I går var der ingen børn hjemme da jeg kom hjem, så jeg satte mig for at skrive en tale til næstældstebarnets 15 års fest om kun en uge.
De fleste jeg kender går ud fra at jeg er sådan en der elsker at holde taler – måske fordi jeg både taler og skriver meget – men jeg hader det ret intenst og smyger mig altid udenom hver gang det foreslåes at jeg “da sikkert sagtens kan finde på en lille tale”. Jeg har kun gjort det de få gange hvor det har været helt mærkeligt at lade være eller jeg har haft noget ægte på hjerte.
Det her er en af de situationer: jeg synes det er vildt og magisk og fantastisk at fejre endnu et af mine børn der bliver næsten-voksen, og jeg vil gerne sige noget der er sjovt og rørende og udtrykker hvor glad jeg er for at være blevet hendes mor – men det er simpelthen så svært at finde balancen i sådan en tale. Ved godt hvordan en dårlig tale ser ud: dem hvor taleren kun taler om sig selv, eller dem hvor taleren giver et tørt referat af hovedpersonens liv, og det er megasvært ikke at snuble i en af de versioner. Har jo trods alt kendt hende hele hendes liv, og føler mig relativt vigtig i det – så jeg sad bare og skrev sætninger jeg slettede igen.
Istedet bladrede jeg gennem alle de tusindvis af mapper med fotos på computeren, for at finde et muligt alternativ til taleskrivning – og faldt totalt i staver.
Arh, men se lige: 
Fire årig nutteberg, med sin lillesøster lige ved hånden. Som de altid har haft det sammen. Tusindvis af fotos af de to, med hinanden i hånden, sovende i klump, eller grinende over et eller andet, som kun de forstod. Selvfølgelig er der også lige så søde fotos af hende med de andre søstre, men her var det lige mellempige-symbiosen der slog mig helt ud af rørelse.
Alt hvad jeg skrev efter en times neddykning i mindefloden blev fuldstændigt oversukret sentimentalt – sirup drivende ned over siderne. Slettede det hele, og var meget opgivende da yngste mellempige kom hjem.
“Årh, slap da af!” Bed hun min jammer af , mens hun flåede min computer til sig “hvor svært kan det være?”
Ret svært, viste det sig, da hendes bløde side også smeltede ud over det hele af gamle fotos. “Fuck, hvor er vi nuttede! Hvordan kunne i holde til det?”
Så nu er jeg cirka lige så langt væk fra en færdig tale som jeg hele tiden har været – men i det mindste har jeg fundet ud af at jeg ikke er den eneste der kan gå i selvsving over hvor nuttede mine småbørn var.
Klagede min nød over hvordan nuttede småbørnsfotos havde distraheret mig fra taleskrivning til en kollega i dag. Hans svar var:”ja, men det er bare fordi man glemmer hvor klistrede og snottede den slags børn er meget af tiden, og kun ser på hvor søde de ser ud på fotos.”
Det lød rigtigt nok, lige indtil jeg kom hjem og faldt over en stribe fotos, hvor man tydeligt kan se hvor klistrede de var:
Klistrede, men nuttede. Jeg får aldrig skrevet den tale…
Jeg synes, du skal gå all in og bikse en selskabssang sammen med en velkendt og nem melodi, de fleste kender. Man kan endda gøre på det på skæve versefødder, der gør det hele mere sjovt. Der er ret svært at synge en sang, hvor længden af versene ikke passer med takten.
Jaja, jeg lyder jo nok lidt skråsikker, og er selv ved at gå i spåner over stadig ikke at have skrevet 1-2 sange til mit mellembarns konfirmation.
Jeg hader virkelig at holde tale; har faktisk aldrig i mit liv holdt en tale.
Da ældstebarnet skulle konfirmeres sidste år, var jeg i syv sind. Da risikoen for at være mere grådlabil end godt er, valgte jeg til sidst at kaste mig ud i at skrive en sang. Det har jeg heller aldrig gjort før, men den ville gæsterne i det mindste kunne hjælpe mig med at synge. Min mand synes, at selskabssange er det mest kitschede og tåkrummende overhovedet, så der var ingen hjælp af hente fra ham. (Han havde til gengæld skrevet en god tale, som hans familie har tradition for).
Jeg endte med at skrive to sange. En fra mor og far og en fra søskende (hvilket bider mig kraftigt i røven ved dette års konfirmation). Det gik bedre end forventet, hvis jeg selv skal sige det.
Jeg fik lidt med om, hvor sød hun er, nogle af hendes tossestreger, hvordan hun har det med sine søskende og sin familie, hendes interesser. Og efter en del tid med at se gamle fotos, fik jeg fundet matchende fotos til versene.
Selvom jeg flåede mig i håret, endte det med at være en bedre løsning end en tale for mig. Jeg undgik at gå helt i selvsving i honningmarineret sødhed, mens jeg hulkede mig gennem en alt for lang tale.
PS… jeg synes Powerpoint er lettere at arbejde med en Word, når vers og billede skal passes ind.
Det lyder rigtigt fint! Godt gået, og tak for tip – men vi er bare ikke helt sangerfamilien… de fleste af os synger elendigt, og måske derfor har jeg aldrig oplevet en familiefest med selskabssange? 😉 Tror jeg er nødt til at knokle på med talen, selv om jeg godt kan se det tillokkende i ikke at komme til at tude, ved at vælge sang
Min familie er bare virkelig heller ikke en sangerfamilie og alligevel er der trofast lejlighedssange hver gang, virkelig skøn kombi! Min mor har en kæmpe familie, altså vi snakker 10 helsøskende der stort set alle sammen har 2-5 børn og så børnebørn og oldebørn og tipoldebørn. Og ingen af alle de søskende kan synge. Altså virkelig ikke. Men man kan jo ikke holde en fest i et forsamlingshus med hammondorgel UDEN lejlighedssange, så det er dem der er gift ind i familien og nogle af os børn der så må synge for. Ikke fordi vi synger godt, men det er trods alt bedre end alle de søskende der. Meget skøn tradition!
Hvor lyder det sjovt, hammondorgel og det hele;)
Jeg har i en tilføjelse til taler, som ikke er gode: Dem, hvor taleren kategoriserer æresgæsten og kommer vedkommende i en kasse: Du er jo den sjove/kloge/pinlige (underforstået: og det er sådan vi kan lide dig). Jeg har en stærk fornemmelse af, at det ikke er sådan en tale, du ender med.
Vi fejrer også 15 år, som noget særligt og i stedet for konfirmation i vores familie – og jeg har stået i dine sko tre gange. Oh ja, de er nuttede, de børn. Og ja – det er så svært at skrive en tale, som kan rumme alt det, dit moderhjerte er fuld af. Men hvis du bare kan få en lille flig af alt det, du sidder og føler, imens du ser glimt af hendes barndom igennem, så er det perfekt. Selv om det er så stressende at skulle have lavet den tale, så er det jo også en kæmpe gave at være tvunget til at sidde og se sådan et vidunderligt liv og samliv igennem – med snot og nuttethed og det hele. Jeg hepper på dig – og jeg er helt sikker på, at din tale bliver god og dejlig. Og så et fif: Kik væk fra fødseselsdagsbarnet, når du er ved at græde. Stir hårdt ind i væggen og tag en dyb indånding, så du kun græder en lille smule … Rigtig god fest.
Oh ja – den variant er også nederen! Tusind tak for nogle fantastiske tips! Er sikker på du har holdt de dejligste taler!
Jeg brugte Per Krøis Kærsgaards fine fine sang om linedanseren som udgangspunkt for min tale til min teen sidste år. Den er dog lidt svær at synge hvis gæsterne ikke kender den på forhånd, så her vil jeg anbefale at man lige har musikken i baghånden 🙂
Haha, det tør jeg slet ikke! Men det er en fin sang
Til min konfirmation for tyve år siden holdt min far en fantastisk tale (ja, ja der var også gråd og knækkede stemmer, men det gør jo ingenting) den handlede om fremtiden. Om de oplevelser der ventede og hvordan mit hjem hos dem ville blive et udgangspunkt som eventyrene startede og sluttede fra. Det var fint.
Min bedstemor er en legendarisk taler og holdt en fin anekdotisk tale om, hvordan man som barn falder og slår sig, men næsten altid selv er i stand til at rejse sig for at blive trøstet.
Så, bare lidt input til taler, som ikke behøver at handle om fortiden og nuttede børn. Det kan også noget, selvfølgelig. Men som teenager er man måske (jeg var, i hvert fald) mere optaget af at kigge frem?
Hvor er det sødt! Tak!