Om hjemmekuller og konspirationsteorier

“Det er bare ikke det samme…” snøftede den ti årige, efter ellers at have grinet sig gennem et digitalt hyggemøde med klassekammerater. “ Det føltes lige sådan et øjeblik, men så viste Olga nogle nye viskelædere frem hun havde fået, og sagde at de duftede godt… og så føltes det som om det hele kunne være lige meget, når man ikke engang må dufte til hinandens viskelædere mere.”

Mens jeg gjorde et forsøg på at trøste hende, tænkte jeg på hvor godt lige den beskrivelse passer på hele stemningen her i denne nedlukning.
I foråret var det nemmere at være optimistisk, og finde glæde i alt det vi så i det mindste kunne lave sammen, mens vi lige ventede nogle uger på at verden blev normal igen.

Nu har vi været lukket ud i en verden hvor man hele tiden må være opmærksom på ting man aldrig tænkte over før: passe på man ikke kommer til at kramme folk man har savnet, og zigzagge behørigt uden om fremmede i det offentlige rum. Og så smækker dørene i igen, og alle de drømme om normalitet vi var begyndt at have smuldrer.

Det er ikke engang store drømme – bare at leve i en verden hvor man kan snuse til Olgas nye viskelædere hvis man har lyst, ville kunne gøre det. Eller drømmen om at kunne kramme en ven, eller regne med at den længe udskudte skolefest bliver til noget i år.

”Ved du hvem jeg tror har opfundet corona?” Sagde en af de andre og jeg nåede lige at ruste mig til at håndtere hvis en af mine børn var ved at forvandle sig til en konspirationsteoretiker før hun selv svarede: “ Hunde. Se dig lige rundt herhjemme: hvem er den eneste der synes det er topfedt at vi er hjemme hele tiden?”

For at understrege hendes teori sukkede den lille hund lykkeligt, fra sin halvsovende placering op af et arbejdende barn.
Den har vi så spundet videre på lige siden.

Ninjaman arbejder i en kritisk funktion der ikke er lukket ned, og har nu været spærret inde i soveværelset det sidste døgn, og afventer testsvar. Det er anden gang han får fire døgn alene. Får ensomme sms’er fra ham, og børnene forsøger at gøre det så hyggeligt som muligt for ham, med små sedler og kurve med snacks, men det er en underlig måde at leve på.

Hunden, der trives bedst når vi alle er samlet i stuen og går hvileløst rundt og tjekker på os når vi tillader at sprede os ud i rum, har det meget stramt med at hans populære hersker har lukket en dør.
“Det skulle du have tænkt på før du udviklede og spredte den sygdom!”  var det kølige svar fra barn, da de små hundepoter febrilsk prøvede at kradse døren op og han tilkastede hende lidende blikke for at få hendes hjælp.

 

(Visited 513 times, 1 visits today)

7 thoughts on “Om hjemmekuller og konspirationsteorier

  1. Jeg synes, jeg tager hele det her Corona-halløj ret okay, men lige det her med viskelæderne , det fik mig faktisk til at græde. Åh, hvor accepterer vores børn dog meget, og hvor klarer de dog flot. Men det ER bare ikke det samme som at være der selv.

    Jeg går også på arbejde, og jeg har også været isoleret i soveværelset, og det er en meget mærkelig blanding af ensomhed og dårlig samvittighed over for ham, der jonglerer med eget arbejde, og børns undervisning og madlavning og indkøb, og så en liiille bitte smule glæde over at kunne se en hel film uden at blive afbrudt. Men det er bare ikke det samme, når man så ikke har nogen at tale med om, hvor fantastisk en film, det var. Det er nok lidt ligesom duften af viskelæderne, der mangler…

  2. Kæft mand, det er godt set!

    Jeg forstår det med indekuller, selvom jeg arbejder ude, og krydser for at Ninjaen klarer de fire ensomme døgn – jeg har en gang været gennem den mølle eng gang, og man bliver som et dyr i et bur, selvom Skægaben endda arbejder hjemme og var i selvvalgr iso med mig, til svaret kom. Heldigvis var hverken kollegaer eller beboere smittede, men tør næsten ikke tro på, vi er så heldige at gå helt fri, før vi er ved enden.
    Hjerneskade-bostøtte er i kategori 4, så der går tid før vaccinen lander hos mig, så krydser fingre diskret under bordet, med ærefrygt for at jinxe lortet.

  3. Åh, for et stik i hjertet det gav! Det er jo alt vi vil – kunne snuse lidt til hinandens viskelædere!
    Kærlighed til hende og til os alle!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *