“Det er bare ikke det samme…” snøftede den ti årige, efter ellers at have grinet sig gennem et digitalt hyggemøde med klassekammerater. “ Det føltes lige sådan et øjeblik, men så viste Olga nogle nye viskelædere frem hun havde fået, og sagde at de duftede godt… og så føltes det som om det hele kunne være lige meget, når man ikke engang må dufte til hinandens viskelædere mere.”

Mens jeg gjorde et forsøg på at trøste hende, tænkte jeg på hvor godt lige den beskrivelse passer på hele stemningen her i denne nedlukning.
I foråret var det nemmere at være optimistisk, og finde glæde i alt det vi så i det mindste kunne lave sammen, mens vi lige ventede nogle uger på at verden blev normal igen.

Nu har vi været lukket ud i en verden hvor man hele tiden må være opmærksom på ting man aldrig tænkte over før: passe på man ikke kommer til at kramme folk man har savnet, og zigzagge behørigt uden om fremmede i det offentlige rum. Og så smækker dørene i igen, og alle de drømme om normalitet vi var begyndt at have smuldrer.

Det er ikke engang store drømme – bare at leve i en verden hvor man kan snuse til Olgas nye viskelædere hvis man har lyst, ville kunne gøre det. Eller drømmen om at kunne kramme en ven, eller regne med at den længe udskudte skolefest bliver til noget i år.

”Ved du hvem jeg tror har opfundet corona?” Sagde en af de andre og jeg nåede lige at ruste mig til at håndtere hvis en af mine børn var ved at forvandle sig til en konspirationsteoretiker før hun selv svarede: “ Hunde. Se dig lige rundt herhjemme: hvem er den eneste der synes det er topfedt at vi er hjemme hele tiden?”

For at understrege hendes teori sukkede den lille hund lykkeligt, fra sin halvsovende placering op af et arbejdende barn.
Den har vi så spundet videre på lige siden.

Ninjaman arbejder i en kritisk funktion der ikke er lukket ned, og har nu været spærret inde i soveværelset det sidste døgn, og afventer testsvar. Det er anden gang han får fire døgn alene. Får ensomme sms’er fra ham, og børnene forsøger at gøre det så hyggeligt som muligt for ham, med små sedler og kurve med snacks, men det er en underlig måde at leve på.

Hunden, der trives bedst når vi alle er samlet i stuen og går hvileløst rundt og tjekker på os når vi tillader at sprede os ud i rum, har det meget stramt med at hans populære hersker har lukket en dør.
“Det skulle du have tænkt på før du udviklede og spredte den sygdom!”  var det kølige svar fra barn, da de små hundepoter febrilsk prøvede at kradse døren op og han tilkastede hende lidende blikke for at få hendes hjælp.

Related posts:

Om ting at lave, med karantæneramte teenagere (og børn) Om at blive hundeejere – gode råd ønskes Om navne og hundenavne Om at lide i stilhed