Om det der kærlighed del 36 – en fødsel, del 2

(Fortsættelse på indlæg fra i går)

Min mand putter børn, mens jeg taler i telefon. Vi aftaler at se lidt film, og han lover mig massage, men jeg kan ikke helt overskue det alligevel, så vi taler bare.

Vores ældste datter har 8½ års fødselsdag i dag, og havde sådan håber lillesøster ville komme i dag, så de kan have halvårsdage på hinandens fødselsdage. Men det kan helt sikkert ikke nåes, kl. er snart 21, og stadig intet regelmæssigt eller langvarigt over veerne.

Kl. 21.55 ringer jeg til min jordemoder for at høre hvad hun syntes: skal jeg gå i fødekar, hvornår skal jeg tage klyx, hvor kort skal der være imellem veer, før hun har lyst til at komme ud til mig.

Hun siger jeg må prøve at mærke lidt efter selv – trænger jeg til en pause i veerne, kan de måske stoppes med et varmt bad for en stund. Håber jeg på at der skal ske mere, kan jeg jo forsøge at tage et klyx, som måske kan starte lidt mere. Og så kan vi bare ringes ved, så snart jeg har behov for det.

Jeg går op på badeværelset med mit klyx. Stadig lidt i tvivl om hvad jeg skal, starter jeg med at stå lidt under bruseren. Her bliver veerne hyppigere og begynder at gøre utroligt ondt foran i maven. Jeg synes det begynder at gå lidt for hurtigt, der var 10-15 minutter mellem de veer jeg havde før jeg gik op, nu er der pludselig 1½-2 minutter imellem de her. Jeg skynder mig at tage klyx, og det er godt nok svært og absolut ikke elegant, men det lykkes.

22.10 smser jeg ned til min mand i stuen – kan slet ikke overskue at gå derned – at han skal tilkalde jordemoder NU!!!

Han kommer op til mig med det samme, og begynder at sige noget om at jeg for femten minutter siden ikke vidste om det var i gang, men han stopper brat op, da han ser mig stå og pruste og sende onde blikke, og skynder sig at gøre som forlangt.

Jeg vakler med ham ned i stuen, hvor veerne nu kommer helt oveni hinanden, og gør så hvinende ondt foran at jeg næsten ikke kan trække vejret – har aldrig oplevet noget gøre ondt på den måde før! Min mand prøver at smutte væk fra mig mellem veerne, så han kan få pustet fødekarret op, men jeg vil ikke slippe ham. Det eneste der virker, er at jeg står og rokker op af ham, mens han trykker på et akupressurpunkt ved min tommelfinger. Min veninde bor på Frederiksberg og vil være en halv time om at komme, så han ringer istedet til min mor, og beder hende skynde sig over og hjælpe med karret.

Jordemoderen træder ind af døren kl. 23, og så snart jeg ser hende, får jeg trang til at presse med på slutningen af veen. Jeg skæver til hende for at se, om hun har tænkt sig at sige jeg ikke må presse med, men det siger hun ikke.

Hun spørger om jeg kan holde ud at ligge ned, så hun kan undersøge hvordan baby ligger, for jeg ser forpint ud af de veer fortil. Det gør enormt ondt at ligge ned, men hun undersøger mig forsigtigt indvendigt, og jeg er næsten helt åben – åh en befrielse at vide – men baby ligger skævt med hovedet. Man kan faktisk se udefra at hendes hoved ligger oven på symfyseknoglen, som en stor klump, og derfor gør det ondt foran i underlivet.

Jordemoderen vil rigtigt gerne prøve at vende hende med en rebozo: et langt tørklæde, som man vikler om mave eller hofter, og “svirper” babyen på plads. Hun prøver først mens jeg ligger på knæ i sofaen, men det kaster jeg op af. Så rejser jeg mig op og står med ryggen mod min mand, som nærmest bærer mig, mens jordemoderen svirper mig om hofterne. Jeg kan tydeligt mærke forskel efter få svirp: det holder op med at gøre ondt foran med det samme, og jeg kan mærke babys hoved begynde at komme nedad med det samme! Det føles simpelthen som at have en tennisbold til at glide nedad indvendigt, det er så surrealistisk!

Jordemoderen spørger om jeg stadig gerne vil føde i vand, og det vil jeg jo gerne, så min mand hjælper mig op i karret, der kun er kvart fyldt, så jeg sætter mig i en meget akavet knæstilling for at komme ned under vandet med underkroppen. Til min store overraskelse får jeg et helt hoved i hånden da jeg stikker et par fingre indenfor, for at mærke om det var rigtigt at babyens hoved var ved at glide ned,

Jeg tror ikke de andre ved at jeg sidder her lige ved siden af dem, og holder om min babys hoved, og jeg kan ikke huske hvordan man taler, så jeg kan fortælle det. Jeg kan mærke at hovdet stadig ligger i fosterhinden, som en lille vandballon.

Jordemoderen er ved at beordre kogt vand til fødekarret, og jeg formår ikke at afbryde og fortælle at jeg sådan set næsten har født – på under 4 presseveer.

I det samme begynder en presseve, og uden at jeg egentlig synes jeg får presset med, ryger babys hoved ud, og jeg råber: “shit!!!” – og så forstår de andre vist at det er nu, og vender deres opmærksomhed mod mig og karret.

Baby kommer langsomt ud, mens jeg holder hendes hoved.

Da skuldrene kommer ud, brister fosterhinderne. Hun er en fedtet omgang arme og ben, den lille baby dernede under vandet.

Jeg løfter hende selv op til mig.

Lillebitte ansigt, mørke dun på hovedet, meget lille og spinkel.

Først der tænker nogen på at vække ældstebarnet , mens babyen stikker i sit første lille vræl. Jeg bevæger hende lidt i vandet, og hun bliver roligere.

Kl. er 23.35, hun blev simpelthen født på under halvanden time, fra det gik rigtigt i gang – og hun nåede at blive født på ældstebarnets 8½ års dag!

Ældstebarnet er helt euforisk da hun kommer ned, og skynder sig hen for at kigge på den lille i vandet. Lidt efter kommer den næstældste også selv ned, og da hun ser at den berømte baby endelig er kommet, styrter hun op for også at vække sin lillesøster, så hun kan se.

Jeg giver den lille første ammetår i vandet, og moderkagen bliver født i vandet. Mellempigerne er fascinerede af hvor dejligt ulækker den er, og får lokket jordemoderen til at opføre det blodige hånddukkeshow.

Så kommer jeg over i sofaen, som er dækker til med en voksdug og nogle håndklæder. Jordemoderen undersøger mig for bristninger, og jeg skal desværre have et enkelt lille sting. Hun bedøver mig med en isterning, og det er faktisk ikke så slemt. Ældstebarnet holder sin lillesøster, så jeg kan se hende imens, og vi har begge to tårer i øjnene af rørelse.

Jeg får tøj på og dyne over mig, og prøver at få babyen til at tage brystet. Hun er simpelthen bare vidunderligt sød, den lille!

Der kommer skåle med slik frem, og pigerne synes det er sejt at blive vækket om natten for at få slik – ja, og også for at se en lillesøster.

Efter at være blevet syet er jeg rastløs: al den adrenalin min krop har lavet blev slet ikke brugt på den hurtige fødsel, og jeg tror jeg bruger en time på at vandre rundt i stuen, mens jeg ser på babyen. helt høj af glæde, mens den søde jordemoder ordner papirer, og pigerne propper sig med slik.

Jordemoderen måler og vejer lillebabyen: 3100 gram og 51 cm – den mindste baby vi har haft herhjemme, og endda 9 dage over termin.

Så smutter jordemoder og min mor, og vi putter de glade storesøstre på en madras på gulvet inde i vores soveværelse. De ligger og fniser og fryder sig, og falder i søvn i en bunke.

Jeg er høj på adrenalin, og ligger vågen det meste af natten, og beundrer min yndige lille lynfødte bebs, min smukke mand, og de tre dejlige storesøstre på gulvet.

Og jeg føler mig helt overvældet af taknemmelighed over at jeg nåede at få min hjemmefødsel – og så sådan en perfekt, hurtig og fin fødsel oveni!

(Visited 719 times, 1 visits today)

19 thoughts on “Om det der kærlighed del 36 – en fødsel, del 2

  1. Ej, at få slik, en lillesøster og at være sent oppe! Det har da klart været en fest uden lige ?
    Og godt født, Kim, hvis man da kan sige det sådan – altså, de der veer er nok knap så festlige, men damn der var da godt gået.???.

  2. Jeg blev sat i gang 11 dage over tid. Fik stikpille midt på dagen og blev bedt om at komme tilbage sidst på eftermiddagen. Havde da lidt veer I bilen, men de gjorde bare slet ikke ondt, selvom de var superregelmæssige med 2-3 minutter imellem. Første fødsel havde taget et halvt døgn i aktiv fødsel, så alle var enige om at der ville gå noget tid før der skete noget, så min mor kunne sagtens køre hjem og vente. Haha. I samme øjeblik de tog vandet kom ve-smerterne, og de var konstante indtil Barnet var født halvanden time senere. Og sådan har det egentlig været med det barn lige siden. Vi venter, og venter, og venter på hende og så er der et koncentreret og intenst smertehelvede, og så er hun der – hvadenten det er at lære at spise gulerødder, eller at læse, eller starte i skole. Der er ingen glidende overgange, og man når sjældent at være med og opdage hvad der sker, haha.

  3. Jeg ELSKER den følgeton. Og som højgravid er det bare ekstra godt med en god hjemmefødselshistorie!

      • Ja, det er planen. Hvis han altså nogensinde vil ud 😉 Som Julie er jeg også førstegangsfødende, og tænker nok også at hjemme er plan A.

          • Tusind tak, det kan sagtens være at jeg kommer på et spørgsmål eller to. Heldigvis er der super engagerede hjemmefødselsjordemødre her i Aalborg Kommune, så vi havde 1,5 times besøg i sidste uge, for at snakke forløbet igennem 🙂 Det burde alle fødende have, hjemmefødsel eller ej!

          • Helt sikkert! Og fødselsforberedelse og efterfødselssamtaler og en jordemoder, der ikke har for travlt under fødslen. Det er et mærkeligt område at spare på, for det er sådan en livsomvæltende begivenhed at få et barn, og det skal gerne være en begivenhed der får de bedste vilkår❤️

    • Enig! Jeg er også højgravid og skal føde hjemme (eller det håber vi så meget, men som førstegangsfødende kan det jo godt gå anderledes – plan A er hjemme). Jeg har slugt alle dine fødselsberetninger og kunne læse mange flere tanker fra din hånd om fødsler. Tusind tak for en dejlig blog!

      • Det er jo kun en mindre procentdel der overflyttes – jeg mener tallet er 15% – så førstegangsfødende eller ej, er der en god sandsynlighed for at det nok skal gå:). Krydser fingre for en dejlig fødsel!

  4. Tilslutter mig ovenstående. Det er mega hyggeligt, rørende og sjovt. TAK
    Glæder mig til at læse kommende afsnit 🙂

  5. Jeg blir så sygeligt skruk af at læse dine fødselsbeskrivelser! Shiiiiit…. Og det der billede af jer alle 4 hvor du lige har født og I ser helt lykkelige og overskudsagtige ud. Arhg! <3

Skriv et svar til superheltemor Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *