Anmeldelse: “Højtryk og lavtryk” af Meg Mason

Anmeldereksemplar.
Helt fantastisk bog, gribende og med et utroligt levende, morsomt og billedrigt sprog.

Hovedpersonen Martha bliver forladt af sin søde mand, Patrick, efter aktivt at have forsøgt at skubbe ham fra sig i årevis. Hvorfor Martha opfører sig så selvdestruktivt er indviklet: hun har haft en dysfunktionel barndom i en kunstnerfamilie, med en mor der drikker og har psykiske udsving og en far, der forholder sig ret passivt. Som 17 årig “detonerer der en bombe i Marthas hjerne”, og derfra har hun skiftende perioder med angst, depression og en følelse af at være helt ødelagt. Engang arbejdede hun for Vogue og drømte om at skrive romaner, engang boede hun i Paris, men alt har hun ladet sig glide af hænde, og hun er frustreret og fuld af selvhad, der går ud over alle omkring hende. Bortset fra manden Patrick, der er overbærende, trofast og sød – men som hun ikke værdsætter – er hendes nærmeste søsteren Ingrid, der har nok at se til med hele tiden at være gravid og føde drengebørn. Martha står som karakter klart frem, med al sin usikkerhed, fejl og mangler og en vidunderlig tør humor, og man både irriteres over og lider med hende. Det er en varm og vedkommende bog, om søsterkærlighed, familie og psykisk sygdom, og den sidder i en længe efter endt læsning.
Stor, stor anbefaling.

Min vurdering: 5/5 stjerner ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

Udgivet: januar 2022

Forlag: Politikens forlag

Sideantal: 400 sider

(Visited 34 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *