(Boganmeldelsen er oprigtigt, og indeholder adlink og anmeldereksemplar)
Måske er det fordi vores sommerferie i år var mere spændende og mindre afslappende end den plejer at være – måske er det fordi august har budt på alt for mange fester og alkohol og jeg på ingen måde kan bære den slags værdigt længere – måske er det bare tilvænningen af hverdag, med nye opgaver og rutiner der lige skal implementeres. Faktum er ihvertfald, at jeg har haft svært ved at samle tankerne om velskrevne, krævende romaner den sidste tid, og istedet har læst en hel masse ikke-mindeværdige bøger, der til gengæld var hurtige at komme i gang med og nemme at følge med i.
Den slags skal der også være plads til, men jeg savner at kunne fordybe mig i noget tungt, langt og vildt velskrevet, og jeg har før erfaret, at den bedste måde at bygge hjernen op til det igen, er velskrevne novellesamlinger. Renser lige hovedet, og øger sulten på at læse noget rigtigt godt.
Det virker som om der er mange gode novellesamlinger ude (eller på vej) lige nu, og det fryder mig. Jeg har altid godt kunnet lide overleve, men synes der kan være langt mellem rigtigt gode samlinger – disse er rigtigt gode:
”Florida” af Lauren Groff
“Florida” er en samling virkeligt velskrevne og gribende fortællinger. Der er langt fra Floridas solbeskinnede palmetræer og til disse foruroligende noveller, der kommer helt ind i mørket, både indeni og udenpå. Der er slanger og alligatorer, storme, ulykker, sumpe og vild natur, men det mørke der er indeni mennesker kan sagtens matche det der er i naturen.
Nogle af dem strækker sig over en periode på mange år; andre over meget kort tid. Ingen af novellerne har navngivne personer, alder og udseende er heller ikke nødvendigvis beskrevet – og alligevel føler man, at man er med helt inde bagerst i sindet på dem. Derinde, hvor der er også er mørkt og grimt og forkert og ensomt.
“Jeg er på en eller anden måde gået hen og blevet en kvinde, der råber, og da jeg ikke vil være en kvinde, der råber, hvis små børn går omkring med stive, vagtsomme ansigter, har jeg fået for vane at binde mine løbesko efter aftensmaden og bevæge mig ud på de tusmørke gader for at gå en tur og lader så min ikke-råbende mand klæde drengene af, bade dem, læse og synge for dem og til sidst putte dem.”
– første linje fra novellen “spøgelser og vraggods”, hvor en kvinde beskriver sine iagttagelser af andre mennesker. Der sker ikke meget mere end det – men den er fængende.
En novelle om to små søstre, efterladt alene på en øde ø, sad i mig rigtigt længe. Ligesom den om moren der kommer alvorligt til skade, alene i vildnisset med sine to små drenge. Manden, fanget i kanoen. Den unge studerende kvinde, der bliver hjemløs.
Det er en novellesamling læst bedst i små bidder, så man kan nå at fordøje dem. Men den er det værd.
Titel: “Florida”
Forfatter: Lauren Groff
Udgivet: 2019
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Sideantal: 272 sider
Stjerner:4/5
Har man mod på at kaste sig ud i flere novellesamlinger, kan jeg også anbefale “Kattemenneske”, der er grovere, og mere seksuelt explicitte end disse, men også forrygende godt skrevet.