Bog modtaget i gave, link affiliate, men begejstring er min egen.
Det her krøllede, bulede eksemplar af Sissel-Jo Gazans kommende roman: “Blækhat” har fulgt mig overalt den sidste uge – hvilket forklarer dens bulede tilstand.
Normalt læser jeg en time eller to i sengen om aftenen, og ikke rigtigt ellers. Denne her bog har jeg dog læst i alle steder: mens jeg lavede mad, spiste morgenmad, ventede på toge, børstede tænder – hvilket forklarer dens hærgede tilstand.
Udover at klemme fem minutters læsepauser ind overalt, har jeg også googlet løs og læst mere om alt fra graffiti-kunstnere til 80’er BZ-bevægelsen og svampesporer – alle emner som forfatteren fletter fornemt ind i fortællingen. Sissel-jo Gazan skriver fremragende, og formår at integrere virkeligt nørdede facts relevant i sine romaner, hvilket jeg er totalt vild med.
Den største del af romanens handling foregår i Århus i 80’erne, og følger Rosa, der vokser op med sin antikapitalistiske, svampeforskende mor, og en homoseksuel reservefar. Hvem hendes biologiske far er, ved hun ikke.
Rosa får tætte venner både i BZ-bevægelsen, i konservative kredse og i en gruppe tyrkisk-danske piger; og bliver fascineret og opslugt af graffiti og gadekunst, både som udøvende kunstner og “samler”.
Beskrivelsen af Rosa som barn og teenager; af opvækst, venskaber, seksualitet, forelskelser, og interesser er overbevisende og rørende, og historiens mange hemmeligheder og overraskelser bliver fornemt viklet ud undervejs.
Som teenager færdedes jeg selv i flere af de samme kredse som Rosa, og det har været fascinerende at læse om miljøet og tiden, pakket ind i et virkeligt godt plot.
Titel: “Blækhat”
Forfatter: Sissel-Jo Gazan
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Min bedømmelse: 5/5
udgives: 5-10 2017
sideantal: 548