06/7/20

Om indre uro

For tiden er jeg drænet for ord.

Selvom jeg skriver på en roman der nu er 90% færdig, kan jeg ikke tage mig sammen til at skrive noget. Åbner dokumentet mindst ti gange dagligt, men de ord der føltes tæt på tidligere på dagen er altid pist væk. Blogindlæg på samme måde. Sms’er til venner bliver ved tanken. Jeg bøjer af på at lave aftaler, isolerer mig, og når jeg har fri fra arbejde har jeg ikke overskud til meget andet end at sidde i et hjørne af haven med en bog, mens børnene larmer rundt.

De sidste måneder har trykket hårdt på alle mine paranoiacentre, med Ninjamans forestående operation og en nedlukket verden, der føltes som en film. Eller som nogle af de søvnløshedsfantasier jeg har i pressede perioder. Coronaen føles ikke længere så skræmmende eller tæt på længere, og operationen gik lige så godt som håbet. Solen skinner dejligt ofte, og jeg burde kunne parkere det hele i hvor-er-det-spild-af-tid-at-være-bange-for-alt-går-jo-parkeringskælderen og være glad, men det er som om min hjerne lige humper lidt efter virkeligheden og stadig er trist og urolig.

Har ikke lyst til at tale med nogen om det, men kan heller ikke finde ud af at distrahere mig selv ordentligt. Kan mærke hvordan alle de store mængder overskydende ord jeg altid har haft og normalt kanaliserer ud i skriverier og venner, er blevet spist op af den her grå følelse, og gør at jeg hverken kan skrive eller gider socialisere.

Mindstebarnet fyldte ti år i onsdags, og måske hjalp det mig til at få hul igennem til mig selv.

Jeg tog fri sammen med hende, og vi dimsede sammen rundt inde i byen, mens jeg lyttede til hendes umådelige mængder af tankestrømme. Hendes far og søstre skulle komme ind til os, så vi kunne spise den ønskede fødselsdagsmiddag: billige take away nudler, på en bænk, men vi havde stadig mange timer til fjol og snak
Al den sniksnak gjorde det umuligt for mig at gå rundt i tristhedsboblen – som om hun lige fik spulet mit hoved rent, med sin strøm af glade ord og mærkelige betragtninger.

I dag har jeg aftalt cykeltur med en af mine store piger. Teenagesniksnak tager en del længere tid at starte op, men når der først er hul igennem er mængden af ord mindst lige så imponerende som da de var små og det er noget af det hyggeligste.

Jeg har tænkt på at man burde kunne sælge børnetanker som kur mod tungsind. Der må være en forretningsmulighed gemt et eller andet sted

03/28/20

Om humlebier eller søvngængeri

Humlebien – corona-selvisolation dag 16

Jeg vågnede og tænkte på en underlig drøm jeg havde haft: jeg drømte at en høj summen vækkede mig klokken 04. Det var en kæmpestor humlebi der sad på mit sengetæppe. Den største jeg nogensinde havde set. Enorm. Som en lille spurv, nærmest. Jeg hentede en rulle toiletpapir og forsøgte at fange den forsigtigt i det, men den summede så uhyggeligt at jeg slap den. Så mistede jeg den af syne og brugte lang tid på at finde den igen. Lå på maven og gloede under sengen, og løftede alt vasketøjet fra gulvet, før jeg endelig fandt den på min hovedpude.

Fangede den med et låg fra en æske og en bog, men da jeg ville slippe den ud af vinduet summede den igen så voldsomt at jeg tabte både låg og bog ud i haven.

Vågen igen lå jeg lidt og funderede over hvad sådan en drøm betød. Er det corona-hjemmekuller? Hvad symboliserer sådan en kæmpestor summende ting, man ikke kan komme af med?

Så opdagede jeg toiletpapirrullen i sengen, ved siden af hovedpuden. Jeg rejste mig og så ud i haven. Der lå låget og bogen.

Resten af dagen har jeg brugt på at fundere over om humlebien virkeligt var SÅ stor – eller på om jeg bare er begyndt at gå i søvne.

(Fotoet har faktisk ikke noget at gøre med indlægget, men jeg har haft det liggende på min telefon siden jeg fandt det i en artikel om bier der sover inde i blomster. Synes det er så nuttet…)

03/23/20

Om følelsen af at være med i en film og anbefalinger af dystopiske bøger

Hjemmearbejds/hjemmeskoleuge nummer to er i gang, og det går i det store og hele ret fint. Jeg arbejder foreløbigt kun hjemmefra, mens Ninjaman skal på arbejde noget af tiden.

Teenagepigerne synes det er luksus at sove til længere end 06 hver morgen, og alle overholder uden brok en disciplineret “skoledag”, hvor de laver lektier 10-14, mens vi forældre sidder ved siden af og arbejder. Af mangel på anden underholdning laver vi endda ofte flere hyggelige ting allesammen end vi normalt ville gøre: går mange ture, spiller brætspil, eller sidder i samme rum og er kreative med hvert vores projekt. I weekenden malede mindstebarnet således påskebreve, mens hendes far tegnede, jeg skrev og teenagepigerne lavede smykker ud af mærkelige ting. Her barn med malerier:

Og de øreringe hendes yngste storesøster lavede til hende ud af et par miniskateboards, håndmalet med poscatusser:


Men hjemmekuller, og det at der ikke er en reel dato for hvor længe hele verden skal mure sig inde, tager også periodisk bidder af stemningen. Børnene savner venner, og ærgrer sig over ting der bliver aflyst, Ninjaman savner tid alene og jeg savner tid med andre.
Det gode er at der er tid til at få talt ud med dem der får “meltdowns” – i den almindelige travle hverdag er det mest noget med rasende teenager/dørsmæk/ læggen låg på/komme videre, nu har vi rent faktisk tid og overskud til at følge op på hvad det er der trykker. Tror jeg har haft mere tid til at lytte til mine unger en til en den sidste uge end jeg samlet har haft de sidste fire måneder…

Så mine dage er fyldte nok til at jeg ikke lader mig løbe over ende mentalt af de dommedagsscenarier jeg normalt er forfalden til. Mine nætter er derimod en anden sag… jeg vågner hver nat, af mareridt, og bruger den første halve time på at finde ud af hvad der var drøm og hvad der er virkelighed, og forsøge at tænke positive tanker. Ender alligevel altid med at bruge et par timer på tænkte dommedagsscenarier og googling af fotos fra verden, der ikke ligner sig selv for tiden.

Det mærkeligste ved at have en overaktiv fantasi og en veludviklet sortseer-tendens, er at jeg har brugt så mange timer på at forestille mig verdens undergang, at det føles som om jeg havde set alt dette komme. Helt ned i detaljer, der får mig til at føle at vi allesammen er med i en film JEG har skrevet. Må stoppe mig selv i at sige til folk:” velkommen til mit manus! Det er imponerende detaljeret, ikke? Ja, jeg ved godt det føles lidt ubehageligt, men er det ikke interesant at prøve hvordan der ser ud inde i mit hoved? Bare vent – om lidt muterer virussen og vi dør allesammen. Bortset fra zombierne. Dem kan du godt glæde dig til!”

Jeg skyder 100% skylden for alt dette på bøger jeg har læst.
Krimier siger mig ikke meget, og jeg holder mig også fra gysere (bortset fra Stephen King, som jeg altid har haft et blødt punkt for), så benzin til min noia har jeg altid fundet i dystopiske romaner.


Hvis man kan er nysgerrig på dystopigenren, kan jeg særligt anbefale “ Station 11” af Emily st. Mandel (adlink). Fremragende bog!

Romanen foregår 20 år efter at en virus udslettede 99,9% af verdens befolkning, hvor man følger en omrejsende teatertrup, der rejser rundt og opfører Shakespeare stykker for de spredte, små samfund der er tilbage. Omdrejningspunktet for romanen, er skuespilleren Arthur Leander, der dør af et hjerteanfald på scenen, i dagene før pandemien.Bogen fletter på fornemmeste vis livstrådene fra de mennesker der har betydet noget for Arthur sammen, og bevæger sig frem og tilbage i tid, uden at det på noget tidspunkt bliver hverken forceret eller forvirrende.Bogen er skrevet i et smukt sprog, og efterlod mig flere gange med en klump i halsen, berørt over de ting mennesker gør for og imod hinanden.“Station 11” er tankevækkende, uhyggelig, smuk og fuld af håb, og jeg kan ikke anbefale den nok.

Af andre skræmmende, men gode, pandemi-romaner kan jeg anbefale:

“Som pesten” af Hanne-Vibeke Holst, der er meget realistisk og omhandler hvordan regeringer, almindelige mennesker og medicinalfirmaer håndterer en pandemi og Madaddam trilogien af Margaret Atwood, der foregår i en fremtidsverden med kun få overlevende efter en virus.
Men hey – hvis I har tendens til dommedagstanker som mig, er det måske ikke lige de bøger I skal læse! Jeg vil snarest lave et bogindlæg, om bøger man kan forsvinde ind i, på den gode måde.
Pas på jer selv derude.

03/5/20

Om orkanens øje

(Coronadagbog – 7 dage før Danmark lukkede ned)

Nyhederne koger over af frygt for pandemi, og byer i fx Italien er i lockdown. Da vi handlede ind til ugen ville jeg have haft købt håndsprit. “Alt udsolgt – folk hamstrer!” var beskeden i fire butikker. Det fik mig til at hamstre lidt. Bare en smule. Toiletpapir, selv om vi ikke manglede. Mere pasta end vi normalt køber. Tun. 

“Man kan leve lang tid på tun” sagde min mand, da vi slæbte de fyldte poser hen mod bilen.

På pladsen i centeret spillede en gruppe gamle mænd jazzmusik. 

De spillede “when the saints” da vi gik forbi dem, og noget ved det fik mig til at tænke på Titanic, og musikerne der spillede mens skibet sank.

04/24/18

Om større børn og indretning

Nå, er der nogen der kan huske dengang vores hus var lillebitte, og jeg bloggede om hvordan pigerne delte værelse og vi alle seks sov i samme værelse, for at de skulle have mere plads på værelset?

A0C6C291-5D8D-40DF-87E7-59D454F0CBA4

(Og ja – der er særligt ryddet op på billederne,  resten af tiden lignede det en eksploderet legetøjsbutik…)

Det kan jeg knapt nok huske selv. Det er tre år siden vi fik tilbygning, og pigerne fik egne værelser. De to mindste deler et rum, adskilt af en høj bogreol, men det er stadig deres eget.

B441CE48-88E2-4396-845D-DF975F1CE665

De første år mærkede vi ikke meget til al den ekstra plads. Vi var vant til at klumpe os sammen på lidt plads, og det blev vi ved med. De fine nye værelser blev mest brugt når de havde legekammerater hjemme, og ellers sad de i stuen, som de plejede. Om natten sov de tre yngste i den tredobbelte køjeseng i gangen foran vores nye soveværelse.

Det sidste år har det gradvist ændret sig, og de er begyndt både at sove på egne værelser og bruge tid der. Det er både rart og vemodigt…

Det er rart at få lidt ro til at læse i stuen, og rart at de begynder, at føle de har noget der er deres eget – men det er lidt vemodigt at de bliver så større, og tiden med hulebyggende småbørn under spisebordet er endegyldigt forbi.

For nogle måneder siden, brugte vi tid på at ordne deres værelser helt færdige, helt efter deres hoveder. Jeg har før lovet jer tilbygningbilleder, men da vi altid roder minimum lidt, og iøvrigt indretter mest med storskraldsfund, har jeg været lidt tilbageholdende med indlæg om indretning. Her er dog alligevel lidt om pigernes værelser, til de af jer der synes den slags er sjovt!

04CA1011-D225-4CB7-A25F-CD61CD6178B8

Næstældstebarnets teenageværelse, med billeder af venner  på skråvæggene, og hemmelige kroge til iPad-dyrkning og vennehygge. Lige for tiden har hun gang i et projekt med at male paller, som hun kan lave om til en sofakrog, og lime nogle fliser sammen til bord. Jeg har ikke overblik over om det bliver fedt, men det mener hun selv det gør!

FC227B8D-405F-4E06-9BFC-6399AB1F8E41

Næstyngstebarnets værelse, med store samlinger af mærkeligt tegneserie-merchandise, egne fjollede tegninger og læsehjørne. Hun har fundet skrivebordet til storskrald, og vil male det lysere.

Mindstebarnets pyntede værelse, med gulvplads til Playmobil-lege. Hun ønsker sig en seng, så hun også kan begynde at sove på eget værelse.

Ældstebarnets værelse må jeg ikke fotodokumentere, men det kunne næsten lige så godt være en rigtigt lille lejlighed, med planter, spisebord og kunstnerisk indretning.

De fylder huset ud, med deres forskellige personligheder (og brugte sokker, søskendeintriger og almen rod) og det bliver virkeligt underligt når de engang flytter hjemmefra.

Min ældste pige skal på efterskole fra august, en kreativ efterskole. Det ser helt utroligt fedt ud, og både Ninjaman og jeg er grønne af misundelse over ikke selv at have fået sådan en mulighed da vi var 16.

Jeg tror det bliver så godt for hende, også selv om hun kommer til at savne sit eget rum herhjemme. Jeg har lovet at passe godt på hendes ting, og glæder mig en lillebitte smule til at måtte indtage hendes fine værelse som skrivekrog i hverdagene – men det bliver også mærkeligt at få en smagsprøve på hvor det her familieliv stille og roligt sniger sig hen, med piger der gradvist opholder sig mere på værelser, og til sidst andre steder end hjemme. Det bliver stille.

Når pigerne bliver voksne, kommer vi til at have plads til både atelier, bibliotek og walk in closet. Sådan frådse i plads. Ninjaman mener dog det er mere realistisk bare at holde rum så bare og åbne som muligt, så der er plads til at børnene og deres familier og venner kan komme til store søndagsmiddage, mafioso-style.

Fornemmer lidt at der alligevel nok ikke bliver så stille som frygtet?

 

04/4/18

Om ben, der er pæne indeni

Jeg ville have troet det med hospitalsventetid blev rutine, især nu hvor det er gang nummer elleve min mand bliver opereret – men rutine er det stadig ikke. Spøgelserne fra alle de andre operationer, med al deres smerte og usikkerhed, har stirret tungt på os begge de sidste uger op til i dag – også selv om denne operation er mindre: foden, på det ben der er blevet skåret i, er blevet krøllet sammen af stramme sener, der skal snittes op og stives af med skruer.

Der går 4-6 uger før han må gå, men selve operationen er færdig om et par timer.

Det har været en lang morgens fælles ventetid, hvor alle de gamle skrækoperationer blev ved med at spøge, men lægen der lagde bedøvelser i benet løftede stemningen meget.

Han scannede ben for at finde de rigtige nerver at sprøjte bedøvelse ind, og udbrød begejstret:” NEJ, hvor HAR du flotte nerver! De er jo pragteksemplarer! Kan I se hvor symmetriske de er?”

Lidt befippede over hans entusiasme, og uvidende om hvordan nerver normalt så ud, gav vi ham ret.

Han skamroste nerverne, mens han bedøvede dem, og endte med at råbe til en kollega:” John! Du er simpelthen nødt til at komme og se de her flotte nerver!”

John kom også og var meget oppe at ringe over deres symmetri, og de fagnørdede entusiastisk, mens de smed om sig med latin, og vi forsøgte at holde masken.

Da bedøvelsen var lagt, hørte vi dem sige til en tredje kollega at han var gået glip af nogle flotte nerver, og sekunder efter stod kollega tre og spurgte ydmygt om han lige måtte se dem? Min mand har været flov over sit ben siden første operation (hvor der blev fjernet så meget væv, knogle og muskel at det ligner en haj har taget et par grumme bidder af det) og han begyndte reflektorisk at sige noget om at benet jo ikke var så flot udenpå – hvorpå kollega tre, med scanner på nerverne glædesstrålende sagde:

” jamen, det er jo ikke det ydre der tæller, vel? Og dit ben er SÅ flot indeni! Wow, de her nerver kunne være sådan modelbilleder i en lærebog på medicinstudiet! Virkeligt flotte! Tak fordi jeg måtte se dem!”

Ventetiden derefter blev noget nemmere, fordi vi igen og igen, småfnisende, kunne vende tilbage til hans haj-bens uforlignelige indre skønhed.

“Synes du ikke mit ben er flot? Indeni?” Flirtede han, mens benet begyndte at slaske som en overkogt asparges, af bedøvelsen. Han så overskudsagtig ud, da de rullede ham ind til operation.

Solen skinner nu, og når foden er færdig, er det forhåbentlig allersidste gang han behøver blive opereret.

Muligvis ærgeligt for nerve-fans – men rart at vide at hans indre skønhed ikke kun begrænses til hans personlighed.

12/10/17

Om at være den creepy stalkeragtige nisseven

Puslen med indpakning af små stykker slik eller breve, er en daglig December-beskæftigelse herhjemme. Alle pigerne har trukket hemmelige “nissevenner” i deres klasser, som de skal overraske med hyggelige ting hele December, og de går op i det med liv og sjæl. Køber dimseting for lommepengene på vej hjem, og skriver breve med fordrejet skrift.

Selv plejer jeg at skøjte elegant udenom den slags på min arbejdsplads – glemmer at købe de små hyggelige ting, og synes ikke selv den slags med at fylde dueslag med cornflakes er sjovt –  men i år sagde jeg alligevel ja. Min mulighed for at deltage i diverse former for fredagshygge på jobbet, har i år været blokeret af, at jeg er på uddannelse til klokken 17 hver fredag, så jeg tænkte jeg skyldte lidt på kollegafronten.

Forudsigeligt nok, er jeg ikke den der husker at få købt chokolade til ham jeg er nisse for. Eller, det vil sige: jeg HAR faktisk husket det to gange, men blev fristet, og åd det selv på turen hjem fra Netto… Istedet har jeg så måttet lave gaver selv, og foreløbigt har jeg haft det lidt for sjovt med den del af det, og skrevet mærkelige digte og produceret sære ting.

Sidste uge lavede jeg bl.a. et Memory-spil: 20 helt ens brikker, med portrætter af ham jeg nisser for. Pakket ind i æske, med alskens gode anmeldelser på, om hvor sjovt og nemt det var at spille.

Her i weekenden tegnede jeg et portræt af min nisse, mens jeg fnes over hvor foruroligende det måtte være at modtage sådan et. Min mand mente det var creepy stalkeragtigt nok, at en hemmelig person havde tegnet portræt af en, og frarådede mig den oprindelige plan om at tegne ham delvist afklædt. Det var nok et ret godt råd, og jeg synes faktisk helgen-versionen blev akavet nok:

Der er generelt for få helgenkåringer på arbejdspladser.

Der er stadig ti dage til juleferien starter, og jeg kan godt mærke at jeg er ude på et skråplan med nisserierne allerede. Hvordan han reagerer på gaven i morgen, må være afgørende for hvor creepy jeg fortsætter med at være.

Hvad er det bedste kolleganisseri I har oplevet?

12/4/17

Om at have et meget stort hoved, proppet med ord

Nå, men jeg bestod min eksamen i fredags. Med ros, endda. Nu er jeg halvvejs igennem studiet, og det har egentlig ikke været helt så slemt som frygtet at studere oveni fuldtidsjob – bortset fra, at det hele tiden føles som om jeg har flere tanker end der egentlig er plads til at have.

Mine børn har ellers mobbet mig i båndsløjfe med hvor rummeligt mit hoved er, siden de fandt et baby-foto af mig, hvor jeg ikke har hår der camouflerer det. Til sammenligning har jeg fundet et foto fra filmen “Coneheads”.

Det er mig til højre. Hvad jeg mangler i benlængde, har jeg til overmål fået i pande. Måske er det derfor jeg er så klodset?

Før eksamen forestillede jeg mig, at det ville frigive en hel masse plads inde i mit hoved at få den af vejen, men der er stadig nogenlunde lige crowded derinde. Tænker at jeg snart må lave nogle dages med veninder, og få rødvinet bare lidt af det ud!

I går pressede mellempigerne mig til at tage med dem i centeret efter gaver – jeg kom sådan her afsted:

Opdagede set først halvvejs deroppe, trods det at den ene sko er min mands, kg udover at have en helt anden farve, er den også et par numre større…

 

Det her blogindlæg er ikke sådan et fancy et, med rød tråd eller pointer eller noget. Måske kan I allerede fornemme det, ud fra den random detour ud i størrelsen på mit hoved? Trængte bare til at rable-blogge, uden at tænke for meget, jeg har tænkt over hvert eneste ord der stod i min skide eksamensopgave.

Jeg har en masse blog-indlæg der er kvart færdige, men det er af den slags der tager tid at skrive: et med netflix-anbefalinger; et om at mødes med læsere; et om klodsethed; et med spørgsmål til jer omhvorvidt min blog er af en type, hvor jeg kan skrive mere seriøst om fx børneopdragelse; og et om skøre julegaver I har fået.

Sidstnævnte volder mig lidt bøvl, for jeg ville gerne skrive jeres citater i sådan nogle smarte bokse, som man indimellem ser på mere fancy blogs. Er der nogle af jer der ved hvad sådan en app hedder, man kan skrive dem i? Har hentet en app, men den fungerer ikke særligt godt.

Indlæg til andre blogindlæg I gerne vil læse, modtages iøvrig med glæde.

 

05/1/17

Om tjekket taskepakning

Jeg har aldrig nogensinde været tjekket nok til at pakke forudseende. Eller bare praktisk. Ninjaman er på samme måde, og opdagede fx flere år gamle personalemøde-referater i den taske han slæber med sig hver dag, da han ryddede op i den.

Vores barn nummer to er meget ligesom sine forældre, og barn fire pakker altid særdeles store, men upraktiske, mængder ting i sin taske, når vi skal noget. Barn et og barn tre derimod – DE er værd at hyre til sit hold, når zombieapokalypsen rammer os!

Da vi i sommer var på Sicilien med (fantastiske) Gulliver rejser, besøgte vi en af dagene en lækker lille chokoladefabrik. Det smagte så godt, at jeg kun fik taget et enkelt foto – af et barn, der var lige så begejstret som jeg var.

IMG_1218

Det var en ekstremt varm dag turen var planlagt på, så der var flere fra vores rejsegruppe der valgte at blive i poolen, men jeg ville gerne afsted sammen med to af mine piger, og vi fik nasset os til en plads i en af de biler der kørte derhen. Det var en rigtigt hyggelig biltur – lige indtil et barn begyndte at sige opkastelyde fra bagsædet… Jonas, der kørte bilen, og jeg så desperat på hinanden, og jeg begyndte at rode febrilsk i min håndtaske – selv om jeg godt vidste at den primært indeholdt slikpapir og rod og ikke noget man effektivt kunne bekæmpe opkast med.
“Jeg ordner det” sukkede ældstebarn og fik forsynet det sløje barn med både brækpose, drikkevand, mintpastiller og vådservietter, fra sin medbragte bæltetaske, mens jeg stadig sad og fedtede med noget slikpapir, og overvejede om det kunne hjælpe noget. Dyb respekt her fra!

“Må jeg ikke nok tage et billede af dit taskeindhold til min blog?” spurgte jeg næstyngstebarnet i går, da hun reddede dagen ved at trylle servietter op af sin bæltetaske. Hendes lillesøster havde syltet sig ind i is på havnen, og der havde været lang vej hjem med sådan et fedtet barn.

“Kun hvis du viser din taske også!” fnes hun.

Nu har jeg jo set hvordan smarte modebloggere ofte tager dekorative billeder af deres taskeindhold, og jeg vurderede at hvad jeg end havde i min taske, burde kunne arrangeres bare lidt pænt.

Jeg tog fejl…

Min taske er en min moster engang fik syet i Cambodia. Den er i min yndlingsfarve, og er stor nok til at kunne rumme både min iPad, benvarmere og varme trøjer til hverdag, så jeg er ligeglad med om folk synes den er pæn, for den er så praktisk.

IMG_1216

Her til morgen indeholdt den disse praktiske ting:

IMG_1217

En vante og en handske. Begge til højre hånd. Min telefon. Tre løse tyggegummi. En stor muslingeskal(?). Spisepinde, ikke brugte. En billet til et museum. En blyant og et kladdehæfte med noter til min roman. Et batteri. Et medlemskort til børnenes trafikklub. En glimmerlim. Og ret store mængder slikpapir og kassebonner.

Den blærede lille spejdertype-unge åbnede sin nydelige bæltetaske, og fremdrog følgende, i nette små bunker:

IMG_1214

Notesblok, servietter, vådservietter, tørshampoo, hånddesinfektionsgel med kirsebærduft, kam, læbepomader, mønter, en lille flaske vand, buskort og mobiloplader.

Hun er en fjerdedel så gammel som mig, og jeg er under en fjerdedel så tjekket som hende… Godt hun er på mit hold, når zombierne kommer!

06/15/16

Om gamle blogindlæg, juni

Jeg har en hel masse blogindlæg liggende klar inde i hovedet, men de sidste uger har været usædvanligt travle, og jeg har ikke haft skrivetid, så her et i stedet et hurtigt lille indlæg. De andre indlæg er på vej!

Endnu engang har jeg været på tidsrejse tilbage i bloggens støvede arkiver. Det er virkeligt sjovt at se hvor store mine unger er blevet siden, og hvor hurtigt tiden går.

I juni 2011 var jeg på barsel, og så frem til at gå på toilettet, uden tilskuere, når jeg startede på arbejde.

I Juni 2012 morede jeg mig over de fine selvportrætter i min næstyngstes børnehaveklasse.
20130123-211920

I juni 2013 havde vi besøg af elastik-spiseren.

20130405-094434

I juni 2014 afslørede mindstebarnet min fødselsdagsgave.

I Juni 2015 læste jeg tegneserier med næstyngstebarnet, og blev forarget over ordlyden i disse.

Det var juni måneds tidsrejse.
Nye indlæg, om kjoler, bøger, serier, sygdom, ferie og hverdag er i støbeskeen!