Efter min mand havde været syg, plagede jeg i en kortere periode om at få et barn mere. Der var noget ved det at have stået på kanten; forestillet mig at jeg kunne miste ham; der gav mig en stor trang til at have så meget som muligt af ham. Tage sikkerhedskopier.
(og ja: jeg kan godt selv høre det lyder fjollet…)
Han havde absolut ikke samme trang, og affejede hurtigt efternøler-forslag med alle de fornuftige argumenter: vores alder, økonomi, plads, antallet af allerede producerede børn, og glæden ved den frihed vi har fået.
Omsorgskvoten var opbrugt, mente han. Det hævder han stadig hårdnakket, men på det seneste har jeg tvivlet på om det er 100% sandt. Han pylrer fx om Winston, den bælgøjede hund, i en grad hvor børnene har klaget over, at han siger både goddag og farvel til hunden først, og med dobbelt så meget inderlighed som til dem. Han kan være for træt til at spille kalaha med håbefuldt barn, for kort efter at piske rundt og smide med gummidyr efter hunden.
Her til morges gik han lige det skridt videre, der fik mig til at overveje om det ikke havde været mere på sin plads med påtvungen efternøler: Winston kom glad ind og vækkede mig efter deres morgengåtur i 10 graders frost, og jeg bemærkede undrende at hans pels slet ikke føltes kold.
“Tjo…” indrømmede manden-der-ellers-officielt-havde-opbrugt-omsorgskvoten “ Det er nok fordi jeg varmede hans lille jakke på radiatoren i god tid inden turen, så den bedre kunne holde ham varm…”
Som også beskrevet tidligere, smelter jeg en lille smule over den slags, og var det ikke fordi jeg er blevet yderligere knapt 3 år ældre siden jeg sidst plagede, ville efternølertanken muligvis være kommet på banen igen efter det.
Godt både min fætter og søster får nuttede babyer i år, som vi kan få lidt omsorgsafløb på – så det ikke behøver ende med verdens mest forkælede hund.
Jeg er så møghamrende skide-skruk, at du slet ikke begriber det. Jeg troede så meget det var loooong gone, men se – nu er jeg bare et par omvandrende roterende æggestokke. Fuck. Håber VIRKELIG det snart går over.
Hahaha! Måske vi bare burde få en sammen, så vi kan skiftes til at have sen og minimere besvær?
Det er frygteligt, det der med skrukhed, når man ved det er dumt. Eller umuligt.
Jeg har oplevet mange, der liiiige fik en mere, fordi det kunne være så hyggeligt. Og så er læsset enten helt (skilsmisse) eller næsten (en tyndslidt familie med småforsømte store børn) væltet. Og ofte har jeg tænkt, at de skulle have fået et kæledyr i stedet. Det er da en fin ting at “lege baby” med en lille hund. Det er hyggeligt, og det lægger ikke kæmpe pres på familien, som et barn mere kan gøre. Nyd det!
Du har ganske ret;). Og jeg er også ovre det – altså næsten. Sad med min nyfødte nevø i går, og syntes han var lidt svær at aflevere tilbage;)
Heldige hund…. Zorro liver pakket ind i varmt hyggetæppe efter turen hvis meget kold eller våd. Men genial idé med dæknet.ps hvis Winston skal forkæles med godt lørdags slik så køb tørrede kalveriben… bonus er de praktisk talt ikke lugter og derfor er stue venlige, ifølge Zorro er de mums ???
Jeg gad godt at der var nogen som havde varmet MIN jakke i god tid her i morges. Uf det var koldt.. det er så super sødt at han lige tænker på at varme jakken. Og også at hunden i det hele taget har en jakke ?.
Er sikker på han godt gider varme din jakke, hvis du kom forbi med den. Han er meget omsorgsfuld:)
Åh mine æggestokke klaprer også, men med “store” børn – den yngste bliver 5 om lidt – nøjes jeg også med at glæde mig over de andre i min familie, der producerer babyer jeg kan nusse om ❤️
Det er jo også hyggeligt – men man kan sagtens savne den der tid med små nussebørn
Mange mange tak 🙂