For at kompensere for min manglende mentale tilstedeværelse for tiden (eksamensopgave der skal afleveres om tre uger) har jeg besluttet mig for st sige ja, til hver eneste gåtur mine børn vil have mig med ud på. De er svært glade for at løbe på rulleskøjter for tiden, så det bliver til mange daglige udflugter, hvor jeg lige kan få tømt hovedet og bare gå med, og jeg tænker det hjælper mig med at koncentrere mig senere.
Jeg har fortsat hold i ryggen, så det er en af pigerne der må holde hunden, der hiver i snoren som en lille pelsklædt idiot – og fordelen ved dette, er at jeg har et barn der går i mit tempo, mens de andre ruller.
Så kan vi tage fotos af forår og sludre imens.
Det er hyggeligt at høre om de store børns skoledage, og der bliver lukket op for helt andre, også mere følsomme snakke, når man går tur imens.
Mindstebarnet derimod lukker mest af alt op for sin allermest mærkelige tankegang, og det er ofte ganske overraskende hvilke tanker der gemmer sig i hendes lille hoved.
I går gik vi forbi dette skilt, i en blomstrende have:
“Se!” Sagde jeg “de har et skilt, der fortæller julemanden at han skal stoppe i deres have. Tror du de er tidligt på den, eller håber de bare at han måske kommer forbi om sommeren?”
Barnet så tænksomt ud, og sagde så:” Jeg tror julemanden er ligesom bier…”
Mig:” hvad mener du?”
Barn:” ja. Jeg tror han dør om sommeren. Lige som bier gør om vinteren!”
Jeg blev meget paf over denne tese, men nåede ikke at spørge ind til det, før hun selv fortsatte:” nå nej. Han er nok mere ligesom en bidronning, der graver sig ned når vejret bliver forkert. Så er det kun hans alfer der dør…”
Da jeg senere sad bøjet over min opgave igen, blev min koncentration hele tiden forstyrret af tankerne om en fed, nøgen julemand, der graver sig ned i mudder, mens hans alfers lig ligger strøet hen over jorden.
Måske jeg skal genoverveje om det er sandt, det der med at mange gåture giver mig øget koncentration til opgaveskrivning?
Åh, hvor er det billede fantastisk!! ❤?❤
Ja det synes jeg også;)
Det er præcis dét, jeg mener, når jeg siger til folk, at børn sætter farver på tilværelsen! ❤️ Er det ikke vildt? Tænk alle de fantastiske tanker, vi voksne går glip af at tænke….
Ja der må være SÅ sjovt i et barnehoved, med deres skæve logik
åhhh DET er fanme sjovt her kl 06.28. Stort tak til mindste-barnet
🙂
Jeg ville ønske, at mit hoved ikke har det med at gå i tomgang. Mine ældste holder efterhånden deres tankemylder for sig selv, men yngstemand lider stadig af munddiarre. Når man er sammen med ham, løber hans mund non-stop med alle de tanker, der hvirvler rundt i hans hoved. Jeg elsker ham for det, men desværre har jeg lange perioder, hvor jeg ikke hører efter. Jeg kan ikke koncentrere mig om at lytte hele tiden. Det ville være et fuldtidsjob. Men jeg ville ønske, at jeg kunne. For der er virkelig gang i tandhjulene inde i det hoved.
Prøv at skriv det ned engang imellem. Det er virkeligt sjovt at have!
Børn har mange søde teser:-)
Jeg går dem altid efter i sømmene, dette for at få børnene til at tænke lidt nøjere ind.
Men gad vide hvor tanken om julemand og bi kombi kommer fra.
God arbejdsglæde med din eksamens opgave.
Krydser for dig:-)
Mange tak!