04/26/20

Om ting at lave, med karantæneramte teenagere (og børn)

Mindstebarn og jeg er jo tilbage på arbejde/skole; Ninjaman er så snart hans operationssår er helet, men de tre store samt den ældstes kæreste der bor her, går i skole hjemmefra og ser ikke andre mennesker. De tager det helt vildt pænt, og alle de kriser jeg kunne have forudsagt omkring hvorfor man ikke må se venner og den slags, er helt udeblevet.
Det betyder dog ikke at de ikke savner hverdagslivet, vennerne og aktiviteter ude, og vi har alle seks på skift krise over ting vi savner.
Heldigvis er det ikke god fantasi flokken herhjemme mangler, så her er en inspirationsguide til hvordan man stadig kan lave (næsten) alt det man savner, hjemmefra.

Biograf, hjemme


En biograftur, med billetter, kø til slikbutik, popcorn og nummererede pladser var sidste uges største succes.
Vi så “uncorked” – en ok netflixfilm omkring en ung fyr der drømte om at blive sommelier, selv om hans far forventede at han overtog familierestauranten. Filmen var dog ikke det vigtigste, men hele stemningen: de tre yngste havde lavet billetter, popcorn og en slikbutik; nummereret pladser og klippede billetter, og under hele filmen gjorde vi os alle umage med at opføre os biografagtigt: dukkede hovedet når vi løb foran fjernsynet for at komme på toilettet, knitrede lidt for meget med slikpapir, og smed lidt med popcorn. Helt autentisk!


Cafe – hjemme

Dette har vi gjort flere gange, den måned hvor vi alle seks var hjemme.

På skift har vi stået for at bage til eftermiddagscafe, hvor alle kunne bestille fra menukort og nyde varme drikke og hjemmebag og spil,e brætspil


Koncerter – hjemme

Koncerter er noget af det jeg savner allermest selv, og desværre også noget af det der er sværest lige at genskabe hjemme. Det er bare ikke det samme, uden at stå i en stor crowd af glade, dansende mennesker. Men rigtigt mange musikere laver små livekoncerter hjemmefra på Instagram, og her har vi samlet os og set flere af dem med bands vi kunne lide. Der er noget særligt over at se det live, og selv om vi alle seks hører ret forskellig musik, har vi enkelte kunstnere vi er enige om er fantastiske. Den ene er hende her:

Phoebe Bridgers, der har spillet numre live på Instagram @_fake_nudes_. Hun har også en konkurrence hvor man kan lave sin egen karantæneversion af en af hendes musikvideoer, hvilket alle pigerne har været meget opslugte af at forsøge – så opslugte at de startede brandalarmen med en røgmaskine de lånte af naboens teenager. Nå, men man kan altså finde mange gode minikoncerter på Instagram, hvis man er vågen. Og det er ret sjovt – omend langt fra det samme. Kæft, hvor jeg savner rigtige koncerter! Stod faktisk til en koncert i Vega (“Big thief”) da Danmark lukkede ned, og havde vildt mange billetter til aflyste koncerter i år…

Restaurant – hjemme

Jeg har ikke billeder endnu, men tænker der godt kunne komme et lille blogindlæg ud om vores restaurantplaner: på tirsdag (hvor Ninjaman forhåbentligt vil være frisk nok efter operation) har vi aftalt at lave en restaurant herhjemme, ud fra et tegneserietema. Man må selv vælge hvad, men der skal være pynt og musik der passer til den tegnefilm man vælger, og så skal de andre hold gætte hvad det er.

Mellempigerne laver en forret, ældstebarn og kæreste er i fuld sving med at lave hemmelig pynt til deres dessert, og Ninja, mindsteungen og jeg selv skal lave en hovedret. Vi er ikke helt enige om temaet endnu, men tror vi går efter at lave Bento-bokse fra Miyazakis “Totoro”.

Yoga, hjemme

Og her kan I stadig vinde et gavekort til yogaudstyr på 1000 kr, gennem yogavivo

 

03/17/20

Om forsøg på ikke at gå i zombie-panik

For en som mig, der altid bruger bare en smule af min tankevirksomhed på at forberede mig på værst-tænkelige-scenarier og zombieapokalypser, er corona-krisen ikke just befordrende for nattesøvn.

Og man kan ikke undgå at tænke på det – det hele handler jo om corona, i en grad hvor selv hundelegetøjet ligner coronavirus-forstørrelse:

Jeg skal virkeligt tage mig selv hårdt i nakken for ikke at blive overdramatisk og bekymre mig om sårbare mennesker jeg holder af – men udover nogle enkelte nætter, går det rent faktisk overraskende godt. Måske fordi jeg synes der er noget trygt ved at myndighederne tager det så seriøst, og vi forhåbentligt kan lykkes i fællesskab med at få smitten til at brede sig langsomt nok til at sundhedssystemet kan følge med. Godt vi allesammen er så gode til at holde os for os selv, det kan i sidste ende gøre en stor forskel!
Jeg tænker på jer der knokler med at holde Danmark kørende – hospitaler, supermarkeder – og er taknemmelig for at I findes.  Vi der sidder hjemme, og passer jobs fra sofaen mens vi forsøger at motivere egne børn til hjemmeskole, kan måske også godt bruge følelsen af at være til nytte for andre, selv lm vi ikke trækker de tungeste læs – så her er et par forslag:

Lav et minibibliotek:

Det eneste jeg havde lyst til at hamstre, var biblioteksbøger. Nåede det desværre ikke, og tænkte at der måske var andre bog-desperate typer end mig derude, så jeg har bygget mit eget bibliotek foran min havelåge.

Det er ikke kønt – men det virker!

Fyldte det med ca 40 bøger og et par film, og allerede nu er de fleste af dem blevet snuppet og folk har lagt andre bøger, film og spil derind. Jeg bruger alt for meget tid i mit vindue på at sidde og skæve ud på vejen, for at se på hvem der kigger i mit bibliotek.

Køb ind for nogen, der ikke selv kan:

Vi bagte en masse små brød, og hang dem på dørhåndtag hos ældre mennesker på vejen, vedlagt breve om at de bare kunne ringe hvis de ville have hjælp til indkøb. Hvis man har mere overskud end det, så har Røde kors også organiseret en kæde af folk der hjælper andre.

Arh, det her indlæg var lidt tyndt, I know! Skal lige i gang med at skrive igen. I morgen vil jeg lave et indlæg med anbefalinger af hvad man kan underholde sig med, uden at behøve forlade sin matrikel.
(Hvis man har anbefalinger af serier, så skriv dem gerne til mig, så samler jeg dem.)

02/21/20

Om svimmelhed og festplanlægning

Forleden nat lå jeg endnu engang og bekymrede mig om ting, mens jeg vendte og drejede mig i sengen – søvnløshed er en af mine spidskompetencer. Pludselig snurrede min seng mange gange rundt, og det blev den ved med at gøre hele natten.

Om morgenen sygemeldte jeg mig, da jeg ikke kunne tage strømpebukser på uden at dejse om, og ringede til min ørelæge-moster, der mindede mig om at det er noget jeg har haft før. Løsrevne øresten, der rutcher rundt og fucker med balanceevnen.

Sidst jeg havde det, dinglede jeg rundt med det i ti dage før jeg kunne få en tid hos ørelæge der kunne fikse det – man fikser det ved at dreje hovedet på bestemte måder og holde det, mens det hele svimler rundt. Denne gang sendte ørelægen mig links til øvelserne på YouTube, og hvis bare jeg ikke laver alt for pludselige bevægelser, har jeg det helt fint allerede.
Eneste minus er dog min mands irriterende “have en skrue løs”-onkel humor jokes, men da jeg er afhængig af hans hjælp til at udføre øvelserne, har jeg endnu ikke kvalt ham for det.

Om tre uger holder vi en stor fest for den næstældste, der fylder 15. Sådan en slags konfirmations-erstatning. Jeg burde forberede en hel masse, men kan ikke så længe det svimler. Det eneste der er ved at være helt styr på, er bordkortene som vi har lavet i ler:


Barnet vil gerne have hjemmelavet koreansk mad til festen, men da vi ikke ved om alle kan lide det, ville jeg supplere med nogle thailandske kokosretter. Er der tilfældigvis nogle af jer der ved om den slags kan laves nu og fryses? Eller har gode opskrifter? Så bare smid dem efter mig, kunne virkeligt godt bruge noget inspiration!

02/18/20

Om store børn, der vokser fra legetøj

I vinterferien insisterede mine børn på en tur i Ikea for at brænde de fire gavekort på hver 150 kroner af, som de havde fået i julegave. Da de var mindre var det postkort og plastikblomster de gik efter, denne gang var det urtepotteskjulere til de mange planter de selv laver ud af stiklinger, pudebetræk og de to yngste insisterede på at få et gardin til at dække indgangen mellem deres delte værelse. Værelset er allerede delt af en høj reol, men det var åbenbart vigtigt at have et gardin i mellemgangen og en aftale om at banke på reolen hvis man vil igennem.

Det ser sådan her ud, fra hver sin side:

Det øverste er fra den 13 åriges side og det nederste fra hendes ni årige
lillesøsters


Jeg forudså, sortseeragtigt, at aftalen om at skulle banke på inden man vadede gennem hinandens del af værelset ville føre til skænderier, men foreløbigt går det ret godt med det.

Hvad jeg ikke havde forudset var hvordan yngstebarnet blev grebet af indretningsiver efter st have fået sat gardin op, og med tre hjælpsomme storesøstre fik rykket sit værelse om til det de kaldte et “store-pige-værelse”. I den slags er der ikke legetøj, og med en overraskende stor klump i maven, så jeg dem folde flyttekasser ud, og putte alt den ni åriges Playmobil ned i dem, for derefter at bære dem i kælderen.
For et års tid siden krisede jeg over samme barns pludselige afvisning af godnatsange. Jeg håber hun kan lokkes tilbage til legetøj lidt igen, ligesom hun kunne med godnatsange. Både fordi hun går glip af en masse ved at holde igen med at lege allerede, men mest af alt fordi jeg altid har syntes det allerallerbedste ved at have børn er at sidde og smuglytte til hvad de leger. Kæft, det er underholdende!
Måden de forhandler på om legens præmisser, hvem der finder på hvad, og de mange sjove replikker deres playmobilmennesker har.
Min favoritreplik er for tre år siden, hvor mindstebarn og veninde legede med playmobilprinsesser og taktfast messede:” DRIK, DRIK, DRIK!” mens de legede at prinsesserne holdt fest. Bagefter kastede en af prinsesserne op.
Jeg ved ikke lige hvor de fik det fra, at druk-gruppepres er en obligatorisk del af fester – men håber da jeg kan få taget den holdning fra dem inden de bliver 16. Hvilket jo føles som lige om lidt…

Nå, men store-pigeværelset ser nu sådan ud, med en hel masse gulvplads – der frister til lege.

Dagen efter storepigeværelse sad jeg i stuen og læste, mens jeg lyttede til mellempigerne – store halvvoksne på 13 og næsten 15 – der syede et par shorts til hunden. Helt fjollede, og med replikker som:” Winston, du er den værste model jeg har syet til, i mine 27 år som syerske!” gik det pludselig op for mig at man ikke behøver være helt færdig med at lege, bare fordi man ikke har noget legetøj. Hunden finder sig tålmodigt i alle former for påklædning, og ventes også at blive begejstret for de røde shorts. Når de er syet færdig – han er ikke god til at stå stille når han skal måles.

Da deres far derefter kom ind og talte til samme hund, som om hunden var en iværksætter der prøvede at sælge 10% af sin virksomhed der solgte kærlighed og han selv var en “løvens hule”-investor der skulle overbevises, blev jeg rolig igen.
Der bliver ikke nødvendigvis kedeligt, bare fordi min kælder er blevet at par kasser legetøj rigere – der er stadig rigeligt med gak i store børn og halvgamle mænd som jeg kan underholde mig med!

01/10/20

Om juleferie og ingenting

Min næstyngste gav min søster en hjemmelavet glimmerpenis til juletræet i værtindegave juleaften:

Min søsters baby er for lille til at have lavet gaver til nogen, men gav til gengæld hele familien opkastsyge i hele den efterfølgende ferie. Meget generøst!

Vuggestuebørn er giftige – godt de er så nuttede, at man tilgiver dem smittefare… Jeg plejer at kunne surfe elegant udenom sygdom, men ikke denne gang, og det er først nu, snart to uger efter at jeg begynder at føle mig ovenpå igen. Derfor blogstilhed – jeg skal lige ind i en skriverutine igen.

Nytårsaften var så festlig, at jeg stadig kunne mærke det da jeg kørte på arbejde den anden januar. En af de mange glæder ved at blive ældre er at tømmermænd er noget der kan minde en om festlige aftener i dagevis efter – og uanset hvad, var det fedt at have en aften med fest i, efter stilstand og bræk.

Nå, men min hjerne er som sagt stadig delvist ferielandet, så ingen pointe eller rød tråd herfra lige nu.

Til gengæld kan jeg imponere med dette kunstværk som jeg fandt på en væg på et toilet i dag –  bare lige for at blive i lidt diller-tema:

Jeg er meget imponeret over placeringen af nosser, og tænker det er tegnet af en person der ikke selv er i besiddelse af et sådant vedhæng.

12/5/19

Om voksne børn

Min ældste pige fyldte 18 i forgårs. Sådan teknisk set voksen, med voksne meninger og holdninger og ønske om at finde en lejlighed med sin kæreste…og så alligevel: stadig mit lille pus.

Det er meget underligt det der med at have kendt et menneske så godt, helt fra foster til voksen. Jeg kan indimellem blive helt forundret over de glimt af hendes yngre versioner jeg ser i hende.

Det føles ikke som vildt længe siden at hun var en storsnakkende 4 årig eller en velduftende baby. Hendes far og jeg har jo fx slet ikke ændret os i løbet af den tid, så føles ret vildt at hun har!

Det tænkte jeg helt ind til jeg skulle finde nogle fotos til en tale jeg ville holde, og fandt dette af hendes far med hende. Han ser jo ud som om han er 12 år! 

Nå, men om aftenen på hendes fødselsdag sad vi allesammen i sofaen og guffede chips, og lillesøstrene skiftedes til at fortælle historier om hende, fra da de var små. Alt muligt, både om hvordan de to ældste narrede de små til dårlige roller i lege, og minder og anekdoter fra lege, skænderier og oplevelser de havde haft sammen.

Det var utroligt hyggeligt og kærligt, og jeg blev både blankøjet af rørelse over deres søsterkærlighed og overrasket over hvor meget internt sådan en søsterflok har med hinanden, som jeg slet ikke kendte til.

Det sluttede med en snak om hvor mærkeligt det var at man glemte så meget igen – hvor mange af historierne ikke alle involverede kunne huske. Det fik en af dem til at udbryde tørt:” ja, nogle gange glemmer man noget man gerne ville huske – og så er der ting man virkeligt gerne ville glemme, som man altid kan huske…”

Bekymret over om hun mente tunge ting hun gerne ville glemme – sygdom, dødsfald og den slags – spurgte jeg ind til det og fik følgende svar:” vil du virkeligt gerne vide det, mor? Nå, men jeg glemmer aldrig der hvor jeg kom ud på badeværelset mens du var i bad, og lige da jeg kom ind bøjede du dig så langt ned efter en shampoo at jeg kunne se dit røvhul. Det gad jeg seriøst godt glemme igen!”

 

07/25/19

Om praktiske vasketøjstips, til børnefamilier

Altid vanvittigt velskrivende Karoline, skrev dette indlæg, om ting hun ikke fik gennemskuet i løbet af barselsorloven. Selv om det føles som en menneskealder siden jeg selv var på barsel sidst, fik Karolines indlæg mig til at smile og mindes fuldstændigt samme tanker.
Det der med vasketøj ramte mig særligt, for HOLD OP, hvor er det også lige det der irriterer mig mest ved at have børn – og i særdeleshed mange af dem: mængden af vasketøj er jo altid fuldstændigt ude af kontrol, med konstante bunker af tøjfordeling man er bagud med!

Vi har altid insisteret på at pigerne selv lagde tøj i deres egne skuffer, så det med foldningen har ikke været det store issue (de har selv måttet om hvor krøllet de ville have det), men at fordele rent vasketøj i de rette seks bunker er mindst lige så stort arbejde, og medførte altid uoverstigelige bunker. Jeg kan aldrig huske hvem der ejer hvad, og må stå og læse på størrelserne for at fordele det rigtigt – hader det!

Vores hjem så konstant sådan her ud, i al den tid pigerne var små, med poser af rent tøj overalt:
For slet ikke at nævne sokkebjerget.
Men nu, efter at have været mor i over 17 år, har jeg endelig knækket koden – fundet vasketøjs-sisofysarbejdets endelige udrydningsplan – og hvor kedeligt det end kan lyde, er jeg nødt til at dele det med jer.

Hemmeligheden er her:


Tada! En kurv pr beboer i husstanden.
Tricket er at lave en lynhurtig uddeling af rent vasketøj direkte fra tørretumbleren, så det aldrig når at vokse os over hovedet. Foreløbigt har det fungeret helt upåklageligt i næsten et år, og endda uden de store gniderier. Pigerne må selv om de vil fordele tøj i egne skuffer, eller tage det direkte fra egen kurv, men når der kommer top på kurv, skal de putte det i skuffer.

Så ja: et vasketøjstip er det eneste jeg kan byde ind med i dag, med efterferiehoved – til gengæld er det et ret godt tip, i al beskedenhed.

Har I andre gode tips til familielogistik? Så smid dem bare her, til inspiration – jeg har ikke løsninger på andet.

07/16/19

Om søvnløshed, ansvar og globetrotteri

Søvnløshed har, som også før nævnt, været en forhadt jævnlig gæst hos mig, siden jeg var barn.  Som regel kan jeg godt mærke når det er en af de nætter på vej, og en flig af et problem/dilemma/frygt ikke kan slippe tankerne før sengetid, og i nattens løb så kommer til at galopere i båndsløjfe gennem mit hoved, som en flok destruktive næsehorn, der får støvskyen af dumme tanker til at tårne sig overdrevent stort op bag sig.

Nattens støvsky, handlede om noget der burde være ren glæden sig: en uventet udenlandsrejse, for mig og pigerne. Selv her i dagslys, hvor støvskyen har lagt sig, kan jeg stadig høre næsehornene, for vi efterlader såret mand hjemme med hunden. Og det er den del der fyldte i nat.

Vi kan ikke helt finde den vanlige sommerferie-lave-ingenting-zen-ro herhjemme. Kun i glimt, der hele tiden slettes når en af os snubler over en skærm og forsvinder ind i den, eller når vi bare spreder os ud på den plads vi har ekstra hjemme, istedet for at se på pæne udsigter eller andet sommerhusagtigt.

Ninjamans ben bedres ikke hurtigt. Han sover ikke mange timer af gangen, fordi det gør ondt, og sjatsover om dagen. I et par dage gav han efter for en urealistisk plan om at køre i sommerhus fire dage senere, med mange pauser indlagt i turen. Pigerne tog skuffelsen pænt, da han måtte erkende det ikke blev muligt, men han blev ked af at føle sig skyld i at sommerferien mere føles som en standard-weekend i år,

I næste måned får han en bonus oveni sin løn, for ekstra-udførte opgaver på jobbet. Vi havde ikke tænkt os at røre de penge, men ville have dem stående til nødsituationer. I går insisterede han på at vi brugte dem på forhånd, på at pigerne fik oplevet noget andet end de plejede, så han kunne slappe af og hele, med bedre samvittighed (og uden at høre på børn der skændes).

Før jeg helt havde fattet det, havde vi købt billige billetter og lejet en lille lejlighed i Barcelona. I fire dage. Til kun os fem.

Selv om jeg godt ved han er oprigtigt glad over at vi skal opleve noget andet, og nok også ser frem til ro, føles det helt forkert at tage på familieferie, uden hele familien. Den tanke galopperede sig ret stor inde i mit hoved i nat, og blev fulgt op af tanker om at jeg da ikke kan finde ud af at rejse alene med fire børn; og ubehag over at have brugt alle nødsituationspenge, på en egoistisk ferie. De få timer jeg endte med at sove, drømte jeg om at løbe rundt i en lufthavn uden at kunne finde først flybilletter, så børnene.

Vi har to dage til at vaske tøj og pakke; fylde køleskabet med lækre færdigretter til den syge; og komme på biblioteket og printe billetter ud. Når pigerne vågner, vil vi vise dem billeder fra dengang deres far og jeg var i Barcelona sidst. Det var i de ens frisurers æra.

Vi var studerende dengang, og jeg kan se på billederne at vi brugte de fleste dage på at sidde og tegne i Park Guell. Den aktivitet pakker jeg lige farveblyanter til også, så pigerne kan have tegninger med hjem til ham.

Kan mærke jeg begynder at glæde mig lidt, når jeg ser billederne, selv om jeg savner ham på forhånd og virkeligt ville ønske han skulle med. Håber han heler hurtigere i ro, så vi kan nå en smule ferie som han kan deltage i, inden den slutter,

05/2/19

Om “rigtig” mad

“Det har bare været den BEDSTE dag i mit liv i dag!” bedyrede mindstebarnet, der ikke er bange for superlativer og overdreven begejstring.

”Jo, for vi legede restaurant i dag. Ja, altså: det var nogle af drengene der havde startet en restaurant ude i gården, og så kom jeg bare forbi og fik lov til at være tjener. Og vi havde SÅ mange kunder, men ved du hvad? Der var ÆGTE rigtig mad, ikke bare sandkager!”

Jeg forestillede mig at “ægte, rigtig mad” nok dækkede over et eller andet fra deres madpakker de solgte, men blev virkeligt overrasket da jeg spurgte ind til det: der var nemlig både myrer, mælkebøtteblade og bøgeblade på menuen.

”Vidste du ikke engang at man kan spise myrer? De smager af citron, men man skal spise dem hurtigt, for at de ikke kribler. Bøgeblade smager både af citron og af salat. Det er virkeligt lækkert – jeg spiste vildt mange bøgeblade!”

I dag så jeg så reklameplakaten for restauranten hænge på skolen:



Betalingsformen er x antal bøgeblade – meget bæredygtig økonomi.
Jeg spurgte ind til forskellen på retterne, og lærte at “myretaco” er når bøgebladet er rullet rundt om myren, og “myreburger” er en myre mellem to bøgeblade.
Jeg googlede om det virkeligt er rigtigt at man kan spise dem uden problemer, og det er det. Man kan åbenbart også spise bænkebiddere (der ristede, smager af rejer) og edderkopper.
Umkddelbart ikke noget jeg selv drømmer om at spise – men godt at børn er modige!

02/25/19

Om at lide i stilhed

Herhjemme er vi mere eller mindre fælles om allesammen at gøre ting forkert – der er ihvertfald altid mindst en person der er utilfreds med eller dømmende overfor en anden persons opførsel.

Selv er jeg umiddelbart den der vinder flest “cringe-points”, ved at sige eller gøre pinlige ting, og så er jeg ret doven. En af børnene er den der oftest bebrejdes for ikke at gide hjælpe til med noget; en anden bliver for hurtigt vred; en tredje glemmer aftaler; og deres far råber for højt af sin Xbox klokken 05 om morgenen, når han ikke kan sove – hvilket så vækker nogle af os andre. Så der er hele tiden mindst en af os der er muggen over noget mindst en af de andre gør forkert. Sådan er det nok i de fleste familier.

Den eneste der ikke bebrejdes for noget, er hunden. Bevares: han slår da indimellem nogle stueryddende prutter, som ingen rigtigt er fan af; og han trækker stadig meget i snoren når man går tur, men generelt er der bred enig om at han er svær at blive sur på.

Der er således ret lang line over for opførsel børnene ville lynche deres søstre for: den kjole den ene mellempige under ingen omstændigheder må låne af sin søster, må hunden fx gerne snuppe en lang lur på, bare fordi han ser sød ud når han sover. At sove på ting er hans spidskompetence – hvilket er ret heldigt, for alle børnene har en spidskompetence der hedder smid-alt-tøj-håndklæder-stofposer-hovedpuder-bamser-på-gulvet-når-du-har-brugt-det-og-undlad-at-samle-op, så der er altid friske forsyninger af nye spændende ting at tage en lur på.

Set i lyset af hvor glad han er for at sove på hvad som helst, burde vi ikke være blevet så spændte, da den kurv han fik med da vi købte ham gik i stykker. Men det blev vi: tanken om at finde den helt rigtige kurv til ham, og se hans taknemmelige fjæs over den, var lidt spændende og projekt “køb en kurv” blev en familiebegivenhed.

Han blev også overdrevent glad, og dansede rundt om os mens vi pakkede den ud – indtil det viste sig at den var mindre end den kurv han havde før.

Dybt suk, og han ignorerede den en uge, med deprimerede lure kun på sokker og andet smidt på gulv.

I weekenden krøb han til korset, men uden at kapitulere helt: demonstrativt lagde han sig i den igen og igen, på måder der tydeligt viste hvor mikroskopisk og forkert den kurv var. Suppleret med dybe suk, og bebrejdende blikke.

Se selv: alt, alt for lille. Stakkels lidende dyr…