker, makeup, neglelakfjerner m.m. åbenbart er noget man bare låner når man vil, trods mine gentagne formaninger om hvilke få ting jeg har, som man ikke bare må bruge.

Både pigerne og jeg benytter muleposer dagligt, til at slæbe madpakker med os, og selv om vi har en god stak, er det de nyeste og hvideste der er i højeste kurs. Jeg har en jeg bruger fast, den har jeg fået af min veninde, og motivet beskriver ganske præcist hvordan mor-livet indimellem var for få år siden:

En pose, der på denne måde viser hvor hårdt det kan være at være forældre havde jeg troet jeg måtte beholde for mig selv, men nej: nyeste, hvideste, og derfor en jeg har måttet kæmpe for retten til selv at benytte.

Troede de havde fattet den, indtil en morgen hvor jeg ikke kunne finde den, og midt på dagen blev ringet op af barn, der med svag røst spurgte om jeg kunne hente hende. Hun havde kastet op.

Fuld af omsorg gjorde jeg mig klar til at køre fra arbejde, da hun indrømmede:” du må ikke blive sur, vel, men jeg lånte altså din pose. OG jeg har kastet op i den…”
I bilen hjem kom vi begge til at fnise over hvor provokerende det er at låne folks forbudte ting, og endda brække sig på dem. Jeg tror at hun fattede noget af det – for jeg har ihvertfald haft den for mig selv lige siden. Så enten var det den værdifulde lektion, eller det faktum at den nu ikke længere er den hvideste pose i samlingen.

Tasken kan iøvrigt købes her, hvis man kender den følelse. Den er ret praktisk – dog ikke til opkast.

(Og nej – det er ikke et sponsoreret indlæg)

08/14/18

Om forlænget efterferieblues og efterskoleunger

Det er muligt, at jeg skrev et indlæg, om hvordan jeg hurtigt ville blogge mig ud af efter-ferie-blues, med en perlerække af kække og positive indlæg – men der havde jeg ikke nået at gennemtænke, det der med at Ældstebarnet skulle på efterskole….

Da jeg skrev indlægget, var hun en ranglet, kreativ, selvstændig 16 årig, og jeg glædede mig på hendes vegne, over at vi havde fået lov til at låne penge til at sende hende afsted.

Et par dage efter forekom det mig at hun var skrumpet en smule, og det begyndte at føles lidt underligt at sende sådan et lille skolebarn afsted, helt alene. Dog ikke helt så slemt som det gjorde da hun, yderligere et par dage efter, ikke var meget større end et børnehavebarn, med tynde små fletninger og en lille hånd, med smilehuller på knoerne, der nemt kunne gemme sig i min.

Da vi i søndags, tømmermændsramte og i søvnunderskud efter fest, kørte dette nuttede mikromenneske til efterskolen, måtte jeg kæmpe gevaldigt for ikke at hulketude ynkeligt ned i hendes krøller:
(På alle måder heldigt at hun ikke skulle starte en uge senere, for så ville jeg nok have skullet føde hende på efterskolens trappe…)

Inderst inde ved jeg jo godt at hun er rigeligt stor til at fylde de sko; klog og fin og sej som hun er – skal bare lige vænne mig til forsmagen på at mine unger flytter hjemmefra.

Så ja: jeg savner hende. Også en smule mere end det strengt taget er nødvendigt at savne hende, i betragtning af at hun kommer hjem de fleste weekender.

Men så har jeg jo stadig 75% af børneflokken og deres grimme hundelillebror herhjemme til distraktion.

”Hunden skal IKKE op på mit værelse, nogensinde!” Var en af de sidste beskeder fra den afrejsende.

“Vi indretter dit værelse til ham, komplet med billeder af katte på væggene, hundemad på gulvet og fri adgang til din seng” replicerede hendes mest sarkastiske søster tørt, og hermed blev distraktionside’ nummer et født: postkort fra hunden.

Hele aftenen brugte jeg på at sidde og manipulere billeder af hunden, sammen med næstmindstebarnet, mens vi opfandt tekst til postkort, som vi spammer efterskoleungen med det næste år. Omdrejningspunktet er naturligvis hvad hunden vil gøre ved hendes værelse, nu han har overtaget det.

Første del af “postkort fra hunden” kommer på bloggen snart. Glæd jer!

05/21/18

Om at være sådan en der sidder fast i ting, en top ti liste

Jeg havde været inde i byen med min ældste teenager, og da jeg så metrotoget holde på perronen, ræsede jeg ned af rulletrapperne i forsøg på at nå med det.

Dørene lukkede i hovedet på mig, men alligevel kradsede jeg lidt omsonst på de lukkede døre, indtil teenagerens hånd på min skulder hev mig væk.

”Ai altså, der kommer et nyt tog om lidt!” Skændte hun “du ser virkeligt tosset ud når du står desperat og prøver at komme med. Og hvad ville du have gjort hvis du havde nået det? Jeg var jo ikke nået med?”

Skamfuld over min opførsel – hun havde jo ret – forsøgte jeg at distrahere hende, med en fortælling om engang hvor jeg sad fast i en metrodør i Paris, da jeg var teenager.

”Ja, og så var jeg for langsom med at gå ud af dørene før de lukkede, så min rygsæk sad fast i døren da metroen kørte, og det var kun fordi der var nogle hurtigt reagerende mennesker der hev i mine ben, at jeg ikke blev kvast mod tunnelens væg.” Sluttede jeg dramatisk.

” Jesus Christ, mor, du er den mest klodsede jeg kender!” Stønnede hun, uden særligt meget medfølelse i stemmen. “Du kan jo nærmest lave en top ti over ting du har siddet fast i, i løbet af dit klodsede liv!”

Og vupti – der var et blogindlæg!

Top ti, over ting jeg har siddet fast i, i løbet af mit klodsede liv.

1. Dørene i en pariser-metro, med min rygsæk.

2. Dørene i en bus, med mit store hoved, da jeg var ca 10 år, og kørte bus med min onkel. Spørg ikke hvordan dette kunne lade sig gøre, men jeg må have bevæget mig ret aparte ud af den bus, for mine ben var på jorden, mens dørene lukkede om mit hoved.

3. Skydedøren i Brugsen på Nordre Frihavnsgade. Jeg var ca 4, og holdt øje med barnevognen med min søster i, mens min mor handlede. Kan huske jeg undrede mig over hvordan dørene åbnede sig, og gik ind for at se nærmere på dem fra siden. Da nogen gik ind, fik jeg døren i hovedet, mens jeg bøjede mig for at undersøge.

4. En sofa.

5. En elevator i en svømmehal. Iført vådt badetøj, og medbringende tre kolde småbørn.

6. Min hoveddør. Løb travl ud af døren, iført lang frakke og knallerthjelm, og smækkede døren om frakken, så jeg røg bagover. Var pinefuldt lang tid om at vikle mig ud af overtøj og få låst døren op, til mine overboers store moro.

7. En smart velourbodystocking med lynlås i ryggen. Endte med at måtte rive lortet i stykker, da lynlåsen satte sig fast, og jeg virkeligt skulle tisse. Cyklede hjem med bar mave under overfrakken.

8. En skilift. Havde fået viklet min hånd og min skistavsstrop så stramt rundt om stangen på en stolelift, at jeg måtte tage en ydmygende tur ned og op igen, mens jeg viklede mig fri.

9. I sådan en automat hvor man putter en mønt i og trækker en lille plastikkugle med legetøj i. Var tre år og på Sicilien med min far, og gik hen for at beundre maskinen mens han badede. Efter undersøgelse af maskinen konkluderede jeg, at det egentlig lignede man bare kunne stikke hånden ind i den luge hvor tingene kom ud, og snuppe noget, selv om man ikke havde mønter. Afprøvede min teori med min buttede barnehånd, og sad overraskende godt fast. Nogle medarbejdere kom og råbte af mig på italiensk, og prøvede at hive mig fri, men de endte med at måtte skille maskinen ad med værktøj, mens jeg stod og vrælede. Jeg kan kun huske fragmenter fra den ferie ellers, men lige det med automaten husker jeg pinefuldt detaljeret.

10. Jeg kan simpelthen ikke komme i tanker om flere ting jeg har siddet fast i – så mit barns hånlige teori om at jeg nemt ville kunne skrive en top ti over ting jeg har siddet fast i holder heldigvis ikke stik. HA! Tag den, hånlige barn: så klodset er jeg trods alt ikke!

11/3/17

Om cykler

Min cykel er over 15 år gammel. En gammeldags damecykel, der vejer noget nær 200 kilo. Det hjælper selvfølgelig heller ikke, at jeg stadig har fastmonteret et barnesæde bag på. (Nøglen til hængelåsen, der holder barnesædet, er blevet væk, så det sæde sidder der sikkert stadig, til når jeg engang får børnebørn. )

Den rasler og skramler, og der er et stort hul i sadlen, så silikonen fra den klistrer sig bag på min kjole, så det altid ligner at jeg har siddet i noget klamt.

Når man har mange børn, er der altid en der mangler nyt mere end man selv gør. Dette forklarer også hvorfor der er cirka tre fjer tilbage i den dyne jeg arvede fra min mormor for 25 år siden, mens mine børn har fluffy lækre dyner. Og det forklarer hvorfor mellempigernes købt-brugt-men-megapæne cykler, og teenagerens nykøbte to år gamle 5000 kroners cykel står og blærer sig, ved siden af min tunge rustbunke.

Teenageren går i skole på Nørrebro, hvor det er nemmere at tage tog end cykel, så hendes fine cykel har stået urørt flere måneder.

For en uges tid siden begyndte jeg at plage om at måtte låne hendes cykel på arbejde, og i går gav hun sig endelig. Jeg monterede glad mine lygter og lås på den om aftenen, og glædede mig til at suse afsted.

Jeg er sådan en der godt kan lide at møde på arbejde en halv time før jeg skal, så jeg kan nå at drikke kaffe og læse aviser i ro. Desværre er jeg også det min mand kalder “tidsoptimist”, så som regel er jeg på arbejdet det sekund jeg skal være der, og ikke før. Således også første dag med lækker lånecykel.

Fuck-er-klokken-så-mange-hvor-er-mine-høretelefoner-og-jeg-kan-ikke-nå-at-tisse-nu-og-jeg-skal-være-der-om-ti-minutter-agtigt halsede jeg ud af døren, og kastede mig op på cyklen.

Som, trods det at teenageren og jeg nu er næsten lige høje, åbenbart ikke er blevet indstillet i højden siden hun var 12, og derfor så lidt sådan her ud til mig:

Foroverbøjet, på lillebitte cykel, maste jeg mig på arbejde. Mine knæ ramte helt seriøst min hage på et tidspunkt, og jeg gruede for at Ninjaman kom kørende forbi mig efter børneaflevering, og så mig på den hårdt tilkæmpede drømmecykel, i min rasende, sammenklemte, blåhagede tilstand. Dette skete heldigvis ikke.

Da jeg kom hjem monterede jeg mine lygter på den gamle rustbunke igen. Nu glæder jeg mig næsten til at få fedtede silikone-saddel-fylds-pletter bag på kjolen igen – på alle måder bedre end blå hage….

11/2/16

Om børnestavning og opgaver

Jeg synes børnestavning er noget af det sødeste, og fylder jævnligt min telefon med fotos af sjove skoleopgaver og andet jeg finder.

Den herunder er en filmanmeldelse af Erik Clausens “Den store badedag”, som hang på mine børns skole.

Det er ikke så meget stavningen der kilder min humor, men dens ærlighed: til spørgsmålet om vedkommende kunne lide filmen er der bare et rungende “NEJ!!”, efterfulgt af begrundelsen:” den var klam, og man skider normalt ikke på gulvet”

Opgaven nedenfor fandt jeg i en papirkurv. En boganmeldelse, hvor skribentens resume’ kortfattet er at: “den handler om kønsdele på kroppen”.

Jeg ved ikke hvilken bog det er en anmeldelse af, men jeg kan godt lide udspecificeringen af “kønsdele på kroppen” – som om der også fandtes bøger om kønsdele, der ikke sad på kroppen!

På Vesterbro gik jeg forbi noget kridt-graffiti.
“Tis” og “lort” stod der på de to første fliser. og så kom den her:

Nedenstående tekstbid er fra en lang stil, hvor hovedpersonen lider af sygdommen “pælsalagi” og derfor ikke må få et kæledyr. Elsker stavemåden!

For nogle år siden gav en af mellempigerne mig den fine lykønskning herunder i fødselsdagsgave.

Der er ikke ødslet med vokalerne, men meningen er ret tydelig:”tillykke med fødselsdagen”

Smsen nedenfor havde jeg næsten glemt.

Den er nogle år gammel.

Jeg skrev en SMS til mine piger, og spurgte hvad jeg skulle købe til fredagsslik. Det tog mig relativt lang tid at afkode hvad de mente, selv om den faktisk er ret logisk.

Kan I gætte hvad der står?

01/21/16

Om alenetid, klemmerter og frossen lort

Tusind tak for jeres megen feedback på mit hjælp-mig-med-inspiration-til-indlæg-indlæg.
Jeg blev rigtigt glad – og inspireret – og har skrevet alle jeres forslag og ønsker ned – kom endelig gerne med flere!

Flere af jer efterspurgte indlæg om noget med børneopdragelse; hvordan det er at have så mange børn; og om forældreskab generelt, hvilket overraskede mig lidt, da jeg faktisk ikke troede den slags var spændende at læse om – så tak for det, det er ihvertfald emner der ligger lige for hånden!

Det der er påfaldende mest eftertragtet i en familie med mange børn, er alenetid, med en enkelt forælder.

Mine børn ER flokdyr, der generelt trives godt når vi er mange samlet; de sover i samme rum, og ofte også to og to i samme køje; de klumper sig hellere sammen i stuen, end bruger egne værelser; og de vil helst ikke overnatte hos familie, uden at have mindst en søster med – men alenetid er en myteomspundet, attråværdig sjældenhed, som de vil gøre ret meget for at få.

Vi har en tradition med at de hver får en alenefridag når de har fødselsdag. Det startede da ældstebarnet fyldte seks år, og det eneste hun ønskede sig overhovedet, var en dag helt uden de to små, der dengang var 1 og 2.

Det fik hun, og siden er det blevet en tradition: en af os tager fri på deres fødselsdag, og fødselaren vælger hvad vi skal, fra de andre er afleveret, og frem til de skal hentes igen kl 15.

Ældstebarnet plejer at vælge noget med bif og sushi, næstældsten noget med svømmehal og pommes frites, nummer tre konditoritur og museum, og den yngste vil altid i zoologisk have.

Efter at Ninjaman blev syg, har vi haft nogle issues omkring nattesøvn, og har derfor belønnet børn med krydser, når de ikke holdt andre vågne om natten.

Krydserne har kunnet veksles til alenetid, hvilket har været både hyggeligt og tiltrængt

Her forleden havde jeg så alenetid, med hende her:

Hun ville ind til byen og gå en tur, og vi havde en forrygende dag, hvor mine øregange indtog flere ord, end de normalt gør på en hel uge!

Er der nogen der kan huske dette indlæg, fra da hendes yngste storesøster havde den alder, hun har nu?

Det var præcis sådan det var, og jeg bestemte mig for, at intensivere mine (nyttesløse) plagerier til hendes far om en efternøler, for det der med at være forælder til en fem årig er altså noget af det sjoveste man nogensinde kommer til at opleve, vil jeg påstå!

Vi startede med en samtale, som gik sådan her:

Barn:”Se, en bil! Hvordan laver man biler?”

Mig:(starten på lang forklaring om Daimler og encylindrede benzinmotorer)

Barn(uinteresseret):” nå. Se – en skraldespand! Hvordan laver man skraldespande?”

Her fattede jeg hintet: hun gad egentlig ikke høre svar, men ville bare have kontakt, så resten af dagen holdt jeg igen med lange forklaringer, og lod hende styre emnevalget, der – børnehavealderagtigt nok – hurtigt kom til at kredse omkring det allersjoveste: det latrinære.

“Mor” sagde barnet, da jeg advarede hende om en hundelort på fortovet ” jeg synes egentlig ikke ordet “lort” er et godt ord. Det burde hedde…hm.. En klemmert! Fordi hunde klemmer dem ud, ikke? PAS PÅ MOR – der ligger en våd hundeklemmert der!”

Emneskiftet forløb lige så elegant:” Mor, nu vi taler om lort,ikke? Så har jeg tænkt på Frost-filmen: hvis alt det Elsa laver bliver til is, hvad så med hendes lort? Laver hun isklumper,eller hvad? Og hvad hvis hun har tyndskid – hahaha – er det så ligesom et snevejr?”

Siden har jeg ikke helt kunne slippe det mentale billede, af en Elsa – blåfrossen af anstrengelse – der producerer en gigantisk snebolds-klemmert…

Av, Elsa…
Det der er svært at tage sig sammen til, ikke?

10/13/15

Om at gøre de ting man er bedst til

Ninjaman og jeg har været kærester i 18 år, og har de seneste 13 år jævnligt tilføjet nye medlemmer til familien.

Efter så mange år har vi lært hvad hinanden er bedst til af praktiske ting, og har – uden rigtigt at aftale det – fordelt dem mellem os.

Han er morgenmenneske, der står op og gør sig selv og madpakker klar klokken 05, så han kan slæbe de tre yngste ind i sofaen en time senere, og lade dem vågne langsomt.
Han har styr på morgenrutinerne, hårfletning og hvornår de skal gå, for ikke at komme for sent – hvor jeg har travlt nok med at få motiveret mig selv til at vågne op og tage tøj på.

Jeg er bedre til aftener: alle ritualer omkring bad, bøger, tøjudvælgelse og langtidsputning, er jeg (moderat) tålmodig omkring, og finder hyggelige – hvor han bliver lidt irriteret, og trænger til at koble af med noget playstation der.

Han husker hvad der er børnenes yndlingstøj, og sørger for at vaske det hurtigt – det glemmer jeg, men til gengæld gider jeg godt lege vildt eller lave lerfigurer.

Vi er nogenlunde lige gode til at lave mad (mine spidskompetencer er supper og gryderetter; hans er ting der skal grilles eller steges, eller se pæne ud); og nogenlunde lige dårlige til at gøre rent.

Vi er også nogenlunde lige dårlige til oprydning, og rydder op på hver vores ineffektive måde: han putter rod i flotte stabler, jeg rydder enten minituøst op i noget ikke-synligt, fx en skuffe – eller flagrer rundt og fjerner lidt hist og pist, uden rigtigt at komme til bunds.

Jeg står for regninger og budgetter (han sjusker med tidsfrister); han står for græsslåning og snerydning (jeg sjusker med præcision og sirlighed).

I haven er det mig der planter nye ting – og ham der glemmer jeg har plantet dem, og dræber dem med græsslåmaskinen lige efter.

En fornuftig, uplanlagt, arbejdsfordeling, hvor ingen af os rigtigt kommer ud hvor vi ikke kan bunde.
Ind til nu, hvor han er langtidsindlagt, og jeg forgæves forsøger at fylde hans sko.

Dagen før han blev indlagt, stod jeg og iagttog hvordan han lavede pigernes madpakker klar: huskede hvad de hver især kunne lide af frugt; stegte bacon til de ældstes kyllingesandwiches; duppede rødbederne med en serviet, så de ikke splattede; og pakkede små portioner pistacienødder ind i film.

Det der for alvor slog mig ud, og fik mig til at føle mig helt uværdig til at løfte madpakke-smøringens tunge åg, var da han omhyggeligt knækkede alle den fem åriges pistacienødder for hende, før han pakkede dem ind.

Seriøst: jeg er simpelhen ikke i besiddelse af den sans for omsorg og omhu, og jeg tror ikke jeg kan gøre det bare halvt så godt, selv hvis jeg prøvede rigtigt hårdt – og det troede mine piger heller ikke.

“Vi laver selv madpakker!” annoncerede de, mens de nervøst mindedes den ene gang for to år siden, hvor jeg skulle stå for madpakker, og bare havde givet dem rugbrødsklapsammen-madder med.

Lettet kunne jeg nøjes med at lave den mindstes frugtmadpakke,mens de store i fællesskab fik lavet madpakker, som deres far ville have været stolt af.

Mellempigerne har haft valgfag i skolen, hvor de lærte at lave sunde madpakker, og er i stand til at trylle denne her slags mad frem:

OG der er endda tun indeni!
Jeg er meget imponeret.

Knapt så imponeret var jeg over mig selv, da pædagogen i børnehaven venligt informerede mig om, at et helt æble i en pose ikke talte som “frugtmadpakke”, og at jeg skulle skære det ud hjemmefra.

Jeg havde også overset at barnet ikke havde bukser på: kun strømpebukser og bluse, hvilket hun var blevet rigtigt ked af, da hun opdagede det henne i børnehaven – endnu et bevis på, at jeg ikke er særligt opmærksom på detaljer om morgenen!

Men vores morgener er siden blevet bedre og bedre: jeg formår at stramme mig en lille smule mere an, og børnene er blevet fremragende selvhjulpne.

Nød lærer halvnøgent barn selv at sørge for at få bukser på, åbenbart.

Nu glæder vi os bare til at få Ninjafar hjem, så vi kan imponere ham, med hvor seje vi er til at tackle hans domæner!

Superheltemor

Bogblog

Category Archives: favoritindlæg

Om det overraskende ved at skifte børn ud med teenagere

Om at blive midaldrende, inklusive en udråbstegns-inficeret tur ned ad Memory Lane

Om at lide i stilhed

Om at være mor til teenagere

Om forlænget efterferieblues og efterskoleunger

Om at være sådan en der sidder fast i ting, en top ti liste

Om cykler

Om børnestavning og opgaver

Om alenetid, klemmerter og frossen lort

Om at gøre de ting man er bedst til

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts: