Stinestregens serie om Mynte er noget af det bedste min ti årige har læst, og fjerde bind i serien rammer også lige ind i målgruppen.
Åh, hvor er vi altså bare vilde med Mynte, der er sårbar, barnlig, tænksom, kikset og sjov, på en absolut genkendelig måde.
I “venner for altid-agtigt” får Mynte – der i første bind af serien flyttede til Møgby langt ude på landet – besøg af sin gamle bedsteveninde fra Østerbro, Selma. Selma er cool og storbysmart, og de historier hun fortæller om Mynte er ligeledes så smarte, at Myntes nye bedsteveninde, Zosia, slet ikke kan genkende hende.
Samtidig rynker Selma lidt på næsen af alle de kreative, lidt barnlige, ting som Mynte og Zosia laver sammen.
Mynte havde regnet med at de to venner hun holder allermest af, selvfølgelig også vil kunne lide hinanden, men sådan går det ikke. Og de to versioner af hende selv som veninderne forventer, går heller ikke rigtigt i spænd. Det er virkeligt godt og følsomt skrevet, og vi havde mange snakke under læsningen om det med at man opfører sig forskelligt selv i forskellige sammenhæng.
Eneste minus ved Mynte-serien må være at Mynte virker noget yngre end de 13 år hun er. Serien appellerer mere til tweens end teens, og de problematikker der vendes, er der kød nok på uden at der behøver gå helt teenageliv i den. Rygning og vodka kunne sagtens holdes ude af historien, uden at den ville miste noget.
Men det er småting, og serien er stadig det største gavehit til alle piger i 9-12 års alderen, og rammer lige i hjertet med de indsigtsfulde beskrivelser af pigetanker og de fantastiske tegninger.
5/5 store stjerner også til denne bog i serien ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️
Vi glæder os allerede til næste Mynte-bog!