”Ja, jeg behøver bare se på dit fødselsår her på sygesikringskortet, for at sige du behøver læsebriller!” Sagde den unge optiker kækt, da jeg trådte ind i hans butik, med en klage over at man var begyndt at lave varedeklarationer med så små bogstaver, at jeg umuligt kunne læse dem.
Følte mig ret gammel, mens han afprøvede butikkens samlede udvalg af briller på mit store ansigt, for at finde dem der klædte mig mindst dårligt.
“Går du mest i blå?” Nikkede han mod min blå kjole, hvilket jeg klart hørte som :“kvinder i din alder kan tit godt lide briller i friske farver!”.
Jeg undlod at vippe ham en, for den bemærkning jeg synes der lå mellem linjerne, og valgte en neutral brille, med 1,75 styrke. Bogstaver bliver mindre og mindre, mens jeg går her og venter på at brillerne er klar til afhentning…
Til hendes ros var lægen, der konkluderede at blodprøven viste at de manglende menstruationer var symptom på begyndende overgangsalder, i den helt anden ende af aldersdiskrimineringsskalaen: ”Ja, du er jo ret ung, så det er lidt tidligt, men tallene viser altså at du er godt på vej…” undskyldte hun, mens jeg bare solede mig i at blive opfattet som “ret ung” igen.
Jeg vil ikke sige at jeg er decideret i panik over at blive ældre. Mere bare… undrende. Befandt mig ret godt i alt det liv der hørte til at have småbørn, med en følelse af at det var evigt. Nu hvor jeg er ved at opdage at børnene rent faktisk vokser ud af den tid – og min efterskoleunge endda taler om sin barndom som noget der ER overstået; en overvejende positiv færdig pakke, som man kan plukke skiftevis nostalgiske/afstandstagende udsagn ud om – lader jeg mig forundre over hvordan min egen krop også ældes. Inde i mit hoved er eneste forskel på min krop nu, og før jeg fik børn som 26 årig, 7-8 ekstra kilo, og hvis jeg gad smide dem, ville ingen kunne se forskel på før og efter. (Måske derfor jeg konstant saboterer alle forsøg på kur, i en regn af Toblerone, efter en uge?)
Med børnene kan jeg se at deres personligheder også vokser, og passer godt til deres ranglede semi-teenagekroppe, hvor jeg egentlig bare er mig selv, og syntes jeg passede ok til min krop som den var, uden at behøve toppe den med hedeture eller læsebriller.
Tanken om at ens sind ikke ældes sad i mig, indtil jeg fandt en stak breve jeg selv sendte hjem, da jeg som 17 årig bumsede rundt med rygsæk i Australien i et år. Shit, hvor var jeg ung!
Den ungdommelige skråsikkerhed sidder i alle linjer, lige fra :”Gid jeg bare kunne komme direkte ind på den forbandede journalistuddannelse, og få den overstået, så jeg kan komme i gang med at leve mit liv!”, til:” jeg kan ikke forestille mig at blive bundet op af at få børn nogensinde” og “jeg havde jo fødselsdag d. 21-6, og er nu voksen, myndig og viis. Men egentlig er den eneste forskel på at være 17 og 18, at nu hvor jeg har lov at gå på pub, er der ikke længere nogen der gider spørge mig om ID mere!”
Jeg startede med at blive virkeligt træt af den 17 årige migs mange udråbstegn og fremtidsplaner, og var egentlig godt tilfreds med at være nået et andet sted hen. Indtil jeg begyndte at lægge mærke til alle de små grimme tegninger, og intense beskrivelser af nye ting. Her en lidelsesmættet bid, fra et job jeg tog på en pære/ferskenfarm, sammen med en franskmand og en englænder jeg rejste med:
Det var ikke bidden ovenfor, men en halv side lang beskrivelse af et jordbær, der fik mig til at savne evnen til at lade sig forundre.
Selv om indledningen:”Gæt hvad jeg spiser nu? Et selvplukket jordbær!!! I December! Er det ikke mageløst?” både indeholder lidt for mange udråbstegn, og et arkaisk tillægsord, så er der noget fint over den måde som unge mennesker er sansende på, som jeg tænkte at jeg havde mistet.
Lige indtil jeg i fredags, på arbejdet, gik under et blomstrende æbletræ, på vej fra møde til arbejdslokaler, og pludselig blev ramt af træets duft. Tænk: jeg er kynisk og halvgammel; synes jeg har oplevet lidt af hvert og kan gennemskue det meste – og alligevel havde jeg så fuldstændigt glemt at æbletræer dufter af noget. Jeg stoppede op og duftede, mens følelsen af, at jeg godt stadig ville kunne skrive en halv sides brev om duften af æbleblomster (muligvis endda inklusive lidt random udråbstegn og et ord som “mageløst”) hvis det skulle være.
Så kom bare an, alderdom. Min hukommelse er åbenbart også så slap i det, at jeg fra nu af vil blive overrasket og begejstret hvert eneste år, når jeg genopdager at æbleblomster har en duft
Æbleblomster dufter.
Det er ikke verdens dårligste overraskelse.
Skønt indlæg! Og spot on. Jeg sidder også der, hvor brillerne (som jeg nu har haft siden min sidste graviditet for 10 år siden) bliver stærkere og hormonmængden i kroppen ændres. Og man kan godt længes tilbage og man kan godt spekulere på hvordan man dog er blevet 47, når nu hovedet kun er 32, men når man stadig kan glædes og undres, så er det måske ikke så skidt. Efter at have været bosat i udlandet i et par år, bliver jeg stadig forundret over de lyse danske sommernætter. Man skulle ellers tro, jeg havde dem på rygraden, men 3 somre sydpå har altså gjort det tilpas forunderligt til at jeg nu lægger mærke til det.
Dejligt svar!❤️
Blev hængende i Den Eneste Ene den anden dag, fordi det er en af de få danske film man altid godt gider. Indtil speakeren til sidst, hen over rulleteksterne oplyste at de jo havde sendt den, fordi den er 20 år gammel i år. Jeg magter det ikke. Jeg skal jo ikke være gammel nok til tydeligt at huske noget der skete for 20 år siden!? Dengang jeg var barn var de ting mine forældre oplevede “for 20 år siden” jo i oldtiden!
Den rammer også tit mig – altså det der med hvor ofte ting er 20 år siden
Elsker det her indlæg, Kim! ❤️ Hvor er der mange ting vi gerne vil gribe (og undskyld, nu føler jeg mig fristet til at tilføje endnu flere udråbstegn…); jordbær, blomstrende træer, børn og *suk* tiden, ikke mindst. Hvis bare vi kunne! (Undskyld, der kom det). Men når det så er sagt: Hvis du nogensinde får brug for assistance til at gaffatape din læsebrille, så ring til mig. Det kan ske man får brug for den slags, og jeg har netop opdaget en hidtil ukendt spidskompetence ud i brillereperation. Stort kram til dig, og alle de bedste tanker – der sker meget omkring dig lige nu! ❤️ (Og så pakker jeg mig selv og udråbstegnene væk…)
Haha! Tak for tilbud, altid ret at kende en med gaffertapekompetencer! Og tak for dit gode svar
Alder er en underligt flydende størrelse. Når jeg sidder i metro eller tog og hører sen-teenagere tale animeret sammen om ting, der for mig højst hører til i kategorien “små problemer” (eller ikke problem overhovedet), kan jeg gribe mig selv i at tænke “Jaja, I bliver klogere” på den der vanvittigt irriterende voksen-overbærende måde. Men hvis jeg graver dybt nok i min hukommelse, kan jeg nok alligevel godt genkalde mig mit 20-årige jegs syn på mennesker med min nuværende alder. Folk omkring de 40 var jo ÆLDgamle og røvkedelige, og de kunne kun tale om børn og arbejde og børn igen. Jeg tror måske bare, at hver alder giver bedst mening, når man er i den?
Og når det så er sagt, er det ikke et æbletræ, det er en mirabelle (sagde plantepedanten, der måtte bruge zoom for at være sikker og i øvrigt selv burde bruge de briller, der ligger derhjemme)?
Du kan så selv vælge, om du vil koble blomsterforveksling op på endnu ikke ankomne briller eller en nonchalant skødesløs tilgang til botanik…
Tak for dine kloge ord – og for at lære mig noget nyt om træer. Også meget begrænset hvad jeg vidste – kan du nok se;)
Og hvis man så er lidt yngre og har små børn, så er man så glad for at kunne læse dine ord, fra en der er gået i “forvejen”…
Jeg har forresten lige købt briller.
PS. Jeg håber ikke jeg fornærmer nogen, hvis jeg byder på at træet er en mirabelle – så langt er æblerne ikke. Og de dufter!
Haha, jeg ved jo ikke noget om træer! Måske jeg skal bruge min alderdom på at lære at genkende dem?;) tak for dine ord
Som værende nærsynet, siden jeg var 25, skal jeg (for det meste) bare tage brillerne af for at læse det med småt. Desværre (heldigvis) bruger jeg kontaktlinser, og om jeg da begriber at alt på cremer og piller og madvarer skal stå så småt ☹️…. ? Godt man kan købe sig en billig brille fra Tiger. Næste step må være en kæk lille brillesnor, så jeg kan have lorgnetterne lige ved hånden. Indtil da må jeg gætte mig til teksten. (Måske bare en lille monokel?)
Mine unger (de to teenagere, forstås) ruller øjne, når jeg begejstret fortæller om den lille Lærke, der sang så fint, da jeg cyklede afsted om morgenen. Eller om gråspurvene, der sidder og stirrer forurettet ind i køkkenet fra træet udenfor, når de har ædt alle fuglefrø. Eller om de flotte grønne blade, der var sprunget ud.
Men de kan nu godt selv engang imellem begejstres over de små ting.
Monokel er alt for sjældent brugt!
Uh ja det med at nærme sig en tid hvor man bliver “gammel” er ikke altid let. Jeg har ikke nået at vænne mig til at min krop udstøder et suk, når jeg sætter mig og rejser mig (WTF jeg er kun 46) og at mine to unger er hhv 17 og 20 år! altså det er jo mig for et øjeblik siden! Men så er der glæden ved ikke at blive bemærket af irriterende mænd (kom jeg i tanke om, da jeg læste om de idioter der klappede dig i numsen), glæden ved at hvile i mine holdninger, glæden ved at se sine børn vokse op til at være skønne mennesker, glæden ved netop at kunne stå stille og nyde solnedgangen, forårsblomsterne, og alt det andet jeg havde for travlt til, da jeg var yngre og børnene var små. Jeg er i den grad glad for at være den alder jeg er, selvom jeg er på vej til 50 – også selvom jeg virkelig godt kunne være foruden hedeture, døde forældre og frygten for klimaforandringer.
Kloge ord❤️
“Aging seems to be the only available way to live a long life.”
– Daniel Francois Esprit Auber