Boganmeldelse: “Når mænd forlader mig” af Johanne Bille

Anmeldereksemplar.

En rå og vild roman, om parforhold, overgreb og misten sig selv, skrevet i et intenst levende sprog. Johanne Billes ”Når mænd forlader mig” følger den unge hovedperson Maria, og de forhold hun – mere eller mindre passivt – lader sig opsluge af.
Mændene hun møder og forlades af omtales som arketyper: redaktøren, idealisten, håbet, og det er hjerteskærende, at læse hvordan Maria tilpasser sig, træder tilbage, indordner sig deres forskelligheder, af angsten for at blive forladt. Men når de så alligevel forlader hende, skynder hun sig at lægge mental afstand: “Jeg mister evnen til at se en mand som en mand, når han forlader mig. Jeg kan ikke lade være med at forestille mig, at han er et barn, mens han slår op med mig. Det forklarer ikke de grunde han har til at gå fra mig, men det gør sætningerne mere udholdelige at høre på”
På den måde kan hun holde sig oppe, lægge ting bag sig, og gribe de chancer der kommer.
Dette ændrer sig, da hun udsættes for en voldtægt, der farver alt i hendes liv. Derouten er smertefuld, grim og hjerteskærende.
Virkeligt godt skrevet, og Maria er så levende en hovedperson, at man til fulde forstår hendes måder at agere på. Hvor ondt det end gør…

Min vurdering: 4/5 stjerner ⭐️⭐️⭐️⭐️

Udgivet: januar 2022

Forlag: Politikens forlag

sideantal: 240

(Visited 84 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *